På Simons tyve års fødselsdag kørte de 210 kilometer i Leóns vogn, mens deres søn lå i haven og sov til middag. Anna havde aldrig besøgt sin mor, ikke at man kunne kalde det forestående et besøg, så hun sad og studerede et kort. León sagde ingenting. Han trykkede på speederen og så ud ad forruden. Når Anna sagde: “Kør til højre næste gang!” så kørte han til højre, og når hun sagde: “Kan du ikke køre lidt hurtigere?” satte han farten op. Han var urolig. De havde levet deres liv og elsket hinanden stille og roligt. Skraldet fra dengang var formuldet, og nye planter voksede i ham. Anna virkede lykkelig, deres søn var voksen, og deres frugttræer havde aldrig år, hvor de ikke satte frugt. Han havde lyst til, at tingene skulle fortsætte sådan, for det var den måde, han holdt af. Han blev nervøs over, at Anna gav sig til at køre 210 kilometer for noget, der havde med Paris at gøre.
Hele vejen derop mærkede Anna, at hun var usikker. Der var gået mange år, hvor hun havde været rasende på Paris. I begyndelsen forsøgte hun at tale med hende, prøvede at forklare hende roligt, at hun tog fejl. Men Paris havde ikke været til at rokke, og hun var blevet ved med at se på Anna med øjne, der troede, de talte sandt. Da Anna havde fordøjet sine sårede følelser, blev hun kold.
Men nu var der gået seksten år, og Anna kunne mærke, at vreden var blegnet. Hun sad i bilen og fik dårlig samvittighed over for Simon. Måske ville hun blive nødt til at fortælle ham, hvordan tingene i virkeligheden hang sammen, for selv om hun var gal over, at Paris igen var kommet med trusler, håbede hun at landet ville ligge anderledes, når de senere skulle samme vej tilbage.
De kørte forbi buske, der duftede af sommer, forbi benzinstationer, hvor de kunne have købt colaer og chokolade, forbi vandløb, hvor de kunne have badet deres hævede fødder, men Anna så intet af det. Det skal være slut nu, var det eneste, hun havde i hovedet. Jeg må gribe det anderledes an, vi skal videre, tænkte hun og følte en tilfredshed bruse gennem kroppen.
Da Anna trådte ind på sin mors grund, stoppede hun forbavset op. Huset var flettet af grene og mindede hende om noget fra et uhyggeligt eventyr. Det løb Anna koldt ned ad ryggen, og pludselig følte hun sig svag. Hun holdt fanen højt ved at marchere over græsset, og da hun hamrede på døren, tvang hun sig selv til at gøre det hårdt.
Paris lukkede op, hun var i slåbrok. Et øjeblik stirrede Anna på hende, for det var, som om alderdommen havde gjort hendesmuk. Det lange hår og gløden fra det røde velour, der nåede fra skuldrene og ned til gulvet, omkransede Paris. Hendes hår var blevet næsten gråt, og alt det plumpe, der altid havde været over hendes ansigt, havde forvandlet sig til buede kindben. Det gav et sug i maven på Anna, og hun havde lyst til at kaste sig ind til sin mor og lade de seksten års uvenskab mase sig til døde i deres favntag.
“Anna!” sagde Paris med en stemme, der jog i hjertet. Det slog hende ud, at Paris kunne stå dér i sin døråbning og få hende til at føle sig elsket. Hun stirrede på sin mor og sloges med den kulde, der vanligt gled op igennem hende. León sukkede.
Det var buldrende mørkt, da León og Anna kørte hjem. León ville ringe til Simon, men Anna så på ham og sagde: “Kom, lad os hellere køre til.” Måske trængte hun til at sidde pladask med ansvaret i handskerummet, bare i to timer, og det forstod León godt. For var Anna bare dobbelt så udmattet som han, måtte hun være på nippet til at gå i stykker.
Anna og Paris havde skændtes, og deres ord flænset luften, men León havde taget fejl, da han troede, at Anna på ny ville lade Paris ødelægge deres liv. Anna havde været anderledes; mere åben end hun plejede. Ordene var blevet sagt, og León mærkede lettelse. Selv om León dengang havde svoret aldrig at glemme det, ulykken bar med sig, forstod han nu, at det alligevel var gledet bagud med tiden. I bilen føltes det, som om han i alle de år havde været faret vild og nu pludselig havde fået øje på en fakkel i mørket. Alt det, han havde følt tilfredshed med, mens det stod på, virkede med ét forkert.
Og nu havde de taget skridtet, Anna og han. Nu var de på vej tilbage for at fortælle Simon det, alle børn frygter, men León mærkede, at de kunne klare det. Med omsorg i deres ord og bevægelser.
Anna havde sat sig ved Paris’ runde bord og set på sin mor.
“Hvordan er vi endt sådan?” León havde håbet, at de skulle sidde lidt. Drikke kaffe og tale om noget andet, så de alle tre kunne samle kræfter. Men Annas ord fløj utålmodigt ud, inden León havde fået jakken af.
“Hvorfor lyver I for jeres søn?”
“Hvorfor hævder du, vi lyver for ham?”
“Fordi I ikke fortæller ham, at han er adopteret, Anna.”
“Jamen, Paris!! Vil du ikke nok stille og roligt fortælle mig, hvad det er, der får dig til at tro, at han er adopteret? Jeg er hans mor. Jeg kan huske, da jeg fødte ham, mor!” Anna lagde selv mærke til, at hun kaldte Paris “mor”.
“Jeg kan huske, at du fødte en dreng, som døde, da han var fire år. Og jeg ved godt, at det var så frygteligt, at du ikke kan holde ud at huske det.” Paris’ stemme var stor og glat.
“Men det bliver du nødt til for jeres begges skyld. For din, fordi jeg ved, hvor meget det tærer på dig at bære på det, og for hans, så han kan få lov at leve. Den dreng, I kalder Simon, er adopteret, Anna!” Paris trak Anna op af stolen og tog hende med over til et spejl, der hang på væggen. Før León vidste af det, havde Paris taget så hårdt fat om Annas kæbe, at smerten lyste ud af hendes øjne. Derpå drejede Paris hendes ansigt op mod lyset.
“Kan du se det?” Paris var vred under den rolige overflade.
“Se det ansigt, Anna. Se de ar, som løber over dit ansigt, og som du har levet med i seksten år. Da du fik de ar, Anna, døde Simon. Han døde, og det var forfærdeligt for dig. For León og for mig, fordi vi elskede ham. Men han døde. Kort tid efter adopterede I en ny dreng, før du havde accepteret, at din søn var omkommet.” Paris slap hendes ansigt, og Anna trimlede sammen på gulvet foran sin mors fødder.
“Jeg ved godt, at jeg gjorde det samme mod dig. At jeg også bildte mig selv ind, at man kan få noget til at forsvinde, bare ved at lade, som om det ikke findes. Men det passer ikke, det kan man ikke. Aldrig! Det kommer altid frem på et eller andet tidspunkt, og så gør det dobbelt ondt, fordi det så også bærer svigt i sig.” Paris trak vejret dybt. “Jeg svigtede dig, og det tilgiver jeg aldrig mig selv. Du må ikke også svigte Simon. Han har krav på at få besked. Nu.”
Paris knælede ned og tog fat om Anna. “Jeg kan også godt fortælle dig, at han allerede ved det. Han har vidst det altid. Han ved det, fordi en forkert vind hele tiden blæser i ham. Får han besked nu, kan det falde på plads inde i ham, fordi han er ung, og fordi I er gode forældre.”
León sad tavs ved vinduet. Her sad han i Paris’ hus af vidjer, mens erindringen om at bære sin lille søn ud i en ventende ambulance dukkede op i ham, som betragtede han et fotografi. Dengang havde han ønsket at dø, og det havde fået ham til at vælge det, der havde virket som det rigtige. Nu ville han ønske, at han var blevet og havde taget slagene.
På et tidspunkt holdt deres stemmer op med at være skingre. León sad stadig og stirrede blindt ud i haven uden at høre ordentligt efter, hvad de sagde. Han registrerede, at de græd, og på et tidspunkt hørte han Anna sige med høj stemme: “Hvordan skal jeg kunne tro på det, du siger, når jeg overhovedet ikke kan huske det?”
Da Anna blidt rørte ved ham, havde han siddet der i mere end tre timer. Selv om alt dagslys var borte, blev han blændet, da Anna drejede hans hoved mod sit.
“Vi kører nu,” havde hun sagt og smilet. Hun så træt ud, men noget hårdt om hendes øjne var forsvundet. León gik som en kludedukke ud til bilen.
“Jeg elsker dig, mor,” hørte han Anna sige i mørket bag sig. “Og tvivl aldrig på, at du er tilgivet.” De holdt om hinanden på plænen, og Paris sagde:
“Selv om jeg ikke er den, der har født dig, så har du altid været min datter. Sådan er det også med Simon. Lige meget hvad du gør, vil han altid være din ... ”
“Schhyy,” sagde Anna, kyssede hende på kinden og løb efter León.
Først da de havde en halv times kørsel tilbage, brød León tavsheden. Midt i ingenting slukkede han bilen og vendte sig om mod Anna.
“Vi bliver nødt til at snakke om, hvordan vi skal få det sagt. Vi kan ikke bare komme væltende hjem på drengens fødselsdag og fortælle ham det fuldstændig uovervejet.”
Mørket skjulte hendes ansigt, men da hun svarede, var stemmen følelsesløs:
“Fortælle ham hvad?”
“Fortælle ham, at han er adopteret.” León kunne selv høre forundringen i sin stemme.
“León!” Hans navn lød som et fortvivlet råb. “León, du..”
“Jeg vil ikke mere,” afbrød han. “Jeg kan ikke, Anna, jeg..”
“León!” Annas stemme var vokset til et skrig.
“Jamen, hvad var det, I aftalte, du og Paris?” León var behersket og fuld af undren over den måde, Anna reagerede på. “Blev I ikke enige om, at det var nu, han skulle have det at ... ”
“Han skal have at vide, at han har en mormor. Hun er en gammel kvinde nu, kunne du ikke se det, da hun åbnede?” Annas stemme var fjern i betragtning af, at hun lige havde råbt. “Det er ikke til at holde ud at leve på den måde, vi gør, at vi aldrig ses og ikke kan finde ud af at være sammen. Jeg har lovet at fortælle ham, at han har en mormor. Og så har jeg tænkt mig at fortælle ham, at denne mormor er overbevist om, at vi ikke er hans biologiske forældre. Så ved han, at hun er tosset. Han har været for lille til at rumme min gamle mors sære ideer, men han er voksen nok nu til ikke at misforstå dem. Paris har ret, han har krav på at vide besked.” Hendes stemme var monoton. León trak vejret så dybt, han kunne.
“Nej, Anna. Det er ikke nok. Det går ikke længere. Han skal have at vide, at han er adopteret. Jeg vil have, at han får det at vide!”
“León!” Annas stemme havde den tone, der så tit havde fået ham til at tie.
“Han er vores søn, og vi elsker ham,” fortsatte León, “men vi har ikke født ham. Jeg har båret på det her i mange år, fordi vi var vanvittige af sorg al den tid, der gik fra ulykken,” han rakte bagud i mørket, fordi han ville strejfe hendes ar, men hun sad for langt borte, “til vi hentede Simon. Men jeg vil ikke bære på det mere, Anna, jeg VIL kke.”
“Han blev udskrevet efter to dage, León. Du og han kom med figner og blomster, som var helt svedige i hans hænder, fordi han savnede mig. Han sad på sengen og spurgte: ”Gør det ondt, mor?” og jeg svarede: ”Nej, ikke hvis du puster.” Og Simon, vores Simon, pustede på mine bandager og græd, da han skulle hjem.” Annas stemme var spækket med tårer, og León kunne mærke omsorgen vælde op i sig, den omsorg der havde gjort, at han dengang havde gjort sin elskede den værste tjeneste, man kan gøre nogen.
“Du lå i koma, Anna. Jeg kom alene, og ingen lille dreng sad på din sengekant, og hvis han havde gjort det, ville du ikke have anet det. Du var bevidstløs længe, al den tid, hvor Simon lå i kapellet, var du bevidstløs.” León havde glemt, at han havde stået alene i kapellet og sagt farvel til det lille menneske, som han elskede så højt. Først dér i bilen, hvor han sagde det mest forbudte af alting, huskede han, hvordan han havde løftet det hvide klæde og set på en lille dreng, der var helt krøllet sammen. Anna tudede omme på bagsædet af bilen og slog og sparkede på Leóns sæde. León bøjede sig hen over rattet og hvilede panden mod det mørkebrune plyds.
Jeg elsker ham ikke, tænker Anna, men hun ved godt, at det er løgn. Hun vil sige noget til ham, hun vil holde op med at bumpe ham frem og tilbage i sædet, men hun kan ikke. Hun vil holde ham i hånden og sige “skat”, men hun er sort i munden og sort i maven, og hun ved, at lige meget hvad hun gør, vil det, der kommer ud, være sort. Hun har det, som om hun skal drukne, som om hun hænger fast i slam, der suger hende nedad. Hun lukker øjnene og smider sig bagover, hyler af sorthed og stemmer benene mod sædet, så León igen bliver skubbet fremad. Mens hun sidder med lukkede øjne, er hun lige ved at give slip, men lige idet hun tænker: “Nu giver jeg los,” mærker hun lyset. Inden i hovedet bliver alting mere gult end på en solskinsdag, og da hun åbner øjnene, er León badet i lys fra den allersmukkeste måne. Han kigger på hende, og hun kigger på ham. De når ikke at sige noget, men Anna ved, når Leóns øjne siger: “Vi ses.” Og det gør de dér.