Da Paris som ung rejste fra Europa, mærkede hun, at hun var på vej til at blive voksen. Nu havde hun fjernet sig geografisk og tidsmæssigt fra det i sin tidlige ungdom, der havde gjort tilværelsen svær, og at der pludselig lå et ocean mellem hende og Europa, gav hende følelsen af at være afklaret. Hun huskede årene under tagryggen i Paris, som en mor husker tilbage på sit barns første skridt; med ømhed og vished om den glæde det er, at barnet i dag kan meget mere.
Hun sad i sin stue i kælderetagen og betragtede sine nye vægge, som Pierre havde hjulpet hende med at male gammelrosa, og tænkte, at hun, som Tommelise, boede i et blomsterhjerte. Udenfor skinnede solen, og hun kunne se Marlènes fødder trippe rundt om tørrestativet, og fordi det hele var så gennemsigtigt og lyset så hvidt, vidste hun med sikkerhed, at hun havde været en ung pige så ensom, at trolden under sengen havde været den eneste, der havde føltes trofast.
Tilværelsen blev enklere af at komme til det nye land. I Europa havde hendes liv været bundet af forbud og regler, som hver dag holdt dårlige følelser fra døren. Tabet af forældrene lå i den skuffe. I Europa havde hun følt, at hun havde mistet sin familie, fordi hun ikke havde opført sig ordentligt. Nu fik hun ondt i maven over det barn, der havde været så hjælpeløst, og som alt for tidligt måtte stå på egne ben. Livet havde været et skrøbeligt netværk, og da hun med ét følte fast grund under fødderne, undrede det hende, at hun havde overlevet.
Men nu var hendes liv lineært og fremadrettet. Hun spadserede efter næsen og følte sig udstyret med overblik. Hun behøvede ikke ritualer for at gå frem mod det, hun ville: Hun trådte bare derhen, samlede det op og brugte eller forkastede det efter forgodtbefindende.
Det eneste, der stadig hang ved fra fortiden, var følelsen af at have noget siddende på ryggen. For længe siden havde hun en dag efter skoletid spurgt sin mor, hvad dårlig samvittighed var. Moderen havde sagt, at det var, når man havde gjort noget, som man ikke havde det godt med. Da Paris stadig ikke havde forstået det, havde hendes mor tænkt sig grundigt om og til sidst forklaret, at det var, ligesom hvis det kløede et sted på ryggen, man ikke kunne nå, så man hele tiden kom til at tænke på det.
Siden den eftermiddag var det blevet en kode for dem. Hvis Paris var kommet til at drille en i skolen eller var gået over vejen et sted, hun havde fået besked på at holde sig fra, og trængte til, at hendes mor skulle vide det, sagde hun til hende:
“Det klør på min ryg, og jeg kan ikke nå. Vil du ikke klø mig?” Bagefter, når hun havde grædt og sagt undskyld i sin mors favn, føltes det så dejligt, og tit havde de bagt vaniljekranse eller tændt for radioen som et plaster på såret. Moderens trøst fik altid det irriterende på ryggen til at forsvinde, men da hun blev alene og ingen havde at tale med, var det sværere at få den kløende plet til at gå væk.
Den sad midt på ryggen, hvor hun hverken kunne komme til ovenfra, eller hvis hun stak armen bagom. Nogle gange stillede hun sig op ad en dørkarm og gnubbede ryggen op og ned, men hun brød sig faktisk ikke om det. Når hun rørte ved stedet, fik hun væmmelse i maven, som når en negl knækker over en tavle.
Med årene lærte hun at ignorere det. Den eneste ulempe, den irriterede plet gav, var, at hun ikke kunne sove på ryggen. Hun havde set efter i et spejl, men der var intet at se. Alligevel kunne hun, hvis hun lagde sig på ryggen, mærke stedet. Det var, som om nogen havde glemt et par sokker under lagnet. Ikke noget, der gjorde ondt, men noget, der irriterede akkurat så meget, at hun ikke kunne falde i søvn.
Som barn havde hun tænkt om stedet, at det var noget særligt, for hendes mor havde sagt, at det var en sjælden gave at have en krop, der var så fintfølende. Men efter Lissabon blev det anderledes.
Natten efter hun var rejst med Anna og havde kurs mod Paris, kløede det så meget, at hun havde mærket det uafbrudt hele vejen. Hun vidste godt hvorfor og havde også dårlig samvittighed over for Palliérs, men der havde ikke været noget at gøre. Hun havde vidst det dengang, og hun vidste det nu: Havde hun ikke fået Anna, var hun død.
Paris blev ved med at bo til leje hos Marlène og Pierre, men de to kvinder var blevet så gode venner, at det arbejde, Paris gjorde i huset, mere føltes som vennetjenester end som betalt arbejde. Huset havde en stor, kvadratisk have bagved, og de to veninder anlagde sandkasse og jordbærbed. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde følt en sådan lykke. Skyerne gled hver dag over himlen på en mere forreven måde, end de havde gjort over Europa. Det var, som om rummet om hende var mere fyldt, end det havde været før. Fyldt med himmel og ånd og smil, der sprang rundt mellem deres ansigter. Hun befandt sig i noget, der på én gang var stillestående og flydende fremad i konstant fart. Noget, der hver dag gav livet indhold, men som også fik et år til at være tilbagelagt på øjeblikke.
Første gang hun mærkede Anna træde væk fra sig, fattede hun ikke, at så mange år var gået. Hendes vægge var stadig gammelrosa, og hun tænkte stadig på dem som sine nye vægge, selv om hun kunne se på Annas lemmer og tilknappede humør, at tiden måtte være gået.
Hun indrømmede, at hun savnede sin lille pige. Der opstod tomhed, når Anna nægtede at få flettet sit hår eller kiggede på hende, som om hun havde knald i låget. Anna havde været indholdet og meningen så længe, at det ikke kunne undgå at snøre sig sammen i maven på Paris, når Anna gav udtryk for, at hun ikke længere havde den samme brug for sin mor. Den lille pige med det blide, næsten porøse væsen var borte, og det var ikke længere livet om at gøre for hende, at Paris flere gange om dagen tog hende op og knugede hende ind til sig. Om aftenen lå hun vågen, fordi hun ikke længere kunne høre sin datters vejrtrækning i værelset. Anna havde bedt Pierre og Marlène om lov til at få et kammer lidt længere nede ad gangen, og hun og León havde hjulpet hinanden med at male det og sætte hendes seng derind. Nu var døren altid lukket, og Anna havde skrevet “Bank på!” med tydelig og stejl skrift.
Det overraskede Paris, at det var så svært for hende, at Anna var i færd med at blive voksen. Hun havde troet, at det ville blive anderledes for dem. Nemmere, fordi de var vant til at tale om deres følelser, og mindre smertefuldt, fordi de begge vidste, hvor deres kærlighed for den anden lå. Hun havde tænkt, at adskillelsen ville komme naturligt, som når man en morgen vågner og pludselig kan lide oliven. Anna ville forstå, at hendes mor begyndte at få behov, der rettede sig mod andre objekter end hende selv, og Paris ville forstå, at Anna blev optaget af verden omkring sig og de mennesker, der var i den. Men sådan blev det ikke. Paris kunne overhovedet ikke mærke, at hun nu skulle være klar til at sige farvel til sin lille pige, og Anna virkede absolut ikke forstående i al sin indelukkethed.
For første gang kom Paris til at savne at have en far til Anna. Et andet menneske, som elskede hende lige så højt, som Paris gjorde, og som derfor ville have lyst til at tale om alle de problemer, der hver dag poppede op mellem dem. Når hun rigtig skulle pine sig selv, forestillede hun sig hvor god en far, Manu ville have været. Hun så ham for sig med Annas lysebrune krøller duvende rundt om ansigtet, og hun forestillede sig, hvordan han blidt ville lægge sin hånd rundt om hendes nakke, og på den måde fortælle hende, at hun var fars pige. Anna var højere end Paris nu, og hun trængte til en far, hun kunne se op til, og som, lige meget hvor voksen hun blev, altid ville have en brystkasse, hun kunne lægge sit hoved imod.
Når Paris tænkte sådan, endte det altid med, at hun kom til at græde. Det ville have været så vidunderligt med sådan en far, og det stak i Paris, fordi hun et eller andet sted vidste, at sådan en far ikke fandtes. Mens tårerne løb over hendes kinder, rejste hun sig og fandt notitsen i sit hemmelige skrin. Det var altid den, der fik hende til at holde op med at græde, for den huskede hende på, hvor stort et ansvar, hun havde over for Anna.
Anna var seks, da Paris stødte på notitsen. Det var et rent tilfælde, for den dag bladrede hun rastløst hen over avisens sider. Notitsen handlede om et skibbrud.
“Blandt de omkomne,” stod der, “var den franske præst, Manu Palliér, som gjorde sig bemærket ved sit arbejde i Afrika. Palliér var med hustru og to sønner på vej tilbage til Europa, hvor han skulle tiltræde en stilling i sit hjemland. Familien blev for anden gang ramt af ulykke, der denne gang kostede dem livet. Fem år tidligere mistede de deres spæde datter, som forsvandt sporløst. Søndag holdes der en mindehøjtidelighed for...”
Mens ordene langsomt bundfældede sig, var Paris stiv over det hele, som man kan blive det af skræk. Det tog tid at forstå betydningen af det, hun netop havde læst, og da hun endelig gjorde det, havde hun svært ved at finde ud af, hvad der var rigtigst at føle. Hun kunne mærke, at det gjorde hende ondt, at Manu var død. Hun kunne stadig se hans ansigt tydeligt for sig. Venligheden i øjnene og den nerve, han havde haft i kroppen, når han lagde violinen til ansigtet. Hun kunne ikke lade være med at tænke med væmmelse på, hvordan han måtte se ud nu. Opsvulmet af vand og fuld af ål, tænkte hun, faderen til mit elskede barn.
Underneden lå en anden følelse: Lettelse. Alt det, der i årevis havde forfulgt hende som en forsinket skygge af skyld, ændrede karakter.
“Jeg har reddet Annas liv,” tænkte hun. “Havde jeg ikke taget Anna til mig dengang, havde den notits også handlet om hende.” Bare tanken fik hende til at gispe efter vejret, og hun fløj hen til vinduet og genvandt roen ved at se Anna i sandkassen udenfor. Hendes hud var mørk som jord, og hun kiggede alvorligt på León, der forklarede noget.
“Du ved slet ikke, at din far lige er død,” tænkte Paris. Senere fik hun dårlig samvittighed over, at hun havde ladet følelserne løbe af med sig.
“Når det drejer sig om Anna, må du holde dig selv i skak, Paris,” sagde hun højt til sig selv. Mest af alt havde hun lyst til at løbe op på husets første sal og kaste sig i Marlènes arme.
Hun havde været tæt på at fortælle Marlène det hele masser af gange. For at få renset ud, som hun kunne huske det fra barndommen, og når de nogle gange sad i testuen, var det så tæt på, at hun om aftenen skulle tænke sig virkelig godt om for at finde ud af, om hun havde røbet noget. Når hun sad i sofaen og kunne mærke, hvor tæt hun var på Marlène, kløede det så meget på stedet på ryggen, at hun måtte sidde og rokke forsigtigt for at holde det ud.
Alligevel kunne hun ikke. Det var noget andet med en mor. En mor er en gummicelle, og Paris mente, at man aldrig kunne slå sig på sin mors vægge. Anna ville kunne slå sit hoved mod væggene i sit hjem, lige så tosset hun ville, uden nogensinde at komme til skade.
Men med veninder er det anderledes, tænkte hun, og det holdt hende fra at sige det, hun var fyldt op af. De kan tåle at høre meget, og de er rede til at finde sig i lidt af hvert, men der er grænser, sagde hun til sig selv. Veninder favner ikke betingelsesløst, og da hun kun havde den ene, turde hun ikke.
Anna følte sig meget mere privat end sin mor. Paris var sådan en, der talte med høj stemme og havde store armbevægelser, og hun blev næsten aldrig flov over noget. Da Anna blev en ung kvinde, forstod hun, at nogle af de følelser, hun havde med fra barndommen, havde grobund i den forskellighed. Som lille fik hun lyst til at græde, når Paris gjorde noget, hun ikke forstod, for hun følte det, som om Paris forlod hende en lille smule. Dengang ville hun gerne være ligesom sin mor, der var stor og smuk, men det var altid så svært at følge med, for Paris gjorde sjældent de samme ting, og altid meget hurtigere end Anna kunne.
Da hun blev fjorten år, håbede hun for første gang, at hun aldrig ville blive som Paris. Hun betragtede sit spejlbillede om morgenen, og heldigvis havde hun masser af krøller og en markeret hage, og ingen af delene kunne hun genkende i Paris’ ansigt. Hun tænkte på, om deres indre lignede hinanden, og selv om hun blev lettet over, at de ikke umiddelbart gjorde, fyldte det hende også med uro. Selvfølgelig skrællede de kartofler på samme måde, brugte de samme ord og havde svaghed for den samme jazzplade, men de havde også boet sammen altid.
Men når Anna skulle tage en beslutning og spurgte Paris til råds, kunne hun sjældent bruge det, Paris foreslog, og det skræmte hende. Hun havde følelsen af at skulle finde ud af alting på egen hånd, hvor andre, hun kendte, af og til fik lidt frirum ved at læne sig op ad deres forældre.
Anna var sikker på, at hun måtte ligne sin far meget. Nogle gange når hun drømte om ham om natten, var det en mand, der så ud fuldstændig som hende, bare med store hænder og et snoet overskæg over munden. Når hun var vred på Paris, gjorde forestillingen hende ked af det:
“Jeg savner dig, far,” sagde hun ud i mørket og måtte presse læberne hårdt sammen for ikke at bryde ud i hysterisk gråd.
“Hvorfor døde du?” spurgte hun manden på nethinden. “Du skulle være blevet hos mig og mor. Så kunne vi...” Hun tænkte på, hvad man mon lavede med en far. De fædre, hun kendte, havde altid travlt, selv Pierre, der da var rar nok, men Anna vidste, at havde hendes far levet og kendt hende, ville han have været den bedste. De ville elske hinanden så højt, at de, når de spadserede, kunne høre, at himlen måtte sprække en smule for at give plads til deres følelser.
Når Anna havde tænkt på sin far om natten, kom hun tit til at føle en bestemt sorg i dagene efter. I alle andre situationer, hvor hun blev ked af det, søgte hun trøst hos León eller hos de veninder, hun havde fået i skolen, men når det gjaldt det, hun følte for sin far, var Paris den eneste i verden, der kunne hjælpe hende videre.
Sorgen kom dybt indefra og uden varsel. Hun kunne stå og være i udmærket humør, mens hun hældte juice op, og med ét kom følelsen dæmonisk farende og fløj i hende. Alt indeni blev mørkt og bølget som bunden af en lavastrand, og lyset, der netop havde været i hende, forandrede sig og gjorde hende utrøstelig. Så klyngede hun sig til sin mor og græd, til solen kom tilbage.
Når Paris havde trøstet hende, kom der en befriet følelse over huset i dagene efter. Anna gjorde sig umage med Paris, fordi hun blev klar over den magt, Paris sad inde med. Hvis Paris en dag nægtede at trøste hende, ville hun gå til grunde, tænkte hun, og smilede stille til sin mor, selv om alt inden i hende kogte.
Freden varede aldrig længe, for lige meget hvor umage Anna gjorde sig, nåede hun et punkt, hvor hun var ved at eksplodere af at føle sig klistret ind i Paris’ måder. Følelsen af at være fremmed kom tilbage, og hun måtte sætte sig ud i rabarberne i baghaven for ikke at skrige og skrige. Hun sad derude i timevis. Bladene lukkede sig omkring hende, men der blev aldrig rigtig mørkt. Følelsen af at befinde sig i et liv, hvor myrer baksede med kadavere, og firben godmodigt kom smuttende, fik hende til at falde til ro. Ingen kendte til den verden, der dér var hendes.
Den sommer, Anna fyldte atten, blev efterfulgt af et efterår, der nær havde slået benene væk under Paris. Annas og hendes forhold emmede af, at Anna ville væk. Paris havde håbet, at gnidningerne mellem dem ville forsvinde, når Anna kom igennem de sværeste ungdomsår, men Anna blev ved med at søge bort. På en eller anden måde havde Paris forestillet sig, at Annas attenårs fødselsdag ville blive et magisk vendepunkt, hvorefter de ville få det bedre sammen. Hun syntes, at når man var atten år, var man voksen, og hun troede, at en voksen Anna ville se tingene klarere og begynde at åbne op over for sin mor.
Men heri tog Paris fejl. Annas trang til at tage væk blev ved med at være lige udtalt. En dag nævnte hun, at hun og León havde overvejet at flytte for sig selv, og så tudede Paris uhæmmet, da hun blev alene om aftenen. Hun følte sig helt alene i verden, og den tid, der fulgte, blev svær for hende. Kulden kom tidligt det år, og dagene blev mørkere og mørkere i takt med Paris’ humør. I to måneder var alting tungt og fyldt med bekymring. Nogle dage gad hun end ikke at stå op, og det glædede hende, da hun så et glimt af bekymring i Annas øjne. For en tid var Anna mere hjemme, og et par gange drak de te sammen på sengen, sådan som Paris kunne huske det fra før. Anna sagde ikke så meget, men smilede blegt til sin mor, mens Paris tænkte, at det var gode tegn.
En dag kom hun ind i deres stue og så særlig bekymret ud. Paris sad og læste en bog iført sit nattøj, selv om det var over middag. Udenfor regnede det. Paris havde ikke hørt sin datter komme, og kiggede overrasket op, da hun pludselig stod ved sofaen og pillede nervøst ved betrækket. Hun lagde bogen i skødet og betragtede afventende Anna, der stod og skiftede vægten fra den ene fod til den anden.
“Mor,” sagde hun så. “Jeg ved ikke ... men jeg tror, Marlène er syg. Det siger León også.” Hun stod et øjeblik. “Jeg synes bare, du skulle vide det,” sagde hun så og var væk.
Paris sad tilbage og var fuldstændig tom i nogle minutter. Så vældede skyldfølelsen op i hende. Det var uger, måske måneder, siden hun og Marlène havde været rigtigt sammen, og pludselig gik det op for Paris, at noget havde været forkert længe. Marlène havde været træt de gange, de havde talt sammen i haven eller på trappen, og når Paris så hendes ansigt for sig, så Marlène afkræftet ud. Paris blev overskyllet af dårlig samvittighed. Hvorfor havde hun ikke set det?
Ryggen gav sig til at klø i det øjeblik, hun rejste sig fra sofaen. Som et felt, der tonede frem ud af det blå, mærkede hun det, og hun tænkte på at finde sin kløpind et eller andet sted, men da hun rejste sig for at lede efter den, blev hun grebet af en følelse af at være fortabt og stod desorienteret på gulvet i sin stue.
“Skam dig, Paris,” sagde hun til sig selv, og mens hun tog tøj på, begyndte hun at ryste.
Da hun bankede på Pierres og Marlènes dør, vidste hun, hvor længe siden det var, hun havde besøgt dem. Hun havde været så opslugt af sine egne problemer, at det havde givet hende skyklapper på. Intet havde været så vigtigt som de problemer, hun og Anna havde haft.
Marlène lå på divanen og sov. Paris havde lyst til at lægge sig ved siden af hende og aldrig igen gå fra hende, for hun lignede et barn, der var faldet i søvn af udmattelse. Hun var blevet tyndere, og huden i hendes ansigt lignede gaze dyppet i gips. Hun lå på maven og snorkede let. Paris satte sig for at vente.
I tiden der kom, blev Paris stærkere. Hun fandt alle sine kræfter frem og skød alt det fra sig, som ikke var allermest nødvendigt. Da Marlène var vågnet den eftermiddag, var Paris brudt i gråd, selv om hun havde gjort alt for at lade være. Hun havde bedt Marlène tilgive sig sin selvoptagethed, og Marlène havde sagt: “Pjat med dig” og prøvet at lyde overskudsfyldt.
Men ikke engang en uge senere måtte hun blive i sengen, og Paris brugte al sin tid sammen med hende. Pierre fortalte, at lægen havde fundet ud af, at der var noget i Marlènes blod, som ikke var, som det skulle være. Noget, han ikke kunne sige, hvad var, men som gjorde hans stemme så mørk, at Pierre var blevet ude af sig selv af bekymring. Paris krympede sig ved tanken om, at lægen havde været i huset, mens hun havde siddet nede i sin stue i kælderen og været optaget af sit eget. Fra da af viede hun sit liv til at være hos Marlène. Hun lå i sin seng hele tiden, og kun de klare øjne og stemmen fortalte Paris, at mennesket under tæpperne var Marlène. Hun var tynd som en lillefinger, og selv om Paris og Pierre forsøgte at få mad i hende, hjalp det ikke.
Da december kom, vidste de alle, at hun skulle dø. Paris tænkte konstant over, hvad hun kunne gøre, men kunne ikke komme i tanke om andet end at sidde på hendes sengekant og tale så meget med hende, som Marlène havde kræfter til.
En dag midt i december kom Paris ind i Marlènes værelse med favnen fuld af matrøde tulipaner og arrangerede dem foran vinduet. Hun sludrede om løst og fast, trak gardinerne fra og åbnede et vindue på haspen. Hun stod et øjeblik og nød den rindende luft, der skyllede ind i værelset, og satte sig så ved Marlènes seng. Marlène lå og betragtede hende.
“Kan du huske doktor Laurents?” hviskede hun så.
“Selvfølgelig,” svarede Paris og skruede erindringen tilbage til den tid, hvor doktor Laurents havde undersøgt dem. Han havde været en af Pierres venner, en venlig mand, som havde haft en praksis ikke så langt fra, hvor de boede. Paris havde været hos ham et par gange i forskelligt ærinde, men hun var ellers generelt af den opfattelse, at hun aldrig fejlede noget, som søvn og varm mælk ikke kunne kurere. Marlène var blevet ved med at komme hos ham, men ti år tidligere var han flyttet til en anden stat, og de havde fået en ny læge.
“Hvad er der med ham?” spurgte hun og overvejede, om det ville være muligt at få fat i ham, hvis det var det, Marlène havde i tankerne.
“Dengang du holdt op med at komme hos ham, blev han ved med at spørge til dig, du ved, sådan høfligt: ‘Hvordan går det med Deres veninde?’ ” Marlène holdt en pause og flyttede på sig i sengen. Paris følte sig smigret: “Det var da venligt.”
“Og en dag sagde han,” Marlènes stemme var sagte: “‘Det er nu en skam for Deres veninde, at hun aldrig selv får nogle børn. Jeg synes, hun skulle overveje at gifte sig igen. Hun er så ung, og det ville nu være synd, hvis ikke hun skulle opleve at blive mor til en af sine egne!’ og jeg svarede: ‘Jamen, hun har jo Anna??’ ”
Paris prøvede at finde hoved og hale i det, Marlène fortalte, og hældte et glas vand op, mens hun lyttede. Af en eller anden grund begyndte hendes tindinger at dunke, og hun drak for at skjule en pludselig uro.
“Da jeg havde sagt det, gik han hen til vinduet og stillede sig med ryggen til mig. Jeg undrede mig over hans opførsel og ventede på at få en forklaring. Han tøvede. Som når man kommer til at tale over sig, men godt ved, at man har fået sagt så meget, at man ikke kan trække i land. Så sagde han: ‘Jeg burde nok ikke sige det. Deres veninde må jo have sine grunde. Men jeg ved, hun aldrig har født.’ ”
Da det gik op for Paris, hvad Marlène havde sagt, tabte hun glasset ud af hånden, så det splintredes hen over gulvet. Marlène så på hende. Paris’ øjne var kuglerunde, som var hun kommet i tanke om noget, hun i årevis havde glemt.
“Hvis du ikke har født Anna, hvem har så? Hvorfor har du aldrig fortalt mig det, Paris? Du har haft så mange muligheder! Hvem er hun, Paris? Hvem er Anna?”
Når Paris så tilbage på den formiddag, vidste hun, at hun aldrig før eller siden havde følt et sådant sammensurium af smerte og frihed. Hun havde haft lyst til at dø, for livet føltes helt uoverskueligt. Indeni var alt kaos. Hun havde lyst til at skrige, vælte ned på gulvet og trygle Marlène om aldrig at fortælle nogen, hvad hun havde fundet ud af. Havde lyst til at slippe det hysteriske barn ud på gulvet og bare gå til i spyt og vrede og alle de tårer, hun så længe havde båret på.
Men hun gjorde det ikke. Hun så på Marlène, hvis øjne var rolige, og hun tog hendes hånd, som var kølig som smagen af mynte.
Paris kunne ikke sige, hvor lang tid der gik. Hele hendes tilværelse passerede revy. Episoder, hun for længst havde glemt, vendte tilbage, og hun vidste, at hendes ansigt var et lærred, som de mange følelser, hun havde, flygtigt flimrede hen over. Marlène ventede tavst, mens hendes pegefinger blidt strøg Paris over håndryggen. Paris vidste, at der aldrig ville komme en anden Marlène. At der aldrig ville komme en ny mulighed. At hun aldrig kunne bevæge sig bort fra den Anna, som hver dag bar smerten fra Paris’ liv i sine handlinger. Hun vidste, at vintrene ville komme og gå og føre hende tættere mod afslutningen for hvert år, hun blev ældre. Hånden, der elskede hende ved at ligge dér lys og afventende, var lige nu. Og hun vidste, at hun var nødt til at turde.
Fire dage senere var Marlène død. Ikke dramatisk som Paris opfattede døden, men roligt. León og Pierre havde siddet på hendes sengekant, og Paris havde behersket sig, selv om hun mest af alt havde lyst til at kaste sig over Marlène og ruske hende tilbage til livet. Hun stod i fodenden og så sin eneste veninde betragte sin søn og mand med så meget kærlighed, at det måtte kunne hjælpe dem igennem sorgen. Så lukkede Marlène øjnene og holdt op med at trække vejret. De græd allesammen lydløst, fordi døden havde hentet hende så stille, og først da Paris forlod værelset for at finde Anna, kunne hun høre León hulke.
Det var så længe siden nu, og alligevel tænkte Paris på det hver dag. Hun havde mistet sin bedste veninde, inden de var blevet bedstemødre; og hun længtes efter eftermiddagene i Marlènes stue, hvor lyset havde været så afklædende, at de måtte dække over deres hemmeligheder med pigeagtig fnisen. Paris vidste, at det aldrig ville blive det samme igen, og det første år lå smerten i hendes blod og fik hende til at føle sig galvaniseret. Hun syntes, hun skulle begynde helt forfra med at lære at gå, for hun havde støttet sig til Marlène så længe. Et par klare øjne at udveksle indforståede blikke med, og en hånd der slog lommetørklædet ud til en firkant, når Paris trængte til at snyde næsen. Det var svært for Paris at finde fodfæste, da Marlène var død, for hun var ikke længere den samme, og hun kunne ikke glide ind i de samme vaner i dagligdagen, som hun og Marlène havde delt.
Den aften, det var sket, sad Paris på sin sengekant med hænderne glemt i skødet. Sorgen væltede ind over hende som skyggen fra en kæmpe, men hun lod den komme. Mærkede tæppet mod sine fodsåler, aftenlyset mod sine nethinder og al den kærlighed, hun havde for Marlène som dønninger i blodet.
Den aften vidste hun, at hun måtte fortælle Anna, hvor hun kom fra. Hun havde forladt Marlènes soveværelse med fornemmelsen af et stort mørke indeni, men nu, vidste hun, at der var noget på den anden side af det mørke. Noget Marlène havde givet hende, styrken til at forandre det, der i virkeligheden var mørket.
Hun var ude at se på månen to gange. Trætheden fik den til at krakelere for hendes blik, men det føltes ikke i orden at falde i søvn. Hun ville blive i denne nat altid. Betragte himlen, mens den langsomt tændte alle sine lys for den veninde, hun netop havde mistet. Da hun gik tilbage til sit soveværelse, slog det hende, at Marlène måske ønskede, at hun skulle sove. Ønskede, at det skulle blive morgen, så sollyset kunne trænge ind i alle afkrogene og afsløre det, som Paris ikke før havde villet se. Roen kom, og hun lagde sin sweater sammen på stolen og slukkede lyset. Et øjeblik sad hun ret op og ned i sengen. Så lagde hun sig på ryggen og faldt i søvn.