Det havde taget Martin halvtreds år at blive ferm til at gribe dagen, og flere gange havde han været tæt på at slippe taget. Da han blev gammel og følte, at han i den grad blev tilsmilet af Guds engle, brugte han megen tid på at tænke på alle de år, der var smuttet forbi ham, uden at han havde nået at mærke ordentligt efter.
Han tænkte på den Martin, han havde været, da han startede sit medicinstudium, og på den Martin, han var blevet. Før, da han brændende ønskede at blive læge, huskede han, at det var, fordi trangen til at hjælpe lå i ham. Han ville være en frelsende engel, der kunne lægge sine beskyttende hænder på verden og få børn til at stoppe deres gråd. Som hans karriere skred frem, blev hans indgangsvinkel mindre følelsesmæssig, som om nogen havde sat ungdommens drømme fast med en knappenål på den Martin, der var purung, og ikke siden ladet dem rokke sig en tomme.
Allerede undervejs i studiet blev videnskaben det eneste, der betød noget. Det betød ikke, at Martin var blevet et koldere menneske, men at han bevægede sig bort fra de aspekter i livet, der ikke har to streger under facit.
Han blev obstetriker og fik bevægelser, der var præcise og fyldt med erfaring. Han var dygtig til sit arbejde, men en læge, patienterne aldrig kom til at kende, for når han var til stede på hospitalet, var han iført en professionalisme, der fik ham til at feje som en kølig vind gennem rummene.
“Enten ved man det. Eller også ved man det ikke,” var gennem årene blevet hans motto, og faktisk kom udsagnet til at beskrive hele den måde, hans liv var bygget op på. Det var, som om nogen havde trukket en snor tværs igennem ham, hvorefter hans person var vokset op omkring den, som snerler der indkapsler en wire. Wiren var alt det, han endnu ikke havde fået svar på, og han voksede op ad den for en dag at nå det punkt, hvor han så ville vide det meste. Der fandtes ingen grænseområder i Martin, hvor fornemmelse og intuition kunne få fred til at bo, og derfor opfattede mange ham som stiv og eksakt.
De gange, Martin spejlede sig i folks reaktioner og kom til at tænke over, hvordan han virkede, overraskede det ham altid, at folk opfattede ham som fjern. Han betragtede sig selv som både hensynsfuld og opmærksom, og først da han blev ældre, forstod han, at det var en helt anden art følelsesfuldhed, der senere gjorde sig gældende og gjorde hans stemme over for drengene blød. Dengang lå hans venlighed mere i overfladen.
Da han blev tres og så tilbage på et langt liv, så han, hvor meget han faktisk havde flyttet sig: Han vidste, at han havde taget det første skridt væk fra den spiral, der havde opsnappet ham og sendt ham rundt og rundt om den samme akse, umiddelbart efter at han den første gang følte sig splittet op af savn.
Han havde været omkring femogtredive, da der bag hans ribben en morgen havde siddet et rødt øje af ild, som på få år var vokset til en flammende tumor, der pressede mod hans lunger og fik ham til at føle sig syg.
Han mente selv, at løsrivelsen var startet, da han pludselig en dag fik øje på det, han boede i. Det var ved at være femten år siden, han var flyttet ind i sit toplanshus, og mange steder stod billederne stadigvæk på gulvet og ventede på at blive hængt op. Det var ikke, fordi der ikke var hyggeligt, for bøger og slumretæpper og hans kinesiske bakke med tepotte og krus sørgede for færten af liv, men det slog Martin, at hans hus var ufærdigt. Tagrenden, der var blæst ned for fire vintre siden, hang stadig og dinglede på ydermuren som en vildfaren aorta, og det ukrudt, han hev op hver sommer, gjorde kun haven akkurat præsentabel uden nogensinde at flytte den mod de visioner, han havde haft, da han flyttede ind.
Efter han første gang kom til at tænke på det halvfærdige præg, hans tilværelse uden for hospitalet havde, syntes alt at springe ham i øjnene som noget, der var halvgjort og sjusket. Kælderen var fyldt med ting, han ikke havde fået taget sig sammen til at komme af med, hvad der gjorde rummene under huset uoverskuelige. Sengetæppet, han lagde over sin seng om morgenen, viste sig at have en stor kaffeplamage på overstykket. Det havde Martin aldrig før bemærket, men det gav ham med ét en nusset følelse, når han kravlede i seng.
Hver dag, når han kom hjem, betragtede han sin postkasse, som hang i vindfanget foran hoveddøren. “Martin Lone” stod der. Da han en dag måtte have sine læsebriller frem, før han holdt op med at læse: “Mutters Alene”, var det, at savnet holdt op med at være et rubinrødt nålestik i ham, men i stedet voksede og fyldte hans hjerterum med bål og brand.
“Mr. & Mrs. John, Mr. & Mrs. Deluchi, Mr. & Mrs. Travis,” mumlede han, når han kørte bilen langsomt hen ad villavejen og passerede sine naboers postkasser, og en sommer gik lyden af landeplager fra radioer, og duften af grillet kød, og parfume, fordi nogen havde gjort sig fine, ham så meget på, at han tog ind på hospitalet, selv om det var lørdag, og læste på sit kontor til klokken fire om morgenen.
Da han aldrig før havde skænket sin ensomme væren en tanke, havde han heller ikke tænkt over, at næsten ingen mennesker henvendte sig til ham, medmindre det var efter underskrifter eller vejledning.
“Du er kedelig, Martin,” sagde han til sig selv, “og så er du vist alt for selvisk,” fortsatte han og tænkte på de mange år, hvor han dårligt havde kunnet gå på kompromis med sig selv.
Kedelig havde altid været hans mellemnavn, for han havde før sat en ære i det, der nu kun føltes som forhindring. Hans to ældre brødre havde været på en måde, som Martin alle dage havde kaldt forstyrret. De havde levet, som om hver dag var den sidste, havde aldrig taget nogen uddannelse og været rodløse på en måde, som deres forældre havde foragtet. Martin var blevet voksen i forlængelse af den foragt, og som stor dreng og voksen mand var det blevet en dyd for ham at trække sig langt bort fra brødrenes cirkler og måder at være på. Nu tænkte han på, om det mon var en my af deres rablende mod, han manglede for at kunne forelske sig.
Martin var efternøler, og deri lå roden til kedsommeligheden gemt, konkluderede han, da han prøvede at greje, hvoraf forskelligheden mellem ham og brødrene udsprang. I al den tid, Martin kunne huske, havde hans far været en indesluttet mand, og han og moderen havde mindet mere om bedsteforældre end forældre, fordi de begge to havde været buttede, særdeles gråsprængte og hans far pensioneret, mens Martin var barn.
Martin huskede, når brødrene kom hjem, og alt i minderne var forbundet med ubehag. Han lagde mærke til, at han stadig bed tænderne sammen og trak benene ind under sig, når han tænkte på aftensmåltiderne, hvor der havde været bomstille, mens moderen sendte fadene rundt, lige til luften var så fed af dårlig stemning, at hele spisestuen antændtes i et eneste brøl, når en eller anden sagde en bemærkning. Martin vidste, at han nogle gange havde tudet for enden af bordet, uden nogen havde opdaget det, og kiggede hans mor endelig på ham igennem giftgasserne, der svævede over fadene med kød og kartofler, var det med et blik, der gav dårlig samvittighed.
Da Martin var blevet otte eller ni år, var faderen blevet så gammel, at han holdt op med at sige nogen imod. Når brødrene kom på besøg, fik alting lov at være giftigt, uden at det nogensinde udviklede sig til et regulært skænderi. Martin havde ondt af sin far, som sad for bordenden med nedslået blik og så lige så gammel ud, som han var. Martin kunne huske, at han havde syntes, at faderen lignede en gammel kirke, som kun blev holdt sammen af kalkens tynde hud, og han frygtede hele tiden for næste regnskyl.
Han huskede ikke, at han nogensinde havde haft noget forhold til sine brødre, men når han tænkte tilbage, fik han alligevel følelsen af, at de havde holdt af ham. Jack, den ældste, tog ham altid under hagen, når han kom på besøg, og kærtegnet sendte ilinger gennem Martin, og generthed og en underlig art af vrede steg ham til hårrødderne.
Han huskede, at han ikke kunne lide sine brødre. De kom hjem engang imellem og ragede alt det ned fra hylderne, som Martin møjsommeligt fik stablet derop. De gjorde faderens stemme hård og fjern, lige netop når Martin følte, at det gik bedre.
Når de så var hvirvlet videre, sad Martin tilbage i noget, der føltes som murbrokker. Hans mor holdt op med at lave mad i ugevis og gik stort set kun ud i køkkenet for at græde, og Martin måtte selv smøre madder og købe ind. Faderen sad bare i sin stol og mumlede: “Fandens sønner. FANDENS sønner!” hvad der fik Martin til at liste rundt på tåspidserne.
Martin troede egentlig, at faderen altid havde kunnet lide ham. Måske ikke så meget endda, men mere end brødrene, der altid ødelagde alting. Lige meget hvor spændt atmosfæren var hos dem, klyngede Martin sig altid til det lille håb, at faderen trods alt godt kunne lide ham, ligesom Martin rigtig godt kunne lide både sin far og mor.
En aften over midnat, da Martin var ti år gammel, ringede politiet på deres dør med porøse udtryk i ansigterne og fortalte Martins forældre, at Michael, den mellemste søn, havde taget sit eget liv nordpå, hvor han boede. Han var sprunget ud fra broen, havde politiet sagt, og Martin tænkte, at nu ville det hele blive frygteligt. Han forestillede sig, at forældrene i månedsvis ville gå rundt i huset uden at sige et ord, og Martin ville bare se dem som store træer, der tabte bladene, når efteråret kom, og som ville overraske alle ved aldrig igen at sætte knopper, selv om foråret kom og varmede deres kviste. Hen under sommeren ville de begynde at tabe grenene, forestillede Martin sig, og til sidst ville der bare være en rådden klumpfod tilbage, som ikke engang en due ville lægge et æg i.
Martin blev gal på Michael, men da hans krop bævrede, føltes det mere som angst. Han ville gå ud i køkkenet til sin mor, som garanteret stod med hovedet lænet mod skabene og snøftede. Da han trådte ud af sit værelse, så han direkte op i faderens ansigt. Han stod stadig foran hoveddøren, hvor de havde fået meddelelsen, og hans ansigt var udtryksløst.
“Gå tilbage i din seng,” havde han sagt og peget på døren ind til Martins værelse, hvor et gummiskelet dinglede uskyldigt frem og tilbage. Martin kiggede ham lige ind i øjnene, og lige da tænkte han, at faderen aldrig havde kunnet lide Michael. Ikke den mindste lille smule. Da Martin kravlede tilbage i seng, bad han til Gud for første gang i sit liv. “Kære Gud,” sagde han, “vil du ikke nok sørge for, at jeg aldrig bliver en fandens søn?”
Michaels navn blev aldrig nævnt, og faktisk kunne Martin ikke rigtig mærke nogen forskel på før og efter, han døde. Men da Martin blev seksten år, mærkede han en forandring. Det startede med, at han sagde, at han ville læse videre. Det var en aften, hvor de spiste i tavshed, og lige pludselig sagde han det, spyttede det nærmest ud på tallerkenen. Lige først turde han ikke kigge op, men spiste endnu en mundfuld, men da han løftede blikket, så han for første gang et lille smil på faderens ansigt, som næsten rakte op i øjnene. Da de havde spist, fik de is, og Martin blev budt af fadet af sin far, endda før han selv havde taget.
Senere kom han hjem med gode karakterer. Faktisk var det de bedste på skolen, og han sled som aldrig før, for hele tiden at være den bedste. Derfor havde springet til medicin ikke været så stort, for allerede fra han var sytten år, vænnede han sig til at færdes alene rundt i den verden, hvor alle bevægelser og handlinger drejer sig om at blive bedre, lære udenad og få belønning. Han blev en enspænder, men faderen smilede, og det smil gjorde, at Martin aldrig rigtig ønskede sig noget andet.
Da han fortalte sine forældre, at han ville være læge, var faderen ikke andet end en levende bunke støv, som ville brase sammen, hvis blot en dør smækkede. Men Martin kunne se på sin far, at han havde gjort ham lykkelig. Han havde fået et mildt drag over ansigtet, og når han så på sin yngste søn, lyste hans øjne, som de ellers kun gjorde, når fædrelandet blev rost. De døde begge inden for det samme år, da Martin havde læst medicin i fem år. Han mærkede nogle følelser omkring forældrenes og særligt faderens død, som overraskede ham. Han havde altid frygtet, at han ikke ville være i stand til at leve uden de rammer, som hans far havde lagt ned over ham, men da han endelig stod foran at skulle drage videre i livet på egen hånd, følte han sig mere aftjent end egentlig ulykkelig.
Han havde vist sin far, at han ikke var en fandens søn, og faderen var død stolt, for Martin havde haft den evne til at vælge de rigtige ting, som inden længe ville gøre ham til læge. Han havde ikke dinglet rundt i storbyen og haft fjer i hatten, storblomstrede gulvtæpper og skiftende veninder. Han havde boet på sit drengeværelse til han var treogtyve, havde passet sin skole, var aldrig gået til fester, havde ikke drukket alkohol og holdt mere af en fredelig sommeraften i haven, mens alle andre unge mænd var til sommerfest med en pige under armen. Faderen havde været tilfreds med ham, og den tilfredstillelse, det affødte, var den følelse, Martin blev fuld af, da faderen og senere moderen døde. En følelse af at have levet op til noget.
Da han blev forstander og var en helt anden Martin, vidste han, at det, der skete, da han pludselig følte sig halv og begyndte at savne, var, at han blev lidt som Michael og Jack. Han fik lyst til at deltage i det sjove inde hos naboen, og når han så nogen gå hånd i hånd, havde han lyst til at vriste dem fri for selv at tage over.
Men det var helt umuligt for ham at holde op med at være kedelig og selvisk, syntes han, for det havde været sådan altid. Han havde været kedelig i al den tid, han havde boet hjemme, kedelig i forhold til sine brødre, kedelig i forhold til sine skolekammerater og senere kedelig i forhold til sine lægekolleger, der dog gik til grillkomsammen med deres koner og børn. Og han var også kedelig hjemme i sit toplanshus, for der var ingen at tage hensyn til og ingen, det var sjovt at overraske. Ud af det var der vokset et regelsæt, som kun kunne rumme én.
Samtidig var han skrækslagen. For godt nok mærkede han med ét savnet, men hvor var alle de andre følelser? De følelser, han havde læst om, og som han af og til iagttog hos patienter. Det var, som om følelsen af savn var noget, der ved en fejl var sluppet ud, og selv om det gjorde ham rastløs og utålmodig på en måde, han slet ikke kendte, var det svært for ham at turde lede efter det hul, som savnet var kommet ud af. Han gav det tid, og øvede sig lidt på oversygeplejersken Nord, som han tænkte, godt kunne lide ham, simpelthen fordi hun var en kvinde uden ret mange fordomme.
De begyndte at tale mere sammen, og Martin græmmede sig over hendes første, chokerede ansigtsudtryk, når han sagde: “Har De haft en god weekend?” og “De er da blevet klippet, er De ikke?” Langsomt begyndte han at føle, at han lidt havde fået en ven i hende, og da to-tre af hans kolleger samtidig begyndte at hilse på ham i kantinen, tænkte han, at det da vist gik okay. Fra at have et dødkedeligt liv begyndte han at føre en jævnt munter tilværelse og var egentlig godt tilfreds med sin udvikling. Da han var blevet forstander, takkede han hver dag Gud for, at han ikke var stagneret, men hvordan kan man vide, at man skal blive ved med at søge fremad, når man ikke aner, hvor langt man skal gå, før det holder op med at gøre så forbandet ondt?
Den aften, hvor Martin Lones liv vendte på en tallerken, var en vinteraften, hvor sneen lyste. Han havde været på vagt i næsten firetyve timer og havde det rigtig skidt. Trætheden kom altid, selv om han havde arbejdet efter den form masser af gange, men denne aften havde han en ulykkelig plet indeni. Den var kommet, troede han, fordi han ikke havde lyst til at tage hjem. Han tænkte på husets mørke vinduer, på den stillestående luft og patéen i køleskabet, som garanteret nåede at blive muggen, fra han satte sig ind i bilen, til han nåede hjem. Et menneske, der ikke ønsker at arbejde mere for i dag, men samtidig ikke ønsker at komme hjem, er ikke et menneske, der er lykkeligt, havde han tænkt.
Der var gået halvandet år, hvor han havde haft følelsen af en sult, der ikke kom fra tarmene, men der var ikke rigtig sket noget. Han havde mærket, at det da kunne være dejligt med en kammerat at spille golf med, eller en veninde, han kunne invitere ud, men der var det også stoppet. Godt nok var Nord begyndt at kunne lide ham, men han vidste, at hans bevægelser stadigvæk var stive, og han mærkede stadig den totale smerte, hver gang han forsøgte at foretage sig noget, der ikke var pligtbetonet. Han kunne simpelthen ikke, fik dårlig samvittighed og en skyldfølelse, der hver gang styrede hans gøremål tilbage, hvor de kom fra. Tilbage bag skrivebordet, tilbage på hospitalsstuerne, tilbage til avisen, til møder og gennemgang af journaler.
Den aften var han så træt, at han havde lyst til, at nogen slukkede for ham. Et kort øjeblik mærkede han længslen efter aldrig igen at vågne op. Han følte sig opbrugt og tabt. Folk blev ved med at haste bort, når han havde svaret på et spørgsmål eller givet en besked, og hvis ikke det havde været for Nord, ville han have svoret, at ingen lagde mærke til, at han hver dag øvede sig i at smile.
Han havde sat sig ind på kontoret hen under midnat. Han havde to timer tilbage og småsov, mens tankerne dansede omkring i rummet. To timer tilbage af hvad? Af vagten – eller ville det om to timer være slut? Han nåede at falde hen, for selv om sneen skinnede udenfor, virkede den som en dyne, der trykkede ham ned i søvnen.
Han drømte den underligste drøm. Han hang og så ned på en endeløs eng. Overalt var der pytter, der blinkede som efterladte hinkesten, og omkring dem knejsede dunhammere i vinden. Han følte sig alene, som var han solens øje over en forladt scene. Lige inden buzz’eren lød, fik han øje på to drenge, der siksakkede af sted. Den store dreng bar den mindre på hoften, og Martin så, at de stoppede ved en af pytterne. Den største satte barnet ned i græsset og strakte kroppen op som en arbejder, der alt for længe har lagt sten. Martin følte, at drengen stirrede lige på ham, for han skyggede med hånden, som om han fokuserede. Martin ville råbe til ham, at hans bror var ved at stikke af, for han havde set en kvindeskikkelse komme til syne dybt nede fra jorden og havde set hende løfte barnet op i favnen for at svømme bort med ham. Men ikke en lyd undslap hans læber, fordi en besynderlig tanke lammede ham.
“Så længe han ikke ved, han er alene, gør det ikke ondt.”
Da buzz’eren lød for anden gang, og Martin vågnede op, hang sætningen i ham.
“Vi har en fødsel med komplikationer,” lød vagtens stemme over anlægget.”Doktor Lone? Er De der?”
“Ja.” Så længe han ikke ved, han er alene, gør det ikke ondt. “Jeg er på vej.”
Martin havde hele tiden den vordende far i øjenkrogen, da han skubbede båren med kvinden ned ad gangen. Hans kone var bevidstløs og hvid som bløderpapir, og Martin fik pletter for øjnene af at se på hende. Hele tiden var det, som om manden ville sige noget, men for hvert ryk, horden af hospitalspersonale og båre rykkede fremad, stoppede han sine ord og tørrede sig i stedet frustreret over ansigtet, som om hans hår kildrede. Hans skindjakke stod åben, og under den bar han en skjorte så blodrød, at det strejfede Martin, at han havde sit hjerte uden på tøjet.
Da han skubbede båren med kvinden ind på operationsstuen, hørte han en stemme sige:
“Følg med mig, hr., så skal jeg vise Dem ind i venteværelset.” Stemmen, der tilhørte en sygeplejerske, var trænet og indeholdt netop de dele af beroligende trøst og bestemthed, der skal forhindre, at familiemedlemmer stormer ind midt under operationer og forværrer deres kæres situation. Igen tørrede manden den imaginære hårtot væk fra panden.
“Nej, jeg skal med ind! Jeg har lovet Sally ikke at gå fra hende, I må ikke køre hende væk!” hørte Martin ham sige.
Stemmen lød som en ranke med bær af smerte, og Martin måtte læne sig op ad båren for ikke at snuble, angsten fra manden greb ham som tilstedeværelsen af sved.
Da døren svingede i, tænkte Martin, at han ikke følte sig i stand til at gøre det, han stod overfor. Han trykkede sig i tindingerne og forsøgte at få væske til sin tørre tunge. Der var to i rummet ud over ham. Nord stod på hans højre side og ventede på ham. Da han trådte hen mod kvinden, var det, som om hans ben var blevet fyldt med blykugler, og han lagde hånden på den ene af benbøjlerne for at holde sig oprejst.
Da han begyndte at undersøge hende, gik det bedre, og han sagde til Nord, at han ville forløse barnet ved kejsersnit. Mens Nord skærmede hans arbejdsområde af, og narkosesygeplejersken gjorde klar til at lægge bedøvelse, trak Martin vejret helt ned i underlivet og gik ud for at fortælle manden i venteværelset, hvad der skulle ske, hvor længe det ville vare, og hvornår han skulle regne med at få afgørende nyt. Om fem minutter ville operationen være i gang, og alligevel tænkte Martin mere på pletten indeni. Det var, som om nogen havde kalket hans indre med tårer.
Manden var alene i venteværelset og stod med ryggen til. Martin rømmede sig, og han snurrede omgående rundt og tog tre skridt fremad. Han greb fat i Martin og borede fingrene ind i hans ærmer, som en voksen, der rusker et barn.
“Hun klarer det, ikke? Og barnet! Sig, at de klarer det!”
“Rolig, tag det helt roligt,” Martin vred sig løs fra den blodrøde skjorte og trådte et skridt tilbage. Han kunne mærke ængstelsen fra før og forstod ikke, hvad det var, han blev bange for. Manden lignede et helt ungt menneske, for angsten hang i kager fra hans hud, og alle forsvar var brudt sammen.
“Jeg kommer for at fortælle Dem, at De intet har at frygte. Barnet er ikke rigtigt væk, og det er kvinden heller ikke. De er bare borte et øjeblik, eller noget, der vil føles som et øjeblik, og inden De ved af det, vil de begge være hos Dem igen.”
Martin troede ikke sine egne ører. Hvad sagde han? Han kunne ikke se på manden og rettede blikket mod lamellerne i venteværelsets persienner. Manden havde bøjet hovedet, og underlæben var skudt en anelse ud. To gange hurtigt efter hinanden strøg han den usynlige hårtot bort, og Martin forsøgte at vriste sig fri af mandens ene arm, som stadig hvilede på ham. Han ville ikke slippe, og Martin mærkede, at han var ved at blive grebet af rædsel. Han fik følelsen af, at blækspruttearme borede sig ind gennem hans maveskind. Manden sank i knæ, og to sneglespor af mørkt blod standsede lige akkurat over amorbuen, eller var det skygger? Mandens stemme var plettet.
“Jeg elsker hende, forstår De det. Hver dag er jeg bange for, at hun skal dø, hver dag takker jeg Gud for, at vi begge får lov at leve.” Manden fokuserede ikke længere, men holdt bare Martin fast. “Roserne,” hviskede han, “lad dem ikke dø.”
Martin så på manden, og han mærkede, at han rystede. Han havde rystet over det hele, den nat politiet havde fortalt dem, at Michael var død, og han rystede nu, fordi manden på gulvet havde taget hans hjerte ud af kroppen på ham og bar det som en tilfældig cardigan. Martin hev i manden for at få ham op, mens hans øjne søgte over gulvet for at se, om der var fnuller og cigaretskod, der kunne sætte sig fast. Han havde armene om ryggen på ham, og det føltes, som om han og skjorten var siamesiske tvillinger, der et øjeblik ikke var to sammenhængende, men et fuldbårent hele. Da Martin slap sit tag, og de skiltes, var farven rød inden i ham. Han kiggede manden ind i øjnene.
“Jeg må gå,” hviskede han.
“Ja,” svarede manden med en stemme, der lød døsig.
“Man må bare aldrig fortælle det. Først da gør det ondt. Først når det får et ansigt og et navn, først da gør det ondt og får folk til at springe ud fra broer. Pak det væk, træd det småt, fej det bort, ignorér det, og du lever.”
“Ja,” svarede manden, og Martin vidste, han ikke lyttede.
Da Martin gik bort fra venteværelset, anede han ikke, hvem han efterlod. Han syntes, han havde talt med angsten og lidenskaben og sorgen, men manden havde lignet Martins egen far og drengen ved siden af de knejsende dunhammere. Men i hvert tilfælde havde han haft Martins skjorte på. Der var gået fire minutter.
Lige i det øjeblik han havde lagt snittet og forløst babyen, blev han klar over, at der var en tvilling. Det var ikke ofte det skete, men det hændte. Martin mærkede, at Nord forsøgte at fange hans blik. De havde arbejdet sammen i masser af tilsvarende situationer, og øjenkontakten havde altid styret deres arbejde og fortalt Nord, hvor hun skulle lægge sine bevægelser og hvornår. Men nu kunne han ikke kigge på hende. Fokus lå for enden af et rør, og Martin vidste, at flyttede han blikket mod Nord, ville blodet forlade hans hoved og sende ham durk i gulvet. Martin løftede en lille dreng ud af kvinden og gav ham til Nord. En ung kvinde kom op på siden af ham og parkerede stålbordet med desinficerede nåle og vatrondeller og var borte igen. Barnet græd bag Martin, lavt og intenst, og i to sekunder lukkede Martin øjnene. “Vi har en tvilling,” sagde han så. “Navlestrengen er rundt om halsen.”
Martin havde fået hånden under den anden krop, og løftede endnu en dreng ud. Han blev kold over det hele, da han mærkede babyens stive ryg, og da han følte barnets puls, sank håbet i ham. Han viklede navlesnoren af barnet, men kunne ikke mærke liv. “Vi har en dødfødt,” fulgte han op. Der kom en særlig stilhed i rummet, men alle arbejdede videre.
En reservelæge, der var kommet ind på stuen, sprang til, da Martin bad ham om at sy kvinden sammen. Martin flyttede sig væk med det døde barn, så den anden kunne komme til, og lagde drengen op i et turkisgrønt papbækken. Han skubbede båren væk fra kvinden og dækkede det døde barn til i samme bevægelse. Så forlod han rummet. Han var aldrig før gået uden at give ordrer til de tilbageværende, og han tænkte på, om Nord ville påtale det senere. Der skulle normalt to til at slå døden fast, men Martin var sikker. Og bange.
Ingen går ud til vreden eller lidenskaben og fortæller, at døden kom ud. Ikke hvis man ønsker, at livet skal fortsætte. Martin svedte. Som under andre normale omstændigheder flyttede han den dødfødte til et tilstødende rum, hvor han kunne arbejde i fred. Oftest foregik kejsersnitfødslerne under lokalbedøvelse, og det var sket, at en kvinde gik i chok, når hun så lægen være så voldsom ved hendes nyfødte, som det var nødvendigt under en genoplivning. Der var intet ureglementeret i det, han gjorde. Han skubbede rullebåren ind i obduktionsrummet, tændte ikke engang lyset, og gik tilbage ad gangen lige så hurtigt, han kunne. To grønne kitler hilste på ham på vejen mod venteværelset, men ingen skænkede det en tanke, at Martin gik, hvor han ikke skulle. Inde i Martin var alting afgået ved døden, alt undtagen angsten. Hvis man hælder sorgen i en krukke, der allerede er fyldt med tårer, så vælter den, og verden drukner. Det var det eneste, der spændte ham ud og fik ham til at gå mod venteværelset.
Da han trådte derind, var der næsten mørkt, og hvis ikke vreden havde glødet fra en stol i det fjerneste hjørne, ville Martin have troet, at manden var gået. Martin tændte lyset og betragtede ham i neonrørenes skratten, og først da rummet lå badet i lys, fortalte han manden, at han var blevet far. Martin lagde hånden på den lettede skulder, trykkede den lykønskende, mens hans øjne signalerede: “Du klarede det! I klarede det. Alle tre.” Manden havde tændt en cigaret og spurgte, hvornår han måtte komme ind til sin kone. Martin bad ham vente på en sygeplejerske og tog høfligt afsked. Manden lo bag ham. “Tak,” råbte han efter Martin. “Tusind tak!”
Martin mærkede lettelsen overvælde sig, da han igen var alene på hospitalsgangen. Faren var drevet over. Hvad det end var for en flod, han havde stoppet, havde han stoppet den i tide. Det gav et sidste spjæt under hans hud, så blev der stille. Martin fortsatte fremad under de hvidglødende lamper.
Nord var ikke at se. Martin stak hovedet ind på den stue, hvor kvinden var blevet kørt hen. Det så ud, som om hun sov, men Martin vidste, hun var, hvor erindringen aldrig sætter sine ben. I hjørnet af den blødt oplyste stue sad en helt ung sygeplejerske med babyen. Hun så op, og Martin bad hende hente manden i venteværelset, så snart hun fik tid. Da Martin gik videre, bemærkede han, at hospitalet var ved at gå til ro. Lyset blev sat på natstyrke, og ingen rygende patienter sad i de grønne, polstrede stole i de fjerneste afkroge af hospitalsgangen. Hist og her lød gråd fra helt nye stemmer, og da Martin stak hovedet ind på kontoret, var kaffemaskinen slukket og journalskuffen lukket i.
Da han gik videre ned ad gangen, stødte han på tre aftenvagter, som netop var mødt. Han kunne stadig se vinterkulden på deres kinder. Danny O’Brien, en sygeplejerske, som ikke havde været på hospitalet ret længe, smilede usikkert til Martin og sagde:
“Nord Webster er gået. Jeg mødte hende i forgangen, hun havde travlt, for hendes mor er vist syg. Hun bad mig være vidne på dødsattesten, hvis De havde brug for det. Hun fortalte, at De har måttet forløse en dødfødt.”
“Det er klaret,” svarede Martin og så venligt på den unge mand. “Jeg fik assistance andetsteds fra. God vagt.”
Martin løftede hånden og drejede ned ad den forgrening af hovedgangen, hvor obduktionen lå. Han havde fri. Når barnets papirer var udfyldt, ville han køre hjem gennem sneen og sove, til han vågnede af sig selv. Han trådte ind på sit kontor og satte sig foran skrivemaskinen og udfyldte de nødvendige papirer. Til sidst skrev han under, flere steder, og ringede så kapellet op. “Jeg kommer med en dødfødt,” sagde han til den søvndrukne stemme i den anden ende. “Forældrene ville ikke tage sig af begravelsen. De fik også en rask og kunne ikke overkomme det.” Hvorfor forklarede han så meget? Han havde intet at retfærdiggøre. De stod alle i gæld til ham. Da papirerne var stemplet og registreret, var klokken næsten tre om morgenen, og timerne var alligevel skredet ud over vagten. Han slukkede lampen over skrivebordet og låste sin dør. Heldigvis behøvede han ikke at sende barnet til obduktion. Han havde skrevet “kvælning” i dødsattesten og var ikke i tvivl om, at det var årsagen. Det var mærkeligt, når navlestrengen sad rundt om halsen. Som en henrettelse i moders liv. Han havde set det en del gange, og alligevel blev han stadig vemodig. Så uretfærdigt.
Det, der skete for Martin, var ikke til at forstå for de mennesker, der hver dag så ham. I tre måneder sagde han intet, men sneg sig langs væggene på det hospital, hvor han før havde færdedes så frit. Omkring roden af hans næse gav røde knopper sig til at blomstre, og han så, at hans øjne så sygeligt gule ud, når han betragtede sit spejlbillede. Nord fulgte ham bekymret, og når han prøvede at smile opmuntrende til hende, faldt det fuldkommen til jorden. Kvinderne blev ved at føde børn, og fædrene blev ved at vente i venteværelset, mens cigaretter afløste traven op og ned ad gulvet. Og Martin blev ved med at skrumpe. Så snart han ikke havde indrammede gøremål, forsvandt han ned på sit kontor, hvor Nord fire gange inden for en uge fandt ham ved vinduet med et tomt blik ud mod haveanlægget, der var gået i gang med at tø. Da foråret kom, lignede Martins ansigt et blomkålshoved af ophovnet, spættet hud, og hans tindinger var ilet i vejret. Ingen sagde noget, intet var tilsyneladende forandret, men hele tiden betragtede Nord ham med sine venlige, brune øjne. Da marts nærmede sig, havde Martin lyst til at kaste sig i favnen på hende og undgik hende, så vidt det var muligt.
En fredag ringede telefonen på hans skrivebord. Det var fra kapellet.
“Doktor Lone?” lød det.
“Ja?”
“Nu skal De høre. Ja, det lyder lidt underligt, ikke mindst fordi det er så længe siden, men jeg er stødt på noget i indrapporteringen, som volder mig problemer.”
“Ja?” Martins stemme flækkede en anelse, men stemmen i den anden ende fortsatte upåvirket.
“Jo, ser De. For godt toenhalv måned siden ringede De ned og meddelte, at De ville sende et lig.” Martin kunne høre lyden af ark, der blev vendt.
“Den 20. december klokken 02:50, har jeg skrevet her. Men så vidt jeg kan se, dukkede liget aldrig op. Eller det vil sige, det er derfor, jeg kontakter Dem, doktor, for det står anført her, som om liget mangler.” Tavshed.
“Doktor Lone?”
“Ja, jeg er her. Jeg forsøger at huske den pågældende aften ... kan det passe, at det var deromkring, at ham den nye blev ansat?”
“Øh, ja. O’Brien, det var vist deromkring. Hvorfor?”
“Kan De se, om han havde vagt den næstfølgende dag?”
“Måske, det bliver svært, men måske. Har De noget imod at fortælle mig, hvad De prøver at sige?” Stemmen havde en tone, der fik Martin til at rykke stolen tilbage.
“Vi bestemte os for at lægge liget på køl den aften, fordi det var blevet så sent. Næste dag udfyldte jeg papirerne og sendte dem med afdøde ned til jer. De må være der et sted. i hvert fald er liget jo ikke her mere. Så noget må være sket med det, ikke sandt?” Martins mobiliserede al sin autoritet, og det lod til at virke.
“Det kan De have ret i.” Latter. “Ja, det er nok det skarn til O’Brien. Der var jo også en grund til, at han blev fyret. Jeg prøver at lede, så dukker det hele nok op. Tak for ulejligheden, doktor. Farvel.”
“Farvel.”
Martin hørte ikke Nord komme ind på kontoret. Han lå ind over skrivebordet med panden mod sin skriveplade og hænderne over hovedet. Hun rørte ved ham, og da han løftede ansigtet mod hende, gav det et gib i dem begge. Han var udtømt for kræfter og kiggede på hende som fra sit dødsleje.
“Jamen, doktor Lone,” sagde hun forfærdet. “Hvad sker der dog med Dem?” Martin mærkede elastikken springe. I næsten tre måneder havde den været spilet ud til sit yderste, men den var blevet så mør nu, at den svirpende gav efter og fik Martin til på ny at falde forover. Nord fik ham til at rejse sig og trak ham hen i sofaen i hjørnet af kontoret. Her satte hun sig ved siden af ham og så afventende på ham. De vidste begge to, at fik han ikke luft nu, ville han ikke kunne fortsætte med at leve. I femten minutter så Martin på sine hænder og sagde intet. Da han begyndte at tale, ville det ingen ende tage.
Martin var gået ned ad en helt mørkelagt korridor for at tage det døde barn med sig og aflevere det i kapellet. Han havde skyndt sig og tænkt på, om han var i stand til at køre bil. For hvert skridt han tog, skred hans synsfelt ud og fik omgivelserne til at sitre. Han vidste, at ingen kunne klare at arbejde så hårdt, og alligevel blev han ved. En læges lod, det var, hvad det var. Da han stak nøglen i låsen, stivnede han. Han ville have svoret på, at et barn græd. Han lænede sig tilbage for at opfange lydene fra fødselsgangen, men der var stort set roligt. Kun langt væk kunne han høre et barn græde, og det måtte have været det. Underligt nok havde det lydt tættere på. Han satte knæet mod døren og skubbede den op. Da han famlede efter lyset, hørte han det helt klart. Gråd fra et barn, kun få meter fra, hvor han stod.
Straks tænkte han, at dette måtte være en fejl, en frygtelig fejl, som personalet ville blive irettesat for den følgende dag. Nogen måtte have glemt en krybbe herinde med en nyfødt. Men gad vide, hvorfor moderen ikke havde slået alarm? Da lyset tændtes, rejste alle hårene sig på Martin.
Lokalet var helt tomt og helt rent. Det eneste, der ikke var som det skulle være, var et stålbord, kun akkurat rullet ind i lokalet, hvorpå der lå en lille, helt nyfødt baby i et grønt papbækken og græd udmattet. Hænderne og fødderne var krummet sammen af kulde, og Martin havde aldrig set en begyndelse på livet så fyldt med smerte som denne.
“Nej!” råbte han, “nej!!” Ude af sig selv løftede han barnet op fra rullebordet. Han lagde det på sin frakke og undersøgte det, mens alt indeni var et virvar af følelser. Babyens hjerte hamrede vildt, og Martin kunne mærke, at huden var kold. Men det havde puls, trak vejret, og gråden var ubesværet og krævende.
Hvad har jeg gjort? tænkte Martin. Han styrtede ned ad gangen for at finde tøj og modermælkserstatning til barnet, og heldigvis mødte han ingen. Da han kom tilbage, klædte han drengen på og gav ham strikkede klæder på fødderne, hovedet og hænderne. Til sidst hældte han mælk op i flaskevarmeren, og da det var varmet, satte han sig på en trappestol og madede drengen.
Hvad gør jeg? tænkte han. Hvad gør jeg? Hvis jeg går til bekendelse, mister jeg min stilling. Man vil vide, at jeg ingen vidner havde til at slå døden fast. Man vil vide, at jeg sjuskede. Men barnet var dødt! Jeg sværger. Martin vidste, at manden i den røde skjorte havde narret ham.
Klokken fire var babyen faldet i søvn, og Martin var ved at brække sig af søvnmangel. Han kunne ikke mere. Kunne ikke tænke eller tage beslutninger, men han vidste, at om en time ville rengøringspersonalet komme og tænde store projektører ud over hans forbrydelse. Han lagde et uldent tæppe om barnet og gik ned ad gangen.
Lige så forsigtigt kørte han hjem. Det var begyndt at sne, og ved hvert lyskryds kiggede han om på bagsædet, hvor babyen stadig sov på hans jakke.
Martin rokkede frem og tilbage. Nu havde han sagt det! Så måtte han tage det derfra. Forøvrigt var han ved at miste besindelsen. Godt nok havde han ansat en dame til at aflaste sig, men han kunne ikke bære hemmeligheden alene og samtidig få tilværelsen til at hænge sammen. Nogle gange havde han vasket børnetøj til klokken et om natten på sine friaftener, for han var blevet nødt til at genbruge, efter at der var begyndt at husere rygter om linnedtyve på hospitalet. Det hele var ved at falde ned om ørerne på ham. Han var far nu, og solen stod op i Rustys ansigt, når Martin kom hjem fra arbejde. Tre måneder og så opvakt! Men det var for meget. Han havde lyst til at smide sig i sin lænestol med benene op og plagede husholdersken, om hun ikke ville blive endnu et par timer, men hun havde selv familie, og inden han fik set sig om, stod han med barnet i armene og måtte lave spagetti med en hånd, og kaffe, når Rusty et kort øjeblik blundede, og han kunne ikke huske, hvornår det sidst var lykkedes for ham at læse en eneste side i en bog.
“Nu må vi tage det helt roligt,” hørte han Nord sige, men det lød, som om hun talte mere til sig selv end ham. “Nu tænker vi os godt om, virkelig godt.” Der var tavshed et stykke tid, og Martin tænkte på, hvad klokken var. Han havde glemt at sige til husholdersken, at Rusty skulle have D-vitaminer i dag. Måske kunne han ringe hjem og huske hende på det. Men sæt telefonen blev aflyttet? Og hvad med Nord? Måske ville hun om en halv time melde ham for kidnapning og lægesjusk.
Han skottede til hende. Hun sad med let spredte ben og albuerne på knæene, så hænderne formede en skål, hun kunne hvile ansigtet i.
“Jeg vil se det barn, Martin.” Da hun endelig sagde noget, havde Martin været ved at blive desperat. Hans tunge havde været tør som læder, og sveden lå i hårrødderne som en hemmelig hær, der, hvad øjeblik det skulle være, kunne rykke frem over hans ansigt. Nord havde aldrig kaldt ham Martin før, men det var, som om det var i orden. Martin vidste, at han aldrig igen kunne have restriktioner over for hende. Hemmeligheden havde smedet hende fast til ham for livstid.
Hun stod og ventede på ham uden for indgangen, da han fik fri. Hun havde en rosa alpehue på i angora eller mohair, og støvregnen lagde sig i hårene som dug i et edderkoppespind. Øjnene under kanten af huen var mørke, og Martin vidste, at hun havde tænkt, så det knagede, siden hun var gået ud af hans kontor fire timer tidligere. De gik i tavshed ved siden af hinanden hen mod Martins bil, og Martin tænkte på de rygter, det ville starte, hvis nogen så dem. De kørte mod Martins hus i tavshed. Kun én gang, i et kryds hvor de måtte holde kvælende længe for rødt, sagde Nord:
“De er ikke nogen ond mand.” Det var en nøgtern konstatering, og Martin overvejede, om Nord monstro havde været i tvivl indtil da.
Da de kørte ned ad villavejen, begyndte Martin at længes. Det startede altid, når han så de første højbede og perfekt slåede græsplæner, og i takt med at de nærmede sig huset, accelererede følelsen. Når han stak nøglen i låsen, fik han vand i øjnene, og senere måtte han altid ud og samle sin mappe op i gangen, hvor den lå smidt som en genstand, der fra det ene øjeblik til det andet havde mistet al sin værdi. Den dag Nord var med ham, løftede han Rusty op som hver eneste dag. Kyssede ham på kinder og pande og sagde: “Hej, min dreng!” som han plejede. Nord kiggede på dem. Drengen havde et lillebitte sæt tøj på med bamser på kantebåndene, og fødder, der lykkeligt sprællede i luften, mens Martin holdt ham frem foran sig.
Martin stod med ryggen til Nord, og pludselig kunne hun se på hans ryg, at han var kommet i tanke om hendes tilstedeværelse. Han vendte sig om og betragtede hende mildt. Det løb Nord koldt ned ad ryggen, som hun stod der, stadig med sin rosa hue på det mørkebrune hår, for hun vidste, at hun aldrig kunne gøre det mod Martin. Hun kunne aldrig tage det barn fra ham. Følelserne havde gjort hende medskyldig.
Nord rakte ud efter drengen, og Martin rakte hende den lille krop. Forsigtigt satte hun sig helt ude på kanten af en stol med barnet på armen. “Hvad hedder han?” spurgte hun så.
“Rusty,” svarede Martin, og selv om stolthed lige dér var upassende, kunne han intet gøre for at skjule det. Det havde været så vildt den dag, hvor han på sit kontor havde givet Rusty en identitet. Da han skrev Rusty Lone på den stiplede linie og puttede papirerne ned til de andre fødselsattester, havde han fattet, at det var alvor.
Rustys øjenlåg flaksede som sommerfuglevinger og rørte Nord dybt i brystet, netop som man forestiller sig, det må være at have en sommerfugl bag ribbenene. “Nååå,” sagde hun. Da Martin gik ud for at lave kaffe, var al uro forsvundet. Den aften gav han husholdersken tidligt fri.
Det største forandring, der skete med Martin, efter at hemmeligheden var blevet delt op i halve portioner, var at han begyndte at få overskud til andet end bare at få hver dag til at rulle. Knopperne i hans ansigt forsvandt, og hans øjne holdt op med konstant at væske. I april måned opstod der et bånd mellem Martin og Nord, som i den grad styrkede ham, men som sandelig også fik Nord til at blomstre. En morgen kom hun på arbejde og havde fået ny frisure, noget kort, bølget noget, der fik hende til at virke højere og mere luftig. Martin tænkte, at hun var vældig sød at se på, og det smil, han sendte hende, fortalte ham, at han ikke længere kørte på reserven. Derfor kom det ikke synderligt bag på ham, at foråret knapt var gået, før han begyndte at blive træt af sit arbejde.
“Jeg er træt af de samme gøremål, træt af de hvide klinker. Jeg er træt af rutinen og træt af at stirre på den sammen rododendron for gud ved hvilket forår,” sagde han til Nord en aften, hvor de sad i Martins stue og netop i fællesskab havde lagt Rusty i seng. Martin lod altid, som om han ikke så det, når Nord blev rørt, for det forekom så privat, når hun lagde babyen ned i tremmesengen og så på ham, mens øjnene langsomt blev tunge. Martin betragtede hende i smug, når hun forsigtigt fjernede tårerne med en snip af sit ærme, og han lod hende sidde et øjeblik i stuen, før han gik ned til hende. De var begyndt at bruge aftenerne til at snakke sammen, og Martin var overrasket over, så forfærdelig lettet han blev af hendes selskab.
“Men mest af alt,” sluttede han, “er jeg træt af følelsen af aldrig at følge noget til dørs. Folk kommer og gør det vigtigste i deres liv under min vejledning, og vips, seks dage senere er de borte for evigt. Jeg har en halvfærdig fornemmelse indeni.”
Nord nikkede og løftede sin kaffekop tænksomt op til munden. “Jeg ved, hvad du mener,” sagde hun, “jeg ved nøjagtig, hvad du mener.”
Da sommeren næsten var gået, havde Martin sagt sin stilling op. Den dag, han havde indgivet opsigelsen, satte han sig ud i sin bil og kørte ned til en ejendomsmægler ikke langt fra sit hjem, hvor der samme dag var blevet sat et “solgt” over “til salg”-skiltet. Han talte kort med ejendomsmægleren, som ønskede ham tillykke med det hurtige salg, hvorefter han underskrev det nye skøde. Martin havde købt et nedlagt mejeri 140 kilometer nordpå, og lige nu var Nord i gang med at pakke sin lejlighed sammen. Hendes navn stod allerede på skødet. Gang på gang glædede det Martin, at de var sammen om det.
Den udsendte inspektør betragtede Forstanderen på en måde, som tænkte han: “Dette er for godt til at være sandt.” Martin og Nord stod roligt smilende på en baggrund af nymalede vinduer og værelser med ventende legetøj og farveblyanter, mens de betragtede den granskende herre, der gik fra rum til rum og vurderede, om stedet egnede sig til børnehjem. Bygningen var sat i stand fra inderst til yderst. På plænen i septemberlyset lå et net med fodbolde og to sække med udendørslegetøj og ventede på, at ivrige fingre skulle åbne dem. På sovesalen var køjerne malede i tredive forskellige nuancer og ved siden af hver madras stod et lille natbord med en skuffe, der i farven passede til køjen. Køkkenrummet var lyst og rummeligt, og hverken dér eller i spisestuen var der rumklang eller den tone af stramhed, som inspektøren før var stødt på i institutionsrum. Han syntes, der var vidunderligt, men gjorde alt for at se kritisk ud. Ude på gårdspladsen trykkede han Forstanderen i hånden, så ham for første gang direkte i øjnene og sagde: “Velkommen til egnen.” Om aftenen drak Nord og Martin champagne, og præcis fjorten dage senere, på en mandag eftermiddag, som absolut ikke var som nogen anden, ankom de første syv drenge til børnehjemmet, og en ny epoke var begyndt.