71

Vinden blæste kold og hård, da Per nåede op på klippen.

»Jeg kunne se, at den ikke bremsede,« sagde Gerlof. »Den havde tænkt sig at køre dig ned, så jeg kastede stokken ned mod den.«

Per tørrede blodet væk fra det flækkede øjenbryn og så på ham i mørket. De stod stille nogle meter fra hinanden oppe på kanten af stenbruddet.

»Ramte du?« spurgte han.

»Den ramte forruden, tror jeg, så den forstyrrede ham måske … og så kolliderede bilen jo med trappen.«

Per nikkede tavst og vendte sig om for at kigge ned i stenbruddet. Baglygterne og den ene forlygte lyste stadig. En kaotisk dynge af grus og stenblokke dækkede bilens forende og førersædet.

Fra stranden mod syd kunne man se et flakkende ildskær, og vinden førte en svag lyd af sang, musik og glad latter med sig.

Da trappen var styrtet sammen, var Per gået hen og for at prøve at fjerne stenene fra bilen, men han havde ikke kunnet. Det gjorde for ondt i ribbenene. Derefter var han gået langsomt ad grusvejen, der førte op af stenbruddet, og bagefter var han gået hele vejen langs kanten af stenbruddet hen til det sted, hvor Gerlof stod og ventede.

Han så på Per og spurgte med lav stemme:

»Hvordan har du det?«

Per prøvede at mærke efter, inden han holdt sine forbrænde fingre op:

»Godt nok, bortset fra hånden. Jeg har nok også brækket et par ribben og fået nogle blå mærker og hudafskrabninger. Og måske en hjernerystelse … Ellers går det fint.«

»Det kunne have været værre.«

»Ja.« Per kiggede ned på bilen, hvis lygter så ud til at lyse svagere nu. »Han havde en eller anden slags hjemmelavet brandbombe, præcis ligesom dengang han brændte filmstudiet. Først ville han sætte ild til mig … og så ville han prøve at køre mig ihjel.«

»Det var Hans Bremer,« sagde Gerlof.

»Nej, det var ikke Bremer … det var den mand, der myrdede Bremer. Han hedder Fall, Thomas Fall. Han havde bare lånt Bremers navn.«

Per prøvede at huske, om Thomas Fall havde fortalt, hvad han arbejdede med. Var det ikke reklamefoto? Hvad det end var, så ville han ikke forbindes med porno. Pengene ville han gerne have, men ikke det dårlige rygte. Og til sidst, da Jerry var blevet syg, og Markus Lukas var død, og den rigtige Hans Bremer ville have flere penge, så var det på tide at brænde studiet af og smutte.

Per så på Gerlof.

»Og du opdagede ham.«

»Jeg kunne se ham sidde i bilen ude ved vejen,« sagde Gerlof. »Han var i færd med at hælde en eller anden form for væske i en flaske … og så var der armbåndsurene.«

»Armbåndsurene?«

»Han havde to ure på armen. Et i stål og et i guld, præcis ligesom din far. Det var mærkeligt, syntes jeg … så jeg ville se, hvor han kørte hen.«

Per sukkede dybt.

»Jeg så ham aldrig rigtigt … Lignede vi hinanden af udseende, Thomas Fall og jeg?«

»Lignede? Hvad mener du?«

»Han sagde, at vi var halvbrødre.«

Per vendte ryggen til stenbruddet, han ville ikke kigge ned på bilen længere. Han var blodig, beskidt, forbrændt og slået til plukfisk, og hans tøj stank stadig af benzin. Det var hans tur til at komme på sygehuset.

»Vi er nødt til at ringe efter hjælp,« sagde han. »Vi er nødt til at gå ind.«

Han begyndte at gå langsomt over mod sit hus, indtil han så sig tilbage og opdagede, at Gerlof stadig stod ved kanten af stenbruddet. Han hang med hovedet og mødte Pers blik langsomt, forvirret, og hans stemme lød svag, da han til sidst sagde:

»Jeg ved ikke, om jeg kan uden min stok. Det føles lidt …«

Gerlof tav og svajede lidt.

Per vendte hurtigt om. Det gjorde ondt i hele brystet, når ribbenene skrabede imod hinanden, men han tøvede ikke.

Han tog tre lange skridt og fik fat i Gerlof, inden han faldt ud over kanten.