12

Maskerade

Jeg har nu svoret at begrave
Denne hadets døde krop,
Jeg føler mig så let som lyd
Da jeg nu endeligt har sagt stop,
Jeg burde blive svimmel af ren og skær fryd,
Så lykkelig;
Men nu kommer hendes bror, den lus
Som en snylter på mit håb i dette hus.

– ALFRED, LORD TENNYSON, „MAUD“

Cyril havde standset hestevognen ved porten til ejendommen under et bladrigt egetræ. Familien Lightwoods landejendom i Chiswick uden for London var enorm, opført i palladiansk stil med knejsende søjler og mange trapper. Månelyset kastede et perlemorsagtigt skær over alting, så huset glimtede som indersiden af en østersskal, mens indhegningen havde glans som sort olie. Det så dog ikke ud, som om der var tændt lys i ejendommen – stedet var mørkt og stille som graven. De enorme landarealer, der strakte sig omkring huset helt ned til en bugtning af Themsen, lå mørke og mennesketomme hen. Tessa begyndte at overveje, om det havde været en fejl at tage derhen.

Da Will var steget ud af hestevognen og havde hjulpet hende ned, drejede han hovedet og fik et hårdt drag om munden. „Kan du lugte det? Dæmonisk heksekraft. Stanken hænger i luften.“

Tessa skar ansigt, men kunne ikke lugte noget usædvanligt – så langt fra byens centrum virkede luften faktisk renere end uden for Instituttet. Hun kunne lugte våde blade og jord. Hun så på Will. Han havde løftet ansigtet mod månen, og hun spekulerede på, hvilke våben der skjulte sig under hans stramtsiddende skødejakke. Hans hænder var dækket af hvide handsker, hans stivede skjorte var pletfri. Med masken på lignede han en flot landevejsrøver i en knaldroman.

Tessa bed sig i læben. „Er du sikker? Huset ser ubeboet ud, som om der ikke er nogen hjemme. Kan vi have taget fejl?“

Han rystede på hovedet. „Der er kraftfuld magi på spil her. Noget meget stærkere end trylleglans. En afværgetrolddom. Nogen har et udtalt ønske om, at vi ikke finder ud af, hvad der foregår her i nat.“ Han så ned på invitationen i hendes hånd, trak på skuldrene og gik hen til porten. Der var en klokke, som han ringede med. Larmen fik det til at gibbe i Tessa, hvis nerver i forvejen var tyndslidte. Hun stirrede på ham. Han lo. „Caelum denique, engel,“ sagde han og smeltede sammen med skyggerne, netop som porten foran hende gik op.

En kutteklædt skikkelse kom til syne. Hendes første tanke var, at det var en af de Tavse Brødre, men deres kutter havde samme farve som pergament, og skikkelsen foran hende var klædt i sort. Hætten skjulte ansigtet. Hun rakte uden et ord sin invitation frem.

Hånden, der tog imod den, var behandsket. Et kort øjeblik betragtede de skjulte øjne kortet. Tessa kunne ikke lade være med at røre uroligt på sig. Under normale omstændigheder var det lige så upassende som skandaløst, at en ung kvinde kom alene til et bal. Men dette her var ikke normalt. Omsider lød en stemme fra hættens dyb:

„Velkommen, miss Lovelace.“

Stemmen var hæs og raspende, og fik det til at løbe Tessa koldt ned ad ryggen. Hun var glad for, at hun ikke kunne se, hvad der gemte sig under hætten. Skikkelsen rakte hende invitationen, trådte tilbage og gjorde tegn til hende om at træde ind. Hun fulgte efter og beherskede sig for ikke at se sig om efter Will.

Hun blev ført ned ad en smal havesti på siden af huset. Haven var stor og lyste sølvagtigt grønt i skæret fra månen. En hvid bænk stod ved en rund, sort, dekorativ dam, og havestierne var flankeret af omhyggeligt klippede, lave hække. Stien, hun gik på, endte ved en høj, smal dør. Et sært symbol var indgraveret i den. Det var, som om det forandrede sig under Tessas blik, og det begyndte at gøre ondt i hendes øjne. Hun så væk, da hendes tilslørede følgesvend åbnede døren og gjorde tegn til hende om at gå ind.

Hun trådte indenfor, og døren smækkede i bag hende. Hun vendte sig om, netop som den faldt i, og fik et glimt af ansigtet under hætten. En mørk oval med en klynge røde øjne i midten. Hun gispede, da mørket lagde sig om hende.

Mens hun i blinde rakte ud efter dørhåndtaget, blussede lys op overalt omkring hende. Hun stod for foden af en lang, smal trappe. Faklerne på trappeopgangen brændte med en grønlig flamme – det var ikke hekselys.

For enden af trappen var der også en dør med et symbol malet på. Tessa blev endnu mere tør i munden. Det var en ouroboros, slangen, der bed sig selv i halen. Symbolet for Pandemonium Club.

Et kort øjeblik stivnede hun af frygt. Symbolet fik minderne til at strømme ind over hende: Mørkehuset, søstrene, der torturerede hende og tvang hende til at Skifte, Nates forræderi. Hun spekulerede på, hvad Will havde sagt på latin, før han forsvandt. „Vær modig,“ eller noget i den retning. Hun tænkte på Jane Eyre, der frygtløs stod ansigt til ansigt med den rasende mr. Rochester; Catherine Earnshaw, der blev overfaldet af en bidsk hund og „ikke skreg – nej! Det ville hun have hånet sig selv for.“ Og endelig tænkte hun på Boadicea, som Will havde karakteriseret som „mere modig end nogen mand“.

Det er bare en maskerade, Tessa, sagde hun til sig selv og rakte ud efter dørhåndtaget. Det er bare en maskerade.

Hun havde aldrig været til et bal før og vidste kun lidt om, hvad hun skulle forvente – den smule viden, hun havde, stammede udelukkende fra bøgerne. I Jane Austens bøger ventede personerne altid på at komme til bal eller var ved at arrangere et – ofte var hele landsbyen med i planlægningen. I andre bøger som Vanity Fair var ballerne det grandiose omdrejningspunkt for sammensværgelser og intriger. Hun vidste, at der ville være en garderobe til damerne, og at det var dér, hun skulle aflevere sit sjal, og at der var én for herrerne, hvor de kunne lægge deres hat, frakke og stok. Der burde også være et balkort til hende, som de mænd, der ønskede at danse med hende, kunne skrive deres navn på. Det var uhøfligt at danse flere danse i træk med den samme herre. Der burde være en stor og smukt pyntet balsal og et mindre tilstødende værelse med forfriskninger – kold drikke, sandwiches, kiks og en kage …

Men sådan var virkeligheden ikke. Da døren lukkede sig bag hende, var der ingen tjenestefolk, der kom løbende for at tage imod hende og følge hende til damernes garderobe eller tilbød at tage hendes sjal eller hjalp hende med at finde en forsvunden knap. I stedet skyllede larm, musik og lys ind over hende som en flodbølge. Hun stod ved indgangen til et rum så stort, at det var svært at forestille sig, at der var plads til det i huset. En enorm lysekrone hang ned fra loftet. Det var først, da Tessa havde kigget på den flere gange, at det gik op for hende, at den lignede en edderkop med otte dinglende „ben“, som der sad en række store kerter på. De fleste af væggene – eller det, hun kunne se af dem – var mørkeblå, men den, der vendte ud mod floden, bestod udelukkende af balkondøre. Nogle stod åbne for at lukke brisen ind, for på trods af kulden udenfor var der kvælende varmt i lokalet. På den anden side af dørene kunne hun skimte buede stenbalkoner, hvorfra man havde udsigt over byen. Væggene var prydet af store stykker skinnede stof arrangeret i løkker og buer over vinduerne. De bevægede sig let i brisen, og hun kunne se de forskellige indvævede mønstre i guld. Det var de samme foranderlige, skinnende symboler som på døren nedenunder.

Lokalet var fyldt med mennesker. Eller egentlig ikke mennesker. Hovedparten var menneskelignende. Hun fik også et glimt af et par ligblege vampyransigter og et par violette og rødhudede ifritter, som alle var klædt i den nyeste mode. De fleste, men ikke alle, bar masker – kunstfærdige tingester i guld og sort, masker med store, krogede næser og små briller, røde djævlemasker med horn. Men enkelte var ikke maskerede, heriblandt en gruppe kvinder med hår i lyse lavendelblå, grønne, og violette farver. Deres hår hang løst som nymfers på malerier, og Tessa mente ikke, at det var farvet. Deres tøj var også usømmeligt løst. De bar tydeligvis ikke korset og var klædt i blafrende gevandter af fløjl, tyl og satin.

Blandt de menneskelignende gæster myldrede skikkelser i alle former og størrelser. Der var en mand, alt for høj og tynd til at kunne være en mand, klædt i smoking og høj hat, der tårnede sig op over en ung kvinde i en grøn kappe – hendes røde hår skinnede som en kobbermønt. Skabninger, der lignede store hunde, strejfede om mellem gæsterne, deres gule øjne var store og vagtsomme. De havde rækker af pigge på ryggen, så de lignede tegninger af eksotiske dyr, hun havde set i bøger. Omkring ti gobliner hvinede og sludrede sammen på et uforståeligt sprog. De skændtes tilsyneladende om noget spiseligt – det lignede en iturevet frø. Tessa fik kvalme, vendte sig om –

Og fik pludselig øje på dem. Måske havde hendes sind taget dem for at være en del af dekorationen eller rustninger, men det var de ikke. De var automatoner. Og de stod langs væggene, tavse og ubevægelige. De var menneskelignende ligesom Mørkesøstrenes kusk og var klædt i familien Lightwoods liberi med en ouroboros broderet på venstre brystlomme. De manglede ansigtstræk og så tomt frem for sig.

En eller anden greb hende i skulderen. Hendes hjerte sprang et slag over af frygt – Hun var afsløret! Mens hver en muskel i hendes krop spændtes, lød en let, velkendt stemme:

„Jeg troede ikke, du ville komme, min kære Jessie.“

Hun vendte sig om og så op på sin brors ansigt.

Sidst Tessa havde set Nate, havde han været forslået og blodig og havde snerret ad hende på gangen i Instituttet med en kniv i hånden. Han havde været skræmmende, ynkelig og rædselsvækkende på samme tid.

Denne Nate var ganske anderledes. Han smilede til hende – Jessamine var meget lavere end Tessa, og det var underligt for hende at nå Nate til brystkassen i stedet for til hagen. Hans øjne var strålende klare, det lyse hår var velfriseret og rent, og huden var uden skrammer. Han var klædt i en elegant galla-uniformsfrakke, og den sorte skjorte fremhævede hans lyse træk. Hans handsker var pletfri og hvide.

Dette her var Nate, som han altid havde ønsket at være – rig, elegant, sofistikeret. Han udstrålede tilfredshed – Tessa måtte indrømme over for sig selv, at det nok snarere var selvtilfredshed. Han lignede Church, når han lige havde fanget en mus.

Nate kluklo. „Hvad er der galt, Jess? Du ser ud, som om du har set et spøgelse.“

Det har jeg også. Spøgelset af den bror, som jeg engang holdt af. Tessa rakte ud efter Jessamine, efter det aftryk af Jessamine, der fandtes i hendes sind. Igen føltes det, som om hun stak hånden i giftigt vand, og hun kunne ikke få fat i noget håndgribeligt. „Jeg – jeg blev pludselig urolig for, at du ikke var her,“ sagde hun.

Denne gang var hans latter blid. „Og gå glip af en mulighed for at se dig? Vær nu ikke så fjollet.“ Han så sig om med et smil. „Lightwood burde holde sådanne fester for at imponere Magisteren noget oftere.“ Han rakte hånden frem mod hende. „Vil du gøre mig den ære at danse med mig, Jessie?“

Jessie. Ikke „miss Lovelace“. Enhver tvivl, Tessa havde haft om, hvorvidt deres forhold var alvorligt, forsvandt. Hun fremtvang et smil. „Selvfølgelig.“

Orkesteret – en flok små mænd med purpurfarvet hud og klædt i sølvfarvet net – spillede en vals. Nate tog hendes hånd og trak hende med ud på gulvet.

Åh, heldigvis, tænkte Tessa. Hun var taknemmelig for, at hendes bror i årevis havde svinget hende rundt i den lille lejlighed i New York. Hun vidste præcis, hvordan han dansede, hvordan hun skulle afpasse sine bevægelser efter hans, selv med denne lille, fremmede krop. Men han havde selvfølgelig aldrig set sådan på hende – kærligt, med let adskilte læber. Du almægtige, hvad nu, hvis han kyssede hende? Den risiko havde hun ikke tænkt på. Hun ville kaste op på hans sko. Åh, milde himmel, tænkte hun. Lad ham ikke gøre forsøget.

Hun sagde hurtigt: „Det var næsten umuligt for mig at liste af i aften. Den lille tøs til Sophie havde nær fundet invitationen.“

Nate strammede sit greb om hende. „Men det gjorde hun ikke, vel?“

Der var en advarende klang i hans stemme. Tessa fornemmede, at hun var tæt på en alvorlig irettesættelse. Hun kastede et hurtigt blik rundt i lokalet – Åh, hvor var Will? Hvad var det, han havde sagt? Selv om du ikke kan se mig, er jeg der. Men hun havde aldrig følt sig så alene.

Hun tog en dyb indånding og gjorde et kast med hovedet i sin bedste efterligning af Jessamine. „Tror du, jeg er et fjols? Selvfølgelig ikke. Jeg slog hende over hendes magre håndled med mit spejl, og hun tabte den. For øvrigt kan hun sikkert ikke læse.“

„De burde,“ sagde Nate og slappede tydeligt af, „have fundet en kammerpige til dig, der er mere passende for en dame. En der kan tale fransk og sy …“

„Sophie kan godt sy,“ sagde Tessa automatisk og kunne have slået sig selv. „Men kun med nød og næppe,“ tilføjede hun og blinkede med øjenvipperne. „Hvordan har du haft det, siden vi så hinanden sidst?“ Ikke at jeg har den ringeste anelse om, hvornår det var.

„Godt. Jeg er stadig Magisterens yndling.“

„Han er en klog mand,“ hviskede Tessa. „Han genkender en uvurderlig skat, når han ser den.“

Nate berørte let hendes ansigt med en behandsket hånd. Tessa måtte beherske sig for ikke at stivne. „Takket være dig, min elskede. Min egen lille informationskilde.“ Han kom tættere på hende. „Jeg kan se, at du har den kjole på, jeg bad dig om,“ hviskede han. „Lige siden du fortalte om den sidste julefest på Instituttet, har jeg længtes efter at se dig i den. Og jeg må sige, at du er et syn for guder.“

Tessa følte det, som om hendes mave var på vej op gennem halsen. Hendes blik gled igen rundt i lokalet. Med et sæt genkendte hun Gideon Lightwood, der så flot ud i sin smoking, selv om han stod stiv som en støtte op ad den ene væg. Det var kun hans blik, der bevægede sig rundt i lokalet. Gabriel gik omkring med et glas fyldt med noget, der lignede limonade. Hans øjne strålede af nysgerrighed. Hun så ham gå hen til en af pigerne med lavendelfarvet hår og starte en samtale. Der slukkedes håbet om, at drengene ikke vidste, hvad deres far var i færd med, tænkte hun og så irriteret væk fra Gabriel. I det samme fik hun øje på Will.

Han stod lænet op ad væggen over for hende mellem to tomme stole. På trods af masken følte hun, at hun kunne se ham helt tydeligt. Som om han stod så tæt på, at hun kunne røre ved ham. Hun forventede, at han ville more sig over hendes forlegenhed, men det gjorde han ikke. Han så anspændt, rasende og …

„Åh, jeg er jaloux på alle mænd, der ser på dig,“ sagde Nate. „Det er kun mig, der må.“

Hold da op, tænkte Tessa. Virkede den slags ord virkelig på de fleste kvinder? Hvis hendes bror havde spurgt hende, hvad hun syntes om disse guldkorn, ville hun have fortalt ham ligeud, at han lød som en idiot. Men måske var det kun, fordi han var hendes forfærdelige bror, at hun tænkte sådan. Informationer, tænkte hun. Jeg må skaffe oplysninger og så se at komme væk fra ham, før jeg rent faktisk kaster op.

Hun så sig om efter Will igen, men han var forsvundet, som om han aldrig havde været der. Men nu troede hun på, at han var et eller andet sted, at han betragtede hende, selv om hun ikke kunne se ham. Hun tog mod til sig og sagde: „Virkelig, Nate? Indimellem tror jeg, at du kun sætter pris på mig på grund af de oplysninger, jeg giver dig.“

Han standsede brat og stod så stille, at han nær havde fået hende til at miste balancen. „Jessie! Hvor kan du tro det? Du ved da, jeg tilbeder dig.“ Han så bebrejdende på hende, da de igen begyndte at bevæge sig til musikken. „Det er sandt, at din forbindelse til Nephilimerne på Instituttet har været yderst gavnlig. Uden dig ville vi for eksempel ikke have vidst, at de skulle til York. Men jeg troede, du vidste, at du hjælper mig, fordi vi arbejder os hen imod en ny fremtid sammen. Når jeg er Magisterens højre hånd, min elskede, kan jeg sørge for dig.“

Tessa lo nervøst. „Du har ret, Nate. Jeg bliver bare bange indimellem. Tænk, hvis Charlotte fandt ud af, at jeg spionerer for dig. Hvad kan hun ikke finde på at gøre ved mig?“

Nate svingede hende let omkring. „Åh, intet, min elskede. Du har selv sagt, at hele flokken er kujoner.“ Han så forbi hende og hævede det ene øjenbryn. „Benedict er i gang med sine sædvanlige narrestreger,“ sagde han. „Det er ret afskyeligt.“

Tessa så sig om og fik øje på Benedict Lightwood, der sad tilbagelænet i en skarlagensrød sofa nær orkesteret. Han havde ingen jakke på og sad med halvlukkede øjne med et vinglas i hånden. Tessa lagde chokeret mærke til, at en kvinde – eller i det mindste en skabning formet som en kvinde – lå hen over hans brystkasse. Hendes lange, sorte hår hang løst, og hun havde en nedringet, sort fløjlskjole på. Små slangehoveder stak hvæsende frem fra hendes øjenhuler. Det ene rakte en lang, tvedelt tunge ud og slikkede Benedict på kinden.

„Det er en dæmon,“ hviskede Tessa og glemte et øjeblik, at hun skulle være Jessamine. „Ikke?“

Nate fandt heldigvis ikke spørgsmålet mærkeligt. „Jo, selvfølgelig, din lille fjollede kanin. Det er det, Benedict bedst kan lide. Dæmonkvinder.“

Wills stemme gav genlyd i Tessas tanker, det skulle ikke undre mig, om nogle af hans natlige besøg i visse huse i Shadwell har givet ham dæmon-kopper. „Åh, føj,“ sagde hun.

„Præcis,“ sagde Nate. „Det er ironisk, når man tænker på, hvor fisefornemt alle Nephilimer opfører sig. Jeg spørger tit og ofte mig selv om, hvorfor Magisteren sætter ham så højt og arbejder så intenst på at få ham som leder af Instituttet.“ Nate lød vranten.

Det havde Tessa egentlig allerede gættet, men det var alligevel chokerende at fastslå, at det var Mortmain, der stod bag Benedicts urokkelige beslutning om at tage Instituttet fra Charlotte. „Jeg forstår bare ikke,“ sagde hun og gjorde sit bedste for at tillægge sig Jessamines lettere klynkende måde at tale på, „hvad Magisteren skal bruge det til. Det er bare en gammel, grim bygning …“

Nate lo overbærende. „Det er ikke bygningen, dit fjollehoved. Det er positionen. Lederen af Instituttet i London er en af de mest magtfulde Skyggejægere i England, og Benedict er Magisterens marionetdukke. Ved hjælp af ham kan han knuse Rådet indefra, mens hæren af automatoner angriber udefra.“ Han svingede hende erfarent rundt, som dansen påbød, og det var kun Tessas årelange erfaring som hans dansepartner, der afholdt hende fra at falde, så chokeret var hun blevet over hans ord. „Og for øvrigt er det ikke helt sandt, at Instituttet ikke indeholder noget af værdi. Det Store Bibliotek er uvurderligt for Magisteren. For ikke at nævne våbenrummet …“

„Og Tessa.“ Hun sænkede stemmen, så han ikke skulle høre, at den dirrede.

„Tessa?“

„Din søster. Magisteren vil vel stadig have fingre i hende, ikke?“

For første gang så Nate forundret på hende. „Det har vi jo været igennem, Jessamine,“ sagde han. „Tessa bliver arresteret for ulovlig besiddelse af bøger om mørk magi og sendt til den Tavse By. Benedict henter hende dér og bringer hende til Magisteren. Det er alt sammen del af den aftale, de har indgået, men hvad Benedict egentlig får ud af det, ved jeg ikke helt endnu. Det må være noget vigtigt, ellers ville han vel ikke være villig til at vende sig mod sine egne.“

Arresteret? I besiddelse af bøger om mørk magi? Tessas tanker kværnede.

Nate lagde en hånd om hendes nakke. Han havde handsker på, men Tessa følte det alligevel, som om noget slimet berørte hendes hud. „Min lille Jessie,“ mumlede han. „Du opfører dig næsten, som om du har glemt den rolle, du spiller i alt dette her. Du har gemt Den Hvide Bog på min søsters værelse, som vi bad dig om, ikke?“

„Selv-selvfølgelig. Jeg laver bare sjov, Nate.“

„Sådan skal det være.“ Han lænede sig frem mod hende. Nu havde han bestemt tænkt sig at kysse hende. Det var yderst upassende, men det var alt ved dette sted. Tessa blev grebet af rædsel og det brast ud af hende: „Nate – jeg bliver svimmel – jeg tror, jeg skal besvime. Det er varmen. Vil du hente mig et glas limonade?“

Han så ned på hende et øjeblik og kneb irriteret læberne sammen til en tynd streg, men Tessa vidste, at han ikke kunne afslå hendes anmodning. Det kunne en herre ikke. Han rettede sig op, rettede på sine manchetter og smilede. „Selvfølgelig,“ sagde han med et buk. „Lad mig hjælpe dig hen til en stol.“

Hun protesterede, men hans hånd lå allerede om hendes albue, og han førte hende hen mod en af stolene ved væggen. Han lod hende sætte sig og forsvandt så i mængden. Hun så efter ham og dirrede over hele kroppen. Mørk magi. Hun havde kvalme og var rasende. Hun havde lyst til at slå ham, ruske ham, indtil han fortalte hende resten, men hun vidste, at hun måtte beherske sig.

„Du må være Tessa Gray,“ lød en blid stemme tæt ved. „Du ligner din mor.“

Det gav et sæt i Tessa. Ved siden af hende stod en slank kvinde med langt, løst, lavendelfarvet hår. Hendes hud var lyseblå, hendes kjole var en lang, brusende kreation af flor og tyl. Hendes fødder var nøgne, og mellem hendes tæer var der tynd svømmehud i en mørkere blå farve end kroppen. Tessa tog sig rædselsslagen til ansigtet – var hun blevet sig selv uden at vide det? – men den blå kvinde lo.

„Det var ikke min mening at få dig til at tro, at du havde mistet din forklædning, min kære. Du er stadig skjult. Men min slags kan se lige igennem den. Alt dette her“ – hun slog let ud med hånden mod Tessas blonde hår, hendes hvide kjole, perlerne –„er som et let skydække, og du er den klare himmel bagved. Vidste du, at din mors øjne var præcis som dine, sommetider grå, sommetider blå?“

Tessa kunne finde ordene igen. „Hvem er du?“

„Åh, min art udleverer helst ikke vores navne, men du kan kalde mig, hvad du har lyst til. Du kan give mig et vidunderligt navn. Din mor plejede at kalde mig Hyacint.“

„Den blå blomst,“ sagde Tessa svimmel. „Hvor kender du min mor fra? Du ser ikke ældre ud end jeg –“

„Når min art har gennemlevet den pure ungdom, bliver vi ikke ældre. Det gør du heller ikke. Heldige pige! Jeg håber, du sætter pris på den gave, vi har givet dig.“

Tessa rystede lamslået på hovedet. „Gave? Hvilken gave? Taler du om Mortmain? Ved du, hvad jeg er?“

„Ved du, hvad jeg er?“

Tessa tænkte på det, hun havde læst i Kodeks’en. „En fe?“ gættede hun.

„Ved du, hvad en skifting er?“

Tessa rystede på hovedet.

„Sommetider,“ sagde Hyacint med en fortrolig klang i stemmen, „når vores feblod er blevet svagt og tyndt, søger vi ind i et menneskehjem og tager det bedste, kønneste og fedeste barn og erstatter det hurtigt som lynet med et af vores egne svagelige børn. Mens menneskebarnet vokser sig stort og stærkt hos os, er menneskefamilien bebyrdet med en døende skabning, der frygter koldt jern. Vores art styrkes –“

„Hvorfor gør I det?“ spurgte Tessa. „Hvorfor stjæler I ikke bare menneskebarnet uden at efterlade noget i stedet?“

Hyacint spærrede sine mørkeblå øjne op. „Det ville jo ikke være rimeligt,“ sagde hun. „Og det ville give grobund for mistro blandt mundanerne. De er dumme, men der er mange af dem. Man skal ikke vække deres vrede. Så kommer de med jern og fakler.“ Hun gøs.

„Lige et øjeblik,“ sagde Tessa. „Siger du, at jeg er en skifting?“

Hyacint boblede af latter. „Nej, selvfølgelig ikke! Sikke da en latterlig tanke!“ Hun lagde sine hænder over hjertet, mens hun lo, og Tessa lagde mærke til, at der også var svømmehud mellem hendes fingre. Pludselig smilede hun og blottede sine glitrende tænder. „Der er en meget smuk, ung mand, som bliver ved med at stirre herhen,“ sagde hun. „Han er smuk som en feprins! Jeg må hellere lade dig alene.“ Hun blinkede, og før Tessa nåede at protestere, forsvandt hun blandt gæsterne.

Tessa vendte sig chokeret om i den tro, at den „smukke, unge mand“ var Nate – men det var Will, der stod lænet op ad væggen ved siden af hende. I samme øjeblik hendes blik fandt ham, vendte han sig om og begyndte ivrigt at studere dansegulvet. „Hvad ville hun?“

„Det ved jeg ikke,“ sagde Tessa opgivende. „Fortælle mig, at jeg ikke er en skifting.“

„Det er en start. Vi bruger udelukkelsesmetoden.“ Tessa måtte indrømme, at Will var dygtig til på en eller anden måde at gå i ét med de mørke forhæng bag sig – man kunne næsten ikke se ham. Det måtte være et Skyggejæger-talent. „Hvad havde din bror at fortælle?“

Hun knugede sine hænder og så ned i gulvet, mens hun talte. „Jessamine har spioneret for Nate hele tiden. Jeg ved ikke hvor længe. Hun har fortalt ham alt. Hun tror, han er forelsket i hende.“

Will så ikke overrasket ud. „Tror du, det er tilfældet?“

„Nate kan ikke elske andre end sig selv,“ svarede Tessa. „Men hvad værre er, så arbejder Benedict Lightwood for Mortmain. Det er derfor, han vil have fingre i Instituttet. Han vil åbne det for Magisteren. Og kaste mig i armene på ham. Nate kender selvfølgelig alt til det og er ligeglad.“ Tessa så ned på sine hænder. Jessamines hænder. Små og fine i de hvide børnehandsker. Åh, Nate, tænkte hun. Tante Harriet plejede at kalde dig sin blåøjede dreng.

„Det var formentlig, før han slog hende ihjel,“ sagde Will, og det gik pludselig op for Tessa, at hun havde talt højt. „Og der er han jo igen,“ tilføjede han hviskende. Tessa så ud over gæsterne og fik øje på Nate. Hans lyse hår strålede som et fyrtårn, da han nærmede sig. I hånden havde han et glas med en boblende, gylden væske. Hun drejede hovedet for at sige til Will, at han skulle skynde sig væk, men han var allerede forsvundet.

„Limonade med brus,“ sagde Nate, trådte hen til hende og gav hende glasset i hånden. Det iskolde glas føltes godt i hendes brandvarme hånd. Hun nippede til væsken, som på trods af omstændighederne smagte vidunderligt.

Nate strøg håret væk fra hendes pande. „Du var ved at fortælle mig noget,“ sagde han. „Du har gemt bogen på Tessas værelse …“

„Ja, ligesom du bad mig om,“ brast det ud af Tessa. „Hun har selvfølgelig ingen mistanke.“

„Det håber jeg heller ikke.“

„Nate …“

„Ja?“

„Ved du, hvad Magisteren vil gøre ved din søster?“

„Jeg har jo sagt, hun ikke er min søster.“ Nates tonefald var koldt. „Og jeg aner ikke, hvad han vil med hende, og det interesserer mig heller ikke. Mine planer drejer sig udelukkende om min – vores fremtid. Jeg håber, at du er lige så dedikeret.“ Tessa tænkte på Jessamine, der surmulende havde siddet sammen med de andre Skyggejægere og gennemgået sagen om Mortmain. Jessamine, der var faldet i søvn ved bordet i stedet for at gå ind på sit værelse, mens de havde diskuteret deres planer med Ragnor Fell. Og hun fik ondt af hende og hadede Nate endnu mere – hun hadede ham så meget, at det føltes som en blussende ild i hendes hals. Jeg har jo sagt, hun ikke er min søster.

Tessa spærrede øjnene op og fik sin underlæbe til at dirre. „Jeg gør det så godt, jeg kan, Nate,“ sagde hun. „Tror du mig ikke?“

Hun følte en lille triumf, da hun så ham lægge bånd på sin irritation. „Selvfølgelig, min elskede. Selvfølgelig.“ Han så undersøgende på hendes ansigt. „Har du det lidt bedre? Skal vi danse igen?“

Hun knugede vinglasset i hånden. „Åh, jeg ved ikke …“

„Nej, selvfølgelig,“ sagde Nate leende, „man siger jo også, at en herre kun bør danse den første dans eller to med sin hustru.“

Tessa stivnede. Det føltes, som om tiden stod stille: Alt i lokalet stivnede sammen med hende, selv det selvsikre smil om Nates mund.

Hustru?

Var han og Jessamine gift?

„Min engel,“ sagde Nate, og det lød, som om hans stemme var langt væk. „Er der noget galt? Du er blevet ligbleg.“

„Mr. Gray.“ En mat, mekanisk stemme talte et sted bag Nate. En af de ansigtsløse automatoner nærmede sig med en sølvbakke, hvorpå der lå et stykke sammenfoldet papir. „En besked.“

Nate vendte sig overrasket og tog papiret fra bakken. Tessa så, hvordan han foldede det ud, læste det, bandede og stak det i sin jakkelomme. „Men dog, men dog,“ sagde han. „En besked fra ham selv.“ Han må mene Magisteren, tænkte Tessa. „Der er brug for mig straks. Det er skrækkelig kedsommeligt, men hvad kan jeg gøre?“ Han tog hendes hånd, trak hende op fra stolen og lænede sig så frem for at kysse hende på kinden. „Tal med Benedict. Han skal nok sikre sig, at du bliver eskorteret tilbage til hestevognen, mrs. Gray.“ De sidste to ord hviskede han.

Tessa nikkede stumt.

„Godt, min pige,“ sagde Nate. Så vendte han sig om, fulgte i hælene på automatonen og forsvandt i mængden. Tessa stirrede omtumlet efter dem. Det måtte være chokket, tænkte hun, men alt var begyndt at se lidt – sært ud. Det var, som om hun kunne se hver en lysstråle gnistre i lysekronens krystaller. Det var smukt, men også sært og svimlende.

„Tessa.“ Det var Will. Han kom ubesværet til syne ved siden af hende. Hun så på ham. Han blussede, som om han havde løbet – endnu en smuk og sær effekt, tænkte hun, det sorte hår og masken, de blå øjne, den lyse hud og så denne rødmen i kinderne. Det var som at se på et maleri. „Din bror fik beskeden.“

„Aha.“ Hun begyndte at forstå, hvad der var sket. „Var den fra dig?“

„Ja.“ Will så selvtilfreds ud, tog glasset ud af hendes hånd, drak resten af limonaden og stillede glasset fra sig i vindueskarmen. „Jeg måtte have ham væk herfra. Og vi må også hellere komme væk, før han finder ud af, at beskeden var humbug, og vender tilbage. Men jeg sendte ham til Vauxhall, det er en lang tur, så vi er formentlig i sikkerhed –“ Han tav brat, og hun kunne høre den pludselige uro i hans tonefald. „Tess – Tessa? Er der noget galt?“

„Hvorfor spørger du?“ Hendes stemme gav genlyd i hendes egne ører.

„Se her.“ Han rakte hånden frem, greb fat i en dinglende hårtot og holdt den op foran hende, så hun kunne se den. Hun stirrede. Den var mørkebrun, ikke lysblond. Det var hendes eget hår. Ikke Jessamines.

„Åh, nej.“ Hun tog sig til ansigtet og genkendte den snurrende fornemmelse af Skiftet, der begyndte at skylle ind over hende. „Hvor længe –“

„Ikke så længe. Du var Jessamine for et øjeblik siden, da jeg kom.“ Han greb hendes hånd. „Kom med. Hurtigt.“ Han gik hastigt hen mod udgangen, men der var langt gennem balsalen, og Skiftet fik Tessa til at sitre og ryste. Hun gispede, da forandringen sled i hende og ændrede hendes krop. Hun så Will dreje hovedet, mærkede, at han greb hende, da hun snublede, og halvvejs bar hende videre frem. Lokalet snurrede omkring hende. Jeg må ikke besvime. Lad mig ikke besvime.

Et koldt vindpust ramte hende i ansigtet. Hun bemærkede omtumlet, at Will havde styret dem ud gennem dørene til en lille stenbalkon – en af mange med udsigt over haven. Hun trak sig væk fra ham, flåede guldmasken af ansigtet og var nær kollapset op ad balustren. Efter at have smækket dørene i ind til balsalen, skyndte Will sig hen til hende og lagde en hånd mod hendes ryg. „Tessa?“

„Jeg har det fint.“ Hun var glad for stenbalustraden under sine hænder. Den massive sten føltes uforklarligt beroligende. Den kølige luft fik svimmelheden til at lette. Hun kastede et blik ned ad sig og kunne se, at hun var blevet Tessa igen. Den hvide kjole var nu alt for kort, og kjolelivet så stramt, at hendes barm svulmede op over kanten af halsudskæringen. Hun vidste, at nogle kvinder strammede deres korsetter ekstra meget netop for at opnå denne effekt, men det chokerede hende at se så meget af sin egen hud.

Hun skævede til Will, glad for, at aftenluften kølede hendes kinder, så de ikke blussede. „Jeg – Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg har aldrig før mistet et Skift uden at opdage det. Det må skyldes chokket over alle de sandheder, jeg fik at høre. De er mand og kone, vidste du det? Nate og Jessamine. Gift. Nate har aldrig været den ægteskabelige type. Og han elsker hende ikke. Det kan jeg mærke. Han elsker kun sig selv. Sådan har han altid været.“

„Tess,“ sagde Will igen, men blidere denne gang. Han stod lænet op ad balustraden med ansigtet vendt mod hende. De stod meget tæt sammen. Over dem strålede månen ned mellem skyerne, som et hvidt skib på et roligt, mørkt hav.

Hun lukkede munden vel vidende, at hun havde vrøvlet løs. „Undskyld,“ sagde hun stille og så ned.

Han lagde næsten tøvende en hånd mod hendes kind. Han havde taget sin handske af, så det var hud mod hud, og han drejede hendes ansigt om mod sit. „Du har intet at undskylde,“ sagde han. „Du var fantastisk, Tessa. Du gjorde alt rigtigt.“ Hun mærkede blodet skyde op i kinderne under hans kolde fingre, og en bølge af forundring strømmede igennem hende. Var det Will, der talte? Will, der havde talt til hende på taget af Instituttet, som om hun var det laveste lave? „Du elskede din bror engang, ikke? Jeg kunne se dit ansigtsudtryk, da han talte med dig, og jeg havde lyst til at slå ham ihjel, fordi han knuste dit hjerte.“

Du knuste mit hjerte, havde hun lyst til at sige. Men i stedet sagde hun: „En del af mig savner ham, som – som du savner din søster. Selv om jeg ved, hvad han er, savner jeg den bror, jeg troede, jeg havde. Han var min eneste familie.“

„Vi på Instituttet er din familie nu.“ Hans stemme var utrolig blid. Tessa så forundret på ham. Hun havde ikke troet, at han kendte til blidhed. Men det måtte han gøre. Hun kunne mærke den i hans hånd mod kinden, høre den i hans stemme, se den i hans blik. Hun havde altid drømt om, at en ung mand ville se sådan på hende. Men hun havde aldrig forestillet sig en så smuk som Will, aldrig. I måneskæret så hans munds bue perfekt ud, og hans øjne bag masken var næsten sorte.

„Vi må hellere gå ind igen,“ sagde hun halvt hviskende. Hun havde ikke lyst til andet end at stå her med Will så smertefuldt tæt på, at han næsten rørte hende. Hun kunne mærke varmen fra hans krop. Hans mørke hår faldt ned om masken, ned i hans øjne, ned over hans øjenvipper. „Der er ikke tid –“

Hun trådte et skridt frem, snublede, men blev grebet af Will. Hun stivnede – og så listede hendes arme sig rundt om ham, og hun flettede fingre med sig selv bag hans nakke. Hun trykkede ansigtet ind mod hans hals, mærkede hans bløde hår under sine fingre. Hun lukkede øjnene, lukkede den svimlende verden ude, lyset fra vinduerne, himlens glød. Hun ønskede at blive stående sådan med Will, indhyllet i dette øjeblik, mens hun indåndede hans rene, særlige lugt, mærkede hans hjerte hamre mod sit eget, roligt og stærkt som havets puls.

Hun fornemmede, at han tog en indånding. „Tess,“ sagde han. „Tess, se på mig.“

Hun hævede blikket og gengældte hans, langsomt og modvilligt, parat til at blive mødt med enten vrede eller kulde – men han betragtede hende roligt, helt uden sin sædvanlige kølige distance. Hans øjne var klare som glas og fulde af længsel. Mere end længsel faktisk – en ømhed, som hun ikke havde set før, og som hun aldrig havde forbundet med Will Herondale. Da han løftede hænderne og metodisk begyndte at tage hårnålene ud af hendes hår, var det denne ømhed, der mere end noget andet afholdt hende fra at protestere.

Det her er vanvid, tænkte hun, da den første nål faldt klirrende ned på gulvet. De burde flygte, men hun stod målløs, mens Will kastede Jessamines perle-hårnåle ned, som var de billigt stads. Hendes lange, bølgende, mørke hår lagde sig om hendes skuldre, og Will lod fingrene glide gennem det. Hun hørte ham ånde ud imens, som om han havde holdt vejret længe og først nu pustede ud. Hun stod som hypnotiseret, mens han samlede hendes hår i sine hænder, førte det hen over hendes ene skulder og viklede fingrene ind i hendes krøller. „Min Tessa,“ sagde han, og denne gang rettede hun ham ikke.

„Will,“ hviskede hun, da han rakte op og fjernede hendes hænder fra sin nakke. Han trak hendes handsker af og kastede dem ned til hendes maske og Jessamines hårnåle på balkongulvet. Han trak sin egen maske af, smed den fra sig og strøg sit fugtige hår væk fra panden. Maskens nederste kant havde lavet trykmærker på hans markerede kindben – de lignede ar – men da hun rakte hænderne frem for at stryge henover dem, fangede han dem blidt og skubbede dem ned.

„Nej,“ sagde han. „Lad mig røre dig først. Jeg har længtes …“

Hun sagde ikke nej. I stedet stod hun med store øjne og stirrede op på ham, mens hans fingerspidser gled over hendes tindinger, ned over kindbenene og så – blidt på trods af den hårde hud – rundt om hendes læber, som om han prøvede at lære hvert et træk udenad. Hans berøring fik hendes hjerte til at snurre som en top i hendes brystkasse. Hans blik holdt hendes fast, mørkt, forundret og sløret af lidenskab.

Hun stod ubevægelig, da hans fingre forlod hendes mund og fandt vej ned over hendes hals, hvor de standsede ved hendes pulsåre. Så sneg de sig ned til silkebåndet ved udskæringen og trak i den ene ende. Hendes øjenlåg gled dirrende halvt i, da sløjfen gik op, og hans varme hånd lagde sig over hendes kraveben. Hun kunne huske en oplevelse om bord på the Main. Havet havde skinnet på en ganske særlig måde, og det havde set ud, som om skibet skar en sti af ild gennem vandet, som langsomt blev forvandlet til gnister. Det føltes, som om Wills hænder gjorde det samme på hendes hud. Hun brændte dér, hvor han rørte hende, og hun kunne samtidig mærke, hvor hans fingre lige havde været. Hans berøring var let og bevægede sig længere ned, ned over kjolelivet, hendes bryster. Tessa gispede, selv da hans hænder gled videre til taljen og trak hende nærmere, så de stod så tæt, at deres kroppe smeltede sammen.

Han bøjede hovedet og lagde sin kind mod hendes. Hans vejrtrækning og de hviskede ord i hendes øre sendte kuldegysninger igennem hende. „Jeg har længtes efter dette her,“ sagde han, „hvert sekund, hver time og hver dag, siden jeg så dig første gang. Men det ved du vel. Det må du vide. Ikke?“

Hun så forbløffet op på ham med let adskilte læber. „Vide hvad?“ spurgte hun, og Will sukkede, næsten som en slået mand, og kyssede hende.

Hans læber var bløde. Han havde kysset hende før, men vildt og desperat, og han havde smagt af blod. Dette her var ganske anderledes. Det var forsigtigt og roligt, som om han talte stille til hende og ved hjælp af sine læbers blide berøring fortalte hende det, han ikke kunne sige med ord. Han gav hende langsomme, lette sommerfuglekys langs læbernes bue, så forsigtige som hjerteslag, og kyssene fortalte hende, at hun var værdsat, uerstattelig, ønsket. Tessa kunne ikke længere holde hænderne i ro. Hun rakte dem i vejret, lagde dem om hans nakke, viklede sine fingre ind i hans mørke, silkebløde hår, mærkede hans puls dunke mod sine håndflader.

Han holdt hende fast, mens hans mund udforskede hendes. Han smagte af den boblende limonade, sød og berusende. Da han lod sin tunge glide let over hendes læber, sendte det en frydefuld gysen gennem hende. Hendes knogler smeltede, og hendes nerveender dirrede. Hun længtes efter at trække ham tæt ind til sig – men han var så blid, så utrolig blid, og alligevel kunne hun fornemme den stærke lidenskab i hans rystende hænder og hans galoperende hjerteslag. Én, der hadede alle mennesker, kunne ikke være så blid. Alt det, der i de seneste uger havde virket ødelagt og forkert, når hun så på Will, begyndte at smelte sammen og blive helt. Hun følte sig så let, som kunne hun svæve.

„Will,“ hviskede hun mod hans mund. Hun længtes så intenst efter at få ham endnu tættere på, at det gjorde næsten ondt, og en smertefuld varme bredte sig fra maven, fik hendes hjerte til at hamre hurtigere, hendes fingre til at knuge om hans hår og hendes hud til at blusse. „Will, du behøver ikke være så forsigtig. Jeg går ikke i stykker.“

„Tessa,“ stønnede han ind i hendes mund, men hun kunne høre en tøvende klang i hans stemme. Hun bed let i hans læber, drillede ham, og han gispede. Han lagde håndfladen mod hendes lænd, trykkede hende ind til sig. Hans selvkontrol svandt, og blidheden forvandledes til krævende lidenskab. Deres kys blev stadigt dybere og dybere, som om de kunne indånde hinanden, fortære hinanden. Tessa vidste, at hun udstødte små, klynkende lyde, og at det burde have gjort ondt, da Will skubbede hende ind mod balustraden, men sært nok ikke gjorde det. Hun fornemmede hans hænder knuge kjolen og ødelægge de sarte stofblomster. I det fjerne hørte Tessa dørhåndtaget rasle. Dørene gik op, men hun og Will klyngede sig til hinanden, som om alt andet var ligegyldigt.

Der lød mumlende stemmer, og én udbrød med misbilligelse i stemmen: „Jeg sagde det jo, Edith. Det er det, der sker, når man drikker de lyserøde drinks.“ Dørene gled i igen, og Tessa hørte skridt fortone sig. Hun trak sig væk fra Will.

„Åh, nej,“ sagde hun åndeløst. „Hvor ydmygende.“

„Jeg er ligeglad.“ Han trak hende ind til sig igen, kærtegnede hendes hals, hans ansigt var brændende varmt mod hendes kolde hud. Hans mund strejfede hendes. „Tess –“

„Du siger hele tiden mit navn,“ mumlede hun. Hun havde den ene hånd mod hans brystkasse for at holde ham lidt på afstand, men vidste ikke, hvor længe hun kunne stå imod. Hendes krop længtes efter ham. Tiden var holdt op med at eksistere og havde mistet enhver betydning. Der fandtes kun dette øjeblik, kun Will. Hun havde aldrig haft det sådan før og tænkte et lille øjeblik på, om det føltes sådan her for Nate, når han var fuld.

„Jeg elsker dit navn. Jeg elsker lyden af det.“ Han lød beruset, og hans læber strejfede hendes, da han talte. Hun indåndede hans vejrtrækning, inhalerede ham. Hun kunne ikke undgå at bemærke, at deres kroppe passede perfekt sammen. I Jessies hvide satinsko med de høje hæle var hun kun lidt lavere end han og skulle blot lægge hovedet en smule tilbage for at kysse ham. „Jeg må spørge dig om noget. Jeg må vide det –“

„Nå, det er her, I gemmer jer,“ lød en stemme fra døråbningen. „Og sikke da en forestilling.“

De fór fra hinanden. I døråbningen – Tessa kunne ikke huske, at hun havde hørt dørene blive åbnet igen – stod Magnus Bane med en lang cigar mellem sine tynde, brune fingre.

„Lad mig gætte,“ sagde Magnus og pustede røg ud. Den antog form som et hjerte, som vinden trak i, da det drev væk fra hans mund. Det udvidede sig og blev mere og mere uigenkendeligt. „I drak limonaden.“

Tessa og Will, der nu stod side om side, skævede til hinanden. Det var Tessa, der svarede: „Jeg – ja. Nate gav mig et glas.“

„Der var en smule warlock-pulver blandet i,“ sagde Magnus. Han var klædt helt i sort uden pynt af nogen art, bortset fra ringe på alle fingrene. I hver ring var der indfattet en enorm sten – alle i forskellig farve. Citrongul citrin, grøn jade, rød rubin, blå topas. „Den slags pulver, der får os til at slippe hæmningerne og får os til at gøre ting, som vi ellers“ – han rømmede sig let – „ikke ville gøre.“

„Nå,“ sagde Will. Og så: „Nåå.“ Hans stemme var dæmpet. Han vendte sig bort og støttede sig til balustraden. Tessa mærkede blodet skyde op i kinderne.

„Hold da op, du viser meget barm,“ fortsatte Magnus ubekymret og pegede på Tessa med den glødende ende af sin cigar. „Tout le monde sur le balcon, som de siger på fransk,“ tilføjede han og viste med hænderne, at der stak noget stort frem fra hans bryst. „Meget passende, eftersom vi står på en balkon.“

„Lad hende være i fred,“ sagde Will. Tessa kunne ikke se hans ansigt. Han havde sænket hovedet. „Hun vidste ikke, hvad hun drak.“

Tessa lagde armene over kors, men da det gik op for hende, at det bare gjorde problemet med hendes barm større, lod hun armene falde. „Det er Jessamines kjole, og hun er halvt så stor som jeg,“ snerrede hun. „Under normale omstændigheder ville jeg aldrig gå klædt sådan her.“

Magnus hævede øjenbrynene. „Skiftede du tilbage? Da limonaden begyndte at virke?“

Tessa skulede. Hun følte sig sært ydmyget – over at blive taget i at kysse Will, at stå foran Magnus klædt på en måde, så hendes tante var faldet død om ved synet. Men en del af hende ønskede, at Magnus ville gå sin vej, så hun kunne kysse Will igen. „Hvad laver du egentlig selv her?“ snerrede hun uhøfligt. „Hvordan vidste du, at vi var her?“

„Jeg har mine kilder,“ sagde Magnus og pustede let røg ud. „Jeg tænkte, at I måske var i vanskeligheder. Benedict Lightwoods fester har ry for at være farlige. Da jeg hørte, at I var her –“

„Vi kan tage vare på os selv,“ sagde Tessa.

Magnus betragtede åbenlyst hendes barm. „Ja, det kan jeg se,“ sagde han. „I er bevæbnet til tænderne.“ Han var færdig med sin cigar og knipsede den ud over balustraden. „En af Camilles menneskelige heloter var her og genkendte Will. Han fik sendt besked til mig. Og hvis han har opdaget jer, er der stor sandsynlighed for, at andre også gør det. Det er på tide, at I kommer af sted.“

„Er du ikke ligeglad med, om vi slipper ud eller ej?“ mumlede Will. Han stod stadig med bøjet hoved.

„Nu skylder I mig en tjeneste,“ sagde Magnus med stålsat stemme. „Og jeg regner med at indkassere den.“

Will vendte sig mod ham. Hans ansigtsudtryk chokerede Tessa. Han så syg ud. „Jeg burde have vidst, at det var det, det handlede om.“

„Du kan vælge dine venner, men ikke din uventede redningsmand,“ sagde Magnus muntert. „Skal vi se at komme af sted? Eller vil I hellere blive her og tage chancen? I kan fortsætte kysseriet, når I kommer tilbage til Instituttet.“

Will skulede. „Få os væk herfra.“

Magnus’ katteøjne glimtede. Han knipsede med fingrene, og en byge af blå gnister regnede ned over dem. Tessa stivnede i forventning om at blive brændt, men hun mærkede kun vinden i ansigtet. Hendes hår rejste sig, da en sær energi knitrede gennem hendes nerver. Hun hørte Will gispe – så stod de på en af stierne i haven nær havedammen. Den enorme Lightwood-ejendom tårnede sig mørk og stille op bag dem.

„Sådan,“ sagde Magnus, som om han kedede sig. „Det var da ikke så svært, vel?“

Will så på ham uden taknemmelighed i blikket. „Magi,“ mumlede han.

Magnus slog ud med hænderne. De knitrede stadig af blå energi, som lyn en hed sommernat. „Og hvad tror du, dine kære runer er? Det modsatte af magi?“

„Shh,“ sagde Tessa. Hun følte sig pludselig udmattet. Det gjorde ondt dér, hvor korsettet borede sig ind i hendes ribben, og hendes fødder smertede i Jessamines alt for små sko. „Hold nu op med at puste jer op, begge to. Jeg tror, der kommer nogen.“

De stivnede alle tre, da en småsludrende flok rundede hjørnet af bygningen. Tessa stirrede. Selv i det disede månelys kunne hun se, at det ikke var mennesker. Det var heller ikke underjordiske. Det var dæmoner – den ene sjokkede af sted og lignede et lig med sorte hulninger i stedet for øjne, den anden var halvt så høj som et menneske med blå hud, pigget hale, øgletræk og en flad, slangeagtig snude og var klædt i vest og bukser, den tredje lod til at være et hvirvlende hjul fuldt af røde, våde munde.

Der skete flere ting på én gang.

Tessa lagde en hånd over munden, før hun nåede at skrige. Det ville ikke nytte noget at stikke af. Dæmonerne havde allerede set dem og var standset brat op midt på stien. Stanken af råd emmede fra dem og overdøvede lugten af jord og blade.

Magnus løftede sin ene hånd, blå flammer omsluttede hans fingre. Han mumlede stille frem for sig. Tessa havde aldrig set ham så oprevet.

Og Will gjorde noget ganske uventet. Tessa havde forventet, at han ville trække en af sine seraph-dolke, men han løftede en skælvende finger, pegede på dæmonen med blå hud og hviskede: „Dig!“

Den blåhudede dæmon blinkede. Alle dæmonerne stod ubevægelige og stirrede på hinanden. De måtte have indgået en aftale, tænkte Tessa, som afholdt dem fra at angribe de andre gæster, men hun brød sig ikke om måden, de røde munde smaskede på. „Øhm,“ sagde dæmonen, som Will havde talt til. Den havde en overraskende menneskelig stemme. „Jeg husker ikke – eller rettere, jeg tror ikke, jeg har haft den ære at stifte bekendtskab med dig tidligere.“

„Løgner!“ Will vaklede frem og angreb. Tessa så lamslået til, da han fór forbi de andre dæmoner og kastede sig over den blå. Den udstødte et skingert skrig. Magnus betragtede måbende optrinnet. Tessa skreg: „Will! Will!“, men han trillede rundt og rundt i græsset med den blåhudede, overraskende smidige skabning. Han havde et solidt greb i ryggen på dens vest, men det lykkedes den at gøre sig fri og stikke af. Den stormede gennem haven med Will lige i hælene.

Tessa gik et par skridt i retning af dem, men hendes fødder var et smertehelvede. Hun sparkede Jessamines sko af og skulle til at løbe efter Will, da det gik op for hende, at de to tilbageblevne dæmoner udstødte en vred summen. De talte åbenbart til Magnus.

„Åh, ja, I ved,“ sagde han og havde tydeligvis genvundet fatningen, for han pegede i den retning, Will var forsvundet, og fortsatte: „De er blevet uvenner. Over en kvinde. Det sker jo.“

Den summende lyd tog til. Dæmonerne troede ham ikke.

„Spillegæld?“ foreslog Magnus. Han knipsede med fingrene, en flamme blussede op på hans håndflade og badede haven i et stærkt lys. „Jeg vil foreslå, at I ikke spekulerer mere over det, mine herrer. Liv og glade dage venter jer indenfor.“ Han pegede hen mod den smalle dør ind til balsalen. „Det er mere behageligt for jer derinde end herude.“

Det lod til at overbevise dem. Dæmonerne trak sig summende og mumlende tilbage og tog stanken af affald med sig.

Tessa vendte rundt. „Hurtigt. Vi må efter dem –“

Magnus bøjede sig ned og samlede hendes sko op fra stien. Han holdt dem i satinbåndene og sagde: „Rolig nu, Askepot. Will er Skyggejæger. Han løber hurtigt. Du indhenter ham aldrig.“

„Jamen, du – der må da være noget magi –“

„Magi,“ sagde Magnus og efterlignede Wills forargede tonefald. „Will er, hvor han skal være, og gør det, han skal. Hans formål her i livet er at dræbe dæmoner, Tessa.“

„Kan du ikke – lide ham?“ spurgte Tessa. Det var måske et underligt spørgsmål, men når Magnus så på Will, fik han et særligt glimt i øjnene, som hun ikke helt forstod.

Til hendes overraskelse tog Magnus hendes spørgsmål seriøst. „Jo, jeg kan godt lide ham,“ sagde han, „på trods af alt. I starten mente jeg, at han var en betagende gift, men jeg er blevet omvendt. Der gemmer sig en fin sjæl under hans brovtende facon. Og han er i live, han er et af de mest levende mennesker, jeg nogen sinde har mødt. Når han føler noget, stråler det lige så klart og skarpt som lynild.“

„Vi føler alle sammen noget,“ sagde Tessa overrasket. Skulle Wills følelser være stærkere end andres? Han var ganske givet mere gal end alle andre, men –

„Nej, sådan skal det ikke forstås,“ sagde Magnus. „Tro mig, jeg har levet i mange år, og jeg ved den slags.“ Hans blik var venligt. „Du vil opdage, at selv følelser blegner med tiden. Den ældste warlock, jeg har mødt, havde levet i næsten tusind år, og han fortalte mig, at han ikke længere kunne huske, hvordan det føles at elske eller hade. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke gjorde en ende på sit liv, og han svarede, at han stadig følte én ting – frygt. Frygt for det, der venter efter døden. ’Det uudforskede land fra hvis grænser ingen rejsende vender tilbage’.“

„Hamlet,“ sagde Tessa automatisk. Hun prøvede at skubbe tanken om sin egen mulige udødelighed ud af hovedet. Det var for stort og skræmmende og for øvrigt … passede det måske slet ikke.

„Vi udødelige er lænket til dette liv med en kæde af guld, og vi vover ikke klippe den over af frygt for, hvad der venter os, når vi dør,“ sagde Magnus. „Kom nu med, og misund ikke Will hans moralske forpligtelser.“ Han begyndte at gå ned ad stien, og Tessa måtte humpe hurtigt af sted for at holde trit med ham.

„Jamen, han opførte sig, som om han kendte dæmonen –“

„Han har sikkert været på jagt efter den før,“ sagde Magnus. „Indimellem slipper de væk.“

„Jamen, hvordan kommer han tilbage til Instituttet?“ hvinede Tessa.

„Han er en kvik dreng. Han skal nok finde på noget. Jeg er mere bekymret for, hvordan vi får dig tilbage til Instituttet, før nogen opdager, du er væk, og helvedet bryder løs.“ De nåede porten, hvor hestevognen ventede. Cyril hvilede fredfyldt på kuskesædet med hatten trukket ned over øjnene.

Tessa stirrede trodsigt på Magnus, da han åbnede hestevognsdøren og tilbød hende sin hånd, så hun kunne stige op. „Du kan ikke vide, om Will og jeg har fået Charlottes tilladelse til at være her i aften.“

„Jeg har mere forstand end som så, min kære,“ sagde han og lo så smittende, at Tessa med et suk rakte ham sin hånd. „Hør her,“ sagde han. „Jeg følger med dig tilbage til Instituttet, og på vejen kan du fortælle mig, hvad der er sket.“