EPILOG

Der var fralandsvind, og en duft af blomster drev med brisen inde fra øen. Duften af hæg, eller var den allerede blomstret af? Per vidste det ikke.

Han vidste heller ikke, om det var sommer på Øland, eller om det stadig var forår. Sandsynligvis var det forsommer. Det var i hvert fald lørdag den treogtyvende maj, og der var næsten grønt overalt i byen. Stenbruddet så stadig gråt og slidt ud, men selv dernede havde tynde græsstrå fundet vej i gruset. I stendyngerne strittede små buske med friske blade.

Han så sig omkring og tænkte på, hvordan livet en gang imellem virkede, som om det var sat skakmat, men så kom det alligevel altid tilbage.

Stentrappen var ikke blevet genopbygget. Den var væk. Der var ingen spor af den. Da Thomas Falls lig blev afhentet, og politiet tidligt i maj havde kørt hans smadrede bil væk, havde Per besluttet sig for, at han ikke havde brug for en genvej ned til stranden, så Jesper og han brugte en hel weekend på at bære stenene tilbage og sprede gruset ud igen.

Jesper og John Hagman gravede grus og flyttede stenblokke nede i bruddet i dag, men det var ikke, fordi de ville bygge en ny trappe.

»Det var der,« havde Jesper sagt, da Gerlof spurgte ham, hvor i stenbruddet han i påsken havde fundet knoglestumpen.

Han havde peget på den største af grusdyngerne ude på pladsen – den samme dynge, som Per havde klamret sig til, da Thomas Fall jagtede ham. Det var der, de gravede nu.

Per stod oppe i haven. Han havde sit eget projekt foran sig. Han havde hevet en trebenet jerngrill hen til kanten af stenbruddet, og han stod nu og brændte gamle blade og papirer i den. Det gik ganske godt på trods af forbindingen om armen.

Bladene stammede fra haven, og papirerne havde tilhørt hans far. Det var de ansættelseskontrakter, som Thomas Fall havde stjålet, da han brød ind i Jerrys lejlighed i Kristianstad – næsten to hundrede modelkontrakter, som Fall havde taget med sig hjem til sin lejlighed, og som han af en eller anden grund ikke havde destrueret. Politiet havde fundet dem under ransagningen, og de havde kopieret alle navne og adresser i dem. Derefter havde anklageren givet dem tilbage til Per, der nu var deres retmæssige ejer.

Han stod ved ilden og bladrede igennem papirerne for sidste gang. Så mange falske navne.

Daniele, Cindy, Savannah, Amber, Jenna, Violet, Chrissy, Marilyn, Tammy …

En lang række fantasifigurer. Men deres døbenavne og adresser stod der også. De stod nydeligt nedskrevet under den streg, hvor modellerne havde skrevet under på, at de stillede frivilligt op til fotograferingen. Og da han aftenen forinden havde bladret igennem de gamle kontrakter, havde han fundet et særligt navn: Regina.

Han havde kigget på dokumentet i lang tid.

Regina hed i virkeligheden Maria Svensson. Det var selvfølgelig et ret almindeligt navn, og hendes adresse var sikkert gammel, men hendes personnummer stod der også. Det burde være let at finde hende.

»Hvad tænker du på, far?«

Per vendte sig om og så på Nilla. Hun sad i sin kørestol på terrassen.

»Prøv at gætte.«

»Det kan jeg ikke … Der er helt tomt.«

»Er der?« Han smilede. »Men det er mit hoved også.«

Ved siden af Nilla sad Gerlof. Der var halvfjerds år imellem dem, men de så ud, som om de trivedes med at sidde sammen i hver sin kørestol. De var begge medtagne, men ville være friske igen, når sommeren kom.

Nilla og Jesper havde fået at vide, at deres farfar var død, men ingen af dem havde været med til begravelsen i sidste uge. Per havde været den eneste repræsentant for familien Mörner.

Der havde ikke været mange blomster på Jerrys kiste, og kapellet havde næsten været tomt. Et par fætre og kusiner var dukket op, en præst og en bedemand – og så en sortklædt kvinde på omkring de femogtres. Hun havde siddet for sig selv nede på den bageste bænk, og da ceremonien var overstået, var hun hurtigt forsvundet. Men hun havde indledningsvist skrevet sit navn i kapellets gæstebog, og da Per var den sidste tilbage ved kisten, var han gået over for at se efter:

Susanne Fall, havde kvinden skrevet.

Var det Thomas’ mor, der havde sagt farvel til Jerry?

Hvis Jerry havde været far til Thomas Fall, så havde han ikke vidst det. Susanne havde ikke fortalt ham det, men hun måtte have afsløret det for sin søn. Så Thomas var vokset op i skyggen af sin ukendte far, men til forskel fra Per havde han valgt at begynde at arbejde for ham – i al hemmelighed. Han havde lånt sin fotolærer Hans Bremers identitet og ansøgt om jobbet som kameramand og instruktør på Morner Art. Og han havde klaret sig udmærket i den kærlighedsløse verden, hans far havde skabt.

Thomas var blevet den søn for Jerry, som Per havde nægtet at være. Men det var endt med et nedbrændt filmstudie og et fadermord.

Jerry var begravet nu, men hans barnebarn Nilla var rask og havde et langt liv foran sig – Per kunne ikke tro andet denne solbeskinnede dag.

»Hvordan går det med dig?« spurgte Gerlof pludselig og så på ham. »Er du begyndt at arbejde igen?«

Han rystede på hovedet.

»Jeg leder efter nyt arbejde.«

»Nå da? Er du holdt op med markedsundersøgelserne?«

»Jeg blev fyret … De påstod, at jeg snød.«

Han kiggede over mod Larssons villa. Vendela var derinde, det vidste han. Han havde ikke mødt hende, siden hun for en uge siden kom hjem fra sygehuset, men hendes datter havde været på besøg, og Per havde et par gange set Vendela gå tur med sin nye hund. En terrier.

Kurdins villa var lukket ned. Per havde ikke set dem siden valborgsaften, men de ville sikkert komme igen til midsommer.

Og Max Larsson? Hans kogebog ville ikke udkomme før til august, men han var allerede begyndt at reklamere for den. Per havde i den sidste uge set ham sidde og fortælle om sine madvaner i forskellige fjernsynsprogrammer – men han havde ikke vist sig ved stenbruddet i lang tid. Det så ud til, at Vendela og han var flyttet endegyldigt fra hinanden.

John Hagman råbte og vinkede. De havde fundet noget i stendyngen.

»Hvad er det?« råbte Per. »Er det knoglerester?«

»Det er sten,« svarede John.

»Sten?«

»Slebne sten. Vil I kigge på dem?«

»Gerne.«

John og Jesper lænede sig ned over det hul, de havde gravet og begyndte at samle små stenstykker op, et efter et. Per kunne se, at de var rødere og blankere end de sædvanlige vragsten.

John lagde omkring ti stykker i en trillebør og kørte dem over til kalkstensskrænten neden for huset. Gerlof strakte hals.

»Det ligner næsten noget fra en skulptur,« sagde han. »Et smadret kunstværk.«

Per satte sig på knæ og tog imod stenene, som John rakte ham. De var glatte som marmor.

»Tag det her,« sagde Gerlof og rakte ham det tæppe, der havde ligget over hans ben.

Per lagde stenene på tæppet. De var tynde og flere af dem så ud til at passe sammen. Han flyttede rundt på dem for at se, hvad skulpturen kunne tænkes at forestille.

»Er det en obelisk?«

Gerlof rystede på hovedet.

»Det er en raket,« sagde han. »En rumraket.«

Så kunne Per også se det. En rund krop med en slags vinger som landingsstel og i den anden ende en spids næse. Alle stykker var omhyggeligt blankpudsede. Han samlede et par stykker af dem op og så på Gerlof.

»Så Henry Fors byggede altså en model af en raket? Det var det, han lavede nede i stenbruddet hver dag?«

»Det ser det ud til.«

»Men hvorfor dog det?«

»Han havde vel ikke andet at lave til sidst,« sagde Gerlof. »Kunderne var holdt op med at komme … men da han næsten var færdig med skulpturen, kom hans søn ned i stenbruddet og ødelagde den.«

»Gjorde han? Hvor ved du det fra?«

»Jeg har læst det et sted.«

Per lagde forsigtigt de runde stykker tilbage på tæppet.

»Skal vi fortsætte?« råbte John Hagman nede fra gruspladsen.

Gerlof vinkede afværgende.

»Det er fint nok for mig, John … men Henry Fors’ stakkels søn ligger måske begravet længere nede.«

»Hvis altså ikke han gik med elverne,« sagde Per og tænkte på drengen, som han havde mødt ude på Alvaret.

»Måske,« sagde Gerlof. »Vi lader ham være, synes jeg … man behøver ikke vide alt her i verden.«

Per lukkede øjnene og følte varmen fra himlen blive reflekteret i stenene.

Han lagde de sidste ansættelseskontrakter på den glødende grill, heriblandt Reginas. Den blussede op og brændte lige så godt som alle de andre.

Da ilden begyndte at ebbe ud, tog han et af de slebne stenstykker og vendte ryggen til kanten af stenbruddet.

»Jeg kommer tilbage,« sagde han til Gerlof og Nilla. »Jeg vil bare give den her til Vendela Larsson.«

»I så fald har jeg også noget til hende,« sagde Gerlof og tog noget op, som han havde haft til at ligge i skødet.

Det var en stor hvid kuvert. Da Per tog imod den, kunne han høre noget rasle indeni.

»Hvad er der i den?«

»Nogle smykker,« sagde Gerlof. »Du kan give dem til Vendela.«

Per spurgte ikke mere. Han gik forbi sit hus og videre ud på grusvejen, og så drejede han af mod Larssons store villa og fortsatte helt op til hoveddøren. Han trykkede på ringeklokken med kuverten og det polerede stenstykke i hånden.

Villaens tykke stenmure hævede sig over ham. Da ringeklokken var klinget af, hørte han ivrig gøen gennem døren, men der var ingen, der åbnede.

Han ringede på igen. Så gik han et skridt baglæns ud i solskinnet og følte varmen og brisen mod nakken.

Majsolen opløser både troldene og elverne, tænkte han. De brister som sæbebobler. Kun menneskene bliver her. En kort overgang. Vi er en flygtig sang under himlen, en latter i vinden, der slutter med et suk. Så er vi også væk.

Foran Per blev låsen pludselig drejet om, og døren blev åbnet.