Anna og León ejede et plankehus et sted, hvor der ingen egentlig by var, men hvor en bunke huse med tilhørende haver, malede lader og majsmarker på geled udgjorde det afgrænsede område, som folk betragtede som deres. Egnen var præget af det forhold til afstand, alle fødtes ind i. Der var langt imellem alting, men ingen regnede kilometer og havde, når de døde, cyklet jorden rundt tre gange eller haft bil fra deres tolvte sommer. Stedet var omkranset af fladtrykte bjergkamme, der indhegnede beboernes spredthed som væggene i et udslukt krater. Set oppefra var dette sted et af de smukkeste i landet. Kom man flyvende og var på vej til at lande, befandt man sig længe i skyer formet af højtrykket, før man med smertelig pludselighed røg fri og svævede ned over landskabet, der lignede marmor fra de højder, med lyse overflader mod dybbrun jord.
Huset, de levede i, var mørkerødt og indrammet af en åben svalegang, hvor det rodede med krukker, en drejebænk, kasser med vinterløg, skårede havenisser og slyngplanter, der væltede ud over rækværket som et stort skibs trosser. En dobbeltdør førte ind til stuerne og værelserne, der virkede spændt ud af et mørkere lys end det, der omkransede majskolberne udenfor. Derinde var gulvet høvlet ned, luften tyk og gullig som falmede dokumenter, og over brændeovnen hang en uro af vættelys, der spillede enfoldig musik, når varmen steg til vejrs. Foran huset startede marklandskabet, jorden hvilede tungt, så langt øjet rakte, og bagved, blødt ned over skrænten, begyndte skoven af mørkegrønne elmetræer. Mod vest, som en vildfaren stikling af svalegangen, strakte en badebro sig ud over en oliesort sø og spejlede træets årer i silke.
Som voksen huskede Simon, hvordan han havde elsket det mørkerøde hus, og hvor svært det havde været at stille sig tilfreds med noget som helst, da han forlod sit barndomshjem for at bo i byen. Faktisk var det først, da han malede skillevæggen i køkkenet dueblå, at han følte, at hans hjem ikke var fire vægge, der omsluttede ham, men derimod en niche, hvor han hørte hjemme. Indtil da havde han altid tænkt, at en dag ude i fremtiden ville han pakke sine ting og rejse tilbage til det mørkerøde hus, flå de hvide lagner af møblerne, trampe hårdt på de planker, han vidste, knirkede, smide knuder i ovnen, høre biller briste under de hurtige flammer og mærke duften af harpiks fra spjældet rode sig sammen med den af kaffe.
Rent praktisk ville det aldrig kunne lade sig gøre. Dels var huset for længst blevet solgt, og dels blev det med årene sværere for ham at forlade byen, fordi han ikke ønskede at bryde sin ensrettede færden. Han var afhængig af bygningernes inddeling af verden omkring sig, lange tunneler han gled igennem, strækninger, han kunne overskue med sidegader, han ikke skænkede en tanke, og som førte ind til dele af byen, han var ligeglad med.
Men minderne var der. Boede i ham, krystalklare og besynderligt mere fortættede end de dele af hans liv, der kom senere. Han ville aldrig glemme badebroen, som han gungrede barfodet ud af, mens León nærmede sig bagfra svingende en bambusgren over hovedet, aldrig glemme søen, der befriende opslugte ham og faderen og kvalte deres latter i de øjeblikke, hvor rummet af vand omkring dem blev totalt. Og bagefter, når bambusgrenen vuggede over søspejlet, Simons tænder klaprede, og han mærkede sin far træde vande i tusmørket, kom de til at le, ikke fordi de ikke havde leget den leg en million gange før, ikke fordi solen var ved at gå ned i deres sø, men fordi situationen i sig selv var ufattelig, et sekund af deres dagligdag.
Han huskede Anna som symbiotisk forlængelse af den have, der havde omkranset huset, når hun bevægede sig rundt med jord under neglene og håret i mørk uorden. Og faderen, med den brede derrière og sine jordfarvede striktrøjer, der i årevis havde været for små, fordi han vaskede dem ublidt og hængte dem til tørre i solen. Og han huskede sig selv midt i alt det, legende på gulvet i sit værelse under tagryggen, hvor der var varmt og duftede af indmad fra tøjdyr. Han havde haft gravrust på halsen og skræmmende frihed i de rum; på husets førstesal, i køkkenskabene, hvor bogstavkiksene og fignerne lå gemt, i haven, hvor han begravede massevis af spinkle fugleskrog under lige så mange trækors, og på badebroen, der flød på ibenholt, og hvor han mødte sin far, der tjattede til ham.
Det hele var næsten for uskyldigt til at ligge så få år borte fra det liv, han levede nu. Han tænkte på, om han huskede sin barndom mere rosenrød, end den havde været. Men en dag havde han vredt sagt til sig selv, at det var noget mærkeligt noget, at han hele tiden forsøgte at hæfte tvivl ved det, han holdt af at have været del af. “Bare fordi andre vokser op i håbløshed,” tænkte han højt, “behøver jeg jo ikke at skamme mig over at have været heldig.”
Erindringerne kom derfor til sidst til at bo i Simon som den chokolade, man opbevarer i et hemmeligt skab, og som man foretrækker at nyde alene. Noget tys-tys delikat, som fik ham til at standse op midt i dagen og ligne en, der netop blev overfaldet af en duft langt væk fra. Hvorpå han et kort øjeblik kom til at savne at være så let-om-hjertet-lykkelig, som han huskede at have været som dreng. Når han huskede, hvordan han som barn havde trallet fremad, undrede det ham, hvordan drengen fra dengang havde båret sig ad med at blive den voksne, han var i dag.
Før han gav sig til at balancere, var han træt af at være så vemodig. En hængemule ville Anna have sagt og set opmuntrende på ham, men det var kun hyggeligt at være en hængemule, når ens mor samtidig tog en om hagen og på den måde fjernede mindst halvdelen af byrden. Nu, hvor han kun havde sig selv, kunne spekulationerne æde ham op med deres drillesyge tilstedeværelse og fuldstændig ødelægge hans dag. Det bekymrede ham, at han ikke kunne udvise en lige så lys og slagfærdig karakter, som han så hos nogle af sine arbejdskolleger. Og det irriterede ham, at folk opfattede ham som en, der tog tingene gravalvorligt, og han tænkte på, hvordan han skulle undgå deres kærlige klap på skulderen og deres “tag det nu ikke så tungt”. Selvfølgelig var det i bedste mening, men han ville bare ønske, at nogen ville opfatte ham som munter og god til at føre et liv.
Når han tænkte på sin fortid, bekymrede det ham, at han huskede alt det, der var passé, som storslået, hvorimod det, han var i nu, føltes mere tungt. Han prøvede at lede efter livsglæden fra sin barndom, prøvede at finde ud af, hvordan de havde gjort i familien, og hvad det var, der havde gjort deres tilværelse god.
Anna blev vansiret, da Simon var omkring fire, og når han virkelig anstrengte sig, syntes han, at han kunne erindre episoden i køkkenet, følelsen af opraspet kaos, der for et barn er en smag eller en lyd, og Leóns ansigt, da det intetanende dukkede frem bag døren for at sønderknuses, som så han den, han elskede højst, blive dræbt.
Anna havde været ved at koge frugt. Det havde stået på i tre dage, og bordene var besat med krukker under imprægneret papir. Midt i rummet stod en kolos af en jerngryde, der virkede dragende på Simon, som ikke kunne se over kanten, men kun ane ildrød regn i luften, når varmen blev for kraftig. Hun havde været næsten færdig, da det skete. Hun vippede gryden for at hælde saften på flasker, da hendes fod gled og fik hende til at miste balancen. Gryden væltede, ramte gulvet og slyngede en blodfarvet portion bærsaft mod hendes ansigt. Hun vendte sig en anelse bort, men nåede ikke at undvige, og i samme nu hun var ramt, besvimede hun for foden af gryden. Måske af smerte, måske i visheden om, at hendes hud boblede.
Da Simons far trådte ind i køkkenet, gik der ét sekund, før han fattede sceneriet, og endnu ét sekund, hvor der blev totalt fred på jorden, mens al rædsel indrammede hans ansigt. Anna var bevidstløs, og León lagde grædende våde klude på hende og strøg hende over håret, der var skrumpet ind til skrueformet vissenhed over tindingen. Hendes ene øre var skoldet i stykker, og fra tindingen og ned over kinden lignede ansigtet en sandbund, hvor havet netop har trukket sig tilbage. Men hun levede. León havde troet, at det var det.
Simon følte ofte, at han kun kunne huske, hvad der var sket, fordi León af og til sagde: “Kan du huske den dag med gryden? Det var en værre dag for sådan en lille knægt!” Mens hans hånd kærtegnede Simons nakke, og et lydløst suk frøs luften.
Anna og León var kommet sejlende fra Frankrig tyve år før, de havde fået Simon. Deres mødre havde altid drillet dem med, at de var kærester og skulle giftes, når de blev store, men Anna og León tog sig ikke af det, for de vidste, at sådan var det. De blev kærester, da de var fem år, hemmeligt og forsigtigt. De var kærester, da de var blevet ti år og fandt på at holde hinanden i hånden, og León skrev hemmelige beskeder bag på Annas hæfte. Da de var femten, begyndte de at kysse med nysgerrige tunger, og da året gik på hæld, elskede de så heftigt med hinanden, at León af og til troede, han skulle dø. Da de blev tyve, giftede de sig, og Anna kunne huske, at Leóns far og hendes mor havde stået i deres bedste tøj og var kommet til at le så højt, at de til sidst måtte løsne manchetter og perlemorsknapper for overhovedet at få vejret. Det forundrede Anna meget, at der var noget at le overrasket over, for på det tidspunkt kunne hun ikke længere huske, hvordan det var ikke at elske León.
De opfattede det som større end skæbnen, det, der havde skabt dem for hinanden og sørget for, at deres veje blev ført sammen i Frankrig. Som vidste de fra starten, at de skulle være sammen altid: På slumretæpper, mens mødrene drak te og sludrede, på skibet mod Amerika, hvor de trillede glaskugler i begrenderne, i kirken den dag, de udtalte et fuldstændigt overflødigt “ja”, og senere i det mørkerøde hus.
De kendte hinanden helt. León vidste, hvad der kunne få Anna til at smile, og hvad hun bedst kunne lide at spise på bestemte aftener, når vejret var på en bestemt måde, og Anna kunne finde León på grunden omkring huset uden at gå forgæves en eneste gang, for hun kendte hans veje til hudløshed. Alligevel gik de stadig ind i perioder af deres samliv, hvor de var forelskede. Fortroligheden gav dem magt over hinanden, og det indhyllede deres kærlighed i en fare, der korrigerede deres indbyrdes faconer med omsorg. De vidste, at begyndte det at kikse og skarve imod, så ville begge falde døde om lige på stedet.
Samtidig talte de ikke så meget om det, de følte for hinanden, og måske var det dette usagte, der holdt bålet med næring. De diskuterede ikke hinandens opførsel, kendte ikke til kriser om jalousi og den slags som andre ægtepar, for de havde det, som var de på den anden side af alt det. Anna og León havde ikke fundet hinanden tilfældigt og havde forelsket sig, de havde ingen forhold bag sig eller gamle lig i lasten, nej, de var smeltet ud af det samme stykke og for evigt bestemt til at høre sammen.
De fik et eneste barn, og det var Simon. Han blev født en morgen så tidligt, at Anna tænkte, at det var første gang, hun så den ende af døgnet. Lyset var stadig farvet af buldrende nat, og alligevel var dagen så tæt på og så ubrugt, at Anna stirrede på ruden, hvori hvinende blåt og ufatteligt orange skar sig gennem mørket. Hun sagde ikke så meget, da han kom ud, men bagefter tudede hun og León i en time, mens babyen betuttet klamrede sig til dem. Han kom til at hedde Simon, fordi han var sådan et smukt, lille barn.
Nogle måneder efter at han var kommet til verden, fandt de huset, der blev mørkerødt i samme uge, som León havde underskrevet skødet. De havde ikke været et øjeblik i tvivl, for efter at have kørt rundt på må og få for at opspore deres drømmehus (Anna nægtede pure at opsøge ejendomsmæglere, da hun mente, at de tog sjælen ud af bygningerne), var de nået til denne afsides plet, var drejet om en bakke, beklædt med så mørkegrøn skov, at den næsten var sort, og havde set træhuset komme til syne med så stor pludselighed, at Anna havde råbt: “León! Der er det, se, der er det!” León havde hugget bremserne i af bar forskrækkelse, og de stod ud af bilen, ud i luften, der duftede af ælde fra søen, og Anna skuede ud over majsene og vuggede Simon, som klynkende var vågnet op. Sammen gik de op mod huset, og León betragtede badebroen, eller resterne af den, og de gik hen og satte sig på det første, lille stykke, der endnu ikke var styrtet i vandet, og Anna tog bleen af Simon og satte ham i den mudrede søkant, hvor han netop kunne sidde op. “Her vil vi bo,” sagde hun, og helt roligt slap hun sine fødder fri i det kølige vand og lænede sig tilbage under himlen.
Fra det øjeblik begyndte Anna at fylde huset med ting og sager. Da Simon med bevægelserne hærdede af sorg pakkede huset sammen, lagde hver gipsengel i silkepapir, viklede hver skrøbelig strandskal ind i vat og fjernede alle burene med stoffugle, havde han tænkt på, hvor levende huset egentligt var. Som et enormt dyr, der hvilede sig, trak vejret tungt og af og til bevægede sig i spjæt eller gennem dreven gaben. Sådan havde det været. Ting var flyttet ind, flyttet om på og arrangeret på de mange hylder og gesimser over det hele, og Simon kom til at tænkte på disse kortfilm, hvor sjældne blomster fra regnskoven bliver filmet af en opslugt professor, for at han senere kan afspille seancen for et publikum, der for første gang tydeligt kan se hvert kronblad folde sig ud i ynde. Og dér, på filmen, er der detaljer, som man med ét får øje på, fordi man i virkeligheden har foreviget det umulige. Havde Simon haft sådan et kamera, og havde han filmet trivslen i huset fra første øjeblik, så havde han måske haft en mulighed for at få overblik over, hvornår de forskellige dimser stødte til deres liv, hvor de nåede at stå og måske også i hvilken rækkefølge, hans mor havde holdt af dem.
Der var ingen rød tråd i det, hun købte. Overhovedet ingen. Hun kunne finde på at købe en figur fra en hylde, fordi hun syntes, det var synd for den, at den skulle stå dér alene, og León væltede rundt på gulvet af grin, når han fandt ud af det, råbte, at han havde landets mest tossede hustru og klappede hende bagi med så drillende en håndflade, at hun selv trak på smilebåndet. Men oftest købte hun alt, hvad hun syntes, var kønt, og det var ikke til at vide, hvad det indbefattede. Figurer af blik fra Østeuropa, kunstige roser med malede muslinger som rosenhoveder og underlige dåser og æsker med blanke låg og parfumeret indhold.
Anna havde været glad for alle de nips, hun havde, men én ting overgik alle de andre, og det var kuglen. Den var fuldendt og Annas legetøj til adspredelse. Hun fortalte Simon, at hun som stor pige havde fundet den i rabarberbuskene bag i sin mors have, og Simon havde tænkt, at sådan nogle fund gjorde han aldrig. Ved første øjekast så den sort ud, men holdt man den op mod solen, dukkede et dybtrødt skær op inde i den som en indre glorie. Hun havde den ofte i lommen, selv om den var større end et lille æble, og tog den frem, når hun skulle tænke eller var rastløs.
Simon måtte lege med alle hendes sager, måtte endda tage dem med ud i haven og sætte dem i græsset, fordi Anna stolede på, at han ville passe på dem, men kuglen måtte han ikke røre. Hvis Anna havde lagt den fra sig i frugtskålen eller på bordet, og Simon prøvede at snige sig til at kigge på den, kunne han mærke Annas blik hvile mod sin nakke, som ønskede hun at fjernstyre ham til at trække sig bort, og hun var underligt febrilsk, indtil han gjorde det.
Det havde været næsten uudholdeligt for ham at pakke Annas kugle ned, og det havde været det allersidste, han gjorde, før han forlod huset. Alle kasserne og møblerne havde stået i stuen, og havde man kunnet gennemlyse de brune papsider, ville man have set de hundredevis af ting ligge side om side, rengjorte, indpakkede og lagt ned, så de låste hinanden og ikke ville gå i stykker, lige meget hvor kasserne havnede. Ovenpå var rummene ryddet, væggene malet over en gang med hvidt, trægulvene skuret så rene, at de lignede sandblæste facader, og i kælderrummene, hvor udflyttere så ofte glemmer ting, havde Simon ligget på knæ i timevis og fjernet bristefærdige pupper med edderkoppeæg, slæbt vinballoner op i solen og skyllet dem rene, for til slut at vaske stengulvet med tre-dobbelt salmiak. Da havde han kun manglet kuglen, og han sad længe på gulvet foran den, før han sukkede og bøjede sig frem, greb om kuglen, skyllede den i lunkent sæbevand, tørrede den af og lagde den ned i en foret æske. Han havde forventet, at Annas gennemborende blik ville nå ham, hvorend hun var, lamme ham ned over ryggen og måske slå ham i gulvet, og da intet skete, studsede han. Han bøjede sig frem igen og holdt æsken mellem hænderne, ventede på at mærke sin mors ængstelige blik. Ikke engang da han lagde æsken i sin taske for at tage den med sig, skete der noget. Da voksede tårerne, hang pæreformede fra underkanten af øjet, før de til sidst slap deres tag og dalede væk. Det var en af de første gange, han for alvor fattede, at Anna og León ikke længere levede.
Drengen Simon var vokset i visheden om, hvor hans far og mor befandt sig. I haven, i huset, på grunden inden for overkommelig rækkevidde. Han var næret af den rolige skønhed, der havde omgivet ham, fra han legede med dyr og klodser i græsset under søster-hibiscussen til senere, hvor han stod op for at løbe fem gange rundt om søen, selv om lungerne slog sig, som var de tøjrede. Han holdt af majsmarkerne, der mindede ham om bølger, fordi de sommer efter vinter efter sommer efter vinter hævede og sænkede sig som et kæmpemæssigt ocean, men en morgen i sit tyvende leveår stod han alligevel op med søvnen som smerte bag øjnene, og vidste, at han længtes ud. Vidste, at det eneste rigtige for ham var at gå op ad trappen til sit værelse med de skrå vægge, rede sengen stramt, sætte sin kuffert med de bronzefarvede hjørner på den og fylde den med tøj, sine tegneserier, sin toilettaske, hvori han længe havde haft barbergrej, og lukke den i med et smæld så eftertrykkeligt, at tvivlen ville pible ud af ham som kondensvand.
Han havde fortalt dem, at han ville flytte til en større by. Anna havde jamret lidt med fingrene spillende over ansigtet, og havde set på León på en måde, som ønskede hun, at León skulle skrumpe Simon tilbage til dengang, hvor man stadig kunne tage ham på skødet. Til sidst var hun gået ud og havde siddet bag rabarberne, og Simon og León havde listet rundt i huset hele dagen, talt forsigtigt til hinanden, spist en halv rulle kiks i fællesskab, hvorpå León gav sig til at lave aftensmad med utålmodig kniv over løgene. Af og til stillede Simon sig i døren, der vendte mod den bagerste del af haven, og stirrede mod rabarberbedet, der havde skjult hans mor under en mørkegrøn paraply. Men først klokken halv ni om aftenen kom hun frem, og Simon åndede lettet op, for der lå en fattet hinde over hendes ansigt, og hun stampede, da hun gik op mod huset.
Den var gal, når Anna tyede til rabarberne. Hun havde gjort det, da Simon insisterede på at cykle i skole efter 1. klasse, fordi det gjorde alle andre drenge. Og da hun, ved en fejltagelse, kom til at love at holde tale ved sommerfesten i juni, fordi arrangøren havde købt tre Bloody Mary’er til hende på en forældreaften. Og engang, på Simons ti års fødselsdag, hvor hun havde talt i telefon i over femogtyve minutter med nogen, Simon ikke vidste, hvem var, og ovenikøbet på fransk, som Simon aldrig havde lært. Alle tre gange var hun gået sporenstrengs ud i rabarberne, og var først kommet tilbage timer senere, men så til gengæld også umådelig klar i blikket. Men hun havde aldrig været derude så længe, som hun var den dag, hvor Simon, så roligt som han kunne, meddelte sine forældre, at han ville flytte væk. De talte om det længe, efter at Anna var kommet tilbage til huset, og da natten gryede, havde Simon det ikke nær så slemt, som han havde frygtet. Til trods for at partiet under Annas mund flere gange truede med at krakelere, holdt hun ud og så på sin søn med styrke i øjnene. De besluttede sammen, som familie, at han skulle rejse efter sin tyve års fødselsdag. Han ville have et arbejde, fortalte han León og Anna, og sad bøjet ind over bordet på en måde, der fik dem til at tænke, at han snart var voksen. Han havde allerede søgt fire stillinger, fået én i en butik, som han havde sagt nej tak til, og ville søge femhundrede til, hvis det var det, der var afgørende. Han ville have en plads, bo i storbyen og inden længe spadsere parken rundt i et par splinternye Lloydsko og købe snemænd med kirsebær eller kiwi.
Simon havde altid været anderledes, og Anna var ikke meget for, at han nu skulle leve, hvor hun ikke kunne holde øje med ham. Han havde altid været indesluttet og stille af sig, men en kammerat, hvis man først nåede ham. Da han var yngre, havde Anna været sikker på, at han var autist, for han kunne de mærkeligste ting. Snakke baglæns flydende, eller spole på sin båndoptager for så trykke på stop netop dér, hvor den bestemte passage, han ledte efter, startede. Anna vidste godt, at man ikke burde have ambitioner på vegne af sine børn, men det havde hun haft, og det undrede hende, at al den kreative påvirkning, hun havde sneget ind i sin søns dagligdag, prellede af som dråber på en fedtet rude. Hun havde håbet på, at han ville blive grebet af at male, eller rettere hun havde bildt sig selv ind, at han nok havde talent for det, for han var såmænd optaget nok af papir og farver, men det, der kom ud af det, var ikke noget særligt. Som et barns tegninger af huse, hunde og familier på skovtur.
Det ærgrede hende længe, at Simon ikke havde den kreativitet i sig, som hun havde håbet på. Hun havde læst, at påvirkede man sine børn rigtigt, kunne det næsten ikke undgås, at der ville voksne en kunstner frem med årene, men intet af den slags fængede Simon for alvor. Han kunne godt lide at synge, men hans stemme var som andre børns, lidt skinger og ivrig, ligesom han kunne lide at tegne og skrive historier, da han kom i den alder, men stadig uden at udvise særlige talenter for nogen af delene. Derimod var han fabelagtig til tal og ting, der var blevet væk, noget Anna ikke fattede, hvor han havde fra, men som gjorde León pavestolt. Det var, som om han havde høgeblik, og selv om det rodede på hans værelse som på andre drengeværelser, kunne han altid finde alting omgående. Han løftede blot på en bog, en lastbil og en ulden strømpe, og så lå det, han ledte efter, der garanteret. I Annas køkkenhave vidste han, hvor hun havde plantet hvad, og kunne León ikke finde en bog på reolen eller en plade i sine stabler, gjorde Simon det for ham på et øjeblik. Han kunne lægge tal sammen i hovedet hurtigere end nogen maskine, og havde han hørt en historie bare en gang, kunne han næsten gengive den ordret, som affotograferede hans hjerne siderne. Det var det, Simon var god til, og León sagde, at han nok skulle klare sig, for han kunne noget, andre ikke kunne, men Anna var alligevel en anelse utilfreds, som var det hendes fejl, at han var blevet noget helt tredje, og hun blev stædigt ved med at prøve at lokke ham til at tegne, stort set til den dag hun døde.