Tågen var tæt, dæmpede alle lyde og lagde et næsten uigennemtrængeligt slør over omgivelserne. De steder, hvor den lettede en smule, kunne Will se gaden stige foran sig, glat, våd og sort af regn, og han kunne høre de dødes stemmer.
Det var ikke alle Skyggejægere, der kunne høre ånder, medmindre ånderne valgte at blive hørt. Men det kunne Will. Da han nærmede sig den gamle kirkegård, steg deres stemmer til et rasende kor – hyl og bønner, skrig og snerren. Dette var ikke en fredfyldt gravplads, men det vidste Will allerede; det var ikke hans første besøg på Cross Bones Graveyard i nærheden af London Bridge. Han gjorde sit bedste for at holde alle lyde ude og trak skuldrene op, så frakkekraven dækkede ørerne. Han bøjede hovedet, mens den fine støvregn gennemvædede hans sorte hår.
Indgangen til kirkegården lå halvvejs nede ad gaden og bestod af et par smedejernsporte indfældet i den høje stenmur. En mundan ville ikke se andet end et stykke ukrudtsbevokset jord, en ubebygget grund på den anden side af portene. Da Will nærmede sig dem, materialiserede noget sig midt i disen, noget, som ingen mundan kunne have set: en enorm dørhammer af bronze med form som en hånd og med knoglede og skeletagtige fingre. Will rakte med en grimasse sin egen behandskede hånd ud mod den, løftede hammeren og lod den falde én, to, tre gange, så de hule drøn gav genlyd i natten.
På den anden side af portene steg tågedisen op fra jorden og slørede synet af knogler på den ujævne jord. Det begyndte langsomt at tage form og fik et uhyggeligt, blåligt skær. Will lagde hænderne mod portens tremmer; kulden i metallet sneg sig gennem hans handsker, ind i hans knogler, og han gøs. Det var ikke en almindelig kulde. Når ånder materialiserede sig, trak de al energi ud af deres omgivelser, og frarøvede luften al varme. Wills nakkehår rejste sig, da den blålige dis langsomt tog form af en gammel kvinde i en laset kjole og med hvidt forklæde. Hendes hoved var bøjet.
„Godaften, Mol,“ sagde Will. „Du ser usædvanlig dejlig ud, hvis jeg må være så fri.“
Spøgelset løftede hovedet. Gamle Molly var en stærk ånd, en af de stærkeste, Will nogen sinde havde mødt. Selv da månen brød igennem huller i skyerne, så det ud, som om hendes krop havde fast form. Hendes hår lå i en grålig-gul, kraftig fletning ned over hendes ene skulder, hendes ru, røde hænder hvilede på hofterne. Det var kun hendes øjne, der manglede. Blå flammer blussede i hulerne.
„William ’erondale,“ sagde hun. „Er du allerede der igen?“
Hun bevægede sig hen mod porten på den glidende måde, som er karakteristisk for spøgelser. Hendes fødder var nøgne og møgbeskidte, selv om de ikke rørte jorden.
Will lænede sig op ad porten. „Du ved godt, at jeg savner dit kønne ansigt.“
Hun lo, flammen i hendes øjne flakkede, og han fik et glimt af kraniet under den delvist gennemsigtige hud. Over dem havde skyerne igen samlet sig og skyggede for månen. Will spekulerede ilde til mode over, hvad gamle Mol havde gjort, siden hun var begravet her langt fra indviet jord. De fleste af de skrigende stemmer tilhørte prostituerede, selvmordere og dødfødte – de forviste døde, der ikke kunne begraves på den rigtige kirkegård. Men det var lykkedes Molly at få det bedste ud af situationen, så hun havde måske ikke noget imod det.
Hun kluklo. „Hva’ vil du så, unge Skyggejæger? Ha’ Malphas gift? Jeg har kloen fra en morax-dæmon. Blankpoleret, så man ik’ ka’ se giften på spidsen –“
„Nej,“ svarede Will. „Det er ikke sådan en, jeg er ude efter. Jeg har brug for fintmalet foraii-dæmon-pulver.“
Molly lagde hovedet på skrå og udspyede en blå flamme. „Hva’ skal en pæn, ung herre som dig med den slags?“
Will sukkede stille for sig selv; Mollys protester var en del af forhandlingsprocessen. Magnus havde allerede sendt Will til gamle Mol flere gange, én gang efter sorte, stinkende lys, som klæbede til huden som tjære, en anden gang efter knoglerne af et ufødt barn, og en tredje gang efter en pose feøjne, som havde lavet blodpletter på hans skjorte. I sammenligning lød foraii-dæmon-pulver tilforladeligt.
„Tror du, jeg ’ et fjols,“ fortsatte Molly. „Det ’ en fælde, ik’? Hvis I Nephilimer tager mig i at sælge den slags, så er det slut med gamle Mol, ja, det er så.“
„Du er allerede død.“ Will gjorde sit bedste for ikke at lyde for irriteret. „Jeg ved ikke, hvad du tror, Enklaven kan gøre dig nu.“
„Føj.“ Hendes tomme øjenhuler blussede. „De Tavse Brødres fængsel under jorden kan holde på både de levende og de døde; det ved du da, Skyggejæger.“
Will rakte hænderne frem. „Jeg prøver ikke at narre dig, du gamle. Du har ganske givet allerede hørt rygterne i underverdenen. Enklaven har andet at tænke på end at opspore spøgelser, der sælger dæmonpulver og feblod.“ Han lænede sig frem. „Jeg giver dig en god pris.“ Han fandt en lærredspose frem fra lommen og lod den dingle i luften. Det klirrede fra den som af mønter, der slog mod hinanden. „De passer alle til din beskrivelse, Mol.“
Et ivrigt udtryk gled over hendes døde ansigt, og hun antog fast form, så hun kunne tage den fra ham. Hun stak sin ene hånd ned i den, og da hun tog den op, var den fuld af ringe, vielsesringe af guld, alle prydet af en kærlighedsknude. Gamle Mol var som mange andre spøgelser på evig jagt efter den talisman, som holdt hende bundet til verden. Den forsvundne del af hendes fortid, der kunne sætte hendes sjæl fri. I hendes tilfælde var det en vielsesring. Magnus havde forklaret Will, at man mente, ringen var forsvundet for længe siden, at den var begravet under dynd og slam på bunden af Themsen, men hun tog glad imod enhver pose fundne ringe i håb om, at en af dem skulle være hendes.
Hun lod ringene dumpe tilbage i posen, som forsvandt et eller andet sted i hendes kjoles folder, og rakte ham en sammenfoldet pung til gengæld. Han stak den i jakkelommen, mens spøgelset begyndte at flimre og fortone sig. „Lige et øjeblik, Mol. Det er ikke det eneste, jeg er kommet efter her til aften.“
Ånden flakkede dels af grådighed og utålmodighed, dels fordi det var vanskeligt for hende at holde sig synlig så længe ad gangen. Omsider gryntede hun. „Ja, ja, da. Hva’ du ellers ude efter?“
Will tøvede. Det var ikke noget, Magnus havde brug for. Det var noget, han selv skulle bruge. „Kærlighedsmiksturer –“
Gamle Mol kaglede af latter. „Kærlighedsmiksturer? Til Will ’erondale? Det ligner mig ikke at sige nej til at tjene en skilling, men en mand, der ser ud som dig, har ikke brug for kærlighedsmiksturer, og sådan er det.“
„Nej,“ sagde Will med en anelse desperation i stemmen. „Jeg leder egentlig efter det modsatte – noget, som kan sætte en stopper for kærlighed.“
„En hadmikstur?“ Mol lød stadig munter.
„Jeg håbede nu mere på noget, der mindede om ligegyldighed. Tolerance?“
Hun udstødte en prustende lyd, der var usædvanlig menneskelig. „Det er mig imod at fortælle dig dette her, Nephilim, men hvis du vil have en pige til at hade dig, så er der mange nemme måder at gøre det på. Du har ikke brug for min hjælp mod den stakkels tøs.“
Og med de ord forsvandt hun, hvirvlede ind i disen mellem gravene. Will så efter hende og sukkede. „Det er ikke til hende,“ hviskede han, selv om der ikke var nogen der hørte ham, „men til mig …“ Og han støttede hovedet mod den kolde port.