Da Simon trådte ind i lejligheden og blev overfaldet af tusmørket, havde det kort forinden været sen eftermiddag. Dunkelheden havde lagt sig hurtigt over hans lejlighed, men da det gik op for ham, at møbler og vægge lå i gråt, var han for koncentreret til at tænde lys. Han havde sat sig på en køkkenskammel og placeret en skålformet genstand på sit glatte hår. Nu spændte han brystkassen, og da han mærkede, at han havde vundet balancen, lettede han fra skammelen med skålen på hovedet og svævede ud i rummet. Han havde rystet over hele kroppen. Nu trak han vejret roligt.
Han huskede ikke præcist, hvordan han var kommet på at balancere med ting. Men en dag, hvor han havde siddet hensunket i tanker, havde han distræt placeret sukkerskålen på sit hoved og med ét koncentreret sig om at få den til at balancere. Da det var lykkedes, havde han fået en lykkefølelse indeni. En følelse af, at koldt, roligt materiale var blevet slået durk gennem ham og havde gjort ham stærk. Han kunne stadig huske, hvordan det havde fået ham til at le en lille latter. En lille forbløffet latter, der i samme nu den var kommet ud af munden på ham, havde pustet sig op af lettelse.
Fra da af brugte han balancen til at give sig selv fornyede kræfter. Førhen havde det været besværligt for ham at komme videre, når han stod i en følelsesladet situation, men nu blev det nemmere, for balancen gav ham ro på kroppen foruden en sær art af klarsyn. Før balancen flygtede han altid bort fra det, der drænede ham for kræfter, flygtede hjem, låste sin dør og forsvandt væk i en bog, hvor fiktive figurer overtog det, han følte. Eller fyldte badekarret med så varmt vand, at han kunne sidde på toiletbrættet og være usynlig i tågen. Men nu holdt han op med at stikke af.
I starten balancerede han med ting, der ikke gik i stykker, når de ramte gulvet, eller bøger, der i forvejen var skramlede på forsiden eller løse i ryggen, men da det gik op for ham, at han var holdt op med at tabe noget på gulvet, begyndte han at bruge ting af porcelæn og ler; krukker, vaser og kopper.
Han balancerede også med kuglen og mærkede hver gang, hvor øm han var over den. Han havde haft den med fra sin barndom, havde arvet den efter sin mor, Anna, og den betød noget for ham på en måde, som ingen af hans andre ting gjorde. Den var massiv som en perle, og sort med en dyb, ravrød kerne. Han vidste ikke, hvad den var lavet af, eller om det var en frugt eller en sten, men han vidste, at Anna havde fundet den i sin barndoms have, og at den havde været hendes hemmeligste skat.
Når han var i et bestemt humør og kiggede ind i kuglen, så han episoder fra sin barndom. Så Anna og sin far, León, og sig selv som lille, så huset og træerne, der vaklede i vinden, og derfor var kuglen hans kæreste eje. Den forvissede ham om, at det, han huskede, havde været sandt.
Han havde også fundet ud af, at man kunne aflevere tanker til den. Sige noget om det, man var fyldt af, og så var det, som om den tog imod det, man havde sagt, og hjalp med til at fordøje det.
Selvfølgelig ville han hellere have haft en god ven at fortælle sine tanker til, men indtil han fik det, var han godt tilfreds med kuglen. “Intet menneske kan holde ud ingen at have,” huskede han, at Anna havde sagt, “så sørg altid for at finde dig en fortrolig, hvorend du er.” Så han havde gjort kuglen til sin fortrolige.
Den dag han fandt ud af, at han blev dårlig af byens tværgående gader, kom han til at tænke over forskellen på at fortælle sådan noget til en kugle og fortælle det til et levende menneske, og blev glad over, at det var kuglen, der var hans ven. Han var blevet forskrækket over sin angst for de tværgående gader, for han havde læst om folk, der var bange for at blive skyllet ud med badevandet eller for at bære knapper på tøjet, og havde tænkt, at hvis han havde fortalt om sin angst til et andet menneske, så ville han blive betragtet, som om han var syg. Kuglen, derimod, lindrede tavst angsten.
Han boede selv i en af de langsgående gader, og heldigvis var byen sådan indrettet, at der flere steder var knudepunkter af veje, der løb sammen for at løbe nye steder hen, og her kunne han næsten altid finde en måde at komme hen til andre områder af byen, uden at skulle bryde sin ensrettede færden.
Da han havde boet i byen et par år, fik han arbejde i et støvsugerfirma, og det blev et vendepunkt for hans liv i byen. Det var, som om et filter af blidhed blev lagt ned over alting, som om det hele blev lettere at leve med. Han fik en lille bil at køre i, og når han kørte ned ad de langsgående gader for at aflevere en støvsuger, glemte han alt om de gader, der gik på tværs, og han blev opfyldt af en følelse af, at byen ville ham det godt.
Han lagde også mærke til, at det nye arbejde løsnede ham op. Han meddelte bare sin chef, at han desværre ikke kunne køre på tværs, så nonchalant, som indviede han den, der skulle hente kaffe, i sin overfølsomhed over for mælk, og vidste, da han gik derfra, at tingene havde taget en drejning.
Pludselig var han ude blandt folk hver dag. Ikke grødede masser af hoveder, som fik ham til at bøje hovedet og ile af sted, når han gik på gaden, eller var ude for at købe ind, men de samme mennesker, der hver morgen lettede på hatten eller smilede, mens de sagde: “Godmorgen, Simon.”
De første to måneder nød han at betragte vanerne rykke ind i sit liv og spænde sin dag ud med vigtige punkter som knuderne på et tov. Da de to måneder var gået, og han gjorde alting på samme måde i dag, som han havde gjort i går og ville gøre igen i morgen, mærkede han en tilfredshed med sin tilværelse, og det gik op for ham, at han havde været alt for optaget af alle de gange, han havde følt sig slået ud.
Det var meget lettere nu. Han gik ikke på tværs. Han ejede et værktøj til at slå de dårlige følelser ned. Han havde kuglen, og nu også kolleger, der hilste på ham om morgenen, fordi de ønskede, at han skulle hilse på dem.
Han begyndte at vågne om morgenen med en glat fornemmelse i kroppen, som han næsten ikke turde tro på. Han begyndte at stå tidligt op, også tidligere end det var nødvendigt, for at nyde glæden ved det arbejde, der lå forude og ventede. Tre melodier lyttede han til i radioen, før han rejste sig, og selv da var han stadig i god tid. Så gav han sig til at nynne; han skrålede tilmed, hvis han kendte sangen, eller hvis det var en af den slags melodier, hvor man lynhurtigt føler sig fortrolig med rytmen, og ofte fortsatte han bag badeforhænget og fyldte de varme damphuller ud med en morgenstemme, der skred ud igen og igen.
Han betragtede sit eget spejlbillede én gang i døgnet, og det var om morgenen, hvor han endnu følte, at dagen var uberørt. Han så længe på sit hår, der stadig havde den farve, som han havde været glad for, siden han i en kø havde hørt en pige hviske: “Se det hår, det er så sort, så sort, at man får lyst til at sy noget af det.”
Dengang var han gået hjem med lange skridt og havde stået foran spejlet længe og betragtet sit hår og var blevet enig med sig selv om, at det var sandt. Det var virkelig meget sort.
Derefter betragtede han sine øjne, men altid kun et kort, kort sekund, for han følte det, som lukkede han omverdenen ind i det øjeblik, han blev bevidst om, at han virkelig var til og var vågen.
Selv om han aldrig betragtede sit ansigt længe ad gangen, vidste han, hvordan han så ud. Han var temmelig tynd og havde et ansigt svagt buet som en pære, og en overlæbe, der var skarp. Hans øjne var brune med gyldenhvide nister; Anna havde sagt, at det så ud, som om nogen havde knust en æggeskal i dem.
Morgenen var den del af dagen, han holdt mest af, for det forekom ham, at han og den var indforståede på en måde, der fik ham til at føle sig som en kammerat; lyset var endnu ikke tændt, fjernsynet heller ikke, og udenfor havde dagen stadig det krasse, stålagtige skær, som han vidste, ville forandre sig inden længe og afsløre i gult: Skidtet i gaderne, støvet på butiksvinduerne og mulden på gulvet bag den plante, som for længe siden var flækket i potten, men hvis jord han aldrig havde fået suget op.
Når han var trukket i tøjet, trådte han ud på den smalle egetræstrappe, der forbandt lejlighedens to forskudte rum, og kom ned i stuen, hvor køkkenet lå i den ene ende bag en plade, som han havde sat op, fordi det forekom ham upassende at have køkken og stue i det samme rum. Han havde malet den i en klar, dueblå farve, der stadig var som ny, fordi han lavede sin mad i mikroovn. Han kunne godt savne at have boblende vand og sydende kødstykker på komfuret, men når han trådte ned i stuen tidligt om morgenen og fik øje på den dueblå farve, vidste han, at det var det værd.
Han sad bag ved pladen, mens han spiste, og så, hvordan den blå maling og jomfrulyset fra vinduet fik hans lejlighed til at synes under vand. Så tændte han sin pibe og sugede på den i få sekunder; lige nok til at mærke den vidunderlige forgiftning brede sig i kroppen, men alligevel så kort, at man aldrig ville tvivle på, at lejligheden tilhørte en ikke-ryger.
Ofte opdagede han, at han stadig nynnede efter at have forladt lejligheden. Som var de små, hvislende toner en slags konstant forholden sig til dagen, som han skred igennem den, og den igennem ham. Han så på lyset, noterede sig vejret og overvejede, om det ville forholde sig roligt, eller om himlen så ud til, at det ville trække op til storm. Han havde af og til svært ved at skelne dagene fra hinanden, men det gjorde ham ikke noget, for han var mere end lettet over den takt af tilfredshed, der pludselig var blevet slået an.
Da han var yngre og lige var flyttet til byen, havde han tænkt, at han aldrig ville slippe ud af sin vemodighed. Når han vågnede om morgenen, havde han følt sig fuld af sorg, og når han ved et tilfælde fik øje på sit spejlbillede, overraskede det ham ikke, at han mødte et alvorligt, sænket ansigt. Nu, da han havde fået arbejde og færdedes efter mønstre i byen, som ikke forandrede sig fra den ene dag til den anden, forstod han, hvor svært det havde været før.
Det var underligt med byen. Da han fik det bedre, begyndte han at forstå den virkning, den havde. På en måde gjorde det ham tryg, at husene hver morgen stod der med deres tårne og spir, og at gaderne hver dag førte biler og mennesker frem og tilbage. Han satte pris på, at vinden kunne ruske i bygningerne, lige så tosset den ville, uden man opdagede, at det var uvejr. Han tænkte, at bygningerne var himlens støtter, og fordi der var så ufatteligt mange af dem, gav det ham en tro på, at himlen ikke kunne styrte ned over ham.
Men midt i det, der tegnede op og ned i ham, levede det, der tegnede kruseduller. Mennesker, der pludseligt kunne finde på at krydse gaden, eller folk, der uventet blev uenige om noget, mens de gik tur. Simon hadede det. Undrede sig over, hvordan livet overhovedet kunne undgå at gå i kludder, når folk hele tiden reagerede spontant eller gjorde fuldstændig det modsatte af, hvad man skulle have troet. Når han færdedes i byen og blev overmandet af den utrygge følelse, løftede han blikket op over folks vuggende hoveder og fæstnede det på husenes ansigter, der havde åbne eller lukkede udtryk, men aldrig begge dele.
Den eftermiddag, der gik forud for historiens begyndelse, havde han været ude at køre og havde tænkt på sin by. Han skulle aflevere en støvsuger nede i den modsatte ende, og kørte døsigt af sted med nedrullet vindue, mens han tænkte på lyset og på alt det modsatrettede, man så fik øje på. Solen havde akkurat rørt horisonten og hvilede mod den, som en badebold på et blikstille hav. Dagen, der lukkede sig, fyldte rummene under trækronerne med stilhed, og lige meget hvor Simon vendte blikket hen, tog livet det roligt.
Om dagen, når lyset var hvidt og skærende, var byen noget, livet mekanisk blev sluset igennem; et væsen, som fik folk til at trave skyndsomt mod rækken af hyrevogne, der ventede på at køre dem i sikkerhed. I eftermiddagslyset blev skyggerne flossede, ansigterne forvrængede, og træerne krogede, og følelsen af at være væltet greb ned over folk og fik dem til at svaje. Kun i tidsrummet fra solen strejfede jordens runding, til mørket vandt slaget, var byen venlig.
“Hmm,” havde han tænkt og siddet lidt bag rattet efter at have slukket motoren. Han skulle aflevere støvsugeren i et stormagasin, og det slog ham, at her var modsatrettetheden igen. Han elskede pladsen foran bygningen. På midten var en fontæne, og flise efter flise fik en mosaik af kvadrater til at folde sig ud omkring den. Han plejede at sætte sig på kanten af fontænen, bare for at sidde lidt. Nogle gange lod han blikket løbe i furerne mellem fliserne, og andre gange, når der var blå himmel, stirrede han op i den.
Indenfor var al den forvirring, han ikke satte spor pris på, og at gå ærinder i stormagasinet gav ham samme følelse, som når han stod op af sit karbad på en vinterdag.
Også på denne dag satte han sig på fontænens kant og stillede kassen med støvsugeren ved siden af sig. Kuglen i hans inderlomme og kassens firkantede væren fik ham til at tænke på, at former gjorde ham godt. Han lænede sig tilbage og løftede ansigtet mod lyset, som han vidste, var på vej væk, og følte sig glad. Han fik tit sine dage til klappe, og i dag var sådan en dag. Han havde nået at rede sin seng om morgenen, og på køkkenbordet havde han sat bønner i blød, som han ville koge til aftensmad. Der hang ikke noget over hans hoved, ingen gøremål som irriterede ham, fordi han ikke havde fået dem ordnet, og arbejdsdagen var forløbet på en selvforglemmende måde, der altid gjorde ham godt tilpas. Som om dagen var stykket sammen af brikker, som han formåede at lægge efter hinanden på en måde, så han ville falde i søvn med en helstøbt fornemmelse. Efter sådan en dag, hvor vejret tilmed understregede det hele ved at være rundt og roligt, sov han altid dybt og vågnede i den samme stilling, som han var faldet i søvn i. Nu skulle han bare have afleveret støvsugeren og køre hjem gennem byen. Når han kom hjem, ville han bruge aftenen til at pusle med småting. Han ville lytte til sin radio, mens han spiste, og skylle noget tøj op i håndvasken.
Hvis han havde vidst, hvad der skulle ske, ville han måske være blevet siddende. Men da han havde siddet på fontænen en tid, rejste han sig og gik hen mod trappen. Han brugte kassen til at skubbe døren op med, og det så ud, som om bygningen med glubsk selvfølgelighed slugte ham, da døren svingede på plads, og han var borte. I den tid, han var væk, landede en flok duer og lettede igen. Deres vinger fyldte luften med hvislen, og folk med tasker og frakker skråede over pladsen og stoppede op, indtil flokken af fugle var over deres hoveder. En mand satte sig med avisen, og en anden bukkede sig ned for at samle en mønt op, livet fortsatte.
Det tonede glas svingede hele tiden op og slusede mennesker ud i verden. Da Simon dukkede frem og stod på trappen, havde lyset trukket sig så langt tilbage, at luften virkede mørk. Han bar ikke længere på noget. Hans ene hånd var som skruet fast til ansigtet, venstre tommelfinger dannede et ovalt hul imod kinden, og de sidste fire fingre lå spredt ud over panden og højre side af ansigtet. Hans mund var let forvrænget, og ansigtet lignede tin, der var stivnet akkurat for tidligt.
Da han var gået ind i den bygning, havde han haft et liv. Et liv, hvor han hed Simon Toulouse, boede i sin by, solgte støvsugere og havde en fortid. En fortid, hvor han var enebarn, ikke så dygtig til at male akvareller som til at tale baglæns, eller finde en bestemt grammofonplade i sin fars samling, men elsket med al den kærlighed, som andre børn ofte må dele med en søster eller bror. Han havde haft en barndom, hvor han havde leget i haven, spist sin mors rabarberkompot og nydt sin fars stemme, når han læste op af bøger, som af og til var alt for indviklede.
Han havde levet et liv, hvor han havde mistet sine forældre tidligt, men alligevel havde han haft dem mere end mange andre børn. “Du vil græde, når vi en dag dør, Simon, men det, vi har givet dig,” havde hans mor sagt, “bor i dig som en del af dig nu, og det kan ingen tage fra dig.” Det havde han aldrig glemt. Han var ikke blevet den berømte maler, som hans forældre havde spået, han ville blive, men han var god til sit job, havde overblik og hukommelse som ingen anden og var sikker på, at han var uundværlig. Og det havde hans forældre vidst. De havde lagt kimen i ham, gjort ham til Simon med kærlighed og tryghed, og selv om han af og til havde tænkt på, om titlen af støvsugersælger monstro ville have skuffet dem, brød han sig om sin tilværelse, og det var det samme som at sejre, for det havde hans far sagt. Var han blevet spurgt den dag, om han troede, det kunne knuses, ville han have rystet på hovedet. Men derinde var alting blevet knust.
Han løb. Bag ham, parkeret, hvor lyset kort forinden havde været smukt, holdt den lille bil, og den blev mindre og mindre, som Simon kastede sig fremover gennem byen.
Da han nåede hjem, var hans krop og bevægelserne, der rykkede ham forover i løb, for længst blevet et ritual, som han vidste, ville kulminere i lejligheden. Hælen bankede døren i, og jakken dryppede af ham, som var den lige pludselig blevet for stor. Simon greb ud efter genstanden i samme nu, han trådte ind bag den dueblå plade og så sit køkken tegne sig svagt i mørket. Den var kold og keramisk og havde form som en skål, men han kunne ikke komme i tanke om, hvilken det kunne være. Han vandt balancen hurtigere end nogensinde før, og allerede her mærkede han velværet strømme igennem sig, først som kildren fra et sted under sig, så som ro fra et sted over sig, for til sidst at fylde ham ud med en tomhed, som han taknemmeligt trådte ind i. Hans åndedrag havde været oprevet og skurrende og havde raspet i lungerne, som hud mod asfalt, men da han sank og på ny ville til at hive efter vejret, var det blevet roligt og gled ubesværet ned gennem luftrøret, som om han sov dybt.
Da han svævede ud i køkkenaflukket med armene ud fra kroppen, genvandt han sig selv på få sekunder. Det var 147 gange siden, han sidst havde tabt noget på gulvet, og lige da han havde tænkt det, faldt skålen, som havde nogen pirket til den med en drillesyg finger. Den styrtede tungt og sikkert i gulvet, hvor den smadredes omkring hans fødder. Alt fra før vendte tilbage. Hans åndedrag blev på ny hektisk, og kroppen snurrede, som var han kemisk påvirket. Han kravlede sammen i fosterstilling bag den dueblå plade og gemte hovedet under broformede arme. På nethinden sad det frygtelige, han havde set.