Banks holdt en pause for at få vejret efter sin gåtur gennem skoven.
Fra det sted, hvor han stod, på kanten af Thornfield Reservoir, lå hele den ruinfyldte dalsænkning udstrakt under ham som en hul hånd, omtrent en halv kilometer bred og næsten en kilometer lang. Han kendte ikke hele historien, men han vidste, at stedet havde ligget under vand i mange år. Dette var første gang, det genopstod, som en udgravet forhistorisk boplads eller en slags nyere Brigadoon.
Han kunne se nogle sammenfiltrede trærødder stikke op af siden på volden overfor. Man kunne se forskel på jordens farve, der hvor vandlinjen havde været. På den anden side af volden bredte Rowan Woods sig mod nord.
Den mest dramatiske del af landskabet lå direkte nedenfor: selve den sunkne landsby. Som den lå der omkranset af en mølleruin på en lille bakke mod vest og af en lillebitte pakhestebro mod øst, mindede hele byen om skelettet af en kæmpes overkrop. Broen udgjorde bækkenknoglen, og møllen var kraniet, som var blevet hugget af og placeret lidt til venstre for kroppen. Floden og High Street udgjorde den let krogede rygrad, fra hvilken de forskellige ribben af sidegader udgik.
Der var ingen vejbelægning, men det var let nok at regne ud, hvor den gamle High Street ved floden havde været. Den delte sig henne ved broen. Den ene gren drejede i retning af Rowan Woods, hvor den ganske hurtigt snævrede sig ind til en gangsti, og den anden fortsatte hen over broen og så ud af landsbyen langs Harksmeres dossering, sandsynligvis hele vejen til Harkside. Banks var især forbavset over, at en bro kunne have stået helt uskadt under vand i alle de år.
Under ham på den anden side af broen stod en gruppe mennesker, én af dem i uniform. Banks for ned ad den smalle sti. Det var en varm aften, og han svedte, da han nåede ned til bunden. Før han gik hen til gruppen af mennesker, tog han et lommetørklæde ud af sin lomme og duppede sin pande og sin nakke. Han kunne ikke gøre noget ved de fugtige pletter under armene.
Han var hverken overvægtig eller i særlig dårlig form. Han røg, han spiste elendigt, og han drak for meget, men han havde den slags stofskifte, der altid havde holdt ham slank. Han gik ikke ind for anstrengende motion, men efter at Sandra havde forladt ham, havde han fået for vane at gå lange ture alene hver weekend, og han svømmede 800 meter i Eastvale svømmehal en eller to gange om ugen. Det var dette forbandede varme vejr, der fik ham til i den grad at føle sig ude af form.
Bunden af dalen var ikke så mudret, som den så ud til. Det meste af den afdækkede rødbrune jord var blevet skorpet og revnet i varmen. Der var dog nogle mudderpletter, hvor der voksede rørgræs, og han var nødt til at springe over flere pytter på sin vej.
Da han var på vej over pakhestebroen, gik en kvinde hen imod ham og stoppede ham på midten. "Undskyld, hr.," sagde hun og strakte armen ud med håndfladen vendt mod ham. "Dette er et gerningssted. De må desværre ikke gå længere."
Banks smilede. Han vidste, at han ikke lignede en kriminalkommissær. Han havde efterladt sin sportsjakke i bilen og var iført en blå cowboyskjorte, der stod åben i halsen, intet slips, lette lysebrune bukser og sorte gummistøvler.
"Hvorfor er det så ikke afspærret?" spurgte han.
Kvinden så på ham og rynkede panden. Hun så ud til at være i slutningen af tyverne eller starten af trediverne, havde lange ben og var høj og slank - sikkert ikke mere end et par centimeter lavere end Banks, som var 1,75. Hun var iført cowboybukser og en hvid bluse i et eller andet silkeagtigt materiale. Over blusen havde hun en jakke i sildebensmønster, der fremhævede hendes taljes og hendes hofters bløde kurver. Hun havde midterskilning i det kastanjebrune hår, som faldt blødt i etager ned til skuldrene. Hun havde et ovalt ansigt, glat, solbrændt hud, fyldige læber og en lille skønhedsplet til højre for munden. Hun bar et par solbriller med sort stel, og da hun tog dem af, så hendes alvorlige, mandelformede øjne ud til at vurdere Banks, som var han en hidtil uopdaget race.
Hun var ikke traditionelt smuk. Hendes ansigt var ikke et af den slags, man finder i et ugeblad, men hun udstrålede personlighed og intelligens. Og de røde gummistøvler fremhævede det hele på nydeligste vis.
Banks smilede. "Bliver jeg nødt til at smide dig ud fra broen og ned i vandet, før jeg kan krydse den, ligesom Robin Hood gjorde med Lille John?"
"Det var vist omvendt, men du kan da forsøge," sagde hun. Efter at de havde gransket hinanden nøje i nogle sekunder, kneb hun øjnene sammen, rynkede panden og sagde: "Så er du vel kriminalkommissær Banks?"
Hun virkede ikke nervøs eller flov over at have taget ham for en turist; der var ingen antydning af undskylden eller ærbødighed i hendes tonefald. Han vidste ikke helt, om han syntes om det. "Kriminalassistent Cabbot, formoder jeg?"
"Ja." Hun smilede. Det var ikke mere end en lille trækning i mundvigen og et kort glimt af lys inde bag øjnene, men det gjorde indtryk. Banks funderede lidt over, hvor mange mennesker der sikkert nød at få et smil fra kriminalassistent Cabbot. Hvilket gjorde ham endnu mere mistænksom over for Jimmy Riddles motiver til at sende ham herud.
"Hvem er de mennesker?" Banks pegede på manden og kvinden, der talte med den uniformerede betjent. Manden havde et videokamera rettet mod udhuset.
"Colleen Harris og James O'Grady. De var på udkig efter en location til et tv-program, da de så drengen falde igennem taget. De løb hen for at hjælpe ham. Og havde åbenbart også videokameraet parat. Det bliver sikkert et godt lille indslag i aftenens nyhedsudsendelse." Hun kløede sig på siden af næsen. "Vi var løbet tør for minestrimmel. På lokalstationen. For at være helt ærlig er jeg ikke sikker på, at vi nogensinde har haft noget." Hun legede med sine solbriller, mens hun talte, men Banks troede ikke, det var af nervøsitet. Hun havde en let West Country-rullen på r'erne, ikke særlig udtalt, men nok til at man bemærkede det.
"Der er ikke noget, vi kan gøre ved tv-folkene nu," sagde Banks. "Måske kan de endda gøre nytte. Du må hellere forklare, hvad der skete. Alt, hvad jeg ved, er, at en dreng opdagede nogle gamle knogler her."
Kriminalassistent Cabbot nikkede. "Adam Kelly. Han er 13."
"Hvor er han?"
"Jeg sendte ham hjem. Til Harkside. Han virkede lidt rystet, og han havde slået håndleddet og albuen. Ikke noget alvorligt. Under alle omstændigheder savnede han sin mor, så jeg fik kriminalbe-
tjent Cameron derovre til at køre ham hjem og komme tilbage igen. Den stakkels knægt vil i forvejen have mareridt i månedsvis."
"Hvad skete der?"
"Adam gik oppe på taget, og det brasede sammen under ham. Det var heldigt, han ikke brækkede ryggen eller blev knust til døde." Hun pegede på udhuset. "Tagspærene, som tagstenene hvilede på, må være rådnet i alle de år under vand. Det krævede ikke megen ekstra vægt. Rydningsholdet skulle, så vidt jeg ved, have revet det hele ned, før det blev oversvømmet, men de må have holdt tidlig fyraften den dag."
Banks så sig omkring. "Det virker godt nok, som om de er kommet lidt let om ved det."
"Hvorfor skulle de ikke også det? De troede sikkert, at ingen nogensinde ville se stedet igen. Hvem ville kunne se, hvad der var tilbage, når det hele lå under vand? I hvert fald tog mudderet af for Adams fald, hans arm sat fast i det, og han trak skelettet af en hånd op af det."
"En menneskehånd?"
"Det ved jeg ikke. Jeg mener, for mig ser den ud som en menneskehånd, men vi har brug for en ekspert for at være helt sikre. Jeg har læst, at det er let at forveksle bjørnekløer med menneskehænder."
"Bjørnekløer? Hvornår så du sidst en bjørn på de her kanter?"
"Så sent som i sidste uge."
Banks stoppede op et øjeblik, bemærkede glimtet i hendes øjne og smilede. Der var noget ved denne kvinde, der fascinerede ham. Intet i hendes tonefald tydede på manglende selvtillid eller usikkerhed. De fleste underordnede inden for politiet fik som regel et præg af "Gjorde jeg det rigtige?" i stemmen eller blev defensive, når de blev udspurgt om deres handlinger af en overordnet. Susan Gay, hans tidligere kriminalassistent, havde været sådan. Men der var intet af den slags over denne kriminalassistent Cabbot. Hun redegjorde blot for, hvordan tingene var sket, hvilke beslutninger hun havde truffet, og der var noget ved hendes måde at gøre det på, der fik hende til at lyde fuldstændig selvsikker og fattet uden at være det mindste arrogant eller ulydig. Hun bragte Banks ud af fatning.
"Jamen," sagde han, "så lad os gå hen og tage et kig på sagerne."
Kriminalassistent Cabbot foldede sine solbriller sammen, lod dem glide ned i sin skuldertaske og viste vejen. Banks fulgte hende til udhuset. Hun bevægede sig med en slags leddeløs ynde, ligesom katte gør, når det ikke er fodringstid.
På vejen standsede han kort for at tale med tv-folkene. De kunne ikke fortælle ham meget, bortset fra at de havde været på udkig i området, da de havde set drengen falde gennem taget. De var styrtet derhen med det samme, og da de var nået hen til ham, så de, hvad han havde trukket op af jorden. Han havde ikke virket særlig taknemlig for deres assistance, sagde de, heller ikke engang glad for at se dem, men de var lettede over, at han ikke var kommet alvorligt til skade. Da de jo var journalister, spurgte de Banks, om han ville have noget imod at give dem en udtalelse, mens de filmede ham. Han afslog høfligt med mangel på oplysninger som årsag. Så snart han havde vendt sig om, ringede kvinden til den lokale nyhedsstation fra mobilen. Det lød ikke ligefrem som første gang, hun ringede.
Udhuset var omkring to gange to meter. Banks stod i døren og så på fordybningen i mudderet, dér hvor drengen var landet, og derefter på de to store tagsten på hver side af den. Kriminalassistent Cabbot havde ret; Adam Kelly havde virkelig været meget heldig. Der lå flere tagsten rundt omkring på gulvet, mange af dem i stykker, nogle kun stumper, der stak op af mudderet. Han kunne let være landet på en af dem og have brækket rygraden. Men når man er så ung, tror man, man er udødelig. Det havde Banks og hans venner i hvert fald gjort, selv efter Phil Simpkins havde viklet sit reb rundt om et træ, var sprunget ned fra den øverste gren og var drejet i luften, mens han langsomt faldt ned mod det spidse metalrækværk.
Banks rystede mindet af sig og koncentrerede sig om stedet foran sig. Solen skinnede ind på den øverste del af den modsatte væg; stenene glinsede, fugtige og slimede. Der hang en brak lugt i luften, bemærkede Banks, selv om der ikke var noget saltvand i miles omkreds, og en lugt af døde fisk, som sikkert var at finde tættere på.
"Kan du se, hvad jeg mener?" sagde kriminalassistent Cabbot. "Fordi taget holdt solen ude, er der en del mere mudret herinde end udenfor." Med en hurtig håndbevægelse strøg hun nogle uregerlige lokker væk fra sin kind. "Det reddede sikkert knægtens liv."
Banks' blik ramte skelethånden, der krummede sig sammen omkring hjørnet af en ituslået tagsten. Det lignede et gysermonster, som forsøgte at skrabe sig ud af graven. Knoglerne var mørke, og der sad mudderklumper på dem, men for Banks lignede det en menneskehånd.
"Vi må hellere få nogle eksperter herhen for at grave stedet ud," sagde han. "Og så får vi brug for en retspatolog. Men jeg har ikke fået aftensmad endnu. Er der et sted i nærheden, hvor vi måske kunne få lidt mad i mellemtiden?"
"Black Swan i Harkside er nok det bedste bud. Har du brug for Adam Kellys adresse?"
"Har du spist?"
"Nej, men -"
"Så kan du komme med mig og briefe mig over et måltid mad. Jeg kan tage mig en snak med den unge Adam Kelly i morgen tidlig, når han har haft tid til at komme sig lidt. Kriminalbetjent Cameron kan holde skansen her."
Kriminalassistent Cabbot så ned på skelethånden.
"Lad os gå," sagde Banks. "Der er ikke mere, vi kan gøre her. Staklen har sikkert været død længere, end vi har levet."
Vivian Elmsley var helt udkørt, da hun endelig kom hjem fra bogsigneringen. Hun satte sin attachémappe ude i entréen og gik ind i stuen. De fleste ville sikkert være blevet overrasket over at se det moderne interiør i glas og stål hjemme hos en person på Vivians alder, men hun foretrak det så afgjort frem for alle de frygtelig tuttenuttede antikviteter, nipsgenstande og restaurerede træværk, som optog al pladsen i de fleste ældre menneskers hjem - i hvert fald dem, som hun havde set. Det eneste maleri, der prydede hendes hvide vægge, hang over den smalle kaminhylde af glas, en indrammet reproduktion af en Georgia O'Keeffe-blomst, overvældende i sin gulhed og skræmmende i sin symmetri.
Først åbnede Vivian vinduerne for at lukke noget frisk luft ind, så skænkede hun en stiv gin og tonic til sig selv og gik hen til sin yndlingslænestol. Hvilende på kromrør og polstret i sort læder var dens hældning helt perfekt til at gøre det at læse, tage sig en drink eller se ernsyn syndigt behageligt.
Vivian så på uret, hvori man kunne se alle de nypolerede kobberog sølvdele af urværket gennem glaskuplen. Næsten ni. Først ville hun se nyhederne. Derefter ville hun tage sit bad og læse Flaubert.
Hun rakte ud efter ernbetjeningen. Efter at have tilbragt størstedelen af sit liv med at skrive i hånden og kun have en gammel radio i nøddetræ som underholdning, havde hun for fem år siden givet efter for teknologien. På en enkelt vidunderlig indkøbstur, dagen efter at hun havde modtaget et stort forskud fra sin amerikanske forlægger, havde hun købt et ernsyn, en video, et stereoanlæg og den computer, hun nu skrev sine bøger på.
Hun lagde benene op og trykkede på ernbetjeningen. Der var det sædvanlige vrøvl i nyhederne. Politik for det meste, lidt mord, sult i Afrika, et snigmordsforsøg i Mellemøsten. Hun vidste ikke, hvorfor hun overhovedet gad se det. Hen imod slutningen kom så en af de der historier fra hverdagen, som de brugte til at fylde tiden ud med.
Denne fik dog Vivian til at rette sig op og høre efter.
Kameraet kørte hen over nogle velkendte ruiner, mens speakeren forklarede, at tørken havde bragt denne forsvundne Yorkshire Dales-landsby, Hobb's End, frem i dagens lys for første gang siden den officielt var blevet oversvømmet i 1953. Det vidste hun allerede - det var det samme klip, de havde vist, da historien havde været i ernsynet første gang for en måneds tid siden - men pludselig klippede de, og hun kunne se en gruppe mennesker stå ved broen, én af dem en uniformeret politimand.
"I dag," fortsatte speakeren, "fandt en dreng noget, som han ikke havde regnet med."
Fortællerens tonefald var let, overfladisk, på samme måde som mange af de hyggelige krimier, som Vivian hadede, fordi de bagatelliserede realiteten bag mord. Det var et mysterium, der ville være Miss Marple værdigt, fortsatte han, fundet af et skelet, ikke i et skab, kære venner, men under gulvet i et gammelt udhus. Hvordan kunne det være kommet derhen? Havde man mistanke om en forbrydelse?
Vivian knugede de kølige kromrør på hver side af lænestolen, mens hun stirrede og glemte alt om sin drink på bordet ved siden af.
Kameraet fokuserede på udhuset, og Vivian så manden og kvinden stå på dørtærsklen. Speakeren talte videre om politiet, der var ankommet til gerningsstedet, men nægtede at udtale sig så tidligt i efterforskningen, og så sluttede han af med at sige, at de ville følge situationen.
Vejrudsigten var godt i gang, før Vivian var kommet sig over chokket. Hun opdagede, at hun stadig knugede kromrørene så hårdt, at selv hendes leverpletter var blevet hvide.
Hun gav slip, lod sig falde sammen i stolen og tog en dyb indånding. Så rakte hun ud efter sin gin og tonic, hendes hænder rystede nu, men det lykkedes hende at tage en slurk uden at spilde. Det hjalp.
Da hun var blevet lidt mere rolig, gik hun ind på kontoret og gennemrodede arkivskabet for at finde det manuskript, hun havde skrevet i starten af 70'erne, tre år efter sit sidste besøg ved Thornfield Reservoir. Hun fandt papirbundtet og bar det ind i stuen igen.
Det var ikke skrevet med henblik på udgivelse. På mange måder havde hun skrevet det som en øvelse, noget som hun havde skrevet, da hun var blevet interesseret i at skrive efter sin mands død. Hun havde skrevet det, da hun havde troet, at det gamle mundheld "Skriv om det, du ved noget om" betød "Skriv om dit eget liv, dine egne erfaringer". Det havde taget hende et par år at regne ud, at det ikke var tilfældet. Hun skrev stadig om det, hun vidste noget om - skyld, sorg, smerte, vanvid - men nu skrev hun det ind i sine romanpersoners liv.
Da hun begyndte at læse, indså hun, at hun ikke var helt sikker på, hvad det var. Memoirer? En lang novelle? Der var jo nogen sandhed i det; hun havde i det mindste forsøgt at holde sig til kendsgerningerne, havde endda slået op i sine gamle dagbøger for at være omhyggelig. Men fordi hun havde skrevet det hele på et tidspunkt i sit liv, hvor hun havde været i tvivl om, hvor grænsen gik mellem selvbiografi og fiktion, kunne hun ikke være sikker på, hvad der var hvad. Ville hun kunne se det tydeligere nu? Der var kun én måde at finde ud af det på.
Banks havde aldrig været i Harkside før. Kriminalassistent Cabbot viste vejen i sin sølvlilla Astra, og han fulgte hende ned ad de snoede, ensrettede gader, som var fulde af typiske Yorkshire Daleshuse i kalksten og sandsten med små, farverige haver inde bag de lave mure. Mange af de huse, der havde front mod gaden, havde altankasser eller kurve med røde og gyldne blomster hængende udenfor.
De parkerede ved siden af landsbyfælleden, hvor nogle få, spredte træer gav skygge på bænkene. Nogle gamle mennesker sad i sensommerskumringen, mens skyggerne blev længere, og hvilede deres rynkede hænder på deres knudrede stokke og talte med andre gamle mennesker eller betragtede bare verdens gang. Midt på fælleden stod et lille, obelisklignende krigsmindesmærke, hvorpå alle navnene på Harksides faldne i de to verdenskrige stod.
De essentielle ting lå rundt om fælleden: en KwikSave-nærbutik, der efter sin overvældende facadeudsmykning at dømme nok engang havde været en biograf, en Barclay's Bank, en aviskiosk, en slagter, en købmand, en bookmaker, en Oddbins Wines, en kirke fra 1400-tallet og tre pubber, deriblandt Black Swan. Selv om Harkside kun havde et indbyggertal på en 2.000-3.000, var det den største by inden for en vis radius, og folk fra de erntliggende bondegårde og små flækker så den stadig som det nærmeste, man kunne komme på en storby, fuld af synd og fristelse. Den var blot en stor landsby, men de fleste lokale kaldte den "byen".
"Hvor ligger lokalstationen?" spurgte Banks.
Kriminalassistent Cabbot pegede ned ad en sidegade.
"Den bygning, der ligner en muret garage? Den med det flade tag?"
"Det er den. Byens grimmeste bygning."
"Bor du her?"
"For mine synders skyld, ja."
Det var kun et udtryk, det vidste Banks godt, men alligevel kunne han ikke lade være med at undre sig over, hvilke synder det mon var. Bare det at forestille sig dem sendte et gys af ophidselse igennem ham.
De gik over til Black Swan, som havde en bindingsværksfacade med gavle og et synkende skifertag. Der var dunkelt indenfor, men stadig for varmt, selv om vinduerne og døren stod åbne. Et par turister og vandrere var blevet siddende over et par drinks efter aftensmaden, selv om det var længe over deres sengetid. Banks gik op til baren sammen med kriminalassistent Cabbot, som spurgte bartenderen, om man stadig kunne få noget at spise.
"Det kommer an på, hvad du vil have, min ven," sagde hun og pegede på en liste på tavlen.
Banks sukkede. Gættelegen. Den havde han leget før. Man kommer, cirka ti minutter efter at de har lukket op, og beder om noget på menuen blot for at få at vide, at det er "udgået". Efter fire-fem alternativer, der også bliver erklæret "udgået", finder man endelig noget, de måske har. Hvis man er heldig.
Denne gang måtte Banks igennem tandoori-kylling med pommes frites, vildtmedaljon med pommes frites og fettuchine alfredo med pommes frites, før han ramte plet: pie med oksekød og stilton. Med pommes frites. Han havde ikke spist meget oksekød de sidste par år, men han var holdt op med at bekymre sig om kogalskab her på det seneste. Hvis hans hjerne skulle ende som havregrød, var der ikke meget, han kunne gøre for at standse det på dette tidspunkt. Nogle gange føltes den allerede som havregrød.
Kriminalassistent Cabbot bestilte en sandwich med salat, ingen pommes frites.
"Slankekur?" spurgte Banks, der kom i tanker om, hvordan Susan Gay næsten altid plejede at nippe til kaninfoder.
"Nej. Jeg spiser ikke kød. Og pommes frites bliver stegt i animalsk fedt. Der er ikke så mange valgmuligheder."
"Nå, sådan. Drikker du?"
"Som en svamp." Hun lo. "Faktisk vil jeg gerne have en stor Swan's Down Bitter. Jeg kan varmt anbefale den. Den bliver brygget her på stedet."
Banks fulgte hendes anbefaling, og det var han glad for. Han havde aldrig mødt en vegetarisk ølentusiast før.
"Jeg kommer over med jeres mad, når den er færdig," sagde kvinden. Banks og kriminalassistent Cabbot gik over til et vinduesbord med deres ølglas. Man kunne se ud på fælleden i skumringen. Scenen havde ændret sig: En gruppe teenagere havde erstattet de gamle mænd. De lænede sig op ad træstammerne, røg, drak direkte af dåserne, skubbede og masede, fortalte vittigheder, lo og forsøgte at se seje ud. Endnu en gang tænkte Banks på Brian. Var det virkelig så dårlig en idé at droppe arkitektstudierne for at forsøge at gøre karriere inden for musikken? Det betød ikke nødvendigvis, at han ville ende som en dovendidrik. Og hvad stoffer angik, havde Brian sikkert allerede haft masser af muligheder for at prøve dem. Det havde Banks bestemt haft i den alder.
Det, der virkelig gik ham på, var, at han havde indset, at han ikke kendte sin søn særlig godt længere. Brian var blevet voksen de sidste par år, hvor han ikke havde boet hjemme, og Banks havde ikke set særlig meget til ham. Faktisk havde han brugt langt mere tid og energi på Tracy. Derudover havde også haft sine egne overvejelser og problemer at tænke på, både på arbejdet og derhjemme. Måske var problemerne ved at tage af, men de var sandelig ikke overstået endnu.
Hvis kriminalassistent Cabbot følte sig utilpas ved Banks' knugende tavshed, lod hun sig ikke mærke med det. Han fiskede sine cigaretter frem. Stadig ikke så dårligt; han havde foreløbig kun røget fem den dag til trods for skænderiet med Brian og Jimmy Riddles opringning. At skære dem væk, han plejede at ryge i bilen, var ikke nogen dårlig idé. "Generer det dig?" spurgte han.
Hun rystede på hovedet.
"Sikker?"
"Hvis du spørger, om det vil få mig til at lide, så er svaret ja, men jeg plejer normalt at kunne styre min trang."
"Hvor længe er det siden?"
"Et år."
"Beklager."
"Det skal du såmænd ikke. Det gør jeg ikke selv."
Banks tændte sin cigaret. "Jeg tænker selv på at holde op snart. Jeg har skåret ned."
"Held og lykke." Kriminalassistent Cabbot løftede sit glas, tog en slurk øl og smaskede med læberne. "Ah, det var godt. Må jeg også spørge dig om noget?"
"Ja."
Hun lænede sig frem og rørte håret ved hans højre tinding. "Hvad er det?"
"Hvad? Arret?"
"Nej. Det blå. Jeg troede ikke, at kriminalkommissærer gik ind for at farve deres hår."
Banks kunne mærke rødmen stige op i kinderne. Han rørte det sted, hun havde vist ham. "Det må være maling. Jeg var ved at male min stue, da Jimmy Riddle ringede. Jeg troede, jeg havde fået vasket det hele af."
Hun smilede. "Pyt med det. Det ser faktisk meget pænt ud."
"Måske skulle jeg få en ørering, der passer til?"
"Det er nok bedst ikke at gå alt for vidt."
Banks pegede ud ad vinduet. "Giver de mange problemer?" spurgte han.
"Ungerne? Næ, egentlig ikke. Lidt limsnifferi, lidt hærværk. For det meste keder de sig. Det er bare pjat og drengestreger."
Banks nikkede. I det mindste kedede Brian sig ikke og blev ikke ugidelig. Han havde et mål i livet og brændte for det. Om det så var det rigtige eller ej, var en anden sag. Banks forsøgte at koncentrere sig om den aktuelle sag. "Jeg ringede til min kriminalassistent på vej herhen," sagde han. "Han får teknisk afdeling til at grave knoglerne ud i morgen formiddag. En fyr, der hedder John Webb, vil lede holdet. Han har studeret arkæologi. Tager på udgravninger i sin ferie, så han burde vide, hvad han gør. Jeg har også ringet til vores odontolog, Geoff Turner, og har bedt ham tage et kig på tænderne, så snart det kan lade sig gøre. Du kan ringe rundt til universiteterne i morgen formiddag og se, om du kan finde en venlig retsantropolog. Den slags mennesker er som regel ret ivrige, så det burde ikke være noget problem. I mellemtiden," sagde han, mens røgen fra hans cigaret snoede og kantede sig ud ad vinduet, "så fortæl mig noget om Thornfield Reservoir."
Kriminalassistent Cabbot lænede sig tilbage i stolen, krydsede anklerne og støttede ølglasset mod sin flade mave.
Hun havde udskiftet sine røde gummistøvler med et par hvide sandaler, og hendes cowboybukser gled op og afslørede et par kegleformede ankler, der var nøgne, bortset fra en tynd guldkæde omkring den venstre. Banks havde aldrig før mødt nogen, som kunne sidde så behageligt på en hård barstol. Han undrede sig igen over, hvad hun mon havde gjort for at ende sådan et gudsforladt sted som Harkside. Var hun endnu en af Jimmy Riddles pariaer?
"Det er det nyeste af de tre reservoirer, der blev bygget langs floden Rowan," begyndte hun. "Linwood og Harksmere blev begge anlagt i slutningen af 1800-tallet, for at vandforsyningen til Leeds kunne øges. Vandet føres gennem rør fra reservoirerne til de store vandværker lige uden for byen, hvor det bliver renset og pumpet ud til folks hjem."
"Men Harksmere og Thornfield ligger i North Yorkshire, ikke West Yorkshire. Det var vel West Riding dengang. Men selv hvis det var, hvorfor skulle de så forsyne Leeds med vand?"
"Jeg ved ikke, hvorfor det blev sådan, men der blev indgået en eller anden aftale mellem North Yorkshire og byrådet i Leeds angående brugen af jorden. Det er derfor, vi ikke er en del af parken."
"Hvad mener du?"
"Rowandale. Og Nidderdale. Vi er ikke en del af Yorkshire Dales National Park, selv om vi burde være det, hvis man ser på geografi og naturskønhed. Det er på grund af vandet. Der var ingen, der orkede at skulle slås med bestyrelsen for nationalparken og dens regler og forskrifter, så det var lettere bare at lade være med at inkludere os."
Ligesom Eastvale, tænkte Banks. Fordi det lå lige uden for parkens grænser, gjaldt der ikke de samme strenge byggeregler som inden for Yorkshire Dales National Park. Som følge deraf endte man med at få rædsler som det sociale boligbyggeri i East Side med dets grimme boligblokke og lejligheder, og det nye sociale boligbyggeri, der lige var blevet færdigt nede ved Gallows View: "Galgebakken", som alle kaldte den.
Deres mad kom. Banks skoddede sin cigaret. "Hvad med Thornfield?" spurgte han efter at have slugt den første bid. Hans pie var god, mørt oksekød og lige præcis nok stiltonost. "Hvor længe har det været der? Hvad skete der med landsbyen?"
"Thornfield Reservoir blev anlagt i starten af 50'erne, nogenlunde samtidig med at nationalparksystemet blev grundlagt, men på det tidspunkt havde landsbyen allerede været uddød i nogle år. Siden slutningen af krigen, mener jeg. Der var et indbyggertal på en 300-400. Den hed ikke Thornfield; den hed Hobb's End."
"Hvorfor?"
"Aner det ikke. Der findes ingen Hobb i dens historie, så vidt nogen ved, og den var ikke enden på noget - kun måske på civilisationen."
"Hvor længe har landsbyen ligget der?"
"Ingen anelse. Sikkert siden middelalderen. Det har de fleste af dem."
"Hvorfor døde den ud? Hvad drev folk væk?"
"Der var ikke noget, der drev dem væk. Den døde bare. Det gør steder, ligesom mennesker. Lagde du mærke til den store bygning længst borte mod vest?"
"Ja."
"Det var hørmøllen. Den var landsbyens raison d'être i 1800-tallet. Møllens ejer, Lord Clifford, ejede også landet og husene. Meget feudalt."
"Du virker som en ekspert, men du lyder ikke, som om du kommer her fra egnen."
"Det gør jeg heller ikke. Jeg satte mig ind i egnens historie, da jeg kom hertil. Den er ret interessant. Nå, men forretningen begyndte at gå dårligt for hørmøllen - for stor konkurrence fra større virksomheder og fra udlandet - så døde den gamle Lord Clifford, og hans søn ville ikke have noget at gøre med stedet. Det skete lige efter Anden Verdenskrig. Turisme var ikke så god en forretning dengang, og der var ingen udenbys godsejere, som opkøbte alle husene for at leje dem ud som sommerhuse. Hvis ingen ville flytte ind, når nogen flyttede ud, blev huset normalt stående tomt og forfaldt så. Folk flyttede ind til byerne eller til de andre dale. Til sidst solgte den nye Lord Clifford grunden til Leeds' vandværker. De genhusede de tilbageblevne lejere, og det var så dét. I løbet af de næste par år kom ingeniørerne og klargjorde grunden, og så anlagde de reservoiret."
"Hvorfor lige dén grund? Der må være masser af steder, hvor man kan bygge reservoirer."
"Faktisk ikke. Det skyldtes til dels, at de andre to reservoirer lå tæt på, og det var nemmere for ingeniørerne at føje endnu ét til rækken. På den måde kunne de bedre kontrollere vandstanden. Men jeg tror, det har allermest at gøre med grundvandsspejl og grundeld og sådan noget. Der er meget kalksten i Yorkshire Dales, og åbenbart kan man ikke bygge reservoirer på den slags kalksten. Den er permeabel. Undergrunden i Rowan Valley er lavet af noget andet, noget hårdt. Det har alt sammen noget at gøre med forkastninger og ekstrusioner. Jeg er bange for, at jeg har glemt det meste af den geologi, jeg lærte i skolen."
"Ditto her. Hvornår siger du, alt dette skete?"
"Fra slutningen af Anden Verdenskrig til starten af 50'erne. Jeg kan tjekke de nøjagtige tidspunkter hjemme på stationen."
"Ja tak." Banks holdt en pause og smagte på sin øl. "Så vores lig, hvis der rent faktisk er et, og hvis det er et menneske, må have ligget dernede fra før starten af 50'erne?"
"Medmindre nogen lagde det dér her i sommer."
"Jeg er ingen ekspert, men efter hvad jeg har set foreløbig, ser det ældre ud end det."
"Det kunne være blevet flyttet fra et andet sted. Måske fandt nogen et bedre gemmested til et lig, de allerede havde, da reservoiret tørrede ud."
"Det er vel muligt."
"Men hvad end der skete, tvivler jeg på, at den, der begravede det der, ville have taget en frømandsdragt på og være svømmet derned."
"Hvem der end begravede det?"
"Ja. Jeg ville mene, at det var blevet begravet, ville du ikke?"
Banks spiste det sidste af sin pie og skubbede resten af pommes fritene væk. "Fortsæt."
"Sandstensfliserne. Måske kunne liget være blevet dækket af godt en halv meter jord uden megen hjælp. Måske. Jeg mener, vi ved jo ikke, hvor meget tingene flyttede sig og blev dækket af mudder i løbet af de sidste 40 år eller mere. Vi ved heller ikke endnu, om ofret var iført cementstøvler. Men jeg kan ikke se, hvordan et lig skulle være kommet ind under de sandstensfliser på gulvet i udhuset uden menneskelig indblanding, kan du?"
*
Det var en stormfuld eftermiddag i april 1941, da hun dukkede op i vores forretning for første gang. Selv i sin uniform fra landarbejdstjenesten, den grønne pullover med V-udskæring, den sandfarvede bluse, det grønne slips og de brune knæbukser, lignede hun en filmstjerne.
Hun var ikke særlig høj, måske 1,55 eller 1,60, og den kedelige uniform kunne ikke skjule den slags figur, jeg havde hørt mænd pifte efter på gaden. Hun havde et blegt, hjerteformet ansigt, en næse og en mund med perfekte proportioner og de største, dybeste blå øjne, jeg nogensinde havde set. Hendes blonde hår væltede ud under hendes brune filthat, som hun havde sat på sned og holdt fast i med den ene hånd, da hun kom ind fra gaden.
Jeg kom straks til at tænke på Hardys roman A Pair of Blue Eyes, som jeg havde læst blot få uger forinden.
Ligesom Elfriede Swancourts øjne var denne kvindes øjne "en sublimering af hende". De havde "en støvet og uklar blå farve, som hverken havde nogen begyndelse eller nogen overflade... som man så ind i snarere end på". Disse øjne kunne også få enhver til at føle, at man var den eneste i verden, når hun talte til én.
"Sikken et frygteligt vejr, hvad? De skulle vel ikke have fem Woodbines til salg, vel?" spurgte hun.
Jeg rystede på hovedet. "Desværre," sagde jeg. "Vi har slet ingen cigaretter." Det var en af de hårdeste perioder i krigen hidtil: Luftwaffe sønderbombede vores byer; ubådene sænkede Atlanterhavskonvojer med alarmerende hyppighed; og kødrationen var lige blevet sænket til en shilling og ti pence om ugen. Men her kom hun, fræk som en slagterhund, gik lige ind i butikken og spurgte uden videre om cigaretter!
Jeg løj naturligvis. Vi havde cigaretter, men det lille lager, vi havde, gemte vi under disken til de specielle kunder. Vi gik da ikke bare hen og solgte dem til fremmede og smukke piger fra landarbejdstjenesten med øjne som i Thomas Hardy-romaner.
Jeg skulle lige til at sige til hende, at hun kunne forsøge at blinke med øjnene til en af de flyvere, der slog sine folder i byen - at holde mund havde aldrig været en af mine stærke sider - da hun afvæbnede mig fuldstændig med en hel række af reaktioner.
Først hamrede hun sin lille knytnæve ned i disken og bandede. Et øjeblik efter bed hun sig i underlæben ude ved mundvigen og smilede så pludselig stort. "Det regnede jeg heller ikke med, at De ville have," sagde hun, "men det var da et forsøg værd. Jeg løb tør i forgårs, og jeg er helt desperat efter en smøg. Nå, men det er der ikke noget at gøre ved."
"Er De den nye fra landarbejdstjenesten på Top Hill Farm?" spurgte jeg, da jeg nu var blevet nysgerrig og begyndte at have temmelig dårlig samvittighed over mit bedrag.
Hun smilede. "Rygterne går hurtigt, hvad?"
"Det er en lille landsby."
"Ja, det har jeg opdaget. Men jo, det er jeg. Gloria Stringer." Så rakte hun sin hånd frem. Jeg syntes, det var en temmelig sær ting at gøre for en kvinde, især på disse egne, men jeg tog den. Hendes hånd var blød og lidt fugtig, ligesom et sommerblad når det har regnet. Min føltes ru og tung, da den omsluttede noget så skrøbeligt. Jeg havde altid været et uskønt og kejtet barn, men jeg havde aldrig følt det mere tydeligt end under dette første møde med Gloria. "Gwen Shackleton," mumlede jeg, skrækkelig flov. "Det glæder mig at møde Dem."
Gloria lod sin hånd hvile fladt på disken, skød hoften frem i den ene side og så sig omkring. "Der er vel ikke meget at lave her omkring, er der?"
Jeg smilede. "Ikke særlig meget." Jeg vidste selvfølgelig godt, hvad hun mente, men det forekom mig stadig at være en mærkelig, sågar ufølsom, ting at sige. Jeg stod op klokken seks hver morgen for at passe butikken, og oven i det brugte jeg en aften om ugen på at stå brandvagt - lidt af en vittighed her på egnen, indtil Spinner's Inn brændte ned på grund af en vildfaren brandbombe i februar, og to mennesker blev slået ihjel. Jeg hjalp også til i kvindernes lokale frivillige korps. De fleste dage var jeg udkørt efter nyhederne klokken ni og klar til at falde i søvn, lige så snart mit hoved ramte puden.
Jeg havde selvfølgelig hørt, hvor hårdt arbejdet var for dem, der var udsendt af landarbejdstjenesten, men efter Gloria Stringers udseende, og især de bløde hænder, at dømme, ville jeg have svoret på, at hun aldrig havde udført én dags hårdt fysisk arbejde i sit liv. Min første tanke var fordømmende. Da jeg vidste, hvor vidtløftig bonden Kilnsey var, troede jeg, at han måske lærte Gloria en ny måde at arbejde i marken på. Selv om jeg ikke helt vidste, hvad det betød, da jeg på det tidspunkt kun var 16, havde jeg hørt mere end et par af bønderne bruge det udtryk, når de troede, jeg var uden for hørevidde.
Men jeg tog fejl på dette punkt, som på så mange andre punkter i mit første indtryk af Gloria. Hendes friske facon var blot en af hendes mange bemærkelsesværdige egenskaber. Hun kunne tilbringe hele dagen med at sprede hø, tærske, plukke ærter, malke eller tage roer op og alligevel altid virke frisk, livlig og fuld af energi, som om hun, i modsætning til resten af os, bar en form for usynligt skjold, som det hårde daglige arbejde ikke kunne trænge igennem.
Jeg må indrømme, at mit første indtryk var, at jeg ikke kunne lide Gloria Stringer; hun slog mig som forfængelig, tarvelig, overfladisk og selvisk. For ikke at tale om smuk, naturligvis. Det sårede mig allermest.
Og selvfølgelig skulle han så komme ind ad døren, mens vi stod der og talte sammen - Michael Stanhope.
Michael Stanhope var kendt som lidt af en original i landsbyen, for nu at sige det på en pæn måde. En forholdsvis fremgangsrig kunstner, i starten af halvtredserne ville jeg tro, som gerne ville virke som en libertiner og tilsyneladende gjorde sig umage for at fornærme folk.
Den dag var han iført et krøllet hvidt jakkesæt i hørlærred uden på en nusset lavendelblå skjorte samt en gul butterfly, der sad skævt.
Han havde også sin allestedsnærværende bredskyggede hat på og gik med en stok, der havde et slangehoved. Som sædvanlig så han temmelig forsviret ud. Hans øjne var blodskudte, hans skægstubbe var mindst tre dage gamle, og der udgik en slags blandet hørm af sur røg og alkohol fra ham.
Mange mennesker brød sig ikke om Michael Stanhope, fordi han ikke var bange for at sige, hvad han mente, og han talte åbent imod krigen. Jeg kunne for så vidt godt lide ham, selv om jeg ikke var enig i hans holdninger. Halvdelen af tiden sagde han alligevel det, han gjorde, for at irritere folk, som for eksempel at klage over, at han ikke kunne få lærred til sine malerier, fordi det hele blev brugt i krigen. Det var overhovedet ikke sandt.
Men han skulle selvfølgelig lige komme på det tidspunkt.
"Godmorgen, mit englebarn," sagde han, som han altid gjorde, selv om jeg ikke tilnærmelsesvis følte mig engleagtig. "Jeg håber, du har det sædvanlige til mig?"
"Øh, jeg beklager, hr. Stanhope," stammede jeg. "Vi er helt udgået."
"Helt udgået? Nej, hør nu, min pige, det kan vist ikke passe." Han smilede bredt og så skælmsk over på Gloria. Så blinkede han til hende.
"Jeg beklager, hr. Stanhope."
"Hvis du kigger det sædvanlige sted," sagde han, mens han lænede sig frem og bankede på disken med sin stok, "vil jeg vædde på, at du finder dem."
Jeg vidste, hvornår jeg havde tabt. Jeg kunne mærke min skam og min rødmen helt ind i sjælen, da jeg rakte ind under disken og tog de to pakker Piccadilly frem, som jeg havde lagt til side til ham, sådan som jeg altid gjorde, når vi var heldige nok til at få nogen.
"Det bliver en shilling og otte pence, tak," sagde jeg.
"Uhyrligt," klagede hr. Stanhope, mens han gravede sine mønter frem, "som denne regering beskatter os til døde for at føre krig. Synes du ikke, mit englebarn?"
Jeg mumlede et eller andet forbeholdent.
Mens dette lille optrin stod på, havde Gloria betragtet os med voksende fascination. Da jeg så skyldigt på hende, mens jeg rakte cigaretterne til hr. Stanhope, smilede hun til mig og trak på skuldrene.
Hr. Stanhope må have opfanget gestussen. Han var altid hurtig til at opfange en ny nuance eller strømning i atmosfæren. Han levede og åndede for den slags.
"Nå, sådan," sagde han, rettede blikket helt mod Gloria og beundrede ganske åbenlyst hendes figur. "Har jeg ret i at antage, at De selv forhørte Dem om cigaretter, lille De?"
Gloria nikkede. "Det gjorde jeg faktisk."
"Nå," sagde hr. Stanhope og støttede stokkens kobberslangehoved mod sin hage, mens han tænkte sig om, "Nu skal De høre. Da jeg går stærkt ind for, at kvinder ryger, kan vi måske nå frem til en aftale. Jeg har kun en enkelt betingelse."
"Jaså," sagde Gloria, lagde armene over kors og kneb øjnene sammen.
"Og hvad måtte den så være?"
"At De ryger på gaden engang imellem."
Gloria stirrede på ham et øjeblik og brød så ud i latter. "Det vil ikke være noget problem," sagde hun. "Det kan jeg forsikre Dem om."
Og så rakte han hende en af pakkerne.
Jeg var målløs. Der var ti cigaretter i hver pakke, og de var hverken billige eller lette at få.
I stedet for at erklære, at hun bestemt ikke kunne tage imod dem, men alligevel takke ham for venligheden, som jeg ville have gjort, tog Gloria blot pakken og sagde: "Jamen, så mange tak, hr. ...?"
Han smilede glædestrålende til hende. "Stanhope. Michael Stanhope. Til Deres tjeneste. Og det var så lidt. Tro mig, min kære, det er sandelig en udsøgt fornøjelse at møde en så køn pige som Dem på disse kanter." Så trådte han et skridt nærmere og studerede hende, temmelig uhøfligt, tænkte jeg, som en bonde, der undersøger en hest, han er ved at købe.
Gloria holdt stand.
Da hr. Stanhope var færdig, vendte han sig om for at gå, men før døren lukkede sig bag ham, kastede han et hurtigt blik på Gloria over skulderen. "Ved De hvad, min kære, De burde virkelig komme på besøg i mit atelier. For at se mine raderinger, så at sige." Og dermed gik han, klukkende lidt for sig selv.
I den efterfølgende stilhed så Gloria og jeg på hinanden et øjeblik, og så fik vi et fniseanfald. Da det lykkedes os at styre os lidt, sagde jeg til hende, at jeg var ked af at have ført hende bag lyset med hensyn til cigaretterne, men hun affejede min undskyldning. "Du må passe dine stamkunder," sagde hun. "Og disse tider er svære."
"Jeg må også undskylde på hr. Stanhopes vegne," sagde jeg. "Han kan desværre være temmelig uhøflig ind imellem."
"Pjat," sagde hun med sit lille, drilske smil. "Jeg kunne faktisk godt lide ham. Og han gav mig jo disse."
Hun åbnede pakken og bød mig en cigaret. Jeg rystede på hovedet; jeg røg ikke dengang. Hun satte en i mundvigen og tændte den med en lille sølvlighter, som hun tog op af sin uniformslomme. "Det er nok meget godt," sagde hun. "Jeg kan se, at jeg kommer til at klare mig med disse et stykke tid."
"Jeg kan lægge nogen til side til dig fremover," sagde jeg. "Jeg mener, jeg kan forsøge. Afhængig af hvor mange vi kan få, selvfølgelig."
"Ville du? Åh, tusind tak! Det ville være vidunderligt. Hvis jeg nu bare lige må kigge på det eksemplar af Picture Goer derovre, det med Vivien Leigh på forsiden. Jeg beundrer Vivien Leigh sådan, gør du ikke? Hun er så smuk. Har du set Borte med Blæsten? Jeg så den i West End, før jeg skulle på oplæring i landbrugsarbejde i en måned. Fuldstændig -"
Men før jeg kunne nå at tage bladet til hende eller fortælle hende, at Borte med Blæsten ikke var nået så langt nordpå endnu, kom Matthew farende ind.
Gloria vendte sig om ved lyden af klokken og løftede øjenbrynene af nysgerrighed. Da min bror så hende, standsede han brat og faldt så dybt ind i hendes øjne, at man kunne høre plasket.
*
Det første, Banks gjorde, da han kom hjem til sit hus den aften, var at tjekke telefonsvareren. Intet. Fandens også. Han ville have renset luften oven på den tåbelige brøler i telefonen tidligere på dagen, men han kunne stadig ikke få fat i Brians nummer i Wimbledon. Han vidste ikke engang, hvad Andrews efternavn var. Han kunne finde ud af det - han var jo efter sigende opdager - men det ville tage tid, og han kunne kun gøre det i arbejdstiden. Sandra ville måske nok vide det, men det sidste, han havde lyst til, var at tale med hende.
Banks skænkede sig en whisky, slukkede det stærke lys i loftet og tændte læselampen ved sin lænestol. Han tog den bog, han havde været ved at læse i den forløbne uge, en antologi over poesi fra 1900-tallet, men han kunne ikke koncentrere sig. De blå vægge distraherede ham, og lugten af maling i stilheden derude på landet fik ham til at føle sig ensom og rastløs. Han tændte for radioen. En eller anden spillede første sats af Tjajkovsks violinkoncert.
Banks så sig omkring i stuen. Væggene så virkelig godt ud; de stod godt til loftet, som han havde malet i den samme farve som moden brie. Måske var de dog en smule for kølige, tænkte han, selv om han havde brug for al den aircondition, han kunne få, i dette vejr. Han kunne altid male dem orange eller røde til vinter, når der kom is og sne, og det kunne så give en illusion om varme.
Han tændte dagens sidste cigaret og tog sin drink med udenfor. Huset lå på en lang, smal grusvej godt fire kilometer vest for Gratly. Over for Banks' hoveddør var der en slags bule i den lave mur, der løb mellem grusstien og Gratly Bæk. Om dagen var det et perfekt sted for vandrere at holde hvil og beundre vandfaldene, men om aftenen var der aldrig nogen. Grusvejen var ikke en hovedvej, og der var rigelig plads til, at Banks kunne parkere sin bil der. Lige bag huset blev grusvejen smallere og gik over i en offentlig gangsti, som løb mellem skoven og langs Gratly Bæk.
Banks så efterhånden dette sted som sin egen veranda, og han kunne godt lide at stå derude eller at sidde på den lave mur og dingle med benene ud over kanten sent om aftenen, når der var stille. Så kunne han bedre tænke, få styr på tingene.
Her til aften var stenene stadig varme; røgen på hans tunge smagte så sødt som nyslået hø. Et får brægede højt oppe på skrænten, hvor vandfaldenes silhuetter kun var en enkelt nuance eller to mørkere end natten selv. Stjernernes klare skær og lysene fra en bondegård i det erne prikkede hul i den silkeagtige himmel; en tiltagende måne hang over Helmthorpe på bunden af dalen, og det firkantede kirketårn med dets gamle vejrhane virkede massivt imod natten. Sådan må det have været under mørklægningen, tænkte Banks, og mindedes sin mors historier om, hvordan man kom rundt i London under Blitzen.
Da Banks sad der ved de indtørrede vandfald, tænkte han endnu engang på de mærkelige omstændigheder, der havde gjort, at han var kommet til at bo i dette isolerede kalkstenshus. Det var et drømmehus i mere end én forstand: Selv om han aldrig havde fortalt det til nogen, havde han faktisk købt det på grund af en drøm.
De sidste måneder alene i det halve dobbelthus i Eastvale havde Banks været helt ved siden af sig selv, og han havde derfor ikke engang gjort rent eller ryddet op siden jul. Hvorfor skulle man? Han tilbragte alligevel de fleste af sine aftener på pubber eller med at køre rundt ude på landet alene og sine nætter med at falde halvfuld i søvn på sofaen, mens han lyttede til Mozart og Bob Dylan, og bunken af fish and chips-papir og tomme æsker fra grillen rundt om sofaen blev stadig større.
I april nåede han det absolutte nulpunkt. Tracy, som havde været på besøg hos sin mor i London over påskeweekenden, kom til at afsløre i telefonen, at der var en ny mand i Sandras liv, en fotojournalist, der hed Sean, og at det så ud til at være alvor med dem. Han så ung ud, sagde Tracy. Hvilket var noget af en kompliment, når den kom fra en 19-årig. Banks begyndte straks at spekulere på, hvor længe denne affære mon havde stået på, før han og Sandra var blevet separeret forrige november. Han spurgte Tracy, men hun sagde, at hun ikke vidste det. Hun virkede også gal over, at Banks overhovedet ville antyde det, så han trak i land.
Som følge deraf var Banks endnu mere fuld af vrede og selvmedlidenhed end normalt den aften. Hver gang han tænkte på Sean, hvilket var langt oftere, end denne ville have brudt sig om, havde han lyst til at slå ham ihjel. Han overvejede endda at ringe til en gammel kammerat hos politiet i London og spørge ham, om de ikke kunne sætte svinet fast for et eller andet. Der var masser af strissere hos politiet i London, som ville gribe enhver chance for at sætte nogen, der hed Sean, fast. Men selv om Banks af og til havde taget lidt let på reglerne, havde han endnu aldrig misbrugt sin stilling til egen fordel, og selv på sit absolutte nulpunkt ville han ikke begynde på den slags.
Hans had var urimeligt, det vidste han godt, men hvornår var had nogensinde rimeligt? Han havde ikke engang mødt Sean. Og hvis Sandra fik lyst til at samle lidt kuvøseguf op og tage det med hjem i seng, så var det da ikke knægtens skyld, vel? Det var snarere hendes. Men fornuft forhindrede ikke Banks i at have lyst til at slå svinet ihjel.
Efter alt for mange whiskyer var han som sædvanlig faldet i søvn på sofaen om aftenen, mens Dylans Blood on the Tracks spillede på anlægget. Længe efter at musikken var holdt op, vågnede han af en drøm, der kun var underlig på grund af dens følelsesmæssige intensitet.
Han sad alene ved et fyrretræsbord i et køkken, og solen strømmede ind gennem de åbne gardiner, så alt lå badet i dens varme, honningagtige skær. Væggene var råhvide med en stribe af røde kakler over køkkenvasken og køkkenbordet; der stod matchende røde beholdere til kaffe, te og sukker på de laminerede bordplader, og der hang kobbergryder og -pander på et stativ af træ ved siden af blokken med køkkenknive. Detaljerne var utrolig klare; hver en åre og knast i træet, hver en nuance af lys fra stålet eller kobberet skinnede med en exceptionel klarhed. Han kunne endda lugte bordets og de indbyggede skabes varme fyrretræ, og olien fra hængslerne.
Det var dét. Der skete ingenting. Blot en drøm om lys. Men den intense følelse af velvære, som den gav ham, lige så varm og lys som solen selv, fyldte ham stadig, da han vågnede, skuffet over at være alene og have tømmermænd på sofaen i det halve dobbelthus i Eastvale.
Da Sandra et par uger senere havde besluttet, at deres separation skulle være permanent - eller i det mindste at forsoning ikke var umiddelbart forestående - havde de solgt det halve dobbelthus. Sandra havde fået ernsynet og videoen; Banks havde fået stereoanlægget og broderparten af cd-samlingen. Det var retfærdigt nok; det var jo ham, der havde samlet den. De havde delt køkkentøjet, og af en eller anden uforklarlig årsag havde Sandra også taget dåseåbneren. Bøger og tøj havde været let at dele, og de havde solgt de fleste af møblerne. Alt i alt kunne de ikke fremvise meget efter over 20 års ægteskab. Selv efter salget havde Banks været temmelig ligeglad med, hvor han boede, indtil et par uger på et bed and breakfast-sted, der kunne være taget ud af en af Bill Brysons rejsebeskrivelser, havde fået ham på andre tanker.
Han var begyndt at søge ensomheden. Da han første gang havde set huset udefra, havde han ikke syntes specielt godt om det. Udsigten over dalen var fantastisk, og det var den afsondrethed også, som skoven, bækken og askelunden mellem huset og selve Gratly gav, men det var et lavstammet, grimt lille hus, som ville kræve en del arbejde.
Som de fleste huse i Yorkshire Dales bestod det af en blanding af kalksten og flere slags sandsten, og oprindelig havde det været en landarbejders hus. Over døren stod årstallet "1768" og initialerne "J. H." indgraveret, sandsynligvis det år, det var blevet bygget, og den første ejers initialer. Banks havde spekuleret på, hvem J. H. var, og hvad der mon var blevet af ham. Fru Perkins, den nuværende ejer, havde mistet begge sine sønner og sin mand, og hun var til sidst rejst derfra for at flytte ind hos sin søster i Tadcaster.
Det indre af huset havde til at begynde med heller ikke gjort noget større indtryk; det lugtede af kamfer og mug, og alle møblerne og interiøret havde virket mørkt og beskidt. Nedenunder var der en stue med en stenpejs i den ene ende; ovenpå var der kun to små soveværelser. Badeværelset og toilettet var blevet føjet til i den bageste ende af køkkenet, som de så ofte blev i gamle huse. De sanitære installationer havde været temmelig primitive tilbage i 1768.
Banks troede ikke på visioner eller forudanelser, men han ville have været godt dum, hvis han ikke havde erkendt, at han, da han var trådt ind i køkkenet den dag, havde haft samme følelse af velvære og af fred, som han havde haft i sin drøm.
Det havde selvfølgelig set anderledes ud, men han havde vidst, at det var det samme sted, stedet i hans drøm.
Hvad det alt sammen betød, havde han ikke anet, bortset fra at han måtte eje huset.
Han havde ikke troet, han ville kunne få råd til det; ejendomme i Yorkshire Dales blev altid solgt til astronomiske priser. Men skæbnen og menneskelig excentricitet havde for en gangs skyld vist sig at være på hans side. Fru Perkins havde aldrig haft noget til overs for sommerhusbranchen og var hævet over pengegriskhed. Hun havde villet sælge til nogen, som rent faktisk ville bo i huset. Så snart hun havde fundet ud af, at Banks ledte efter sådan et sted, og at hans efternavn var det samme som hendes pigenavn, havde handelen været så godt som afsluttet. Det eneste minus ved Banks havde været, at han ikke var fra Yorkshire, men hun havde fattet sympati for ham alligevel, da hun havde været overbevist om, at de var i familie, og hun havde endda flirtet med ham, sådan som nogle gamle damer har det med at gøre.
Da hun havde ladet ham få stedet for 50.000 pund, sikkert halvdelen af hvad hun kunne have fået, og havde sagt til ham, at det ville være nok til resten af hendes dage, havde Dimmoch, ejendomsmægleren, stønnet og rystet vantro på hovedet. Bagefter havde Banks altid det indtryk, at Dimmoch havde ham mistænkt for at have udøvet et utilladeligt pres på fru Perkins.
Huset var blevet Banks' langsigtede projekt; hans terapi, hans fri-
sted og forhåbentlig hans redning. På en besynderlig måde havde det at arbejde på huset føltes som at arbejde med sig selv. Begge havde haft brug for renovering, og der var lang vej endnu for dem begge. Det havde alt sammen været nyt for ham; han havde aldrig interesseret sig det mindste for at gøre noget som helst i hus eller have selv; ej heller havde han haft tilbøjelighed til selvanalyse eller introspektion. Men på en eller anden måde havde han mistet overblikket i løbet af det sidste år, og han ville gerne finde et nyt; han havde også mistet noget af sig selv, og han ville gerne vide, hvad det var. Indtil videre havde han lavet nogle indbyggede skabe i køkkenet magen til dem i hans drøm, installeret en brusekabine i stedet for det victorianske badekar på løvefødder og malet stuen. Det havde ikke holdt depressionen helt væk, men havde gjort den overkommelig; om ikke andet så var det lykkedes ham at hale sig selv ud af sengen hver morgen, selv om han ikke altid havde imødeset den kommende dag med nogen større glæde.
En natfugl kaldte langt borte - et uroligt, uhyggeligt skrig, som om et rovdyr truede dens rede. Banks skoddede sin cigaret og gik indenfor igen. Da han gjorde sig klar til at gå i seng, tænkte han på skelethånden, der måske stammede fra et menneske; han tænkte på kriminalassistent Cabbot, der så afgjort var et menneske; han tænkte på Hobb's End, den fortabte landsbys ruiner, der pludselig havde rejst sig fra dybet med sine hemmeligheder; og et eller andet sted i hans hjerne, i det mørke, der lå langt uden for logikkens og fornuftens grænser, hørte han et ekko, et klik, følte noget uhåndgribeligt blive forbundet på tværs af årene.