Jeg er Stormy og Simon. Det gør ikke så meget mere. I begyndelsen ville jeg være enten Stormy eller Simon, men nu ved jeg, at jeg ikke kan vælge. Jeg hænger sammen.
Jeg kan stadig græde pludseligt, når jeg er sammen med Rusty. Han ligner mig så meget, at jeg somme tider bliver nødt til at lægge mine hænder mod hans ansigt.
Sally og Frank er kommet tilbage. Jeg fortæller Rusty alt det om dem, jeg kan huske. Tit kommer jeg til at blande tingene sammen, men det er lige meget, for der er ikke noget ydre, der kan skille os ad. Selv om vi blev sendt i hver vores retning i tiden, der fulgte, forandrer det aldrig de første ni måneder.
I mit hjerte bor Anna og León. Paris har fortalt mig, at de var på vej hjem for at fortælle mig sandheden den nat, de blev dræbt, men det gør ingen forskel. De bor i mit hjerte, fordi de er Anna og León. Fordi de elskede mig. Jeg ved nu, at alt, der involverer mennesker, rummer risici. Mine forældre havde deres følelser og måtte bære deres skæbner, som de bedst kunne. Nu må jeg bære min.
Paris og jeg har begravet kuglen. I en skotøjsæske bag et lindetræ i parken, og det var fint. Hvis jeg selv skulle have valgt, ville jeg have beholdt den. Ikke fordi jeg ville have balanceret med den, men bare for at have den, fordi årene har givet den værdi. Men da det gik op for mig, hvor svært min mormor havde det med den, besluttede jeg mig for, at den skulle væk. Hun vil ikke fortælle mig, hvor den kommer fra. Siger, hun ikke ved det, men jeg tror ikke, det passer. Jeg vælger at tro, at hun passer på mig, og det havde jeg i baghovedet, da vi lagde kuglen i jorden. Paris havde et udtryk i ansigtet, som jeg aldrig før har set. Det var spændt ud af lettelse, væmmelse og sorg, men da vi gik hjem gennem parken, gav hun sig til at tralle, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg tænkte: Hvad betyder en død kugle, hvis man kan bytte den til en trallende mormor?
Jeg ved ikke, om jeg er rask. Men jeg ved, at jeg kan gå hele vejen ned ad en tværgade, når Rusty går ved siden af mig, og når folk i parken overraskede ler over, at vi ligner hinanden, løfter jeg mit ansigt mod solen og ler tilbage. Jeg ved, at somrene skal gå og komme og vende tilbage igen. Men jeg tror på, at jeg en morgen vågner og forstår, hvordan det kan lade sig gøre at miste sine forældre to gange, og så alligevel leve.
Når den morgen kommer, vil jeg tage fri fra arbejde. Jeg vil ringe til min bror og spørge ham, hvad han skal, og så vil jeg mødes med ham et sted i solen. Jeg vil gå derned alene. Støtte mig forsigtigt til husmurene, hvis jeg skal ned ad en sidegade, men gå roligt fremad. I solen vil jeg holde Rustys hånd. Den ligner min som kronblade på samme blomst, og jeg vil se ind i hans øjne, som er mørke og alvorlige. Og pludselig vil jeg le. Jeg vil lægge hovedet tilbage og le mod himlen, så tårerne triller ned ad mine kinder. Fordi Anna engang kildede mig. Fordi León løb efter mig ud ad badebroen. Fordi Sally bagte mørkegrønne pandekager, som børnene spiste, selv om de smagte værre end noget andet. Fordi Frank kunne tage sin tommeltot af og sætte den på igen, uden jeg nogen sinde fandt ud af hvordan. Jeg vil le og føle mig fri af et pludseligt overskud. Og når lyden af min latter forstummer mod træerne, og jeg ved, at også jeg af og til lukker glæde ud i rummet, så vil jeg vende mit ansigt nedad. Dér vil jeg få øje på Rusty. Han kigger på mig og smiler. Og når den dag kommer, vil jeg lægge mine arme om ham. Jeg vil have grædt over at have mistet fire forældre, to barndomshjem og glæden ved livet, men dér i solskinnet vil jeg græde med en helt ny slags tårer. Jeg vil græde, fordi det går op for mig, at jeg har fået lov til at elske min bror.