Paris byggede sig et hus af vidjer og flyttede fra det hus, som hun og Marlène havde delt. Hun havde ikke behøvet at rejse væk, men hun havde haft brug for det mere end noget andet. Pierre var kommet ned ad hendes trappe den dag, Marlène var blevet begravet, og havde bedt hende om at blive. “Fordi jeg har lyst til, at du skal. Fordi Marlène er i dig,” havde han sagt og tøvet. “Men også fordi hun efterlod dig halvdelen af alt sit. Huset. Sine smykker. Alt.”
Det gik for en tid. Paris var glad for, at hun holdt ud, men en dag vidste hun, at hun aldrig igen ville kunne føre et liv i huset. Intet var det samme, og hun kunne ikke bare vaske sit tøj, som hun plejede og hænge det op på tørresnoren, hvor hun og Marlène så ofte havde mødtes og sluppet deres hestehaler løs i vinden. Hun prøvede at tilså køkkenhaven, men planterne ville ikke rigtig tage ved, og Paris vidste, at det var et tegn. Huset og haven og gangstierne og skurets hvidkalkede mur, som de havde lænet deres rygge opad, skulle igennem sorgen, nøjagtigt som hun og Pierre og børnene skulle. Og derfor flyttede hun væk. Anna var på vej videre, og det, der havde været, trængte til at ligge brak.
Hun tegnede det nye hus som skitse, og vidste, at det ville blive hendes mesterværk. Hun købte grunden efter at have gået én runde på den, for den havde en halvdel af skyggefuldhed og en halvdel af knivskarpt lys, som aldrig lod sig flimre af det stykke skov, som lå bagerst i haven som et grønt dige. Hun byggede huset midt på grunden, og det første, hun gjorde, var at flette soklen af håndbrede askegrene som hun tætnede med kviste. Selve huset flettede hun af pil, og nogle ville have kaldt det en jordhule, men da huset var færdigt, havde Paris kun et eneste ord at tilføje, og hun døbte huset “Vidunderlig”.
Det havde taget hende tid at beslutte, at huset kun skulle have to rum. Hun ville ønske, at hun havde haft en masse børn og geder og katte at stoppe ind det, for så ville hun have bygget det med fire eller seks rum og have undladt at spekulere så meget over, om hun mon nogensinde ville få overnattende gæster. Til slut havde hun udstyret huset med et gæsteværelse på størrelse med en skotøjsæske, men dog et gæsteværelse, hvor Anna kunne bo og lukke døren efter sig, hvis hun en dag skulle komme på besøg.
Paris drømte om den dag. Drømte, at Anna ville komme ind af hendes havelåge, se vantro på “Vidunderlig” og alligevel lade sine kufferter dumpe ned på plænen og gå hen mod sin mor.
Hvert forår gjorde hun rent på Annas værelse og blev ked af det. Hun kom til at tænke på, hvordan hendes liv var blevet helt anderledes, end hun havde forestillet sig. Mens Anna var barn, havde hun tænkt på sin alderdom som en tid, foret med fjer og silke. En tid, hvor hun ville bevæge sig rundt på ældgamle fødder, og hvor Anna sommetider ville sidde på den anden side af bordet bag den kaffekop, som støvet nu i stedet lagde sig til rette i.
Hun forestillede sig, at Anna ville sige: “Åh, bliv bare siddende, mor!” når hun gjorde anstalter til at lave ny kaffe, og så ville hun blive siddende og betragte Anna, der stod ved komfuret og fyldte kanden med bønner med forsigtige skefulde.
Udenfor ville León og drengen være, og de ville have gummistøvler på. Når de endelig kom indenfor, ville deres kindben være tomatfarvede, men det ville intet være målt med skønheden i deres øjne, for derfra ville glæden lyse over at gå sammen gennem skoven.
Så ville Paris rejse sig og gå ind på Annas værelse, og her ville hun hente stegen, der blev holdt lun under dyner, og mens hun stod derinde, ville hun huske på, hvordan hun havde madet sin datter med løgn. Hun ville huske, hvordan Anna havde haft had i øjnene, da hun alt for sent havde fået sandheden om sit liv at vide. Hun ville tvinge sig selv til at huske alle de ting, Anna havde kaldt hende, og hun ville huske Annas knyttede hånd, der pludselig havde ramt hende så hårdt i ansigtet, at øjet i dagevis var lukket. Paris ville ikke være vred over det, for hun vidste, at slaget var kommet flyvende hele vejen fra det øjeblik i Lissabon, hvor hun besluttede sig for, at Anna ikke skulle vide.
Og her ville hun gerne kunne huske, at Anna havde tilgivet hende, at det var fortid, og at hun kunne gå tilbage til stuen med stegen på et fad og servere den for sin familie, som hun elskede, og som elskede hende. Men sådan var det ikke. Når Paris kom tilbage til stuen, var den tom. Der var ingen Anna og ingen León og intet barnebarn og ingen rene linier med følelser, der skvulpede rent frem og tilbage mellem familiemedlemmer, der har hinanden kær.
Morgenen efter Marlènes død og få timer før hun fortalte Anna sandheden, fandt Paris noget i sin seng. Hun var stået ud på gulvet og havde taget morgenkåbe på, og da hun vendte sig om for at rede sengen, så hun den. Midt på sengen lå en kugle. Den var massiv, på størrelse med en petanquekugle og sort med et rødt skær. Hun kiggede forbløffet på den, for hvor i alverden var den kommet fra?
Da hun tog den op i hånden, mærkede hun en rå lugt slå op fra den. Hun satte sig tungt ned på sengen og lagde kuglen ved siden af sig. Pludselig kom hun i tanke om, at hun var vågnet op om natten og havde haft en drøm om smerte. Hun havde drømt, at noget var begyndt at rumstere under huden omkring den irriterende plet. Selv om det var på ryggen, kunne hun betragte stedet i drømmen, og det havde set ud som en fugleunge, der prøvede at komme ud af et elastisk æg. Til sidst var huden begyndt at sprække, og noget mørkt var kommet til syne. Paris havde undrende set på, og smerten var vokset og havde til sidst fået hende til at vågne brat op.
Hun havde ikke nået at se, hvad der kom ud, men åndede lettet op, da det gik op for hende, at hun havde drømt. Nu fik drømmen hende til at stirre forfærdet på kuglen. Da hun havde tænkt sin tanke til ende, fløj hun op fra sengen og trådte væk med hysteri bag bevægelserne. Da hun gik hen mod spejlet, kunne hun mærke sine tindinger slå voldsomt. Da hun lod morgenkåben glide ned til midt på ryggen, rejste hårene sig i hendes nakke. Midt på ryggen, en anelse til højre for rygsøjlen, havde hun et sår. Det var smalt som en slange og mørkepink af friskhed. Hun prøvede at nå det med fingerspidserne, for hun ville mærke, om det var ømt, men hun kunne ikke, hverken oppefra eller bagom. Hun gik tilbage til sengen og tog nervøst kuglen op. Hun anede ikke, hvad hun skulle føle. Men som hun stod med den i håndfladen, kom hun til at tænke på Marlène og på lyset i værelset, da hun døde, og for første gang i sit liv, følte hun sig ikke alene. Marlène var der, og hun ville være der, når Paris lige om lidt ville gå op til Anna og starte sin sætning med: “Elskede Anna ... ”
Annas vrede havde været altoverskyggende til at begynde med, og Paris havde klamret sig til troen på, at det var for det bedste, mens hun tog slagene med oprejst pande og et indre, der sørgede. Når Anna fik sine anfald, måtte Paris holde hende, for hun skreg og slog hovedet ned i gulvet, hvis hun kunne komme til det. Når hun faldt til ro og slog øjnene op, kiggede hun på Paris på en måde, der fik hende til at tænke på et maskeret barn. Anna havde væmmelse om munden og kunne snerre: “Rør mig ikke! Du er ikke min mor!” så Paris ville være omkommet af sorg, hvis ikke Anna samtidig klamrede sig til hende og havde øjne, der så ud, som om de blødte.
Senere kom hun til at savne sammenstødene, for da Anna havde fået skreget sig hæs og grædt alle sine tårer, lukkede hele hendes person sig i som en dør, der går i baglås. Hun græd ikke, sagde intet og svarede Paris, som om de var fremmede.
Paris sørgede for at blive slave af tilværelsens fredsommeligste gøremål. Hun redte sengen stramt, hun syltede, stivede sit sengetøj, alting gjort med en omhu, der ikke før havde været hende. Om aftenen sov hun. På siden, på maven eller på ryggen, det var lige meget, for når søvnen kom, og det gjorde den hurtigt, frelste den hende et par timer, og det var de timer, der gav hende styrke til at leve videre.
Nogle gange når hun fik en bestemt fornemmelse indeni, gik hun op til Pierre, der altid sad på en stol midt på gulvet, som om livet havde gjort ham træt, netop da han gik gennem stuen. De kunne sidde længe i stilhed og knuge hinanden, og når Paris hørte ham græde, fik hun dårlig samvittighed over sine egne tårer. Hun savnede Marlène frygteligt og ønskede, at de skulle have haft halvtreds år mere sammen, men når hun sad dér i Marlènes stue, var det noget andet, der fyldte hendes hjerte: En pige, der færdedes i huset som en skygge og som hævede hånden, som om hun ville slå, når Paris nærmede sig.
En aften, hvor hun havde været på besøg hos Pierre om eftermiddagen, spurgte hun Marlène, om det var i orden, at hun havde det sådan, og den nat var den første i lang tid, hvor søvnen ikke kom og overfaldt hende omgående. Mens hun lå og ventede på, at Marlène skulle svare, kom hun til at tænke på kuglen, og rejste sig for at hente den og se på den igen. Hun vidste, at hun havde lagt den i bunden af sit skab med et stykke stof omkring, men den var der ikke. Urolig gennemrodede hun hele skabet og dernæst resten af soveværelset og stuen, men hun fandt den ikke. Hun overvejede, om hun kunne have drømt det hele, men da hun spejlede sin ryg, så hun tydeligt, at der var kommet et ar.
Hun vidste ikke, om hun nogensinde ville finde ud af, hvad den var for noget, hvor den var kommet fra, og hvor den var blevet af. Hun havde tænkt på at smide den ud med affaldet, men noget havde stoppet hende, for hun følte ikke, at det var tiden til at skille sig af med noget, tværtimod. Hun skulle samle sine energier rundt om sig, som hun plejede at samle sine skørter, når hun gik over det dugvåde græs. Huller skulle stoppes, skabe skulle ordnes, og hun ville begynde at skrive dagbog, hvor hver dag skulle klarlægges og ordnes.
Men nu var kuglen forsvundet af sig selv, og sådan skulle det så være. En kuldegysning løb igennem hende, og hun mærkede lettelse over, at den ulækre tingest var borte.
Midt i det hele giftede Anna og León sig. For Pierre og Paris var brylluppet en fjer af overskud, der dalede ned lige midt imellem dem. Følelsen af at få sig selv understøttet af friske planker fik et øjeblik Paris til at mærke håb, og Pierre og hun kom til at le højt, da de stod foran kirken. Først bagefter tænkte Paris på, at Anna nu for alvor kunne gøre, hvad hun ville. Hun var ikke længere først og fremmest Paris’ datter, hun var Leóns kone.
Da Anna og León flyttede, vidste Paris, at det ville være svært at vinde Anna tilbage, men hun svor, at hun aldrig ville opgive forsøget. I det første halve år Anna var gravid, ringede hun til dem én gang om ugen og talte med Anna, selv om det bagefter fik hende til at græde voldsomt. Anna var fjern, og det eneste tegn på, at hun havde følelser for sin mor, viste sig, når hun pludselig slog hælene i, hvis Paris kom hende for nær.
Men en morgen ringede Anna selv op, og med en stemme, der kunne have båret hele århundredet på sine skuldre, fortalte hun sin mor, at Simon var kommet til verden. Fra da af gav Paris sig til at nærme sig mere åbenlyst. Sagde “ja tak” til en spinkel invitation til at se sit barnebarn, og i rutebilen derop tænkte hun på, hvordan hun skulle gøre sig uundværlig. Da de flyttede ind i det mørkerøde hus, trådte hun med forsigtige fødder over plænen, hjalp dem med at lave urtehave og pudsede alle vinduerne i huset, selv om hun blev svimmel af at stå på en stige.
León var den eneste, der åbnede sig. Om aftenen, når Anna var gået ind for at lave mad, og León og Paris gik og ordnede de sidste ting i haven, hændte det, at de faldt i snak. Det slog Paris, at det var, som om hun først dér lærte León at kende. Hun havde altid tænkt på ham som forsagt, men enten havde han ændret sig, eller også havde Paris først alt for sent fået øjnene op for, hvem han i virkeligheden var. Han fik hende til at le, så hun måtte holde sig på maven, og hun kunne mærke, at han gerne ville snakke om Marlène.
Fordi tonen blev så god mellem dem, var det tydeligt for Paris, da León pludselig lukkede sig. Det gik op for hende, mens hun var i gang med at klippe rosenbusken ned, og heldigvis havde hun nakken vendt mod verden, så ingen så hendes ansigt.
Paris forstod, at det skete, fordi Anna ikke havde brudt sig om det. Den aften gik det op for Paris, hvor ondt hun havde gjort sit barn. Hun tænkte på det med, at et barn kan slå sig uendeligt på sin mors vægge uden at komme til skade, og vidste, at hun havde taget fejl. Selv om hun og Anna havde været en symbiose, havde Anna slået sig så hårdt på sin mor, at hun måske aldrig ville blive i stand til at tilgive hende.
Da Paris vågnede næste morgen, gjorde hendes hjerte ondt. Hun ville give Anna nye gardiner, forære hende et gulvtæppe eller betale for klinkerne i køkkenet, gøre alt for at gøre sin datter lykkelig. Men da hun tog hjem, vidste hun, at der ville gå længe, før de igen skulle ses. Hun måtte lægge bånd på sig selv for ikke at komme til at skrige, for hun kunne ikke komme tanke om noget, hun havde mindre lyst til på denne jord end at give afkald på Anna. Også selv om det kun var for en tid.
Den største fejl havde været at vise hende avisnotitsen. Af en eller anden grund havde Paris støttet sig op ad det eneste eksakte i hele roderiet, fordi hun havde tænkt, at trykte ord på en avisside ville virke retfærdiggørende på Anna. Men det havde været for tidligt.
Sorgen havde endnu ikke fået fæste, og Anna sad og stirrede på sin mor med tørre, uforstående øjne, efter Paris havde fortalt hende det hele. Og i det øjeblik havde hun rakt sin datter avisudklippet! Hvad havde hun tænkt på? Anna havde læst ned over det, og til sidst havde hun set på Paris. Hun havde intet sagt, men hendes øjne havde brændt sig ind på Paris’ nethinde. Paris vidste, at det, hun havde set, var et virvar så overvældende, at man ikke kan være sikker på at overleve, og senere vidste hun, at i det virvar var det gået galt.
Da ulykken skete, blev Paris bedøvet af sorg, og først lang tid inde i det nye år, gik det op for hende, hvad der foregik i det mørkerøde hus. Den dag en kold vind pludselig lammede hende, snakkede hun med Anna i telefonen, og hørte hende kalde drengen for Simon. Hun nægtede at tro det, men Annas stemme i den anden ende af telefonrøret var glat og ensartet og umulig at trænge ind i. Paris kunne høre sin stemme blive lillebitte, og lige dér kunne hun ikke tænke på andet end at få afsluttet samtalen. Hun trængte til at sætte sig på jorden og hade sig selv. Der gik dage, før hun turde ringe op igen, og til det sidste håbede hun, at det hele havde været en drøm. At Anna ville tage telefonen og være hendes Anna. Men intet var forandret.
“Søde skat,” fik hun sagt inde i samtalen og greb efter hende med stemmen, som man griber blidt efter en undvegen fugl, “Tro mig, en dag fortryder du så inderligt, og så er det måske for sent.”
“Jeg ved ikke, hvad du taler om,” råbte Anna. “Du er skingrende skør, Paris. Jeg har født den dreng, og det ved du godt. Du gav ham et æbletræ i barselsgave, og det har vi plantet sammen!” Paris hørte Anna trække vejret i fnys. “Hvorfor gør du det her mod os? Hvad du gjorde i sin tid er fortid, slå det ud af hovedet, kom videre! Kom ikke og sig, at den dreng ikke er min. Jeg er måske et stjålet barn, men hvad kan jeg gøre? Jeg ved bare, at min søn har en far, som lige nu sidder ude i haven og retter stile, og hvis ikke det var for dig, så ville han have en mor, der var i gang med at hænge vasketøj op!”
Det tog øredøvende lang tid for Paris at fatte, at dette var virkelighed. Hun blev ved med at ringe i håbet om, at de ville bryde samme af grin og sige, at det hele havde været skuespil.
Til sidst tog hun op til det mørkerøde hus, og da hun tog derfra igen, vidste hun ikke, om hun ville leve videre. Hun var blevet stoppet i indkørslen. León havde ikke lyttet, men lagt hånden bestemt på hendes skulder og bedt hende om at lade dem være. Når hun kunne acceptere deres liv, sagde han, kunne hun komme tilbage, men indtil da: Farvel, Paris. Hun havde råbt efter ham, mens hans ryg var blevet mindre.
Siden da havde hun ikke set dem. Hvert år på Simons fødselsdag ringede hun til huset, og bad Anna fortælle ham sandheden, og hvert år vidste hun, at det ikke hjalp.
Første gang Paris så Martin, lagde hun overhovedet ikke mærke til ham, fordi hun var så optaget af det, hun ville sige. Han sad bag sit skrivebord og kunne have haft en rød, krøllet paryk på, uden Paris ville have lagt mærke til det, for hun så mest på sine hænder, og af og til på et broderet rim på væggen, som fik hende til at slappe af.
Paris vidste, at lige meget hvordan man vendte og drejede det, hun havde på hjerte, ville det lyde underligt, og som om hun gik i for små sko. Men at hun var kommet for at lede efter håndgribelige beviser på, at hendes barnebarn var adopteret, skulle ses som et udtryk for, at hun var desperat.
Hun så på sine hænder, på broderiet og på sine hænder.
“Kan jeg hjælpe Dem med noget?” spurgte Martin så. Hans stemme var venlig, og hun syntes, han lød som en læge eller en bedemand, for under hans ord tonede professionelt overskud frem og lagde sig beroligende på hendes skuldre.
“Jo, ser De,” sukkede hun og fortalte Martin sit ærinde. Mens han betragtede hende, registrerede Paris, at han begyndte at sidde så uroligt på stolen. Åh nej, tænkte hun, for han virkede, som om han blev mægtig rastløs, og hun havde sådan håbet på, at han kunne hjælpe hende. Da hun var færdig, så hun ned, bange for, hvordan historien blev modtaget. Det var underligt, for det lettede hende, at den lød så utroværdig. Der var stille længe, og da Martins stemme lød, knækkede den to gange, inden han fik den til at glide.
“Det, De siger, er,” sagde han stakåndet, “at De stjal en baby og foregav at være dens mor, og først nu, for ikke så mange år siden, har De fortalt ... Anna? ... ” Paris nikkede, “at De ikke er hendes rigtige mor, men at hun i virkeligheden er datter af en anden?” Martin havde siddet og betragtet Paris, mens hun havde talt, og det, hun havde sagt, chokerede ham. Et kort øjeblik tænkte han, at nogen havde fundet ud af det. Men noget uskyldsrent over hende fik ham til at tøve, for når han så på hende, kom han til at tænke på håb. Paris nikkede og kiggede fortsat på sine hænder, som blev ved med at flytte sig i hendes skød.
Hun så forbløffet op, da lyden af en lille klokke fyldte rummet. Hun ville rejse sig og gå ud af mandens kontor, for hun følte sig så latterligt ensom, men manden gav hende tegn til at blive siddende. I hans øjenkrog fangede hun noget. Det lignede et glimt af lilla, og det fik hende til at sætte sig tungt tilbage i stolen. Da hun igen slappede af, blev hun helt fyldt op af lyd. Lyden af hans venlighed, der bølgede som piberøg over en flodhest af fedtsten og to lakæsker på bordet, som hun tænkte, han havde mønter og elastikker i. Det var en lyd, som hun savnede i sit hus af vidjer, og der på Martins kontor vidste hun pludselig, hvorfor hun af og til blev væltet omkuld af ensomhed, når hun drak sin aftente. Hun længtes efter liv i sit liv! Inde i hendes ører tonede lyden af moslende børn frem, og hun vendte sig om og kiggede på en hel væg af jalousilåger, men der var ikke andre i rummet end manden og hende, og alligevel var hun vis på, at hun hørte en stemme, der snerrede: “Flyt dig!”
Da døren til venstre for skrivebordet gik op, og en kvinde kom til syne, spejdede Paris nysgerrigt bagom hende, for hun hørte et barn hviske: “Hun er da alt for gammel.” Manden lod ikke til at kunne høre noget, men bad kvinden i døren om at bringe dem en bakke, og mens Paris tænkte på, at hun faktisk var blevet kaffetørstig, betragtede hun en stor rude på væggen bag manden. Hun kunne skimte et foliegardin, der var tre fjerdedele rullet ned. Lyden af børn rullede sig sammen i hendes øre, og da en dreng, som betragtede hende, hostede i sit ærme, hørte hun det ikke som andet end den baggrundsstøj, hun i årevis havde savnet.
Da Paris rejste hjem, efterlod hun noget på Martins hovedpude. Han opdagede det, fordi det skummede ud over sengen, løb langs listerne i gulvet og fyldte ovnen i køkkenet og kummen på hans toilet. Han fik øje på det samme morgen, som han havde betragtet hende tage tøj på i lyset fra en næsten ny sol, og som dagene gik, opdagede han mere og mere af det. Når han trak en skuffe ud for at finde en saks, lå det der og skinnede, og når han fyldte badekarret, var det ikke vand, der kom ud af hanerne, men litervis af det, Paris havde glemt. Det var noget, der lyste og funklede, og noget, der hele tiden fik Martin til at tro, at hun var kommet tilbage.
Den morgen hun gik ned ad vejen for at tage sin rutebil tilbage, havde han stået i sit vindue i underbukser og set hende spadsere først op over vejens krumning og dernæst ned i vejens dal. Han havde fulgt hendes bevægelser nøje, og de havde været forfinede og rastløse, som om der flød noget farligt på overfladen af hendes feminine væsen.
Han havde rejst sig fra sengen uden at tænke over, at han altid plejede at tage sin morgenkåbe på som det første, og i samme øjeblik som han fik øje på de grønne og blå tern bag døren, fik han øje på sin mave. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde tænkt over tilstedeværelsen af sin egen krop, men fordi kvinden ude på vejen havde kysset ham på huden og havde ladet sine kølige hænder hvile overalt på ham, gjorde det ikke noget, at han var tyk. Hans mave bulede ud over elastikken på underbukserne, og den var hvid som den måne, Martin stadig kunne ane på himlen.
Overalt fandt han spor efter hende, og når han i dagene, der fulgte, rørte ved sine hylder, sine bøger eller håret på drengenes hoveder, hvirvlede hans fingerspidser sølv op, og det mindede ham om at storme gennem den allerførste puddersne. Hun var så levende, at det skræmte ham. Hun snøftede lidt, når hun trak vejret, og hun lo en lille, hæs latter, som han allerede den første dag var blevet afhængig af.
En alarmklokke var begyndt at kime, da Paris havde spurgt efter drengen, og under de første ti minutter af deres samtale havde han haft sit allermest ligeglade pokerfjæs på, og havde tænkt på at pakke sine tasker, kysse drengenes sovende pander og for evigt forsvinde ud i natten. Men Paris havde pillet hans skjold fra hinanden, og det var endt med, at han følte sig så usammenhængende, at han kun kunne føre halvdelen af planen ud i livet. Han lyttede til Paris og var så blid i sine bevægelser, som han kunne være, for han kunne se, at Paris var bevæget. Allerede da havde han lyst til at løse alle hendes tråde ud, havde lyst til at mægle mellem Paris og hendes datter, havde lyst til at blive reservebedstefar for Simon og male Paris’ plankeværk solgult. Alligevel rystede han på hovedet, da hun spurgte om drengen. Hun formulerede spørgsmålet og kiggede på ham med håb i øjnene, og alligevel løj han.
Han rejste sig og flippede længe frem og tilbage i sine arkiver, vendte sig mod hende og sagde, at det var sikkert. Han havde aldrig formidlet en adoption af en fireårig dreng til en Anna og León Toulouse. Han havde vidst med det samme, at han aldrig havde haft at gøre med pågældende dreng, fortalte han Paris, men han havde kigget efter for at være helt og aldeles sikker i sin sag, og det var han nu. Der var en Louis på halvandet til et par helt oppe nordpå, og et par næsten nyfødte tvillinger til nogen ude ved kysten, men ingen fireårig dreng med brune øjne, det var sikkert.
Martin anede lettelse bag skuffelsen i Paris’ øjne, og et øjeblik tænkte han, om hele historien virkelig var noget, hun blot bildte sig ind, men så huskede han på, at han netop havde løjet. Der var ingen tvivl om, at den dreng, Paris havde eftersøgt, var Stormy. Ingen tvivl overhovedet.
Paris havde konstant fornemmelsen af at være ansvarsløs. Hun burde have været vendt hjem omgående, burde have siddet i rutebilen og fordøjet, at forstanderen på børnehjemmet intet kunne gøre for hende, burde have set landskabet glide døsigt forbi bag de gardiner, hvis snipper hun af og til ville føre op til sine øjne. Alligevel var hun blevet.
Hun vidste, at hun var blevet forført. Martin dér på den anden side af skrivebordet havde forført hende med sine øjne, sin stemme, der lagde sig i hende som fløjlsgrød og sine læber, som hun havde kysset for første gang i blomsterhaven den næstfølgende aften. Der havde duftet tungt af sommerregn, og hun vidste, at de blev beluret af drengeøjne fra staudebedet og bærbuskene, men det havde været lige meget. Martin havde holdt hendes hånd og rakte hende sin mund på samme måde, som når man får et jordbær af sin elskede.
Kun når han ikke var i nærheden, tænkte hun, at hun ville rejse tilbage. Men hver gang hun nåede dertil, kom Martin til syne i døren eller skråede over plænen, hvor hun havde siddet i sine egne tanker, og på nærmest magisk vis tømte han hende for alt andet end lyst til at være, hvor han var. Hun vidste, at havde de været unge, ville hun aldrig have kunnet få fingrene i en mand som Martin. Paris vidste, at hun var blevet kønnere med årene, at hun ældedes, så folk troede, at hun engang havde været en skønhed. Hun var blevet hulkindet i stedet for æblekindet, og ansigtet virkede markeret og alligevel indrammet af de lysebrune øjne. Engang havde hun været plump, men nu havde alderdommen tryllet det bombastiske bort og gjort hende skrøbeligere og mere feminin, end hun nogensinde havde turdet håbe på. Hun tænkte, at der nu var balance mellem det udenpå og det indeni. I hvert fald havde hun aldrig over for en mand følt sig mere storslået end nu.
Da hun endelig på tredje dags morgen tog sig sammen til at rejse fra Martin, var det, fordi hun vågnede så tidligt, at intet endnu kunne sløre hendes tanker. Hun vidste, at rejste hun sig ikke nu, ville hun blive mejslet ind i Martins tilværelse, og derfor snørede hun sine sko, svingede med sin håndtaske, og gik resolut ned ad vejen. Hun vidste ikke, at Martin betragtede hende. Men hun vidste, at hun elskede ham.
På vejen hjem i bussen spekulerede hun på, om det var hendes tanker, der gjorde luften så tung og varm. Hele tiden måtte hun tørre sig over ansigtet med bagsiden af hånden, og på halvvejen stod hun ud og købte en flaske ananasjuice, som hun drak i store slurke.
Paris vidste godt, at Simon ikke kendte til hendes eksistens. Anna havde aldrig sagt det til hende, men efter at Anna var holdt op med at kalde hende “mor”, blev hun klar over, at der ikke længere var noget, der hed “mormor”. Det var næsten altid Anna, der tog telefonen, når Paris ringede, og de få gange Simons stemme havde lydt i den anden ende, havde han virket fuldstændig upåvirket, når hun præsenterede sig, hvorpå Anna øjeblikkeligt kom til telefonen. Gad vidst hvilken forklaring, Anna gav sin søn? Måske levede Simon i den tro, at Paris Zezá var en kvinde, der solgte avisabonnementer eller tupper-ware. Det var frygteligt at spille så lille en rolle i en drengs liv, når han betød så meget for hende. Hun vidste, at der ikke var gået en dag, hvor hun ikke havde sendt tanker og kærlighed ned til dem.
Paris og Anna talte sammen den ene gang om året på Simons fødselsdag og måske en eller to gange mere, når Paris følte, hun havde kræfter til det. Når de havde talt sammen, følte hun sig sparket. Telefonen gled ned på hendes skulder og videre ned over hendes bryst og landede til sidst på jorden, men da havde Anna allerede lagt på. I den næste time følte hun sig virkelig død. Hun sad på jorden og ønskede, at en vulkan ville gå i udbrud og langsomt dække hende med aske. Hun vidste, at hun hele livet skulle leve med det, hun havde trukket Anna igennem, og at det aldrig ville holde op med at svie. Men hun havde håbet på, at hun havde kunnet få lov til at forkæle Simon og Anna ud af sin dårlige samvittighed, købe læbestifter til Anna og bage Simon en hel pande med drømmekage, men en dag vidste hun, at det aldrig ville blive sådan. Hun var blevet ekskluderet som mor og mormor og sat på tilskuerbænken, hvor hun hjælpeløst betragtede sin datter gentage sine egne fejltagelser.
Paris vidste, at Anna forhindrede Simon og dermed også sig selv i at blive lykkelig. En eller anden dag ville et stykke af sandheden flyde op gennem drengen og ende i hans bevidsthed, og han ville vide, at han var adopteret, og han ville sige: “Hvorfor!?” med lige så ituslået stemme, som Anna havde haft dengang, hun fik sandheden at vide.
Paris kunne ikke greje, hvordan Anna tænkte. Overvejede, om Anna var bevidst om, hvad der forgik, eller om hun virkelig alvorligt troede på, at det var Paris, der var syg. Paris vidste, at hun ikke var syg. Hver morgen så hun på sig selv i spejlet, og det blik hun mødte, tilhørte en rask kvinde. Hun havde ikke fundet på, at Simon var adopteret. Hun havde heller ikke fundet på, at hun havde holdt León i hånden, mens de havde betragtet Anna i sengen, uigenkendelig af en sorg så stor, at den kunne lyse gennem søvn. Hun kunne huske lyden af Annas vejrtrækning, lugten af desinficerede hænder og de hvide skrig fra lagner og vægge. Hun kunne huske det, for hun fik stadigvæk kuldegysninger, selv nu, hvor der var gået mere end seksten år.
Den dag Paris vendte hjem fra Martin, følte hun sig stærk. Hun ville selv give drengen besked. Det ville koste en tid med sorg og vrede, men bagefter ville stormen trække sig og efterlade stranden fyldt med rav og abeloner. Og så kunne de spadsere sammen i fred og ro og langsomt bevæge sig længere og længere bort fra det, der engang havde skilt dem. Det forekom Paris klarere end nogensinde.