Kapitel ET

Adam Kelly elskede at lege i de forfaldne huse, elskede den mugne lugt i de gamle rum, den måde de knirkede og kna-

gede på, når han gik rundt inde i dem, den måde sollyset trængte ind gennem lægterne på og kastede stribede skygger på væggene. Han elskede at springe med hjertet i halsen over mellemrummene på de ødelagte trapper og at hoppe fra spær til spær, hvirvle støv op og betragte møllenes dans i lyset, der sivede ind.

Denne eftermiddag havde Adam en hel landsby at lege i.

Han stod ved kanten af den dybe dal, stirrede på ruinerne nedenfor og forventede, at et eventyr ville begynde. Det var denne dag, han havde ventet på. Måske hans livs chance. Hvad som helst kunne ske dernede. Universets fremtid afhang af Adam i dag; landsbyen var en prøve, en af de prøvelser, han skulle overvinde, før han kunne komme videre til det syvende niveau.

De eneste andre mennesker, man kunne se, stod nede i den anden ende nær den gamle hørmølle: en mand i cowboybukser og rød T-shirt og en kvinde helt i hvidt. De lod, som om de var turister og pegede i alle retninger med deres videokamera, men Adam havde dem mistænkt for at være ude efter det samme som han selv. Han havde spillet det computerspil tit nok til at vide, at der fandtes bedrag overalt, og at ting aldrig var, hvad de gav sig ud for at være. Gud nåde og trøste os, tænkte han, hvis de skulle nå derhen først.

Han halvt gled, halvt løb ned ad grusskrænten, men gik i stå, da han nåede den røde, brændte jord forneden. Der var stadig mudderpletter rundt omkring; alt det vand, antog han, ville vel ikke bare fordampe på et par uger.

Adam standsede et øjeblik og lyttede. Selv fuglene var stille. Solen bagte og fik ham til at svede bag ørerne, i nakken og i numsespalten. Hans briller blev ved med at glide ned ad næsen. De mørke, forfaldne små huse dirrede i varmen, som hvis man så på en væg bag en arbejdsmands varmebækken.

Hvad som helst kunne ske nu. Talismanen var her et eller andet sted, og det var Adams opgave at finde den. Men hvor skulle han begynde? Han vidste ikke engang, hvordan den så ud, kun at han ville genkende den, når han så den, og at der måtte være et spor et eller andet sted.

Han gik over den gamle stenbro og ind i et af de halvt nedrevne huse, bevidst om at det fugtige, kølige mørke samlede sig om ham som en kappe. Der lugtede som på et toilet, der var i uorden, eller som om et kæmpestort rumvæsen havde lagt sig til at dø i en varm, stinkende sump.

Striber af sol faldt skråt ind, der hvor taget havde været og oplyste den bageste væg. De mørke sten så lige så glatte og fedtede ud som oliepletter. Nogle steder havde de tunge sandstensfliser, der udgjorde gulvet, forskubbet sig og var revnet, og tykke mudderklatter klemte sig op mellem dem. Nogle af fliserne rokkede, når Adam trådte på dem. Det var, som måtte han holde balancen oven over kviksand, der når som helst kunne suge ham ind til jordens kerne, hvis han satte en fod forkert.

Der var intet i huset. Videre til næste sted.

Udenfor kunne han stadig ikke se nogen. Det så ud til, at de to turister var gået nu, medmindre de gemte sig, lå på lur efter ham bag mølleruinen.

Adam lagde mærke til et udhus nær broen, et af den slags steder som måske engang var blevet brugt til at opbevare kul eller til at holde maden kold. Han havde hørt om tiden før elvarme og køleskabe. Det kunne måske endda have været et toilet. Ja, det var godt nok svært at tro, men engang havde folk været nødt til at gå udenfor for at komme hen til toilettet, selv om vinteren.

Hvad end det havde været, så havde Ødelæggerne stort set ladet det være i fred. Det var godt to meter højt, og med sit ubeskadigede skrå sandstenstag syntes det at drage ham hen til sig, så han kunne erobre det.

Her var der langt om længe en bygning, han kunne bestige for at få frit udsyn. Hvis de, der spillede turister, gemte sig i nærheden, ville han kunne se dem deroppefra.

Adam gik rundt om udhuset og opdagede til sin glæde, at nogle af stenene på den ene side stak længere ud end andre, ligesom trap-

petrin. Forsigtigt støttede han på den første. Den var glat, men blev siddende. Han begyndte at gå opad. Hvert trin virkede stabilt nok, og snart var han kommet hele vejen op.

Han hev sig selv op på taget. Det skrånede kun let, så det var nemt nok at gå på. Først stod han ude ved kanten, skærmede med hånden for den skarpe sol og kiggede i alle retninger.

Mod vest stod hørmøllen, og nu var de fremmede ude af syne. Både mod nord og syd var jorden dækket af skov, så det var svært at se noget gennem det tætte grønne løv. Mod øst lå det tåreformede Harksmere Reservoir. Ved Dosseringen, som løb langs sydsiden af Harksmere, kunne man se nogle bilers forruder blinke i solen. Derudover var der næsten intet i verden, der rørte på sig, knap nok et blad, der skælvede.

Forvisset om at ingen holdt øje med ham, skridtede Adam hen over taget. Det var nok under halvanden meter bredt, men da han nåede midten, følte han en svag rysten, og så, inden han kunne nå at fare det lille stykke hen til den anden side, gav de tykke tagsten efter under ham. Et kort øjeblik hang han i luften, som om han kunne svæve der for evigt. Han stak armene ud til siden og slog med dem som vinger, men til ingen nytte. Med et skrig styrtede han ned i mørket.

Han landede på ryggen på et leje af mudder; hans venstre håndled knaldede imod en nedfalden tagsten, og hans højre arm, udstrakt for at aøde faldet, sank i til albuen.

Som han lå der helt forpustet og så op på den blå firkant af himmel ovenover, så han to af de resterende tagsten tippe over og falde ned imod sig. Hver af dem var knap en kvadratmeter og måske femten centimeter tyk, nok til at sønderlemme ham, hvis den ramte ham. Men han kunne ikke bevæge sig; han følte sig fanget, tryllebundet af de faldende tagsten.

De syntes at glide nedad i slowmotion ligesom bladene en efterårsdag, hvor der ikke er en vind, der rører sig. Hans hjerne blev helt tom. Han følte ingen panik, ingen frygt, kun en slags accept, som om han var nået et vendepunkt i sit korte liv, og at det der skete, var ude af hans hænder nu. Han kunne ikke have forklaret det, hvis han havde prøvet, men i det øjeblik, hvor han lå på sit leje af varmt mudder og betragtede de mørke tagsten hvirvle ned over himlens blå, vidste han, selv i sin unge alder, at der ikke var noget som helst, han kunne gøre, for at undgå den skæbne, der måtte vente ham; hvordan det end måtte gå, kunne han blot affinde sig med det.

Dette må være det syvende niveau, tænkte han, mens han holdt vejret og ventede på nedslaget, ventede på at føle sine knogler blive knust og skure mod hinanden.

Den ene tagsten faldt til venstre for ham, satte sig fast i mudderet og tippede ind mod væggen ligesom en gammel gravsten. Den anden faldt til højre for ham og gik midt over, da den ramte en af sandstenene på gulvet. Den ene halvdel tippede hen imod ham, men skrabede kun hans overarm, så der kom et par dråber blod.

Adam tog et par dybe indåndinger og så op på himlen gennem taget. Ikke flere tagsten. Han var altså blevet skånet; han var i live. Han var svimmel. Der var ingen alvorlige kvæstelser, tænkte han, da han langsomt begyndte at bevæge sine lemmer. Hans venstre håndled gjorde meget ondt, og der ville sikkert komme et fandens stort blåt mærke, men det føltes ikke brækket. Hans højre arm sad stadig dybt nede i mudderet, og tagstenen skrabede mod hudafskrabningen på hans albue. Han forsøgte at vrikke med sine fingre under mudderet for at finde ud af, om han stadig kunne mærke dem, og så strejfede de noget hårdt.

Det føltes som en klynge af glatte, hårde spindler eller et bundt korte kæppe. Nysgerrigt stak han sin arm længere ind og greb hårdt fat, sådan som han plejede at tage fat i sin mors hånd inde i byen, da han var meget lille og bange for menneskemængden; så lænede han sig igen til venstre, bed tænderne sammen, da smerten jog gennem hans kvæstede håndled, og trak til.

Langsomt hev han sin arm ud, mens han holdt godt fat i sin skat. Mudderet gav slubrende, smaskende lyde fra sig, mens han trak. Endelig kunne han få den ting, han holdt fast i, ud derfra. Han stillede den mod tagstenen og kantede sig tilbage til den bageste væg for at studere den.

Tingen stod op ad tagstenen i halvmørket, og dens fingre var krummet sammen om toppen af tagstenen, som om den forsøgte at trække sig op af graven.

Det var skelettet af en hånd, hvis knogler var dækket af en skorpe af fugtig, mørk jord.

Banks tog et skridt baglæns for at inspicere sit værk, mens han fløjtede med på habaneraen fra Carmen, som lød højt fra stereoanlægget: Maria Callas efter sin storhedstid, men stadig med en flot stemme.

Ikke dårligt af en amatør, tænkte han, og smed malerpenslen ned i en bøtte terpentin, og så afgjort en forbedring i forhold til det skimlede tapet, han havde revet ned fra væggene i sit nye hjem i går.

Han kunne især godt lide farven. Manden i byggemarkedet i Eastvale havde sagt, at den var beroligende, og efter alt det, Banks var gået igennem i løbet af det sidste år, havde han brug for så meget beroligende som muligt. Den blå nuance, han havde valgt, skulle efter sigende ligne den, man finder i orientalske gobeliner, men da den først var kommet på væggen, mindede den snarere Banks om den græske ø Santorini, hvor han og hans ekskone Sandra havde været på deres sidste ferie sammen. Han havde ikke kalkuleret med det minde, men han mente, han kunne leve med det.

Godt tilfreds med sig selv trak Banks en pakke Silk Cut op af brystlommen. Først talte han indholdet. Kun tre færre end i morges. Godt. Han forsøgte at begrænse sig til ti om dagen eller færre, og indtil videre klarede han det fint. Han gik ud i køkkenet og satte vand over til en kop te.

Telefonen ringede. Banks slukkede for stereoanlægget og løftede røret.

"Far?"

"Brian, er det dig? Jeg har forsøgt at få fat i dig."

"Jamen... vi har været på turné. Jeg troede ikke, du ville være hjemme. Hvorfor er du ikke på arbejde?"

"Hvis du ikke regnede med, at jeg var hjemme, hvorfor ringer du så?"

Stilhed.

"Brian? Hvor er du? Er der noget galt?"

"Der er ikke noget galt. Jeg bor i Andrews lejlighed."

"Hvor?"

"I Wimbledon. Hør, far..."

"Burde dine eksamensresultater ikke snart blive slået op?"

Mere stilhed. Hold kæft, tænkte Banks, at få mere ud af Brian end et par ord ad gangen var lige så svært som at få sandheden ud af en politiker.

"Brian?"

"Joh, altså, det er derfor, jeg ringer. Du ved... jeg havde bare tænkt mig at lægge en besked."

"Aha." Nu vidste Banks, hvad der foregik. Han så sig forgæves om efter et askebæger og endte med at bruge kaminen. "Jah," tilskyndede han Brian.

"Altså, med hensyn til eksamen..."

"Hvor galt er det? Hvad fik du?"

"Jamen, det er lige det... jeg mener... du vil ikke bryde dig om det."

"Jamen, du bestod da, ikke?"

"Selvfølgelig gjorde jeg det."

"Hvad er det så?"

"Det er bare det, at jeg ikke klarede mig så godt, som jeg havde forventet. Det var virkelig svært, far. Det siger alle."

"Hvad fik du?"

Brian hviskede næsten. "En tredjekarakter."

"En tredjekarakter? Det er da lidt af en skuffelse, hvad? Jeg havde troet, du ville klare dig bedre end det."

"Jo, men det er da mere, end du nogensinde fik."

Banks tog en dyb indånding. "Det gør da for fanden ingen forskel, hvad jeg fik eller ikke fik. Det er dig, vi taler om. Din fremtid. Du får aldrig noget ordentligt job med en tredjekarakter."

"Hvad hvis jeg ikke vil have et ordentligt job?"

"Jamen, hvad vil du så være? Endnu et tal i statistikken? Endnu en kliché? Endnu en arbejdsløs bølle?"

"Tusind tak, far. Rart at vide, at du tror på mig. Og i øvrigt er jeg slet ikke på støtten. Vi har tænkt os at satse på musikken. Mig og bandet."

"Hvad har I?"

"Vi har tænkt os at satse på musikken. Andrew kender en fyr, som har et uafhængigt pladeselskab, og han har det her studie, og han har sagt, at vi må komme ned og lave et demobånd med nogle af mine sange. Du har måske svært ved at tro det, men folk kan faktisk godt lide os. Vi skal spille helt vildt mange steder."

"Har du nogen anelse om, hvor svært det er at få succes i musikbranchen?"

"Spice Girls klarede det, og tænk lige på, hvor meget talent de har."

"Det gjorde Tiny Tim også, men det er ligegyldigt. Talent har ikke noget med sagen at gøre. For hver af dem, der klarer det, er der tusinder, der bliver trampet ned undervejs."

"Vi tjener masser af penge."

"Penge er ikke alt. Hvad med fremtiden? Hvad vil du lave, når I topper som 25-årige, og du ikke har en krone i banken?"

"Hvorfor er du pludselig ekspert i musikbranchen?"

"Er det derfor, din eksamen var så dårlig? Fordi du havde for travlt med at spilde din tid med at øve og tage på turné?"

"Jeg var alligevel ved at være ret træt af arkitektur."

Banks knipsede sit cigaretskod ind i kaminen. Det spredte gløder på de mørke sten. "Har du talt med din mor om det her?"

"Øh, jeg tænkte egentlig, at måske... øh, du ved... måske kunne du gøre det."

Ja, den er god, tænkte Banks. Ham tale med Sandra? De kunne ikke engang tale om vejret for tiden, uden at det blev til et skænderi.

"Du må hellere selv må ringe til hende," sagde han. "Eller endnu bedre, hvorfor besøger du hende ikke? Hun bor jo lige ovre i Camden Town."

"Jamen, hun flipper helt ud!"

"Det har du også fortjent. Det skulle du have tænkt på noget før."

Kedlen begyndte at fløjte.

"Tusind tak, far," sagde Brian med en snert af hårdhed og bitterhed. "Jeg troede, du ville forstå. Jeg troede, jeg kunne regne med dig. Jeg troede, du kunne li' musik. Men du er fuldstændig ligesom alle de andre. Gå hen og tag din skide kedel af!"

"Brian -"

Men Brian smækkede røret på. Hårdt.

Stuens blå farve beroligede overhovedet ikke Banks. Ret trist, tænkte han, når man nu bruger gør-det-selv som terapi, maling for at holde mørket på afstand. Han sad et øjeblik og stirrede på et penselhår, der sad fast i malingen over kaminhylden, og så stormede han ud i køkkenet og tog kedlen af. Han havde ikke engang lyst til en kop te længere.

"Penge er ikke alt. Hvad med din fremtid?" Banks kunne slet ikke tro, at han havde sagt sådan. Ikke fordi han troede, at penge var alt, men fordi det lige netop var det, hans forældre havde sagt til ham, da han fortalte dem, at han ville have et weekendjob i supermarkedet for at tjene lidt ekstra penge. Det skræmte ham, i hvor høj grad hele hans reaktion på det, Brian havde fortalt ham, havde været instinktiv, som om nogle andre - hans egne forældre - havde udtalt ordene, og han selv kun var bugtalerens dukke. Nogle siger, at jo ældre man bliver, desto mere kommer man til at ligne sine forældre, og Banks begyndte at spekulere på, om de mon havde ret. Hvis de havde, var det en skræmmende tanke.

Penge er ikke alt, havde hans far sagt, selv om det på en måde var alt for ham, fordi han aldrig havde nogle. Hvad med din fremtid? havde hans mor sagt, det var hendes måde at fortælle ham, at han ville være meget bedre tjent med at blive hjemme og læse til eksamen i stedet for at spilde sine weekender på at tjene penge, som han bare ville bruge på at hænge ud i billardbuler eller på bowlingbaner. De ville have, at han skulle starte i et godt, respektabelt funktionærjob for eksempel i bankverdenen eller i forsikringsbranchen ligesom hans storebror Roy. Med en god eksamen, sagde de, kunne han bedre sig, hvilket betød, at han ville kunne nå længere i verden, end de nogensinde var kommet. Han var begavet, og det var den vej, begavede arbejderklassebørn burde gå dengang i 60'erne.

Før Banks nåede at tænke videre, ringede telefonen igen. I håb om at det var Brian, der ringede tilbage for at undskylde, styrtede han ind i stuen og tog røret.

Denne gang var det cheriminalinspektør Jeremiah "Jimmy" Riddle. Jeg er sandelig heldig i dag, tænkte Banks. Ikke nok med at det ikke var Brian, men dette opkald betød også, at Banks ikke engang kunne ringe 1471 for at få Brians telefonnummer i Wimbledon, som han ikke havde nået at spørge efter. 1471 gav kun nummeret på det allersidste opkald. Han bandede og rakte ud efter cigaretterne igen. Hvis det fortsatte sådan, ville han da aldrig kunne holde op. Skide være med det. Ekstraordinære omstændigheder kræver ekstraordinære forholdsregler. Han tændte en cigaret.

"Pjækker du nu igen, Banks?"

"Ferie," sagde Banks. "Det er officielt. Du kan tjekke det."

"Det er lige meget. Jeg har en opgave til dig."

"Jeg er tilbage i morgen tidlig."

"Nu."

Banks undrede sig over, hvilken opgave der kunne få Jimmy Riddle til at kalde ham på arbejde i hans ferie. Lige siden Riddle modvilligt havde måttet genansætte ham efter den forhastede suspendering forrige år, havde Banks været i et karriemæssigt Sibirien, hans liv havde været en trædemølle af rapporter, statistikker og atter rapporter. Han var dog ikke blevet sendt ud på skolerne for at holde foredrag om trafiksikkerhed. Men ikke én eneste aktiv efterforskning i ni måneder. Han var gået så meget bag af dansen, at han lige så godt kunne have været på Pluto; selv de få stikkere, han havde fået kultiveret, siden han kom til Eastvale, havde svigtet ham. Situationen kunne da vel ikke have taget så skarp en drejning? Der måtte ligge noget bag; Riddle tog aldrig et skridt uden en skjult dagsorden.

"Vi har lige modtaget en rapport fra Harkside," fortsatte Riddle. "En knægt fandt nogle knogler på bunden af Thornfield Reservoir. Det er et af dem, der tørrede ud i løbet af sommeren. Så vidt jeg kan forstå, plejede der at ligge en landsby. I hvert fald har Harkside kun en lokalstation, og det eneste, de har der, er en sølle kriminalassistent. Jeg vil have dig derned for at lede efterforskningen."

"For nogle gamle knogler? Kan det ikke vente?"

"Sandsynligvis. Men jeg ser gerne, at du går i gang med det samme. Er det et problem?"

"Hvad med Harrogate eller Ripon?"

"De har for travlt. Vær nu ikke så fandens utaknemlig, Banks. Her får du den perfekte chance til at trække din karriere op af det hul, den er faldet ned i."

Ja, ja, tænkte Banks, den må du længere ud på landet med. Han var ikke faldet ned i noget hul, han var blevet skubbet, og hvis han kendte Jimmy Riddle ret, ville denne sag bare skubbe ham endnu dybere ned i det. "Knogler fra et menneske?"

"Det ved vi ikke endnu. Faktisk ved vi overhovedet ingenting endnu. Det er derfor, jeg vil have dig til at tage derned for at finde ud af noget."

"Til Harkside?"

"Nej, til det pokkers Thornfield Reservoir. Den lokale kriminalassistent er allerede på gerningsstedet. Cabbot er navnet."

Banks tænkte sig om et øjeblik. Hvad fanden foregik der her? Riddle ville da ikke gøre noget for at hjælpe ham; han måtte være blevet træt af at holde Banks på stationen og have fundet på en ny, interessant måde at pine ham på.

Et skelet i et udtørret reservoir?

En kriminalkommissær ville under normale omstændigheder ikke blive sendt til erne egne af landet blot for at undersøge en bunke gamle knogler. Cheriminalinspektører overdrog heller aldrig sager til kriminalassistenter. Det tog kriminalinspektøren eller vicekriminalinspektøren sig af. Det var Banks' erfaring, at cheriminalinspektører normalt begrænsede sig til at væve frem og tilbage i ernsynet, åbne dyrskuer og være dommere i konkurrencer for hornorkestre. Altså lige bortset fra den pokkers Jimmy Riddle, hr. Jeg-klarer-alt, som aldrig forpassede en chance for at strø salt i Banks' sår.

Hvor travlt Harrogate og Ripon end havde, var Banks sikker på, at de måtte kunne undvære en eller anden, der var kvalificeret til at udføre opgaven. Riddle troede åbenbart, at sagen ville være kedelig og ubehagelig eller begge dele, og at efterforskningen var dømt til at slå fejl og ende pinligt; hvorfor ville han ellers give den til Banks? Og denne kriminalassistent Cabbot, hvem han så end var, havde sikkert jord i hovedet, for ellers ville man have ladet ham klare ærterne selv. Og hvorfor skulle en kriminalassistent i øvrigt ellers være strandet på en lokalstation i Harkside af alle steder? Ikke ligefrem Nordenglands centrum for kriminalitet.

"Og Banks."

"Ja?"

"Glem ikke dine gummistøvler."

Banks ville have svoret på, at han hørte Riddle fnise ligesom en af dem, der mobber i skolen.

Han gravede et kort over Yorkshire Dales frem og tjekkede beliggenheden. Thornfield var det vestligste af tre forbundne reservoirer bygget langs floden Rowan, der fra sit udspring højt oppe i De Penninske Bjerge løb mere eller mindre stik øst, indtil den drejede mod syd og løb ind i floden Wharfe i nærheden af Otley. Selv om Thornfield kun lå omkring 40 kilometer borte i fugleflugt, var der ingen hurtig vej derhen, men stort set kun små veje. Banks tegnede en rute på kortet med sin pegefinger. Det bedste ville sikkert være at køre mod syd over heden, langs Langstrothdale Chase til Grassington og så østover mod Pateley Bridge. Men selv på den måde ville det sikkert tage en time eller mere.

Efter et hurtigt brusebad tog Banks sin jakke, klappede sædvanen tro på sine lommer for at sikre sig, at han havde sine bilnøgler og sin tegnebog, og gik så ud i eftermiddagssolen.

Før han tog af sted, stod han et øjeblik lænet op ad stenvæggen, lod sine hænder hvile på de varme sten og så ned på de bare klipper, der hvor Gratly-vandfaldene burde være. Han kom i tanker om et citat fra et T. S. Eliot-digt, han havde læst aftenen før: "Tanker i en tør hjerne i en tør tid." Meget rammende. Tørken havde varet længe; alt var tørt den sommer, inklusive Banks' tanker.

Hans samtale med Brian nagede ham stadig; han ville ønske, at den ikke var endt, som den gjorde. Banks var godt klar over, at han bekymrede sig mere om sin datter, Tracy, som i øjeblikket rejste rundt i Frankrig i en gammel varevogn sammen med et par veninder, men det betød ikke, at han ikke var urolig for Brian.

På grund af sit job havde Banks set så mange unge komme i uføre, at han snart havde fået nok. Stoffer. Hærværk. Overfald. Tyveri. Voldsforbrydelser. Brian var for fornuftig til at gøre sådan noget, havde Banks altid sagt til sig selv; han havde haft alle middelklassens fordele. Det var mere, end Banks nogensinde havde haft. Hvilket sikkert var grunden til, at han først og fremmest følte sig såret over sin søns bemærkninger.

Et par vandrere passerede forsiden af huset. De havde tunge rygsække, anspændte benmuskler, shorts, robuste vandrestøvler og i en snor om halsen generalstabskort i små plastikchartek, hvis det skulle regne. Som om der var nogen sandsynlighed for det. Banks sagde goddag, kom med en bemærkning om det gode vejr og satte sig ind i sin Cavalier. Betrækket var så varmt, at han næsten sprang ud igen.

Tja, tænkte han, mens han rodede efter et bånd at sætte i båndoptageren, Brian var jo gammel nok til at træffe sine egne beslutninger. Hvis han ville droppe alt for at søge lykken og berømmelsen, var det vel op til ham.

I det mindste havde Banks et rigtigt arbejde foran sig. Jimmy Riddle havde begået en fejl denne gang. Utvivlsomt troede Riddle, at han havde givet Banks et beskidt, udsigtsløst job med masser af muligheder for at kvaje sig; utvivlsomt havde Banks alle odds imod sig; men alt andet var bedre end at sidde på kontoret. Riddle havde ikke indset, at hvor langt nede Banks end var, ville hans mest karakteristiske egenskab altid være: nysgerrighed.

Banks følte sig et øjeblik som en pilot, der efter et startforbud pludselig får lov til at flyve igen, stak Loves Forever Changes i båndoptageren og kørte af sted så hurtigt, at gruset stod om bilen.

Bogsigneringen begyndte halv syv, men Vivian Elmsley havde sagt til sin pressesekretær, Wendi, at hun godt kunne lide at komme tidligt for at gøre sig bekendt med stedet og for at få sig en snak med personalet.

Kvart over var der allerede mange mennesker. Men det var kun, hvad man kunne forvente. Efter 20 romaner på 20 år var Vivian Elmsley pludselig blevet en succes.

Selv om hendes ry og hendes salg var vokset støt gennem årene, var hendes kriminalkommissær Niven-serie, som udgjorde 15 af de 20 bøger, først lige blevet lavet til en tv-serie med en flot hovedrolleindehaver, glamourøse locations og tøj og et stort budget. De første tre episoder var allerede blevet vist og havde fået virkelig god kritik - især når man tænker på, hvor trætte mange tv-anmeldere var blevet af krimiserier her på det seneste - og som følge deraf var Vivian i løbet af den sidste måneds tid blevet så kendt et ansigt, som en forfatter overhovedet kan blive.

Hun havde været på forsiden af Night & Day, var blevet interviewet af Melvyn Bragg i "The South Bank Show", og der havde væ-

ret en stor artikel om hende i damebladet Woman's Own. Trods alt var det jo godt nyhedsstof, at en kvinde i halverdserne fik succes fra den ene dag til den anden. Nogle mennesker genkendte hende endda på gaden.

Adrian, arrangøren, rakte hende et glas rødvin, mens Thalia arrangerede bøgerne på sofabordet. Præcis halv syv præsenterede Adrian hende ved at sige, at hun ikke behøvede nogen præsentation, og til et lille bifald tog hun sit eksemplar af den seneste kriminalkommissær Niven-historie, Syndens Spor, og begyndte at læse op fra indledningen.

Omkring fem minutter ville være nok, mente hun. Mindre end det ville få hende til at se ud, som om hun bare ville have det overstået; mere end det ville måske udfordre tilhørernes koncentrationsevne for meget. Sofaen var så blød og dyb, at den nærmest svøbte sig om hende, mens hun læste. Hun spekulerede på, hvordan hun dog skulle komme op fra den. Hun var jo ikke just nogen årsunge længere.

Efter højtlæsningen dannede folk pænt en kø, og Vivian signerede deres bøger, talte kort med alle, spurgte, om de ville have nogen særlig dedikation, og forvissede sig om, at hun stavede deres navne rigtigt. Det var fint nok, at en sagde, at han hed "John", men hvordan skulle man vide, at det ikke skulle staves "Jon"? Og så var der de mere avancerede variationer: "Donna" eller "Dawna"? "Janice" eller "Janis"?

Vivian så ned på sin hånd, mens hun signerede. Som en rovfugleklo, tænkte hun, næsten som et skelet, fuld af leverpletter, med vissen og rynket hud på knoerne og udposninger rundt om vielsesringen, som hun aldrig ville kunne få af, hvis hun skulle få lyst til det. Hendes hænder var det første på hende, der var blevet ramt af alderen, tænkte hun. Resten af hende var bemærkelsesværdig velholdt. For det første var hun forblevet høj og slank. Hun var hverken faldet sammen eller blevet fed som så mange ældre kvinder, og hun havde heller ikke dannet det tykke, hårde, konede skjold.

Hendes stålgrå hår, der var trukket stramt tilbage og samlet i nakken, gav hendes stærke, smalle ansigt høje tindinger; hendes dybe, blå øjne omgivet af smilerynker, var næsten orientalsk skrå, hendes næse var let kroget og hendes læber tynde. Ikke et ansigt, der smilede tit, tænkte folk. Og de havde ret, selv om det ikke altid havde forholdt sig sådan.

"Et fast, stålsat blik, der stirrer ned i ondskabens dybder," havde en anmelder engang skrevet om hende. Og var det ikke Graham

Greene, der havde bemærket, at der er en splint af is i forfatterens hjerte? Hvor havde han dog ret, selv om splinten ikke altid havde været der.

"Du boede engang oppe nordpå, gjorde du ikke?"

Vivian så op, forbløffet over spørgsmålet. Manden så ud til at være omkring de 60, var så tynd, at han næsten var udmagret, og havde et langt, magert, blegt ansigt og glat, lyst hår. Han var iført falmede cowboybukser og sådan en spraglet kortærmet T-shirt, man kun ville forvente at se ved stranden. Da han rakte sin bog hen til hende for at få den signeret, lagde hun mærke til, at hans hænder var unaturligt små for en mand. Der var noget ved dem, der foruroligede hende.

Vivian nikkede. "For længe siden." Derefter så hun på bogen. "Hvem skal jeg dedikere den til?"

"Hvad hed det sted, hvor du boede?"

"Det er længe siden."

"Gik du under samme navn dengang?"

"Hør, jeg -"

"Undskyld mig, hr." Det var Adrian, der høfligt bad manden om at gå videre. Han gjorde, hvad han blev bedt om, så tilbage på Vivian én gang, klaskede derefter hendes bog ned oven på en stabel af bøger af John Harvey og gik.

Vivian fortsatte med at signere. Adrian bragte hende endnu et glas vin, folk fortalte hende, hvor højt de elskede hendes bøger, og hun glemte snart den sære mand og hans nysgerrige spørgsmål.

Da seancen var overstået, foreslog Adrian og personalet, at de skulle spise middag sammen, men Vivian var træt, endnu et tegn på hendes fremskredne alder. Alt, hun havde lyst til at gøre, var at gå hjem til et langt, varmt bad, en gin og tonic og Flauberts Følelsernes opdragelse, men først havde hun brug for lidt motion og noget luft. Alene.

"Jeg kører dig hjem," sagde Wendi.

Vivian lagde hånden på Wendis underarm. "Nej, min ven," sagde hun. "Hvis du ikke har noget imod det, kunne jeg godt tænke mig en lille gåtur alene først, og så tager jeg undergrundsbanen hjem."

"Jamen, det er virkelig ikke noget besvær. Det er det, jeg er her for."

"Nej. Jeg kan sagtens selv. Jeg står ikke på gravens rand endnu."

Wendi rødmede. Hun havde sikkert fået at vide, at Vivian var pirrelig. Der var altid nogen, der advarede pressesekretærerne og hele hendes følge. "Undskyld. Sådan mente jeg det ikke. Men det er mit arbejde."

"En køn ung pige som du må have meget bedre ting at tage sig til end at køre en gammel dame hjem gennem Londons tætte trafik. Hvorfor går du ikke i biografen med din kæreste, ud at danse eller sådan noget?"

Wendi smilede og så på sit ur. "Jeg sagde faktisk til Tim, at jeg først kunne mødes med ham senere. Men hvis jeg ringede til ham nu og gik hen og stillede mig op i køen til billetter til halv pris, kunne vi nå at få nogle usolgte teaterbilletter. Men kun hvis du er helt sikker."

"Helt sikker, min ven. Godaften."

Vivian gik ud i den mørke efterårsskumring på Bedford Street.

London. Nogle gange havde hun stadig svært ved at tro, at hun faktisk boede i London. Hun kunne huske sit første besøg - hvor kæmpestor, majestætisk og overvældende byen havde virket. Hun havde stirret med ærefrygt på de seværdigheder, hun kun havde hørt om eller set på billeder: Piccadilly Circus, Big Ben, St. Paul's, Buckingham Palace, Trafalgar Square. Det var selvfølgelig længe siden, men selv nu havde hun den samme følelse af magi, når hun fremsagde navnene eller gik ned ad de berømte gader.

Charing Cross Road myldrede af folk, der fik sent fri eller ankom tidligt til teatrene og biograferne for at møde vennerne til en drink. Før Vivian tog undergrundsbanen, krydsede hun forsigtigt gaden, da lyset blev grønt, og gik omkring på Leicester Square.

Et lille kor sang "Men of Harlech" lige ved siden af Burger King. Hvor havde det hele dog ændret sig: fastfoodstederne, forretningerne, ja, selv biograferne. Det var ikke langt herfra, på Haymarket, at hun for første gang havde været i biografen i London, i Carlton. Hvad havde hun egentlig set? Hvem ringer klokkerne for? Selvfølgelig var det den.

Da Vivian gik tilbage til undergrundsstationen ved Leicester Square, tænkte hun igen på den sære mand i boghandelen. Hun brød sig ikke om at dvæle ved fortiden, men han havde fået hende til at mindes fortiden, ligesom fotografierne i aviserne af det udtørrede Thornfield Reservoir for nylig havde gjort.

For første gang i over 40 år var Hobb's Ends ruiner kommet frem i dagens lys, og minderne fra hendes liv dengang var kommet væltende tilbage. Vivian skælvede, da hun gik ned ad trappen til undergrundsbanen.