De unge kaldte det for kærlighedens sommer, men jeg havde lige begravet min mand, da jeg for første gang tog tilbage for at se det reservoir, der havde oversvømmet min barndoms landsby.
Jeg foretog denne rejse, blot få måneder efter at Ronald og jeg var vendt hjem fra et af vores hyppige lange ophold i udlandet. Ophold der havde passet fint til mine behov i mange år. Også Ronald havde passet fint til mine behov i mange år. Han var en anstændig mand og en god ægtemand, som beredvilligt accepterede, at vores ægteskab var et fornuftsægteskab. Jeg tror, han så mig som et aktiv i sin karriere som diplomat, selv om det bestemt hverken var min blændende skønhed eller mit skarpe vid, der fik ham på krogen. Men jeg var dog præsentabel og intelligent og en særdeles god danser tillige.
Hvad grunden end var, blev jeg mester i at agere diplomatfrue. Det virkede som en beskeden pris at betale. På en måde var jeg Ronalds adgangsbillet til en succesrig karriere og forfremmelse, og - selv om jeg aldrig fortalte ham det - var han min adgangsbillet til flugt og redning. Jeg giftede mig med ham, fordi jeg vidste, vi ville tilbringe vores liv langt væk fra England, og jeg ønskede at være så langt væk fra England som overhovedet muligt. Nu, efter ti år i udlandet, synes det ikke at have den store betydning. Jeg vil være ganske tilfreds med at tilbringe resten af mine dage i lejligheden i Belsize Park. Ronald, som altid havde været en dreven investor, havde også efterladt mig en net sum penge. I hvert fald nok til at leve af i nogle år og til at købe en ny Triumph-sportsvogn. En rød en. Med radio.
Og mens jeg sang med på "All You Need is Love", "Itchycoo Park" og "See Emily Play" og af og til lyttede til et nyhedsindslag om mordet på Joe Orton og lukningen af de udenlandske piratradiostationer, satte jeg således kursen mod Hobb's End for første gang i over 20 år. Af en eller anden grund, som jeg aldrig rigtig har kunnet forklare, nød jeg den rå, naive og spøjse nye musik, som unge mennesker lyttede til, selv om jeg var i starten af fyrrerne. Den fik mig til at længes efter at være ung igen: ung uden min egen ungdoms komplikationer; ung uden krigen; ung uden hjertesorgen; ung uden rædslen og blodet.
Jeg tror ikke, jeg så en eneste bil, efter at jeg forlod hovedvejen lige uden for Skipton. Det var en af de der perfekte sommerdage, hvor luften er fuld af den søde duft af nyslået græs og vilde blomster. Jeg bildte mig ind, at jeg endda kunne lugte fordampningen fra de varme stendiger. Bærrene skinnede som polerede granater på rønnebærtræerne. Viberne fløj højt på himlen og tumlede rundt på engene, og fårene brægede ynkeligt fra de erne dalskråninger. Alle farverne var så livlige - græsset var grønnere end nogensinde før, den skyfri himmel så lysende blå, at det skar i øjnene.
Kort efter Grassington for jeg vild. Jeg holdt ind til siden og spurgte to mænd, som var ved at reparere et stendige, om vej. Det var længe siden, jeg havde hørt den karakteristiske, flade North Yorkshire-dialekt, og først lød den fremmed for mig. Efter nogen tid forstod jeg, hvad de sagde, takkede dem og forlod dem, mens de kløede sig i håret over den sære midaldrende dame med solbrillerne, popmusikken og den prangende røde sportsvogn.
Den gamle vej endte ved skovbrynet, så jeg blev nødt til at stige ud og gå resten af vejen ad en snoet grussti. Skyer af myg summede over mit hoved, gærdesmutter pilede gennem underskoven, og blåmejser hoppede fra gren til gren.
Endelig kom jeg ud af skoven og stod ved kanten af reservoiret. Mit hjerte begyndte at banke, og jeg var nødt til at læne mig op ad et af træerne. Barken føltes ru mod mine håndflader. Et kort øjeblik følte jeg mine kinder brænde, det snurrede i mine fingre, og jeg troede, jeg skulle besvime. Men det gik over.
Der havde selvfølgelig også været træer for længe siden, men ikke lige så mange, og de fleste af dem havde stået nord for landsbyen, i Rowan Woods. Dengang jeg boede der, havde Hobb's End blot været en landsby i en dal. Nu stod jeg og stirrede på en sø omgivet af skov.
I vandets blikstille overflade spejlede træerne sig, og af og til kunne man se skyggen af en måge eller en svale, der fløj over himlen.
Til højre for mig kunne jeg se den lille dæmning, hvor den gamle flod indsnævrede sig, der hvor den løb ud i Harksmere. Forvirret, usikker på hvad jeg følte, satte jeg mig på skrænten og stirrede ud over landskabet.
Jeg sad der, hvor den gamle stikbane plejede at løbe, det tog jeg så ofte var kørt med i min barndom. Dette ene spor til og fra Harrogate havde under krigen været vor eneste virkelige adgang til den store verden uden for Hobb's End. British Railways Board havde jo afskaffet den for tre eller fire år siden, og sporene var allerede dækket af ukrudt. Kommunen havde plantet grædepil, der hvor den gamle stationsbygning havde stået, der hvor jeg mangen en gang havde købt billetter af fru Shipley og ventet på perronen i stigende spænding efter at høre det gamle damplokomotivs tøffen og tuden i det erne.
Tiden gik, som jeg sad der og tænkte tilbage. Jeg var taget sent af sted, og turen fra London havde været lang. Snart blev skoven omkring mig omsluttet af et mørke, som også udfyldte grenenes mellemrum og øjeblikkene af stilhed i fuglenes sang. En ganske let brise rejste sig. Det svindende dagslys ramte vandet på en sådan måde, at vandets let krusede overflade så ud, som om der var blevet drysset ferskenfarvet pudder hen over den. Langsomt blev selv dette mørkere, indtil kun en dyb, blækagtig blå tone var tilbage.
Så steg fuldmånen op og spredte sit spøgelsesagtige lys, i hvis skær jeg bildte mig ind at kunne se lige gennem vandet ned til landsbyen, der plejede at ligge der, som et billede, der var konserveret i vandglas. Der lå den, udbredt foran mig, i sin mørke funklen og glitren under overfladens knap synlige krusen.
Som jeg sad der og stirrede, begyndte jeg at føle, at jeg kunne række hånden ud og røre den. Det var som verdenen bag spejlet i Cocteaus Orfeus. Når man rækker hånden ud og rører spejlet, bliver det til vand, og man kan kaste sig ind gennem det ned i Underverdenen.
Det syn, der mødte mig, var landsbyen, som den havde set ud, dengang jeg boede der, med røgen fra skorstenene, som snoede sig hen over skifer- og sandstenstagene, den mørke mølle på den lille bakke mod vest, det lavstammede kirketårn og High Street, der bugtede sig langs den smalle flod. Jo længere tid jeg kiggede, desto mere kunne jeg forestille mig at se folk foretage deres daglige gøremål: købe ind, levere varer, sladre. Jeg kunne endda se vores lille forretning, hvor jeg havde mødt hende for første gang en stormfuld forårsdag i 1941. Den dag, hvor det hele begyndte.