Lyden af insekter var over hele haven, da Paris vågnede. Hun havde svedperler i nakkehåret og skød tæppet af sig, som om det brændte. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde sovet, til solen stod så højt på himlen, og hendes øjenlåg føltes tyndslidte af, at den havde bagt og bagt på hendes ansigt.
Han var der ikke. Hun vidste ikke, hvorfor hun mærkede det så tydeligt, men endnu mens hun stod på terrassen, vidste hun, at han var rejst. Hun satte sig på sengen i Annas værelse. Sengetøjet lå som en smeltevandsflod, tilfældigt snoet ned over madrassen, og Paris spekulerede på, hvorfor han havde skyndt sig sådan. Hun havde været sammen med ham få timer, og hun vidste allerede, at han var en alt for pertentlig person til at efterlade noget i uorden. Hun var ked af, at han var rejst. Havde tænkt lige inden hun sov, at i morgen skulle de dele en rolig dag, hvor Simon kunne få stillet sine spørgsmål, og hun kunne kigge sig mæt på ham. Men da hun sad med hans seddel i hånden, indså hun, at det havde været naivt. Hans skrift var ensartet og hældende og ordene “Undskyld ulejligheden og tak for husly” mindede Paris mere om et fortrykt takkekort end en seddel fra et barnebarn. Det fik hende til at tænke, at han intet følte. At han ikke havde en mormor mere, end han hele tiden havde haft, og at den følelse af samhørighed hun selv havde fået, da hun hørte Simon tale om Anna, var hendes oplevelse, ikke hans.
Hun brugte det meste af eftermiddagen på at støve rundt. Rytmen i dagen var ikke, som den plejede, for normalt blev det tid til aftensmad, før hun vidste af det. På denne dag var der intet, der greb hende, og hun brød sig ikke den mindste smule om at være, hvor hun var. Det blev sent, før hun tog beslutningen om at rejse efter ham. Hun kendte ikke gaderne og vidste ikke, hvad man kunne få at spise, for hun havde aldrig været i den storby, og ikke troet, at hun skulle komme det. Men de var der. Dem hun elskede. Simon et sted i byen, tikkende som en bombe. Og Martin et eller andet sted med Nord og Rusty.
Hendes sædvanlige ro blev forstyrret, fordi noget fløj fra hende og rejste i forvejen. Hun følte sig trukket ud mellem haven, hvor hun stod, og byen, som hun var på vej imod. Følelsen af at være hullet havde aldrig før fået lov til at være der. Før ville hun have skyndt sig at lukke hullerne med alt. Vat, gamle aviser, stolthed. Men nu var hendes hår blevet gråt, og det vidste hun. Hun havde en ryg, der stadig var stærk, men hver dag kunne det forandre sig. Og hun havde været alene længe nok. Der var mennesker i denne verden og ét liv at leve. To mænd, som hun elskede. Nu, Paris. Det er nu.
Hun stod under uret i indenrigshallen og så fortabt ud. Ved hendes fødder stod en lille kuffert, og Martin kunne se en snip stikke ud, se, at hun havde skyndt sig. Hans hjerte bankede, da han nærmede sig, for det var, som om der var blevet lukket en dør i hendes ansigt. Hun kiggede tomt på ham alt for længe, før hun genkendte ham og satte sig i bevægelse. Han lagde armene om hende, og et øjeblik føltes det, som om hun gav efter, så rettede hun sig op og løftede sin kuffert. Han ville bære den for hende, men hun sagde: “Det gør ikke noget.”
Da de gik ud gennem svingdørene, vidste Martin, at der var gået hul. Han vidste ikke, hvordan det var sket, men han kunne se på hendes øjne, at hun vidste, at han ikke havde fortalt hende sandheden.
På vejen tilbage sad de fast i trafikken. I den modgående bane gled bilerne forbi, og Martin havde lyst til at åbne døren og løbe med dem. Paris pillede ved sin kjole og så ud gennem forruden.
“Du skulle have fortalt det,” sagde hun så.
Der blev en pause.
“Paris,” sagde Martin stille. “Jeg elsker dig virkelig.” Hun så stadig ud af ruden.
“Lige nu kan jeg ikke sige, at jeg også elsker dig ...” svarede hun så. Martin satte bilen i gear og gled blødt fremad. Han mærkede desperationen i sine bevægelser og trak bilen ind i inderbanen, for han var for afkræftet til at speede op. Da han havde fået lagt bilen mellem den foran og den bagved, drejede Paris hovedet mod ham og fuldførte sin sætning:
“... men det ved du, at jeg gør.”
Martin havde lyst til at græde, men han mandede sig op ved at køre bil. Trak bilen ud i overhalingsbanen og ind igen. Rolige bevægelser, som fik tårerne til at blive på deres plads. Han så ikke på hende, men mærkede, at hun var der.
“Martin?” sagde hun endelig.
“Ja?” svarede han.
“Har du vidst det hele tiden? At Rusty har en tvillingebror, og at den tvilling er min ... ?” Hun brast i gråd.
Der blev stille i bilen. Martin vidste, at det næste skridt kunne sende hans tømmerflåde videre ned ad floden. Turde han det?
“Ja.”
Simon stivnede, da det gik op for ham, hvorfor han ikke kunne finde Ambers telefonnummer i sin lille bog. Jeg kalder hende Amber Street, tænkte han, og det hedder hun ikke. Da han slog op under C fandt han hendes navn. “Amber Carson” stod der. Han lukkede bogen i og vidste, at han nu i to dage havde tænkt på Amber Street. Han gennemgik alle dem, han kendte. Først på arbejdet, så familie til sine bekendte, så folk, han var faldet i snak med i butikker. Ingen hed Amber Street. Han fik følelsen af, at en fremmed var trængt ind i hans system, uden han havde bemærket det. Havde sneget sig ind i hans krop og efterladt sit navn som en kunsttyv fra en film, han engang havde set. Det var aldrig sket før. Hvor kom det navn fra?
Men intet var som engang, mindede han sig selv om, og så ud i rummet. Han turde næsten ikke forlade sengen mere, og sidst han havde bestilt mad, havde han købt for alle de penge, han havde i sin pung. Selv om han havde haft smerter for øjnene og havde måttet krabbe sig hen over gulvet, var det lykkedes for ham at få mikrobølgeovnen op i soveværelset, og siden da havde han siddet i sengen. Han havde taget betrækket af den ene af sine puder og lagt den over spanden, og når han koncentrerede sig, kunne han næsten ikke lugte sin urin og det.
Han var træt af pizza’erne, for der var champignons fra glas på dem allesammen. Han vidste, at de ville benægte, men han kunne mærke det. Flippede man med hjørnerne, var de gummiagtige. De dybtstegte rejer blev bløde i mikrobølgeovnen, men smagte bedre end pizza’erne. Risene var nemme at spise, og når der samtidig kom en god film, glemte han næsten, at han var fanget. Kun om morgenen spiste han af kiksene. Det var den slags, der altid havde været hans yndlingskiks, og han havde måttet betale buddet ekstra for at stoppe ved et supermarked og købe dem til ham. Franske bagateller og seks sodavand, hvoraf han havde drukket de tre.
Kun én ting bekymrede ham virkelig. Morgenen efter han var vendt hjem, mærkede han først nålene i det øjeblik, han forsøgte at rejse sig, men nu begyndte det at sitre i ham, blot hans ben kom i nærheden af kanten. Han håbede ikke feltet ville blive mindre, for han kunne næsten ikke være i det. Han kunne huske en Superman-film, hvor skurkene havde puttet Superman ind i et maserum, hvor den ene væg gradvist kom nærmere. Han prøvede at komme i tanke om, hvad det var, Superman havde gjort, og det holdt modet lidt oppe, selv om han ikke kunne komme på det, for han vidste, at Superman ikke var død. Altså var der en løsning.
Heldigvis lå telefonbogen på hans natbord, og i baghovedet havde han tænkt, at han kunne ringe til nogen af gutterne, hvis feltet gav sig til at blive mindre.
Tredjedags morgen vågnede han og var våd mellem benene. Ikke våd, som når et barn til et selskab kommer til at vælte en sodavand ned i ens skød, men klumpet våd. Da det gik op for ham, hvad der var sket, krummede han sig sammen. Han tænkte, at han var ved at dø. Skidt med at det lugter, græd han, skidt med det. Det gør ikke noget, lille skat, mumlede han og trak dynen op over sig. Det gør ikke noget.
Han havde lyst til smagen af tandpasta, til at vaske sine hænder, men han forsøgte ikke, for han vidste, han ikke kunne. Nede under dynen trøstede det lidt, for han rokkede frem og tilbage. Hans fingre rørte ved øjenbrynsbuerne. Hvorfor har jeg hevet mine hår ud? tænkte han. Men det gør ikke noget. Nu kommer mor og far snart og henter mig, tænkte han, og tårerne kom igen, men af glæde. De kommer og henter mig, og så skal jeg op i himlen, og så vokser mine øjenbryn ud igen, og min mor vasker min numse. Han kom næsten til at le ved tanken, for det ville blive dejligt.
Da han vågnede fra sin middagslur efter to et halvt døgn i sengen, var hans hud begyndt at irritere. Han blev flov over sig selv, da han løftede dynen til side og mærkede sin egen lugt slå ud i rummet. Forsigtig tog han tøjet af og smed det væk fra sengen. “Jeg skal holde orden,” sagde han og tænkte på drømmen. Det havde været i orden at svine sig til i drømmen, for han var ikke ret gammel. Men det var ikke i orden, når man vågnede op og var otteogtyve år. Med kløpinden fik han fat i en æske med servietter på kommoden og åbnede den fjerde sodavand. Forsigtigt rensede han sig selv. Kulsyren hvislede på hans hud, og da han var færdig, lettede han på pudebetrækket og smed de brugte servietter ned i spanden.
Han gav sig til at børste lagenet rent for krummer fra kiks og pizzabund, og efter at han i ti sekunder havde undret sig over, at lagnet var spækket med sorte halvmåner, rørte han forfærdet ved stedet over sine øjne, hvor hans øjenbryn plejede at være. Huden var glat og kun enkelte steder mærkede han spidser stikke ud. “Nej,” hviskede han og rørte ved hårene på madrassen. De hang fast i fibrene, og det var ikke til at få fat i dem. “Mine øjenbryn!” hviskede han. To tårer faldt, og da han hvilede på alle fire, betød det lodret ned mellem hans hænder, der støttede på lagnet. Det var, som om dråberne faldt i langsom gengivelse, og mens han stirrede på dem, mærkede han pludselig noget. Mærkede, hvordan det er at sidde inde i noget, der falder. Han stønnede og ville gribe ud efter tårerne, men faldt ind over stedet, hvor de var landet. Han trak dynen hen over sig, for han kunne mærke angsten komme flyvende, og vidste, at den ledte efter et sted at slå sig ned.
Et sted, ikke så langt fra Simons lejlighed, så Martin på sin søn. Paris havde stillet sig ved vinduet, og det fik Martin til at føle sig blottet. Nord var gået. “Jeg går lidt,” havde hun sagt, og Martin havde elsket hende, som hun stod dér. Et mærkværdigt anker, som en dag for længe siden havde stået og ventet på ham i støvregn foran hospitalet, og siden båret på hans hemmelighed. Da hun rejste sig, ønskede han, at hun ville blive og holde ham i hånden. Rusty sad med hovedet i hænderne og havde ikke kigget på ham i mange minutter, Paris stirrede ud af vinduet, og han vidste i en klar kerne i sig, at nu skulle slaget slåes.
Da de endelig begyndte at tale sammen, var der gået det meste af en time. Martin følte sig svækket, og han var led ved at erkende, at det var svært for ham at se på sin søn. Gang på gang slog han blikket ned, og gang på gang stoppede Rusty med at tale og ventede, til de igen så på hinanden. Rustys stemme var åben og sleben, men ikke vred. “Jeg vil møde ham,” sagde han. Igen og igen.
Senere gik de ud for at spise lidt mad. Sad på restauranten med øjne, der var blanke af træthed, men Martin vidste, at det var en god udmattelse. Ligesom den man mærker, når man har løbet adskillige kilometer i skoven, eller går tur ved en kyst, hvor salt gennem timer æder af ansigtet, eller når man rydder op i de ting, der alt for længe har stået og fyldt op.
Rusty forstod ikke, hvorfor de aldrig havde fortalt ham den rigtige historie, men da chokket havde lagt sig, sagde han, at det på en måde forekom ham ligegyldigt. “Jeg ved, hvem mine forældre er,” havde han sagt. “Og det er mor og dig.”
Martin tænkte på, om Rusty kunne se forbrydelsen i det. Om han lige dér overså det, der pludselig ville kunne stå klart for ham, nemlig at han, Martin, havde handlet forkasteligt. Han vidste, at Rusty afskyede den slags, og Martin blev bange for, at Rusty en dag ville vågne og ikke længere være i stand til at elske sin far. Som når man giver sig til at stemme på en ny politiker, fordi den, man i årevis har været tro mod, viser sig at være en fupmager.
Men når han kiggede på sin søn over bordet, var det rolige øjne, han mødte. Han sad og betragtede Rusty og Paris, der talte sammen, og af og til hvilede Rustys blik på ham, så han følte sig inddraget i samtalen. Rustys hænder var i ro, den ene lå på dugen, og den anden hvilede på ryglænet af den stol, hvor Paris sad. Han var drejet over mod hende, og vinklen havde noget omsorgsfuldt over sig, som kunne næste trin være at lægge armene om nogen. Martin kiggede på ham længe, før han forstod det, han så. Alle Rustys bevægelser sendte signaler, som det tog Martin alt for længe at afkode. Hans krop trøster, tænkte han, og det fik ham til at vende ansigtet og se på Paris.
Det gik op for ham, at han ikke havde set ordentligt på hende, siden hun havde vendt sig bort i lejligheden og overladt scenen til ham. Der var måske gået tre timer, og i tre timer havde han set på Rusty. Havde fulgt hans bevægelser, havde lyttet til de ord, han sagde; han havde drukket af sin vin, når Rusty tog sit glas for at gøre det samme. Kun fordi det pludselig gik op for Martin, at Rusty var mere opmærksom på Paris end på ham, kunne han træde ud fra det område, der kun rummede Rusty. Paris sad med sit sjal over skuldrene, fingerspidserne på vinglassets fod og håret redt bort fra ansigtet. Hun lignede sig selv, og intet i hendes ansigt røbede, at noget var forandret.
Det var inde i Martin, forandringen kom. To membraner mødtes, nogen fandt pludselig en kilde og drak livet tilbage i kroppen, og ved et bord i en storby forstod en mand pludselig præcist, hvad hans elskede følte. Da Martin rejste sig, så de begge to på ham, fordi det kom så brat. Han sagde ikke noget, da han tog fat i Paris, men det var en ubrudt bevægelse, der fik hende op fra stolen og ind i hans favn.
“Du må ikke, Martin. Jeg begynder at græde,” sagde hun. Alligevel hagede hun sig fast til ham. Klyngede sig til ryggen i hans strikketrøje, så det eneste, Martin ønskede, var en overfrakke så stor, at han kunne slå den om dem begge, og for altid skærme dem af.
“Undskyld,” sagde han ned i hendes hår. “Tilgiv mig, Paris. Tilgiv mig.”
Dagen efter gik Paris op ad gaden og følte, hun havde vinger. Hun havde set på et stort kort og fundet det sted, hvor Simon boede, og nu gik hun efter det, sporenstrengs og uden at standse op foran en butiksrude en eneste gang. Hun havde grædt, da Martin fortalte, at han havde brændt Stormys journal. Og hun havde hadet ham, da han fortalte, hvordan han havde undgået drengen og ikke en eneste gang taget ham på skødet eller strøget ham over håret. Hun vidste, at det ikke passede, og hun havde brug for at sige til ham, at hun hadede ham. Om morgenen havde hun haft vinger. Og derfor havde hun spist morgenmad med Martin og elsket ham. Derfor havde glasset med juice føltes så let. Derfor havde Rusty set glad ud, da han kom ud i køkkenet til dem. Derfor havde de set på et kort sammen, og de var blevet enige om, at Paris skulle opsøge Simon.
Der havde ikke været noget underligt i, at Simon ikke var hjemme, hvis ikke det havde været, fordi der kom et pizzabud, mens Paris stod og bankede på. Hun havde stået foran døren, havde banket på og havde været lige ved at gå, da hun syntes, hun hørte en lyd inde fra lejligheden. Derpå havde hun råbt hans navn. Forsigtigt, med læberne helt henne ved dørsprækken.
“Simon,” havde hun kaldt, uden at være helt klar over, hvor det rumsterede fra. Jeg går hen og får en kop kaffe, tænkte hun, og kommer tilbage. Lige da kom pizzabudet til syne på gangen og smilede til hende. Hans slag på døren var hårdere, end Paris’ havde været. Hårdere og uafhængige.
“Pizza!” råbte han, og Paris prøvede at læse på sedlen, der var hæftet på æsken. De hørte begge to en lav stønnen inde fra lejligheden, og Paris’ hjerte slog over. Senere, da hun skulle fortælle Martin om det, der var sket, var vingerne væk. Simons stemme havde været uhyggelig, som om den kun bestod af skal, og den måde, hans hånd havde hevet æsken med mad til sig gennem dørsprækken, havde fået Paris til at vakle, da hun gik hjem over fortovet. Hun kom til at græde, da Martin åbnede døren med et ansigt fuld af forventning, og hun stillede sig ved vinduet og følte sig håbløs.
Under dynen trak Simon vejret mod mørket. Han mærkede, han løb væk fra blodet, men alligevel var det der stadig. Det havde lange arme, som prøvede at nå ham under sofaen. Under dynen, rettede han, under dynen. Det ville ikke forsvinde, men gled sig ind på ham, som en flod, der stiger over sine bredder og nægter at stoppe, ligegyldigt om det møder bjergkamme på sin vej. Han mærkede kvinden, og at hun havde blod om munden. Han mærkede den harske smag af olie efter doughnuts, og han vidste, at han skulle kaste op igen, også selv om det var under dynen.
Han så ud under frynserne på sofaen. Han kunne se to par sko. De havde mørkebrune syninger på overlæderet, og han lå helt stille. Hvis de finder mig, dør jeg, nåede han at tænke, men så vidste han, at han gerne ville dø. Han ville ikke leve uden dem. Derfor kravlede han frem. For at de skulle slå ham ihjel og sende ham op til Frank og Sally. Hvad var det, han tænkte? Hvem var Frank og Sally? Hvem er Amber Street? Simon slog dynen til side for at få luft, og opdagede, at det var blevet mørkt. Alt uden om sengen var afgrund og kløfter, som var for glatte til at hage sig fast i. Han hev efter vejret.
“Simon?”
Han tænkte, at det var okay. Han havde haft en barndom og en far og en mor, og det havde været godt. Han havde ikke rejst så meget, men han havde set storbyen, og så har man set det meste. Godt nok var han ung, men han var parat. Hvis han skulle dø, så blev det sådan. Så visnede han i sengen, og om uger ville nogen finde ham. Ikke fordi de brød sig om ham eller savnede ham, men fordi de ikke længere kunne holde stanken ud. Og han ville ende som en lille notits i avisen, som folk ville læse om og få ondt af. Men så ville han komme op til Anna og León.
Når han lukkede øjnene og aldrig igen åbnede dem, ville alt bare blive mørkt og have enslydende værdi. Han skulle aldrig mere være bange, men han skulle heller aldrig køre i sin vogn. Suse ned ad avenuerne, så terningerne i ruden dinglede mod glasset.
“Simon?” Stemmen var fremmed og bønfaldende. Mennesket, der råbte, lænede opgivende hovedet mod døren. Den syntetiske luft i opgangen trak hans sorte hår ud mod døren som jernspåner på en magnetflade.
Der stank i lejligheden. Han havde vidst det hele tiden, men det var, som om mørket forstærkede lugten, på samme måde som lyset kan gøre det med støv. Han tænkte på opkastet på stuegulvet. Han havde håbet på, at det ville blive mægtigt varmt, så pletterne ville tørre ind, men luften var næsten våd af fugt. Hvis feltet bare ville stoppe med at snige sig ind på ham. Så kunne han hente gulvspanden i skabet og gøre rent. Tørre emhætten af med sprit og forsigtigt skure den dueblå plade med en blød børste, så malingen blev ren, men ikke skaldede af. Han listede foden ud mod kanten, men i samme øjeblik han mærkede madrassen holde op, føltes det, som om han fik stød.
Jeg skal derned, tænkte han. Jeg må have orden på det her. Jeg vil gerne dø, men ikke i dag. Jeg skal køre en sidste tur og snakke i telefon med Amber. Høre hende sige nej tak til at gå ud med mig, og jeg skal give gutterne koreanergryde. På huset, selvfølgelig, tænkte han, og slog ud med hånden i mørket. Man kan altid dø. Det er det nemmeste. Meget nemmere end at være levende, ikke? Men man bør ikke tage af sted uden at have gjort sine pligter. Jeg skal gøre rent og tømme skraldespand og tage afsked. Ikke som Sally og Frank, der bare skred. Han trykkede på sine tindinger. Jeg tænker ikke klart længere, Anna og León, rettede han sig selv. De tog af sted med åben havedør og æbletræer med tyngede grene. Sådan skulle det ikke være. Først rydder man op, så drager man videre.
“Simon!”
Prøvende stak han foden ud mod kanten af sengen. Han mærkede igen tydeligt, hvor feltet gik til, for så snart hans fod rørte det, følte han smerten. Han tudbrølede, da han stak benet gennem muren. Det føltes, som om benet blev skåret af, og han vidste, at hans stemme fyldte hele rummet. Han spjættede, så hans krop drejede. Begge ben og hans underkrop var nu igennem, og han hvilede med maven ind over sengen. Hovedet var det sværeste at få ud. Han hev og sled og følte, at han ville blive halshugget, hvis han blev ved. Der havde været trygt inde i feltet. Ingen smerte, men søvn og mad. Nu føltes det, som om han efterlod nogen derinde, og selv om han tænkte: Jeg finder ham igen! vidste han, at det gjorde han ikke. Ryger du først ud i den verden, er det sket. Han hagede sig fast med hænderne ned i madrassen og ville hive sig tilbage. “Jeg vil tilbage,” råbte han forurettet. “Jeg vil ikke ud. Jeg har glemt nogen!” Han gled bagover og lå på gulvet. Musklerne værkede, og han spjættede på gulvet, ude af stand til at kontrollere sin krop. Okay, mærkede han. Fortumlet rejste han sig og tænkte kun på skabet, hvor han havde rengøringsmidlerne. Nu ville han tænde alt lyset og støvsuge og rense listerne og panelerne og hælde afløbsrens i badekarret. Bagefter ville han tage af sted og finde sig. Det. Nogen, han havde glemt.
“Stormy?!” Simon stivnede midt på stuegulvet. Stemmen lød som den, han hver dag havde i sit øre.
“Stormy. Luk op! Jeg har brug for at se dig. Jeg ved, du er derinde. Luk nu op, for helvede!” Rustys fod hamrede mod metallet og han vidste, at blev der ikke lukket op, ville han smadre døren med sine bare næver.
“Stormy,” sagde stemmen igen. Den var træt. Han ville vende sig om og gå.
Inde foran den dueblå plade stod Stormy. Han skulle ikke tilbage. Han skulle ikke gøre sig klar til at rejse væk. Han behøvede ikke at åbne sit skab og tage spritten ud, for han huskede, at navnet engang havde været hans. Erindringen var et pust allerbagerst i hans hjerte, men det var der.
“Jeg er Stormy,” sagde han.
“Så luk op,” sagde Rusty på den anden side. “Luk op!”
Og det gjorde han.