<?xml version="1.0" encoding="utf-8"?><!DOCTYPE html PUBLIC '-//W3C//DTD XHTML 1.0 Strict//EN' 'http://www.w3.org/TR/xhtml1/DTD/xhtml1-strict.dtd'><html xmlns="http://www.w3.org/1999/xhtml"><head><style type="text/css">
        p.precedingemptyline
        {
        margin-top:3em;
        }

        p.precedingseparator
        {
        text-align:center;
        }

        p.hd
        {
        font-weight:  	bold;
        }

        div.imgcaption{FONT-STYLE:italic;}

      </style><title>Peter Robinson</title></head><body><h1 id="epiq000455" class="kapitel">Kapitel TRE</h1><p id="epiq000456">Næste morgen så Banks til fra skovbrynet, da teknisk afde-</p><p id="epiq000457">ling langsomt løftede skelettet op fra dets grav i mudderet under John Webbs kyndige ledelse.</p><p id="epiq000458">Først måtte de erne den væg, som knoglerne var begravet ved siden af, og så gravede de en rende rundt om stedet og gravede dybere og dybere, indtil knoglerne lå blotlagt knap en meter under overfladen. Dernæst lod de en tynd metalplade glide ned i jorden og ind under knoglerne, og til sidst fik de skelettet lagt til rette, så det kunne løftes op.</p><p id="epiq000459">Knoglerne kom op på metalpladen, stadig dækket af jord, og fire af teknisk afdelings kistebærere bar dem op ad skrænten og lagde dem på græsset for fødderne af Banks som et brændoffer. Klokken var elleve, og kriminalassistent Cabbot var stadig ikke dukket op. Banks havde allerede talt med Adam Kelly, som ikke havde kunnet føje noget til sin tidligere forklaring.</p><p id="epiq000460">Adam var stadig rystet, men Banks kunne mærke en hårdførhed i ham, som han også selv havde været i besiddelse af i de tidlige teenageår. Banks havde også elsket at lege i forfaldne huse, hvoraf der havde været rigeligt i efterkrigstidens Peterborough. Det værste, han var kommet ud for, var en hudafskrabning på knæet, men en elev fra pigeskolen var blevet dræbt, da et tagspær faldt ned, så han vidste, hvor farlige de kunne være. Kommunen slog altid brædder for vinduer og døre. Under alle omstændigheder havde Adams lille eventyr ikke forvoldt nogen varig skade, og han ville have rigeligt med historier at fortælle et godt stykke ind i skoleåret. Han ville få en vis stjernestatus blandt sine venner i et stykke tid. </p><p id="epiq000461">Banks stirrede på den beskidte, krogede skikkelse, der lå for hans fødder. Den så knap nok menneskelig ud. Knoglerne havde fået samme mudderbrune farve som den jord, de havde ligget i så længe; de havde også fået en skorpe af mørkt, ulækkert mudder. Det sad fast på ribbenene, som kødet i en god ragout, og det hang fast i forskellige led og fyldte alle hulrum og sprækker. Kraniet så ud til at være fuldt af det - der var mudder i munden, næsen, øjenhulerne - og nogle af de lange knogler lignede gamle, rustne metalrør, der havde ligget i jorden i årevis.</p><p id="epiq000462">Synet gav Banks en svag kvalme. Selvfølgelig havde han set meget værre ting uden at kaste op - i det mindste var der da ingen åbne røde huller, ingen indvolde der var væltet ud, ingen ben der var skåret af ved låret, så huden gled op over de ru kanter ligesom en stram nederdel - men han havde aldrig set noget grimmere.</p><p id="epiq000463">Teknisk afdeling havde allerede fotograferet skelettet under alle faser af opgravningen, og da de var blevet færdige med at bære det op ad skrænten, gik de ned igen og begyndte at gennemsøge området grundigt, at grave dybere og længere borte, mens John Webb blev tilbage for at stikke lidt her og skrabe lidt der. Webb gennemsøgte også jorden for genstande, der kunne være blevet begravet på samme tid - knapper, smykker, den slags ting.</p><p id="epiq000464">Banks lænede sig tilbage op ad en træstamme som en anden skildvagt, fik styr på sin kvalme og betragtede Webb arbejde.</p><p id="epiq000465">Han var træt; han havde ikke sovet særlig godt efter nattens grublerier. Han havde vendt og drejet sig det meste af natten og var vågnet flere gange efter brudstykker af mareridt, der forsvandt hen i mørke hjørner, når han vågnede, ligesom kakerlakker, når man tænder lyset. Formiddagsheden gjorde ham døsig.</p><p id="epiq000466">Han gav efter for følelsen et øjeblik, lukkede sine øjne og hvilede sit hoved op ad træet. Han kunne mærke den ru bark mod sin isse, og sollyset lavede kalejdoskopiske mønstre på bagsiden af hans øjenlåg. Han var på nippet til at falde i søvn, da han hørte noget rasle bag sig og dernæst en stemme.</p><p id="epiq000467">"Godmorgen. Hård nat?"</p><p id="epiq000468">"Noget i den stil," sagde Banks og flyttede sig lidt væk fra træstammen.</p><p id="epiq000469">Kriminalassistent Cabbot stirrede ned på knoglerne. "Så dette er, hvad vi alle sammen bliver til til sidst?" Hun lød ikke særlig bekymret over det; ikke mere bekymret end hun virkede over at dukke op så sent.</p><p id="epiq000470">"Hvordan gik det?" spurgte Banks.</p><p id="epiq000471">"Det var det, der tog mig så lang tid. Det nye skoleår er ikke begyndt på universitetet endnu, og mange af underviserne er stadig på ferie eller har travlt med at lede forskningsprojekter i udlandet. Men i hvert fald lykkedes det mig at opstøve en doktor Ioan Williams fra Leeds Universitet. Han er antropolog og har en god del erfaring inden for retsvidenskabeligt arbejde. Han lød ret begejstret over det, vi har fundet. Han må have haft en kedelig sommer."</p><p id="epiq000472">"Hvor hurtigt kan han gå i gang med det?"</p><p id="epiq000473">"Han sagde, at hvis vi skynder os at få knoglerne bragt over til universitetslaboratoriet, vil han få sine assistenter til at rense dem, og så vil han kunne nå at tage et hurtigt kig på dem tidligt i aften. Men altså kun et indledende kig."</p><p id="epiq000474">"Godt," sagde Banks. "Jo hurtigere vi ved, hvad vi har med at gøre, desto bedre."</p><p id="epiq000475">Hvis skelettet havde ligget der i 100 år eller mere, ville det ikke rigtigt kunne svare sig at lægge en masse energi i efterforskningen, da de jo næppe ville kunne fange en levende forbryder. Men hvis det på den anden side viste sig at være et mordoffer, og hvis det var blevet begravet der under eller efter krigen, var der en chance for, at der stadig ville være nogen i live, som kunne huske noget. Og så var der også en chance for, at morderen stadig var i live.</p><p id="epiq000476">"Vil du have mig til at føre tilsyn med flytningen?" spurgte Webb.</p><p id="epiq000477">Banks nikkede. "Ja tak, John. Får du brug for en ambulance?"</p><p id="epiq000478">Webb løftede hånden for at skygge for solen, da han så op. Et par af de grå stænk i hans skæg fangede lyset. "Min gamle Range Rover kan sagtens klare det. Jeg får en af drengene til at køre, mens jeg bliver bagi og passer på, at vores ven her ikke går i stykker." Han så på sit ur. "Med lidt held kan vi være på laboratoriet inden et."</p><p id="epiq000479">Kriminalassistent Cabbot lænede sig tilbage op ad et træ, lagde armene over kors og det ene ben over det andet. I dag var hun iført en rød T-shirt og hvide Nike-sko til cowboybukserne, og hendes solbriller sad i panden. De havde åbenbart ingen særlige regler for påklædning i Harkside, tænkte Banks, men han skulle nødig snakke. Han havde altid hadet jakkesæt og slips, lige fra sine unge dage som studerende ved London Polytechnic. Han havde tilbragt tre år der på et kursus med mange praktikperioder - seks måneder på skolen og seks måneders arbejde - og livet som studerende havde hurtigt grebet ind i hans loyalitet mod forretningsverdenen. Alle på Polytechnic sluttede sig til 60'er-bevægelsen, selv om det havde været begyndelsen af 70'erne: Over det hele så man kaftaner, trom-</p><p id="epiq000480">petbukser og slumretæpper, kulørte, broderede indiske skjorter i ostelærred, bandanaer, perler, hele molevitten. Banks havde aldrig helt kunnet leve sig ind i tidsånden, hverken dens filosofi eller dens tøjstil, men han havde ladet sit hår gro ned over kraven, og han var engang blevet sendt hjem fra arbejde for at have sandaler og et blomstret slips på.</p><p id="epiq000481">"Jeg skal vide en del mere om landsbyen," sagde han til kriminalassistent Cabbot. "Nogle navne ville være en stor hjælp. Prøv listerne over stemmeberettigede og matrikelkontoret." Han pegede i retning af ruinen nær broen. "Udhuset hørte tydeligvis til det hus, så jeg vil gerne vide, hvem der boede der, og hvem naboerne var. Som jeg ser det, er der tre muligheder. Enten har vi at gøre med nogen, som brugte den forladte landsby som en losseplads, hvor man kunne begrave et lig, eftersom den ikke blev brugt -"</p><p id="epiq000482">"Mellem maj 1946 og august 1953. Jeg tjekkede det i morges."</p><p id="epiq000483">"Okay. Enten blev liget begravet i det tidsrum, eller mens landsbyen stadig var beboet, før maj 1946, og så blev ofret ikke begravet ret langt hjemmefra. Eller også blev det anbragt der i løbet af denne sommer, som du foreslog tidligere. Det er for tidligt at gætte, men vi har brug for at vide, hvem der boede i huset, før landsbyen blev forladt, og om nogen fra landsbyen blev meldt savnet."</p><p id="epiq000484">"Ja."</p><p id="epiq000485">"Hvad skete der med kirken? Jeg går ud fra, at der var en."</p><p id="epiq000486">"En kirke og et kapel. Saint Bartholomew's Church's hellighed blev ophævet, og derefter blev den revet ned."</p><p id="epiq000487">"Hvor er kirkebøgerne nu?"</p><p id="epiq000488">"Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig haft grund til at lede efter dem. Jeg kunne forestille mig, at de var blevet flyttet til Saint Jude's Church i Harkside samtidig med alle kisterne fra kirkegården."</p><p id="epiq000489">"Det var måske værd at kigge på dem, hvis du ikke har heldet med dig andre steder. Man ved aldrig, hvad man kan finde i gamle kirkebøger og kirkeblade. Der er også lokalavisen. Hvad hedder den?"</p><p id="epiq000490">"Harkside Chronicle."</p><p id="epiq000491">"Nå ja. Det var måske også værd at se på den, hvis vores ekspert kan indsnævre tidsperioden lidt her til aften. Og kriminalassistent Cabbot?"</p><p id="epiq000492">"Ja?"</p><p id="epiq000493">"Hør, jeg kan ikke blive ved med at kalde dig kriminalassistent Cabbot. Hvad er dit fornavn?"</p><p id="epiq000494">Hun smilede. "Annie. Annie Cabbot."</p><p id="epiq000495">"Okay. Annie Cabbot, ved du tilfældigvis, hvor mange læger eller tandlæger der var i Hobb's End?"</p><p id="epiq000496">"Jeg kunne ikke forestille mig, at der var særlig mange. De fleste tog sikkert til Harkside. Måske var der lidt flere, dengang alle arbejdede i hørmøllen. Nogle af de gamle mølleejere var meget altruistiske, meget bekymrede for deres arbejderes velfærd."</p><p id="epiq000497">"Nok snarere bekymrede for, om deres arbejdere kunne arbejde 16 timer ad gangen uden at falde døde om," sagde Banks.</p><p id="epiq000498">Annie lo. "Bolsjevik."</p><p id="epiq000499">"Jeg er blevet kaldt det, der er værre. Forsøg under alle omstændigheder at finde ud af det. Det er usandsynligt, men hvis vi kan finde nogle tandlægejournaler, som passer til skelettet, er vi heldige."</p><p id="epiq000500">"Jeg undersøger det. Noget andet?"</p><p id="epiq000501">"Kommunalarkiver, skattejournaler. Måske skal de alle ses igennem."</p><p id="epiq000502">"Og hvad skal jeg lave næste år?"</p><p id="epiq000503">Banks smilede. "Jeg er sikker på, at du kan indkalde en af dine kriminalbetjente til at hjælpe. Hvis ikke vi snart får et gennembrud, må jeg se, hvad jeg kan gøre med hensyn til arbejdskraft, selv om jeg dog tvivler på, at denne sag bliver prioriteret særlig højt."</p><p id="epiq000504">"Tak."</p><p id="epiq000505">"Lad os indtil videre koncentrere os om ofrets identitet. Det er afgørende."</p><p id="epiq000506">"Okay."</p><p id="epiq000507">"Det er bare en idé, men ved du tilfældigvis, om der er nogen, som boede i Hobb's End, som stadig er i live og måske bor i Harkside nu? Det virker da ikke som nogen urimelig antagelse."</p><p id="epiq000508">"Jeg spørger vicekriminalkommissær Harmond. Han voksede op heromkring."</p><p id="epiq000509">"Godt. Så vil jeg hjælpe John med at få sendt knoglerne af sted til Leeds og lade dig komme i gang."</p><p id="epiq000510">"Skal jeg tage derned i aften?"</p><p id="epiq000511">"Hvis du vil. Mød mig på laboratoriet klokken seks. Hvor ligger det?"</p><p id="epiq000512">Annie fortalte ham det.</p><p id="epiq000513">"I mellemtiden," sagde han, "får du lige mit mobilnummer. Ring til mig, hvis du finder ud af noget."</p><p id="epiq000514">"Okay." Annie så knap nok ud til at røre ved sine solbriller, da de gled perfekt ned på plads på hendes næse. Og dermed vendte hun sig om og travede ind i skoven.</p><p id="epiq000515">Banks var en sær snegl, tænkte Annie, da hun kørte tilbage til Harkside. Naturligvis havde hun hørt nogle rygter, før hun mødte ham. Hun vidste for eksempel, at cheriminalinspektør Riddle hadede ham, at Banks var faldet i unåde, ja næsten røget af i svinget, selv om hun ikke vidste hvorfor. Der var endda nogen, der havde antydet, at der havde været et håndgemæng mellem de to. Hvad grunden end var, så kørte hans karriere på lavt blus, og han var ikke den rette hest at sætte sine penge på. Annie var heller ikke særlig begejstret for Jimmy Riddle. Ved de par lejligheder, hvor hun havde mødt ham, havde han virket arrogant og nedladende. Annie var et af Millies projekter - Millicent Cummings, den nye leder af HR-afdelingen, levede og åndede for, at kvinder skulle få deres forfremmelser og blive behandlet ordentligt - og endskabet mellem Millie og Riddle, som havde været imod hendes udnævnelse lige fra begyndelsen, var velkendt. Ikke at Riddle gik særligt ind for dårlig behandling af kvinder, men han foretrak at undgå problemet helt ved at holde antallet af forfremmelser af kvinder på et minimum.</p><p id="epiq000516">Annie havde også hørt, at Banks' kone havde forladt ham for en anden for ikke så længe siden. Der gik ikke blot historier om det, men også om at han havde en dame i Leeds, som han havde haft i et stykke tid, faktisk før hans kone forlod ham. Hun havde hørt ham beskrevet som en enspænder, en fusker og en skide bolsjevik. Han var en fantastisk opdager, der var gået i frø, sagde de, på retur efter at hans kone var gået fra ham, slidt op, udbrændt, en skygge af sig selv.</p><p id="epiq000517">Umiddelbart vidste Annie ikke, hvad hun skulle mene om ham. Hun troede, at hun godt kunne lide ham. Hun syntes helt bestemt, at han var tiltrækkende, og han så ikke ud til at være meget ældre end midt i trediverne på trods af de grå stænk ved tindingerne i hans tætklippede sorte hår. Hvad angik det at være udbrændt, virkede han træt, og han så ud til at bære rundt på megen tristesse, men hun kunne fornemme, at ilden stadig ulmede et eller andet sted bag hans skarpe blå øjne. Lidt svækket måske, men stadig til stede.</p><p id="epiq000518">Men på den anden side var han måske virkelig gået i hundene, lod bare som om og ville være tilfreds med at lave papirarbejde, indtil han kunne gå på pension. Måske var den ild, hun kunne fornemme i ham, blot gløder, der endnu ikke var brændt helt ud, men var lige ved at miste den sidste gnist. Hvis der var én ting, Annie havde lært i løbet af de sidste par år, så var det ikke at drage forhastede konklusioner om folk: En modig mand virker ofte svag; en klog mand virker ofte tåbelig. Der var jo trods alt temmelig mange mennesker, der også mente, at hun var underlig, og man kunne med en vis ret hævde, at hun også bare havde ladet som om her på det seneste. Hun spekulerede på, om der mon verserede rygter om hende her på egnen. Hvis der gjorde, havde hun en ret god forestilling om, hvad de gik ud på: lede lebbe.</p><p id="epiq000519">Annie parkerede på asfaltstriben ved siden af lokalstationen med de grimme murstensvægge og gik indenfor. De var kun fire, der arbejdede på stationen: vicekriminalkommissær Harmond, Annie og kriminalbetjentene Cameron og Gould. Bortset fra Samantha, deres civile kontorassistent, var Annie den eneste kvinde. Det generede hende ikke; sammenlignet med mænd generelt virkede de ganske anstændige. Hun følte sig bestemt ikke truet af nogen af dem. Kriminalbetjent Cameron var gift og havde to børn, som han tydeligvis holdt meget af. Gould virkede som en af de sjældne typer, der ikke har nogen som helst seksuel dimension, tilfreds med at bo hjemme hos sin mor, lege med sine modeltog og sætte frimærker i sit album. Hun vidste, at i bøger viste den slags mennesker sig ofte at være de allerfarligste, seriemordere og seksuelle afvigere, men Gould var harmløs. Selv hvis han kunne lide at gå i dameundertøj derhjemme, ville Annie være ligeglad. Vicekriminalkommissær Harmond var, tja, faderlig. Han kunne godt lide at se sig selv som lidt af en overbetjent Blaketon fra Små og Store Synder, men efter Annies mening var det temmelig langt ude.</p><p id="epiq000520">Harkside politistation var måske nok grim udenpå, men i det mindste var der indenfor et åbent kontorlandskab med god plads - bortset fra vicekriminalkommissær Harmonds kontor, der var adskilt ved en skillevæg bagest i lokalet - og der var masser af plads til at brede sig. Det kunne Annie godt lide. Hendes L-formede skrivebord var det allermest rodede, men hun vidste, hvor alt var, og kunne finde hvad som helst, folk bad om, så hurtigt, at selv vicekriminalkommissær Harmond havde opgivet at drille hende med det.</p><p id="epiq000521">Annies skrivebord stod også i et hjørne, og på den ene side var der et vindue. Udsigten var ikke noget særligt, bare den brolagte gyde, en port og bagsiden af Three Feathers Pub, men i det mindste sad hun tæt på en kilde til lys og luft, og det var rart bare at kunne se noget af verden udenfor. Selv om der knap nok rørte sig en vind i disse dage, elskede hun hvert lille varme vindpust, der kom ind gennem vinduet; det gjorde hende i bedre humør. Disse små ting betød så meget, havde Annie opdaget. Hun havde fået chancen for at ryge til tops, køre i inderbanen med den dertil hørende spænding, men det var endt skidt for hende. Nu var hun stille og roligt ved at genopdage, hvad der betød noget i livet.</p><p id="epiq000522">Harkside var normalt et lovlydigt samfund, så der var ikke meget at lave for en kriminalassistent. Der var rigeligt med papirarbejde til at holde hende beskæftiget, til at få hende til at føle, at hun arbejdede for sin løn, men det var ikke ligefrem et job, der krævede overarbejde, og der var stille perioder. Det passede hende også fint. Nogle gange var det meget rart at lave ingenting. Og hvorfor skulle hun klage, hvis der ikke var nok mennesker, der blev udsat for røveri, dræbt eller tævet?</p><p id="epiq000523">I øjeblikket havde hun to sager om hustruvold og en smule hærværk efter mørkets frembrud at tage sig af. Og nu skelettet. Tja, de andre kunne vente. Vicekriminalkommissær Harmond havde forøget patruljeringen i det område, hvor der oftest var hærværk, så knægtene ville sikkert snart blive grebet på fersk gerning, og lige nu var de voldelige ægtemænd angerfulde og i gang med at søge hjælp.</p><p id="epiq000524">Annie gik først hen til kaffemaskinen og fyldte sit krus, det med påskriften "Hun som må adlydes", så gik hun over til vicekriminalkommissær Harmonds dør og bankede på. Han bad hende komme ind.</p><p id="epiq000525">"Vicekriminalkommissær Harmond?"</p><p id="epiq000526">Harmond så op fra sit skrivebord. "Annie. Hvad er der, min pige?"</p><p id="epiq000527">"Har du et øjeblik?"</p><p id="epiq000528">"Ja. Sid ned."</p><p id="epiq000529">Annie satte sig. Harmonds kontor var helt enkelt indrettet, og den eneste udsmykning var hans æresdiplomer på væggen og de indrammede fotografier af hans kone og børn på skrivebordet. Han var et par og halvtreds og virkede ganske tilfreds med udsigten til at forblive vicekriminalkommissær på landet resten af sit arbejdsliv. Hans hoved var for stort til hans ranglede krop, og Annie var altid bange for, at det ville falde af, hvis han drejede det for meget til den ene side. Det var det nu aldrig gjort; ikke endnu. Han havde et behageligt rundt, åbent ansigt. Ansigtstrækkene var lidt grove, og der voksede et par hår ud af hans deforme kartoffeltud, men det var et af den slags ansigter, man kunne stole på. Hvis øjnene virkelig var sjælens spejl, så havde vicekriminalkommissær Harmond en reel sjæl.</p><p id="epiq000530">"Det er denne her skeletsag," sagde hun, mens hun lagde benene over kors og holdt om det kaffekrus, hun sad med i skødet.</p><p id="epiq000531">"Hvad med den?"</p><p id="epiq000532">"Det er netop det. Vi ved endnu ikke noget om den. Kriminalkommissær Banks vil gerne vide, hvor mange læger og tandlæger der boede i Hobb's End, og om nogen af dem, der boede der dengang, stadig bor her omkring."</p><p id="epiq000533">Harmond kløede sig i tindingen.</p><p id="epiq000534">"Dit sidste spørgsmål kan jeg let besvare," sagde han. "Kan du huske fru Kettering, hende hvis undulat slap løs, dengang hun skulle have sofaen og de to lænestole leveret?"</p><p id="epiq000535">"Det glemmer jeg aldrig." Det havde været en af Annies første sager i Harkside.</p><p id="epiq000536">Vicekriminalkommissær Harmond smilede. "Hun boede i Hobb's End. Jeg ved ikke nøjagtigt hvornår eller hvor længe, men jeg ved, at hun boede der. Hun må mindst være 90."</p><p id="epiq000537">"Er der andre?"</p><p id="epiq000538">"Ikke hvad jeg kan komme i tanker om. I hvert fald ikke på stående fod. Jeg skal nok undersøge det og spørge mig for. Kan du huske, hvor hun bor?"</p><p id="epiq000539">"Oppe på Dosseringen, ikke? Huset på hjørnet med den store have?"</p><p id="epiq000540">Dosseringen var den halvanden kilometer lange dossering langs sydsiden af Harksmere Reservoir, den vej, der før i tiden gik over pakhestebroen til Hobb's End.</p><p id="epiq000541">Dens rigtige navn var Harksmere View, og den førte ingen steder hen nu. Der lå nu kun en enkelt række huse med udsigt til vandet, og de var adskilt fra resten af Harkside landsby ved næsten en kilometers åbent landskab.</p><p id="epiq000542">"Hvad med læger og tandlæger?" spurgte Annie.</p><p id="epiq000543">"Det er straks mere vanskeligt," sagde Harmond. "Der må have været nogle stykker i årenes løb, men gud ved, hvad der er blevet af dem. Eftersom alle forlod landsbyen efter krigen, er de sikkert alle sammen døde nu. Helt så gammel er jeg jo heller ikke, min pige. Jeg var selv kun en dreng, dengang alle flyttede væk. Så vidt jeg husker, var der heller ingen landbetjent. Byen var for lille. Hobb's End hørte under Harkside."</p><p id="epiq000544">"Hvor mange skoler var der?"</p><p id="epiq000545">Vicekriminalkommissær Harmond kløede sig i håret. "Vist kun børnehaveklasse og de mindste klasser. De ældste klasser og gymnasiet var her i Harkside."</p><p id="epiq000546">"Nogen anelse om, hvor de gamle arkiver er?"</p><p id="epiq000547">"Sikkert hos de lokale skolemyndigheder. Medmindre de af en eller anden grund er gået til. Det gjorde mange arkiver dengang efter krigen og alt det. Var der ellers andet?"</p><p id="epiq000548">Annie tog en slurk kaffe og rejste sig. "Ikke lige nu."</p><p id="epiq000549">"Du holder mig vel informeret?"</p><p id="epiq000550">"Ja."</p><p id="epiq000551">"Og Annie?"</p><p id="epiq000552">"Ja?"</p><p id="epiq000553">Harmond kløede sig på siden af næsen. "Jeg har aldrig selv mødt ham kriminalkommissær Banks, men jeg har hørt lidt om ham. Hvordan er han?"</p><p id="epiq000554">Annie standsede ved døren og rynkede panden, mens hun tænkte sig om. "Ved du hvad," sagde hun langt om længe. "Det har jeg ingen anelse om."</p><p id="epiq000555">"Han er altså lidt af en gåde?"</p><p id="epiq000556">"Ja," sagde Annie, "lidt af en gåde. Sådan kunne man godt sige det."</p><p id="epiq000557">"Så må du hellere passe lidt på dig selv, min pige," hørte hun ham sige, da hun vendte sig om for at gå.</p><p id="epiq000558">*</p><p id="epiq000559">Før jeg fortæller jer, hvad der så skete, så lad mig fortælle jer lidt om mig selv og min landsby. Som I allerede ved, er mit navn Gwen Shackleton, hvilket er en forkortelse af Gwynneth, ikke af Gwendolyn. Jeg ved godt, at det lyder walisisk, men min familie har boet i Hobb's End, Yorkshire, i to generationer eller mere. Min salig far døde af kræft, tre år før krigen begyndte, og i 1940 var min mor blevet kronisk syg af leddegigt. Nogle gange kunne hun hjælpe til i forretningen, men det var ikke særlig tit, så størstedelen af arbejdet lå på mine skuldre.</p><p id="epiq000560">Matthew hjalp mig, så meget han kunne, men det meste af ugen havde han travlt med universitetet, og i weekenderne var han ved hjemmeværnet. Han var 21, men på trods af indkaldelsen tilrådede ministeriet ham at gøre sit tredje år på ingeniørstudiet ved Leeds Universitet færdigt. Jeg går ud fra, de mente, at hans uddannelse ville kunne gøre nytte i hæren.</p><p id="epiq000561">Vor lille forretning var en blandet landhandel, der lå omtrent midt på High Street i nærheden af slagteren og grønthandleren, og vi boede ovenpå. Vi solgte ikke letfordærvelige varer, men kun ting som aviser, slik, cigaretter, brevpapir, syltetøj og andre småting, te og konserves - alt afhængig af hvad man nu kunne få, naturligvis. Jeg var særlig stolt af det lille lejebibliotek, som jeg havde etableret.</p><p id="epiq000562">Fordi der var ved at blive papirmangel, og bøger allerede var en mangelvare, lejede jeg bøger ud for to pence om ugen. Jeg havde en god samling af verdensklassikere: Anthony Trollope, Jane Austen og Charles Dickens i særdeleshed. Jeg havde også populærlitteratur på lager, Agatha Christie og Mills og Boon-kærlighedshistorierne for dem, der godt kunne lide den slags - hvilket beklageligvis var hovedparten af mine kunder!</p><p id="epiq000563">Selv om de fleste raske og rørige mænd i landsbyen havde meldt sig som frivillige og iført sig en eller anden uniform, havde der aldrig virket mere travlt. Den gamle hørmølle kørte på fuld kraft igen, og de fleste gifte kvinder arbejdede der. Før krigen var møllen nærmest gået i stå, men nu ville militæret have hør til at lave remtøj til faldskærmsseler og andre ting, hvor stærke fibre var nødvendige, som for eksempel kanonpresenninger og brandslanger.</p><p id="epiq000564">Der lå også en stor RAF-base omkring halvanden kilometer væk på den anden side af Rowan Woods, og High Street var ofte fuld af jeeps og lastbiler, der dyttede og forsøgte at passere hinanden på den smule plads, der var. Flyverne kom af og til på de lokale pubber - Shoulder of Mutton lige først på High Street og Duke of Wellington på den anden side af floden - når ikke de tog til Harkside, hvor der var meget mere at foretage sig. For eksempel havde vi ikke en eneste biograf i Hobb's End, men i Harkside var der hele tre.</p><p id="epiq000565">Men bortset fra disse ting var det svært at sige, hvor meget krigen egentlig påvirkede os i Hobb's End. I begyndelsen tror jeg ikke, den gjorde de store indgreb i vores liv. For dem af os, der var tilbage, fortsatte dagligdagen stort set som vanligt. Den første bølge af flygtninge kom i september 1939, men da der så ikke skete noget i lang tid, begyndte de alle at drive hjemad igen, og der kom ikke flere, før bombningen begyndte den efterfølgende august.</p><p id="epiq000566">Vores kost blev ikke ændret lige så meget af rationeringen som byboernes gjorde, for vi havde altid været vant til at spise masser af grøntsager, og på landet kunne man altid få æg, smør og mælk. Vores nabo, hr. Halliwell, slagteren, var vist den mest populære mand i byen, så engang imellem kunne vi bytte det te og sukker, vi havde sat til side, med et ekstra stykke fåre- eller svinekød.</p><p id="epiq000567">Bortset fra følelsen af at vente, følelsen af at vores normale liv var i venteposition, indtil alt dette var overstået, var det sværeste at vænne sig til nok mørklægningen. Men selv på det område var vi heldigere end så mange andre, eftersom Hobb's End slet ikke havde haft nogen gadebelysning til at begynde med, så selv i gode tider er der meget mørkt ude på landet. Derfor havde lyset på størrelse med et knappenålshoved ofte været det eneste, der viste vejen hjem.</p><p id="epiq000568">Under mørklægningen måtte vi sætte klisterbånd på vores vinduer for at undgå skader fra knust glas, og vi var også nødt til at hænge de tunge mørklægningsgardiner op. Hver aften sendte mor mig udenfor for at være sikker på, at der ikke var den mindste sprække af lys, for vores lokale CB'er var lidt af en pedant. Jeg kan huske, hvordan hele landsbyen lo, den dag vi hørte, at fru Darnley havde haft besøg af ham, fordi hun kun havde mørklagt forsiden af sit hus, men ikke vinduerne på bagsiden. "Vær dog ikke så ollet," sagde hun til ham. "Hvis tyskerne kommer for at bombe Hobb's End, unge mand, så vil de da komme østfra, ikke sandt, og ikke ovre fra Grassington af. Det siger da sig selv."</p><p id="epiq000569">På nætter med måneskin, især hvis der var fuldmåne, var effekten ofte spektakulær: Bakkerne var overdrysset med sølvfarvet pudder, stjernerne glimtede som slebne diamanter på sort fløjl, og hele landskabet lignede et af de sort-hvide stik eller træsnit, som man ser i gamle bøger. Men på overskyede eller måneløse nætter, som der syntes at være langt flere af, gik folk ind i træerne og cyklede endda med foruroligende regelmæssighed på hovedet i floden. Man måtte gerne bruge en lommelygte, hvis man viklede adskillige lag silkepapir rundt om lyset, men der var mangel på batterier. Alle bil- og cykellygter skulle afskærmes og dækkes til med alskens dippedutter, der kun tillod lyset at trænge igennem i uklare, ubrugelige striber. Selvfølgelig skete der også mange biluheld, indtil manglen på benzin blev alt for stor, og ingen længere kørte, medmindre det var i forretningsøjemed.</p><p id="epiq000570">Adskillige begivenheder gjorde krigen mere personlig for os, såsom branden i Spinner's Inn eller da Jowett-sønnen blev dræbt ved Dunkirk, men dagen før Gloria Stringers ankomst kom krigen endnu tættere på: Matthew modtog sine indkaldelsespapirer. Han skulle på session i Leeds to uger senere.</p><p id="epiq000571">*</p><p id="epiq000572">Jimmy Riddle havde engang beskyldt Banks for at stikke af til Leeds for at bolle med hans elskerinde og gå på indkøb i den klassiske pladeforretning. Dengang havde han taget fejl, men hvis han havde set Banks smutte ud af Merrion Centre sent den eftermiddag med et fast greb om en ny indspilning af Howells Hymnus Paradisi, ville Riddle have glædet sig over at have fået ret på i hvert fald ét punkt. Ikke at det ragede Banks. Han gjorde sig ikke engang det besvær at se fordækt ud, da han gik forbi Morrisons og ind i Woodhouse Lane.</p><p id="epiq000573">Klokken var over halv seks. Butikkerne var ved at lukke, og kontorfolket var på vej hjem. Banks var kørt til Leeds bag John Webbs Range Rover og var blevet hos ham, indtil de havde fået installeret og sikret skelettet i doktor Williams' laboratorium, der viste sig at være førstesalen i en stor, rød bygning i udkanten af universitetsområdet. Mens han var der, havde han ringet til retsodontologen Geoff Turner igen og havde overtalt ham til - for mindst én øl - at smutte forbi morgenen efter for at undersøge skelettets tænder.</p><p id="epiq000574">Derefter havde Banks set til, mens laboratorieassistenterne var gået i gang med at rense knoglerne, og så var han gået ud for at få sig en hurtig sandwich på en café på Woodhouse Lane og havde derefter slået et smut forbi den klassiske pladeforretning. Han havde været væk omkring halvanden time.</p><p id="epiq000575">Kriminalassistent Cabbot var lige ved at parkere sin Astra, da Banks kom tilbage til laboratoriet. Hun fik ikke øje på ham. Han så hende stige ud, se op på bygningen, se ned på papiret i sin hånd og rynke panden.</p><p id="epiq000576">Han gik hurtigt op bag hende. "Det er det rigtige sted."</p><p id="epiq000577">Hun vendte sig om. "Er det dig? Jeg havde forventet noget lidt mere... tja ... det ved jeg egentlig ikke. Men ikke sådan noget."</p><p id="epiq000578">"Mere laboratorieagtigt?"</p><p id="epiq000579">Hun smilede. "Ja. Det er vel det. Hvad det så end er. Mere højteknologisk. Det her sted ligner mit gamle kollegium."</p><p id="epiq000580">Banks nikkede i retning af bygningen. "Universitetet opkøbte mange af disse gamle huse, i takt med at familierne og deres tjenestefolk ikke længere havde råd til at bo der. Du ville sikkert blive forbavset over, hvor mange sære og excentriske institutter, der gemmer sig i dem. Lad os gå indenfor."</p><p id="epiq000581">Banks gik efter hende op ad trappen. Denne aften var hun iført sorte nylonstrømper og sko, en halvlang sort nederdel og en matchende jakke ud over en hvid bluse. Hun bar også på en sort attachémappe. Meget mere forretningsagtigt. Banks opfangede en flygtig duft af jasmin, da han gik bag hende. Det mindede ham om den jasminte, som Jem, hans ven og nabo i den etværelses i Not-</p><p id="epiq000582">ting Hill, plejede at skænke så pertentligt, som om han udførte en japansk teceremoni.</p><p id="epiq000583">Banks ringede på dørtelefonen og fik dem lukket ind. Laboratoriet lå på første sal, op ad en knirkende trappe uden tæppe. Der var højt til loftet, og deres trin gav genlyd.</p><p id="epiq000584">Doktor Ioan Williams ventede på dem på trappeafsatsen. Han var en høj, ranglet fyr med langt, fedtet lyst hår. Et par sygekassebriller forstørrede hans grå øjne, og hans adamsæble lignede et holdkæftbolsje, der var stoppet halvvejs ned i halsen på ham. Meget yngre end Banks havde forventet, og doktor Williams var heller ikke iført nogen hvid kittel, men var afslappet klædt i forrevne cowboybukser og en sort T-shirt med en Guinness-reklame på. Hans håndtryk var fast, og at dømme efter den måde, han hang over kriminalassistent Cabbot på, var hans hjerne ikke 100 procent fokuseret på videnskab. Eller måske var den. På biologi.</p><p id="epiq000585">"Kom ind," sagde han, viste vej ned ad gangen og åbnede døren til laboratoriet. "Jeg er bange for, det ikke er noget at skrive hjem om." Til trods for sit fornavn havde Williams ikke så meget som en snert af en walisisk dialekt. For Banks lød han fuldstændig, som om han kom fra hovedstadsregionen eller Oxbridge. Så afgjort overklasse, som Banks' mor ville sige.</p><p id="epiq000586">Laboratoriet bestod af to rum, der var blevet slået sammen til ét. Bortset fra det lange bord i midten, hvor skelettet lå, havde det ingen særlige kendetegn. Langs den ene væg stod bogreoler og langs den anden en lang laboratoriebænk. På den lå der forskellige måleinstrumenter og knoglestykker med etiketter på, ligesom varer i et udstillingsvindue.</p><p id="epiq000587">Men, tænkte Banks, hvad mere skulle Williams også have brug for? Alt, han så på, var knogler. Intet svineri. Intet blod og ingen indvolde at gøre rent efter, intet behov for dissektionsknive, skalpeller eller hjerneknive. Alt, hvad han i grunden havde brug for, var save, mejsler og en kraniesav. Og gud ske lov skulle de ikke bekymre sig om lugten, selv om luften godt nok havde et sødligt anstrøg af lermuld og stillestående mudder.</p><p id="epiq000588">Der hang et par plakater på væggene, en af Pamela Anderson Lee i hendes "Baywatch"-badedragt og en anden af et menneskeligt skelet. Banks spekulerede på, om denne sidestilling mon betød noget for doktor Williams. En refleksion over dødelighed? Eller måske kunne han bare godt lide babser og knogler.</p><p id="epiq000589">Knoglerne på bordet så i hvert fald meget anderledes ud nu, efter at Williams' assistenter havde været i gang med dem. Meget af skorpen var blevet tilbage, især i de utilgængelige sprækker, men kraniet, ribbenene og de lange knogler var lettere at komme til at undersøge. De havde stadig ikke det typiske laboratorieskelets perlehvide farve, men snarere en snavset gulbrun farve, ligesom en slem nikotinplet, men i det mindste lignede det hele nu noget menneskeligt. Der sad endda lidt filtret rødt hår bag på kraniet. Banks havde set den slags før, så han vidste, at det ikke betød, at ofret havde været rødhåret; hår bliver rødt, når det oprindelige pigment falmer, og selv mange af "mosefundene", jernalderlig som tørvemoser havde konserveret, havde rødt hår.</p><p id="epiq000590">"Mine drenge fandt lidt forskellige ting, mens de ryddede op," sagde Williams. "De ligger derovre på bænken."</p><p id="epiq000591">Banks så på samlingen af beskidte ting.</p><p id="epiq000592">Det var svært at afgøre, hvad det var: Rustne metalstykker måske? En ring? Stumper af gammelt tøj?</p><p id="epiq000593">"Kan du få dem renset og sendt over til mig?" spurgte han.</p><p id="epiq000594">"Ikke noget problem. Lad os se at komme i gang."</p><p id="epiq000595">Annie tog sin notesbog frem og lagde benene over kors.</p><p id="epiq000596">"Lad mig først for en ordens skyld bekræfte," begyndte Williams, "at vi har at gøre med liget af et menneske, sandsynligvis kaukasisk. Jeg tjekker et par ting under mikroskopet i morgen, arbejder lidt mere med kraniets mål, bare for den videnskabelige nøjagtigheds skyld, men lige nu må du bare stole på, hvad jeg siger."</p><p id="epiq000597">"Hvad med dna-analyse?" spurgte Banks.</p><p id="epiq000598">Williams brummede. "Folk tror åbenbart, at dna-analyse er det ottende vidunder. Det er det ikke. Lige nu kan jeg fortælle dig meget mere om det, du vil vide, end man ville kunne finde ud af ved hjælp af dna. Tro mig, jeg har masser af erfaring på det område. Må jeg fortsætte?"</p><p id="epiq000599">"Ja, endelig. Men få lavet en dna-analyse alligevel. Den kan måske være nyttig til at fastslå ofrets identitet eller til at identificere nulevende efterkommere."</p><p id="epiq000600">Williams nikkede. "Okay."</p><p id="epiq000601">"Og hvad med kulstof 14-datering?"</p><p id="epiq000602">"Hør nu her, kommissær, burde du ikke overlade videnskaben til videnskabsmændene? Der er en alt for stor fejlmargin i kulstof 14-datering. Den metode egner sig bedst til arkæologiske fund, og jeg tror, du vil opdage, at vor ven her er lidt mere nutidig end det. Altså, hvis der ikke var andet...?" Han vendte sig om mod skelettet. "Genstandens højde var i dette tilfælde let nok at bestemme ved en simpel opmåling, da først vi havde fået samlet knoglerne i deres oprindelige stilling. Halvanden meter - mellem 154 og 155 centimeter."</p><p id="epiq000603">"Jeg er stadig vant til at tænke i fod og tommer," sagde Banks.</p><p id="epiq000604">"Det er fem fod og to tommer." Doktor Williams så over på kriminalassistent Cabbot og smilede til hende. "Men jeg kan ikke være sikker på, om hendes øjne også var blå som i sangen."</p><p id="epiq000605">Annie sendte ham et køligt smil. Banks bemærkede, at hun rullede med øjnene og trak sin nederdel længere ned over knæene, da Williams havde vendt sig om.</p><p id="epiq000606">"Følgelig," fortsatte Williams, "drejer det sig om en ung kvindes lig."</p><p id="epiq000607">Han holdt en pause for at øge spændingen.</p><p id="epiq000608">Annie så hurtigt på ham og derefter ned på sin notesbog igen.</p><p id="epiq000609">"Fortsæt," sagde Banks. "Vi lytter."</p><p id="epiq000610">"Normalt," forklarede Williams, "er en mands skelet større, knoglernes overflade er mere ru, men de største forskelle findes i kraniet og i bækkenområdet. En mand har et tykkere kranium."</p><p id="epiq000611">"Ja, hvem ville have gættet det?" mumlede Annie uden at se op.</p><p id="epiq000612">Williams lo. "I hvert fald er bækkenet intakt her, og det er den letteste måde for en ekspert at afgøre sagen på." Williams lænede sig frem og lagde sin hånd mellem skelettets ben. "En kvindes bækken er bredere og sidder lavere end en mands for at det skal være lettere at føde børn." Banks betragtede Williams køre sin hånd hen over knoglen. "Dette bækken er uden tvivl en kvindes, og her er bækkenåbningen." Han rørte den med sin pegefinger. "Utvivlsomt også en kvindes. Meget bredere end en mands." Han krogede sin finger ind i bækkenåbningen og så derefter igen på kriminalassistent Cabbot, mens han kærtegnede skelettets bækken. Annie blev ved med at se ned.</p><p id="epiq000613">Williams vendte sig om mod Banks igen. "Skambenet her er, som du kan se, rektangulært. Hos mænd er det triangulært. Jeg kunne godt fortsætte, men jeg tror, du har fattet det."</p><p id="epiq000614">"Altså helt sikkert en kvinde," sagde Banks.</p><p id="epiq000615">"Ja. Og der er endnu en ting." Han tog et lille forstørrelsesglas fra laboratoriebænken og rakte det til Banks. "Se her." Williams pegede på det sted, hvor de to bækkenknogler samledes forrest på skelettet. Banks lænede sig frem med forstørrelsesglasset i hånden. På knoglens overflade kunne han lige netop få øje på en smal rille eller et ar, måske lidt over en centimeter langt.</p><p id="epiq000616">"Det er toppen af symfysen," sagde Williams, "og det, du ser på, er et fødselsar. Et sådant forårsages af det tryk, som de ledbånd, der sidder fast der, udøver på benet."</p><p id="epiq000617">"Så hun har født mindst ét barn?"</p><p id="epiq000618">Williams smilede. "Så du er bekendt med fagudtrykkene?"</p><p id="epiq000619">"Nogle af dem. Fortsæt bare."</p><p id="epiq000620">Annie sendte Banks et blik og så ned på sine notater igen, før Williams kunne fange hendes blik med sin liderlige stirren.</p><p id="epiq000621">"Altså," fortsatte Williams, "der er kun et enkelt ar på hver side af skambenet, hvilket kunne tyde stærkt på, at hun kun har født én gang i sit liv. Normalt bliver arrene tydeligere for hver gang, en kvinde har født."</p><p id="epiq000622">"Hvor gammel var hun, da hun døde?"</p><p id="epiq000623">"For at være sikker er jeg nødt til at foretage mere udførlige prøver. Med røntgenbilleder af knoglekernerne - de centre, der kort sagt producerer det kalcium og de andre mineraler, der danner knogler - kan vi bestemme det forholdsvis nøjagtigt. Vi kan også foretage en spektrografisk analyse af knoglepartiklerne. Men alt det kræver tid, for ikke at tale om penge. Jeg går ud fra, at du gerne vil have et skøn så hurtigt som muligt."</p><p id="epiq000624">"Ja," sagde Banks. "Hvad har du at basere det på i øjeblikket?"</p><p id="epiq000625">"Til at begynde med er der vækstzonerne. Lad mig forklare." Han så over på Annie ligesom en professor, der begynder sin forelæsning. Hun ignorerede ham. Det rørte ham ikke. Måske var hans stirren bare en vane, gættede Banks, og han vidste måske ikke engang, at han gjorde det. "Her," fortsatte doktor Williams, "helt for enden af de lange knogler i benene og armene, har vækstzonerne lukket sig helt, hvilket normalt ikke sker, før man er 20 eller 21. Men se her." Han pegede på kravebenet. "Vækstzonen ved brystbensenden af kravebenet, som først lukker sig i slutningen af tyverne, har ikke lukket sig."</p><p id="epiq000626">"Så hvilken alder har vi at gøre med? Cirka?"</p><p id="epiq000627">Williams kløede sig på hagen. "Jeg ville sige mellem 22 og 28. Hvis man også tager kraniesuturerne i betragtning, kan man se, at den midtstillede sutur viser nogle tegn på endokranial lukning, men nakkesuturerne er stadig helt åbne. Det ville også tyde på et sted i tyverne."</p><p id="epiq000628">"Hvor nøjagtigt er dette?"</p><p id="epiq000629">"Det er ikke helt hen i vejret. Jeg mener, det er bestemt ikke hverken en 40-årigs eller en 14-årigs skelet. Man kan også se på den kendsgerning, at hendes generelle helbredstilstand var god. Der er intet, der tyder på nogle gamle helede brud eller på nogle skeletanomalier eller deformiteter."</p><p id="epiq000630">Banks så på knoglerne og forsøgte at forestille sig den unge kvinde, der engang havde beboet dem, det levende kød, der havde omgivet dem. Det lykkedes ham ikke. "Nogen anelse om, hvor længe hun har ligget dernede?"</p><p id="epiq000631">"Åh ja. Jeg spekulerede på, hvor længe du ville være om at spørge om det." Williams lagde armene over kors og satte pegefingeren for sine læber. "Det er meget vanskeligt. Virkelig meget vanskeligt at svare bare nogenlunde nøjagtigt på sådan noget. Et par uerfarne øjne ville sikkert ikke kunne se forskel på et skelet, der havde været begravet i ti år og et, der havde været begravet i lad os sige tusind år."</p><p id="epiq000632">"Men du tror ikke, at dette skelet har været begravet i tusind år?"</p><p id="epiq000633">"Nej da. Jeg sagde et par uerfarne øjne. Nej, der er visse ting, der tyder på, at vi har at gøre med et nyere lig og ikke et arkæologisk."</p><p id="epiq000634">"Og disse ting er?"</p><p id="epiq000635">"Hvad lægger du mest mærke til ved knoglerne?"</p><p id="epiq000636">"Farven," sagde Banks.</p><p id="epiq000637">"Nemlig. Og hvad fortæller den dig?"</p><p id="epiq000638">Banks tvivlede på nytten af den sokratiske metode i en situation som denne, men han havde lært af erfaring, at det normalt er en god idé at føje videnskabsmænd. "At de er plettede eller forrådnede."</p><p id="epiq000639">"Godt. Godt. Faktisk er misfarvningen et tegn på, at de har fået noget af den omgivende jords farve. Og så er der dette her. Har du bemærket det?" Han pegede på flere steder på knoglernes overflade, hvor det ydre så ud til at skalle af ligesom gammel maling.</p><p id="epiq000640">"Jeg troede, det bare var skorpedannelse," sagde Banks.</p><p id="epiq000641">"Nej. Faktisk er knoglernes overflade ved at smuldre eller skalle af. Hvis man tager alt dette i betragtning sammen med den totale mangel på bindevæv eller ledbånd, så vil jeg skønne, at liget har ligget dernede i et par årtier. Helt sikkert længere end ti år, og som vi allerede ved, er det usandsynligt, at hun blev begravet efter 1953. Jeg ville gå cirka ti år længere tilbage."</p><p id="epiq000642">"1943?"</p><p id="epiq000643">"Vent nu lige. Det er et slag på tasken. Hvor hurtigt et skelet forrådnes, er meget uforudsigeligt. Din odontolog vil selvfølgelig kunne fortælle dig noget mere, måske afgrænse det lidt."</p><p id="epiq000644">"Er der noget andet, du kan gøre for at komme dødsåret lidt nærmere?"</p><p id="epiq000645">"Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste, men det kan godt tage noget tid. Jeg kan lave nogle forsøg på knoglerne, forsøg som vi bruger på forholdsvis nye knogler i modsætning til arkæologiske fund. Der er kulstof 14- metoden, jeg kan lave en ultraviolet fluorescensundersøgelse, en histologisk bestemmelse og en Uhlenhut-reaktion. Men selv disse metoder er ikke fuldstændig nøjagtige. Ikke inden for den slags tidsramme, du beder om. De vil højst kunne fortælle dig, at knoglerne enten er over eller under 50 år gamle, men det virker, som om du vil have året, måneden og datoen. Det bedste, du realistisk set kan håbe på, er en tidsangivelse, der ligger mellem 30 og 50 år eller mellem 50 og 100. Jeg vil nødig virke, som om jeg fortæller dig, hvad dit job går ud på, men din bedste chance for at finde ud af, hvem hun var, og hvornår hun blev dræbt, er nok at tjekke gamle journaler over savnede personer."</p><p id="epiq000646">"Tak for det," sagde Banks.</p><p id="epiq000647">"Under alle omstændigheder skal jeg vide mere om jorden, mineralindhold, bakterieindhold, temperatursvingninger og diverse andre faktorer. Begravet under gulvet i et udhus, der så blev oversvømmet under et reservoir, siger du?"</p><p id="epiq000648">"Det er rigtigt."</p><p id="epiq000649">"Jeg besøger stedet i morgen tidlig og tager nogle prøver, og så går jeg i gang med forsøgene." Han så på Annie. "Måske ville kriminalassistent Cabbot her være villig til at eskortere mig derud?"</p><p id="epiq000650">"Beklager," sagde Annie. "Jeg har alt for travlt."</p><p id="epiq000651">Hans øjne hvilede på hende. "Sikken en skam."</p><p id="epiq000652">"At besøge stedet er ikke noget problem," sagde Banks. "Jeg organiserer en bil og sørger for, at teknisk afdeling venter dig. Hør, vi er allerede lidt mistænksomme på grund af den måde og det sted, hvor liget var begravet. Jeg ved godt, du ikke har meget at gå ud fra, men kan du sige noget som helst om dødsårsagen?"</p><p id="epiq000653">"Jeg tror godt, jeg kan hjælpe jer lidt med det, selv om det egentlig ikke er mit område, og I skal i hvert fald få jeres egen patolog til at bekræfte det."</p><p id="epiq000654">"Naturligvis. Vi beder doktor Glendenning om at kigge på det, så hurtigt han kan. Jeg tvivler dog på, at det vil stå øverst på hans liste. Hvad har du fundet, som han kan gå videre med?"</p><p id="epiq000655">"Kan du se de mærker på knoglerne der?" Doktor Williams pegede på flere af ribbenene og på bækkenet. Da Banks så nærmere efter, kunne han se en del trekantede hak. De var ikke lette at få øje på på grund af skalningen og skorpedannelsen, men da først han havde fået øje på dem, vidste han, at han havde set dem på knogler før.</p><p id="epiq000656">"Stiksår," mumlede han.</p><p id="epiq000657">"Netop."</p><p id="epiq000658">"Dødsårsagen?" Banks lænede sig frem og kiggede.</p><p id="epiq000659">"Det ville jeg mene. Kan du se de små knogleflager der, som ligner høvlspåner?"</p><p id="epiq000660">"Ja."</p><p id="epiq000661">"De sidder stadig fast på knoglen, og det sker kun med levende knogler. Og der er heller ikke noget tegn på heling, vel? Hvis hun stadig havde været i live efter disse kvæstelser, ville knoglerne være helet i en vis grad, begyndende ti dage efter kvæstelsen. Så teknisk set kunne hun være blevet stukket alt fra en til ti dage, før hun døde af noget andet. Men som jeg sagde, er det usandsynligt. Især fordi nogle af disse sårs placering antyder, at bladet må have gennemboret nogle livsvigtige organer. Faktisk ville min konklusion være, at hun var blevet stukket meget voldsomt mere end én gang, hvilket næsten uden tvivl ville have haft døden til følge. Men citer mig venligst ikke for det."</p><p id="epiq000662">Banks så på Annie Cabbot. "Mord, altså," sagde hun.</p><p id="epiq000663">"Jeg kan næppe forestille mig, at den stakkels kvinde gjorde det mod sig selv," tilsluttede Williams sig. "Ja, medmindre jeg tager meget fejl, ser det helt afgjort ud, som om I har med et mordoffer at gøre."</p></body></html>