Sally og Frank forlod hospitalet og tog hjem til Amberstreet nr. 128 med deres baby. Foråret kom dundrende fra en anden verden, malede hækken akvarelgrøn og gjorde stokrosen drægtig. Sally udviskede rækkerne af pulverfarve med en gårdkost, og til hendes store glæde dækkede den glimrende og farvede hendes plæne oceanblå. Hun syslede meget udenfor, arbejdede ihærdigt både i haven og på huset, stedet kunne let komme til at ligne tilfældigt sjusk, hvis ikke man passede på. Hun stillede sig i grundens hjørner og kunne længe stå og undersøge, hvordan hendes hjem så ud, og pludselig, efter halve eller hele timer, gik hun hen, gravede en lille busk op, for at flytte den tre meter mod højre, eller opdagede pludseligt, at det, der sprang i øjnene ved huset, var, at ikke også tagrenden var strøet over med stjerner.
Naboerne talte om, at hun var blevet sær, genboen havde endda påstået, at Sally led af tvangshandlinger, men huset var som et puslespil, utydeligt og ufærdigt, mens brikkerne blev lagt, og først når det sidste var faldet på plads, ville det stå frem som en helhed. Sally var bare ikke kommet til det punkt endnu. Der var flere ting, der ikke var i orden. Hun manglede stadig nogle tilbygninger hist og her, og flere af træerne, buskene og stauderne skulle have en bestemt højde for at gøre det ved haven, som Sally havde til hensigt.
“Det bliver ikke denne sommer. Nok heller ikke næste, eller næste igen,” tænkte hun det første år, mens Stormy lå i sin barnevogn i skyggen. “Men en dag rejser denne have og dette hus sig fra grunden, og så letter vi og flyver ind i himlen.”
Haven summede af insekter, og det var en af årsagerne til, at nabolaget ikke total frøs dem ude. Lykkedes det, og flyttede de og lod Amberstreet nr. 128 ligge øde tilbage, så ville det blive solgt og haven revet bort, og resten af Amberstreet måtte igen finde fluer i deres sodavand, og drageguldsmede ville igen forvilde sig ind i deres soveværelser og vække dem om natten med vingernes arrige smælden.
Så længe Sally og Frank boede, som de gjorde, holdt insekterne til i deres have. De enorme, røde guldsmede landede og lettede konstant fra olietønderne med åkander, som stod i skyggen under poplerne. Sally kunne sidde og stirre på dem længe, og hun syntes snarere, at de var øgler end insekter; store som en voksen mands hånd havde hun set dem, og knaldrøde med vinger, der raslede som regnstave, når de fløj. Der var måske femogtyve i haven, men engang havde det været sådan, at børn pegede og lo, når der kom flyvende en, for egentlig var de sky og reserverede dyr.
Så var der sommerfuglene, og dem holdt Sally mest af. Sommerfugle gjort af de fineste organiske kniplinger, og indfarvet med forsigtighed. De flaksede rundt i haven fra tidlig morgen til senere, når mørket indtraf, og de var som farvet luft, der hævede og sænkede sig som aske i vinden.
Mange af børnene fra husene omkring nr. 128 holdt sig i nærheden af grunden, og de, der havde modet i hjertet, krøb under hækken eller gik gennem lågen og blev venner med Sally. Så lavede de karamelfigurer på isblokke sat på tallerkener, og Sally stod på stenplateauet foran bagdøren og så ud på den levende have, hen over hovederne på børnene og ned i baghaven, hvor lyset spejlede sig i de violette åkander og tegnede ringe på poplerne. Og om lidt ville Frank komme hjem, gylden, efter turen til havet sidste søndag, kysse hende og kalde hende “skat”, og senere, når haven var tom, ville de to spise i køkkenet, på voksdugen og med knive, der aldrig havde været fejlfri, og hun ville træt slynge hår, der trængte til shampoo, væk fra panden, når hun vaskede op, og med ét tænkte hun, at det eneste, der overgik al den lykke, hun var blevet tildelt, haven, huset, Frank, hele hendes tilværelse, det eneste, der overgik det, var kærligheden til en lille dreng, hun ikke troede på, var hendes egen.
Det var sommer, Stormy var seks måneder gammel, og ikke en eneste gang endnu havde hun talt med sig selv om drengen. Hun havde ammet ham, skiftet ham og sunget for ham. Hun var stået op om natten og havde gået rundt med ham, med hånden løbende over nakkedun, men hun havde nægtet at elske ham. Tvivlen havde snasket i hendes indre og bidt lunser af hendes hjerte, og først den sommer, et halvt år efter, at Stormy var dukket op, vidste hun, at hun aldrig igen ville elske et menneske så vanvittigt, som hun elskede ham.
Hun var ligeglad med, om hun ikke havde født ham, ligeglad med, om døden havde spillet hende et puds, ligeglad med, om Stormy voksede op og fik blå, blå øjne, selv om de burde være brune, og ligeglad med, om nogen ville dukke op i fremtiden og påstå, at drengen var deres. For de ville aldrig få ham. Aldrig.
Den erkendelse gav hende en smule ro indeni. Hun slap aldrig af med tvivlen, men hun tillod sig selv at elske barnet, og det blæste livet tilbage i marv og knogler. Da året var omme, var næsten alt normalt i den lille familie, og de kunne leve sammen uden ordløst at mistænke den anden for at græde bag lukkede døre. Sally gav sig selv lov til at se kærligt på Stormy, når han kravlede møjsommeligt rundt, og hun var holdt op med at checke alle skunke, skabe og vasketøjskurve, før hun kunne sove. Hun blev også mere blød over for fremmede, krydsforhørte ikke grønthandleren om hans priser, eller gennempløjede bon’erne for slagfejl, og en eftermiddag, Frank kom hjem, var hun i færd med at skrue to af sikkerhedskæderne af fordøren, og det var han lettet over.
Frank havde været ved at gå til, og han havde haft den sværeste tid af alle, siden Stormy var kommet til verden. Fra det øjeblik han havde stået med drengen i favnen, havde han følt et ansvar for ham, som kun blev overgået af det ansvar, han følte for Sally. Allerede da Stormy var to dage gammel, snakkede Frank med ham om fodboldklubber, lovede ham nye støvler hver sæson, og inden slutningen af den første uge meldte han ham ind i fire forskellige bogklubber for børn. Stormy var det anker, som Frank havde længtes efter, og i øjeblikke fór det igennem ham, at han var ude på den anden side. At problemerne var løst, fordi han med et barn havde lænket sig til jorden. Først da de vendte hjem til Amberstreet nr. 128, fornemmede han, at den var rivende gal.
Sally var lysår væk fra ham, forskrækket over den forbrydelse, som hun var sikker på, var blevet begået, og hun brugte dagene på at regne ud, hvad der var sket, og hvor i forløbet, de var blevet taget ved næsen.
Om aftenen, når Frank rakte ud efter Sally i mørket, strøg hende over lænden, hørte hende stønne sukkende, og mødte hendes læber, slog det ham totalt i gulvet, når Stormys stemme lød, og Sally brat forlod sengen. Så kunne han begynde at ryste vildt, bore sit ansigt ned i hendes pude, tigge og bede sin fornuft om ikke at sive ud af sig, men han kunne ikke. Angsten kom piblende og besatte ham som feber, fik ham til at kaste sig frem og tilbage i sengen i kramper. Først når han gav efter og trådte til side, så raseriet kunne få spillerum, kunne han på ny beherske sine skridt, og han styrtede mod kælderdøren som gjaldt det livet. Når han vendte tilbage til sengen, smilede han vagt til Sally og sagde, at han havde drukket vand.
Hans eneste håb var i de uger, at det ville gå over. At Sally ville holde op med at være så fyldt med mistro, at hun ikke kunne andet end at skubbe ham fra sig, som om han var medskyldig. Og da sommeren gik på hæld, begyndte det at gå bedre. Frank kunne mærke, at Sally slappede mere af i hans arme, og hun begyndte at råbe hej fra den anden ende af huset, når han kom hjem fra arbejde, hvor hun hidtil var kommet snigende, når hun hørte døren gå.
Da det blev november, var det helt overstået, og Frank drog et lettelsens suk. Han stod inde i køkkenet og så ud på Sally i haven, hvor hun kastede drengen i flyverdragt op i luften, gennem hvirvlende blade og hvidskimlet himmel, og hørte dem begge to juble. “Kan du vinke til Frank, Stormy!” hørte han Sally sige, mens hun bevægede hans hånd i den lille vante, og Frank smilede til hende gennem vinduet. Så holdt hun hans blik fast, formede “jeg elsker dig” med læberne uden lyd, og Frank vidste, at krisen var lagt på køl. De elskede igen, sov i arm og gjorde alle de ting, som var nødvendige, for at Frank følte, at de hørte sammen.
Men dybt i baghovedet stod angsten på vågeblus. Sally havde været ved at slå knude på ham, og han havde været gal og ulykkelig så ofte siden Stormys fødsel, at der kun var én rose tilbage. Han anede ikke, hvad der lå på den anden side. I to år og toenhalv måned lykkedes det Frank ikke at skyde rosen ned. Ikke fordi der ikke havde været anledning til det i al den tid, men fordi han havde øvet sig på at slå anfaldene ned, som nys der forsvinder, når man ser mod lys.
Nogle gange, når vreden truede med at springe på ham, løb han. Løb ned ad vejen, over runddelen, ned langs skinnerne og videre ned til havet, hvor saltet ætsede hans vrede bort eller forvandlede den til sult og udmattelse. Det fungerede ganske fint på den måde, og han begyndte at sige til sig selv, at den afhængighed, han havde følt i forhold til skydeskiven, havde tangeret hysteri. Faktisk havde han det rigtig godt i den tid og følte sig så afslappet som nogensinde. Om aftenen når han børstede tænder, så han på sig selv i spejlet og var tilfreds:
“Jeg afklapser ikke min dreng, tæver ikke min kone, og om aftenen falder vi i søvn som skeer i en æske, jeg som den store ske, der beskytter den mindre mod farer og våger over den, selv om jeg selv er træt. Om søndagen ligger vores dreng imellem os, og til langt ud på eftermiddagen laver vi intet ud over at spille memory og fire-på-stribe.” Orden.
En februardag som alle andre parkerede han bilen på vejen foran huset og satte ratlåsen på. Han gik forsigtigt over frosne fliser og bag om huset for at stille en rive på plads, han havde brugt dagen før. Det havde sneet i enorme mængder tre dage i sidste uge, men nu var de blevet lovet tøvejr, og Frank havde brugt sin søndag til at rense tagrender med en rive på et skaft, så smeltevandet frit kunne løbe. Fordi han gik bag om huset, så han ikke gavlen, og det tog ham derfor flere minutter at forstå, hvorfor Sally sad i et hjørne af køkkenet og græd højlydt. Det så ud, som om hun havde siddet der i timevis, for Stormy sad og sov med hovedet på spisebordet, lige så tårevædet som sin mor. Frank tog sin hustru op i armene, og hun klyngede sig til ham, trak slim over striktrøjen. Efter fem minutter forstod han, at årsagen til hendes tårer var noget udenfor, og han åbnede bagdøren og trådte ud i sneen, der virkede orange.
Lige da han drejede om gavlen, så han, hvad der var sket, og i samme nu vidste han, at på denne dag ville den sidste rose falde. Nogen – Frank rystede allerede i skuldrene og syntes, hans spyt smagte af blod – nogen havde revet Sallys stjernehimmel ned, og spredt Lillebjørn, Orions bælte og Karlsvognen ud i sneen, hvor de lå med bagsiderne op og lignede ligegyldigt træ. Frank kiggede op på gavlen, og mellem de falmede beviser for, at der overhovedet havde eksisteret en stjernehimmel, havde nogen skrevet med sort: ”Pandekagehus”.
Da vidste Frank, at han intet kunne gøre for at holde raseriet nede. Han havde aldrig prøvet at være rasende på andre end Mira-Mira, sin bror og Sally, og da slet ikke på en person uden ansigt, og han mærkede, at lige meget hvor langt han ville kunne løbe, og lige meget hvor mange tallerkener, han måtte kunne smadre, så ville det ikke kunne dulme uretfærdigheden. Så han drejede om på hælen, skred i sneen ved hushjørnet, men krappede sig uanfægtet videre, småsnublede gennem køkkenet, hvor Sally havde tørret øjnene og var ved at lave kaffe (min mand klarer ærterne, udstrålede hun), og nåede kælderdøren, hvor haspen sprang af med et knips fra hans finger.
For første gang nogensinde blev han stående foran sin skydeskive længe efter rosen var landet, og næsten til skyen af kalk havde lagt sig. Han stirrede på skiven, der helt nøgen stirrede tilbage med et øje af blod. Al den ro og al den sikkerhed, som han hver dag de sidste mange år havde mærket pumpe sig op og gjort ham til en mand, sivede ud og fyldte rummet med en underlig atmosfære, der næsten lugtede harsk. Frank vidste, at han nu var på Herrens mark.
Sally malede, roligt og uden at se sig over skulderen en eneste gang, gavlen op med en ny blå farve, smukkere og mere fortættet end sidst. Hun samlede stjernebillederne op, sleb dem ned med sandpapir og malede dem med en gul, der hævede dem højere op, end de før havde været. Hun var rasende, mens hun gjorde det, rasende og stædig. Ingen skulle ødelægge, hvad hun holdt af, ingen.
Om aftenen hørte hun Frank bede til Gud. Da hun rakte ud efter ham under dynen, begyndte han at græde, og et øjeblik efter lå de begge og tudede i mørket. Sally mumlede grødet: “Tænk, at nogen kan være så modbydelige? Hvad har vi gjort dem?” Da hun havde sagt det, begyndte Frank at hulke. Han væltede over i hendes side af sengen og knugede hende ind til sig med overraskende kraft, og selv ikke da Sally i mørket hviskede: “Såå, baby”, selv ikke da ville han slippe hende.
Inde i Frank løb alting løbsk. Til at begynde med prøvede han at sætte sig ned og tale sig selv til fornuft, men som dagene og ugerne gik, forekom tingene ham så indviklede, at han havde svært ved at tænke klart. Han forsøgte at holde sig på afstand af Sally, for hvis der var noget på denne jord, der skræmte ham, så var det tanken om, at han ville blive gal på hende. Og at det eneste, der kunne have dulmet vanviddet, var en kolbe mod kinden og en rose mod gulvet. Hvor skulle han gøre af det, hvis det skete? Ville han smadre hele inventaret? Ville han banke Sally, slå hende i maven og efterlade hende i regnen, før det var overstået, og han indså, hvad han havde gjort? Ville han klappe Stormy en ørefigen så voldsom, at hyletonen for hans ører aldrig igen ville stoppe? Og ville Sally så rejse fra ham? Forlade ham en nat, hvor den flækkede læbe end ikke var helet, med sin søn under armen og tøj nok i kufferten til at starte en ny tilværelse? Uden ham. Og hvem sagde, at han så nogensinde ville være i stand til at finde hende igen? Det var et kæmpe land, hvori tilgivelse nemt kunne drukne, simpelthen fordi de, der var uvenner, blev borte fra hinanden.
Til slut var Frank så indkapslet i angst for sine egne skridt, at han ikke kunne finde ud af at leve. Sally fik ikke lov at købe ind alene, og hver morgen tryglede han hende om ikke at forlade huset, før han kom hjem, og de kunne følges. For når de var sammen, og Frank hele tiden kunne se hende fylde varer i sin kurv og købe blomster på torvet, så kunne han tøjle angsten.
Selv i de dage hvor han havde det godt, fordi de konstant var sammen, bad han til Gud. Han havde det, som levede han på lånt tid, og han ønskede af og til, at livet kunne leves i en fart, så han og Sally kunne komme derfra i sikkerhed, uden dog at gå glip af børnebørn, pension og rejser til Europa. Men det kunne ikke lade sig gøre. Dagene gik slående langsomt, og til sidst vidste Frank overhovedet ikke, hvad han skulle stille op.
Han bad til Gud om, at der måtte ske en ulykke. En ulykke, der ville udslette familien i Amberstreet nr. 128, og føre ham, Sally og Stormy ind i himlen, hvor fred i sjælen ville vente dem. Første gang han forstod, hvad hans bøn indbefattede, fik han frygtelig dårlig samvittighed over for Stormy, fordi han var et barn og havde så meget til gode. Men som ugerne gik, nåede han frem til det fornuftige i, at et liv uden en mor og far ikke var et rigtigt liv, og han affandt sig med, at Stormy skulle med. “Luk vores øjne og før os ind i paradis,” hviskede han, “og hurtigt, inden det er for sent. Amen.”
Men Gud nægtede at føre Franks bøn ud i livet, og den dag, han viste det, var den første sommerdag det år, hvor Stormy var tre år gammel. Regnen havde haft svært ved at slippe sit tag, og først på denne dag helt henne i maj, kom solen, og mænd og kvinder smed strømperne og blændede hinanden med lakerede tæer og babyhud. Byen og villavejene havde aldrig stået grønnere, og planterne i Sallys have var så bredskuldrede, at de fyldte plænen med skyggefulde lommer, hvor Stormy og hun sov middagslur. Mennesker og dyr havde været inden døre så længe, at da varmen kom snigende, var det som om alting overgav sig. Vinduer blev slået op, piger sad i dem og skrev dagbog, og hunde og katte generobrede træer og særlige pladser med afsindig frihedstrang i øjnene. Børnene stimlede sammen om isbilen, og fædre kom ud med tegnebøger og betalte med et smil på læberne, kruset af ligegyldighed over, at det var sidst på måneden.
I Amberstreet nr. 128 stod alle vinduerne på vid gab, og inde i huset vuggede Sally sagte af sted og brummede i takt til pladen på grammofonen. Af og til vinkede hun til Stormy, der sad på trappestenen mod haven. Stormy spurgte hende om noget, og da hun skruede ned for musikken, hørte de klangen af et orkester udspændt af høje trut fra trompeter. Stormy pilede i retning af lyden, og Sally fulgte ham på bare tæer og med det lange hår dansende omkring sig.
Tivoli kom til byen. De spraglede kupler rejste sig som bobler af spyt i løbet af et øjeblik, og ind på pladsen rullede et pariserhjul med røde og smaragdgrønne paraplyer over flettede kurve. Stormy banede sig ivrigt vej igennem mængderne af hundetæmmere, tombolaejere og snotunger og fandt billetlugen, hvor Sally forpustet betalte for tre billetter. Da hun lagde pengene på disken, stivnede hun et øjeblik. Vinden havde pludselig grebet sandet og hvirvlet det rundt, og kulden i luften fik hårene på hendes tæer til at rejse sig. Hun smilede vagt til Stormy, der dansede lykkeligt foran hende hele vejen hjem.
Den aften, hvor lyset i Amberstreet nr. 128 var slukket, fordi Frank, Sally og Stormy var i tivoli, var en aften så mild som støvregn. Da de havde været der i næsten tre timer, manglede de kun at købe doughnuts, prøve pariserhjulet og gå hjemad under stjernerne med hinanden i hænderne. Stormy pilede over græsset foran sine forældre. Da de nåede hen til boden, løftede Frank ham op, så han kunne lægge pengene på disken. Sally stod bag dem med en alligator-bamse i favnen og Stormys candyfloss i hånden, han kunne vist alligevel ikke spise den.
“Skal det være med chokolade eller pudder?” spurgte Frank.
Stormy pegede på de sukkerpudrede doughnuts og blev sat tilbage på jorden med kræmmerhuset i favnen. Sammen gik de over til pariserhjulet. Stormy snakkede og var allerede smurt ind i sukker.
Oppe i pariserhjulet havde han problemer med at styre kræmmerhuset med kager. Han sad på skødet af Sally, og blev ved med at tabe en dejring på gulvet i ballongyngen, og når han så bøjede sig for at samle den op, faldt en ny ud. “Æj, altså,” skældte han på kagerne. “I må altså ikke falde ud.” Stormy bøjede sig dybt ned mod bunden og prøvede at få fat i en kage, der var rullet ind under et af sæderne. Han tænkte på, om Sally monstro ville give ham lov til at spise den alligevel.
Det var lyden, der fik ham til at rette sig op, og i det samme smuttede kagen på ny fra ham. Han så frem for sig og kiggede på en ældre dame, der sad med sit barnebarn på det andet sæde. Det så ikke ud til at have været hende, der sagde lyden. Han kiggede på pigen ved damens side. Heller ikke hende.
Deres ballongynge hang på fem minutter over et, og han kiggede op på den, der hang i klokken tolv-position, og lige idet han så op, skete der to ting på samme tid. Sally udstødte et skrig, som blev inde i halsen som en polstret lyd, og kurven over dem bristede fra sin stilk som et overmodent bær og styrtede i jorden med et rabalder så voldsomt, at lyden af lirekasse et øjeblik forsvandt. Stormy kunne mærke sin mor knuge sig hårdt, samtidig med at hun sad helt stille, og da Stormy prøvede at vende sig om, snerrede hun: “Sid stille!!” Stormy gav sig til at græde let, andet turde han ikke. Han kunne ikke forstå, hvad han havde gjort, kunne ikke forstå, hvorfor kurven over dem var faldet af, og slet ikke hvorfor han skulle sidde stille. Alle kagerne raslede ud af favnen på ham, og tårer piblede ud af øjne, der kort forinden havde været lykkelige.
Under sig hørte han skrig gjalde igennem aftenvarmen, og han stirrede på den gamle dame over for sig, som ønskede han, at hun skulle indvi ham i det der skete. Men hun havde lukket øjnene, og Stormy kunne se hendes læber dirre. Lyden af ambulancer kunne høres langt væk. Stormy lænede hovedet tilbage mod sin mors bryst og lukkede øjnene, som den gamle dame havde gjort.
Da kom lyden igen. Denne gang højere og langt tættere på. En søvndrukken gaben af metaltræthed, hvorpå det ene kabel, der holdt deres kurv, knækkede og svirpede ud i luften som en klapperslange. Kurven skvulpede faretruende ud i tusmørket, og da den svingede tilbage, bristede det andet kabel, og umenneskelig kort tid efter opgav det mindste af kablerne ævret. Et kort øjeblik hang de i luften som en sæbeboble. Så faldt de.
Folk skreg så højt, at man ikke vidste, om de sad i pariserhjulet eller stod på jorden under det, men skrigene blev ved længe, lige så længe som de faldt.
Frank ramte kanten af sædet med rygsøjlen, brækkede den og halsen, og var død. Kurven rullede rundt én gang, da den ramte jorden, og fik Sally til at skride ud mod venstre, hvor hun kurede et stykke hen ad græsset. Her landede hun på halebenet og lænden, følte sig et øjeblik fuldstændig klar, men så kom smerten, og hun mærkede blod løbe ud gennem næseborene. Hun blev tvunget til at læne sig tilbage og vidste, at ryggen var knækket. Ned over dem regnede doughnuts, som en lille dreng havde tabt på gulvet i kurven på et pariserhjul.
Sally fik en kage lige i hovedet, det fik hende til at åbne øjnene per refleks, og med ét fattede hun, hvad det var, hun så. På hendes mave sad Stormy. Han havde åbne øjne, armene ned langs siden og et fuldkommen forbløffet udtryk i ansigtet, men der var ikke en skramme at se, ikke et forvredent ben under tøjet, eller spor af mørkt blod under næsen. Stormy tudede, som han aldrig før havde tudet, men han rejste sig ubesværet og ville kaste sig ind til sin mor, Sallys stemme stoppede ham.
“Stormy,” sagde hun højt, og stemmen virkede som en flad hånd presset blidt mod drengens brystkasse. “Vend dig om, Stormy, vend dig om nu!” Han vendte sig omgående og klynkede sin forskrækkelse ud i luften.
“Løb så din vej, løb alt, hvad du kan, og se dig ikke tilbage.” Stemmen var stadig høj, men den var blødere og rummede ømhed udfældet fra en mors hjerte. Stormy tog fire skridt, så standsede han. Sally kunne ikke længere se ham, for hun kunne umuligt dreje sig det mindste. To gange måtte hun trække vejret, før hun fandt kræfter et sted på bunden af sig. Men da hun brølede, var hendes stemme som vand, der falder flere kilometer. “Løb,” skreg hun, “Løb!” og Stormy gav sig til at løbe. Løb og løb og løb mod Amberstreet nr. 128, det var, som om blodet flød i hans øregange, som om hans hjerte blev stampet på af tvedelte klove, men han løb.
“Hvorfor råber hun! Hvorfor råber hun!?” En mand tudede og rev sig i håret, stående i en mark af lig, som ti minutter tidligere havde været en plæne af sorgløse fugle. Sally kunne ikke fange hans blik, selv om hun gerne ville, men hun hviskede, med ord forstyrret af blod:
“Fordi min søn er for lille til at se sin mor dø.” Hun nåede ikke at høre den grædende mands håbefulde stemme råbe: “Doktor, herovre, hun råber, hun er levende!” For da var hun allerede væk.
Stormy lå under divanen med seks sodavand og en pose franske bagateller i tre døgn, før nogen fandt ham. Han græd ikke, da to øjne dukkede ned og fik øje på ham under klunkerne, men han havde ætsesår efter afføring langt op ad maven, hans øjne hang sammen af materie, og han havde plukket i sine øjenbryn og tilføjet halvmåneformede hår til nullermændene og støvkornene på gulvet. Flere gange havde han villet gå på toilettet, flere gange følt trangen til at vaske sine hænder eller smage tandpasta og falde i søvn med Ole Lukøjelampen tændt. Men hver gang han prøvede at krabbe sig ud under sofaen, blev han så bange, at han med eremitkrebsens hurtighed strøg tilbage.
Da de forsigtigt trak ham ud, kunne han ikke bevæge sig, og først da en tyk kone, der boede længere nede ad vejen, tog ham på skødet og sang “Nu tændes der stjerner”, smeltede hans led og gav ham førligheden tilbage. To dage fik han lov at bo hos hende. To dage i fuldstændig tavshed, så kom de og hentede ham. Ikke ufølsomme eller ubehagelige, men konsekvente og professionelle.
De havde forsøgt at kontakte Franks efterladte lillebror, der efter sigende skulle være ungkarl og bo i en nærliggende storby, for at spørge ham, om han var interesseret i at overtage opfostringen af sin nevø, men broderen havde været umulig at få fat i. Godt nok havde de et telefonnummer, men hver gang de ringede op, ringede telefonen, som om ingen var hjemme, hvorefter den blev afbrudt, som løftede nogen røret og lagde det hurtigt på igen. På onkelens arbejdsplads havde de talt med en sød, ung dame ved omstillingen, meget imødekommende og åben, men da de spurgte efter drengens onkel, var hun blevet ilde til mode, helt tydeligt, og havde sagt, at onkelen var sygemeldt. Da de til sidst havde sporet sig frem til, at onkelen hverken havde betalt varmeregning eller syv biblioteksbøder fra forrige måned, var de kommet til den konklusion, at han ikke egnede sig til et barn på treethalvt år.
Derfor kom Stormy på børnehjem. Om aftenen kunne han høre drengene snakke længe efter, lyset var blevet slukket, og når han ikke kunne sove, kom han til at tude. Han ville ikke have, nogen skulle opdage det, og borede ansigtet ned i puden, mens billeder af Amberstreet nr. 128 strømmede igennem ham. På det tidspunkt var der ikke et insekt tilbage i Sallys have. Sommerfuglene spredtes for alle vinde, og drageguldsmedene drog videre på deres raslende vandring ud i verden. Naboerne fik på ny fluer i smørrebrødet.