Matthew og Gloria besluttede sig til at holde deres fest jule-
aften, men først tog vi alle ud at stå på skøjter på Harks-
mere Reservoir. Der var allerede masser af mennesker, og i varmebækkenerne langs kanten af isen brændte ilden. Det var mørkt, og der var noget hypnotisk over blandingen af is og ild i tusmørket - i hvert fald for mig - så jeg skøjtede i en form for trance. Hvis jeg lukkede øjnene, kunne jeg se flammerne danse bag øjenlågene og mærke varmens stråler, når jeg drønede forbi.
Ved syvtiden begyndte folk så småt at gå tilbage til Bridge Cottage, hvor de andre gæster, deriblandt flere flyvere fra basen, nogle med deres kærester, også var begyndt at ankomme. Alices Eric var på det tidspunkt i Nordafrika, men Bettys William var blevet kasseret ved lægeundersøgelsen på sessionen, hvilket overhovedet ikke havde overrasket mig, så de ville kun lade ham komme i hjemmeværnet.
Michael Stanhope kom iført sit sædvanlige kunstneriske kostume, inklusive hat og stok, men eftersom han medbragte to flasker gin og noget vin, var han yderst velkommen. Han må have haft en hel kælder fuld af drikkevarer. Dengang var det ikke altid så let at få fat i spiritus, da de fleste af destillerierne var blevet lukket, og hvis man kunne, var det meget dyrt. Jeg kunne se for mig, hvordan Michael Stanhope havde hamstret sit private forråd, flaske efter flaske, da han blev bekendt med, at der ville blive krig.
Matthew og Gloria havde pyntet så meget op i den lille stue, som de kunne, med balloner, musetrapper og lysguirlander over kaminhylden. Da mørklægningsgardinerne var trukket for, blev der en utrolig hyggelig stemning, især hvis man tænkte på istapperne og
de frosne vandpytter udenfor. Der var også mistelten flere steder og et kunstigt juletræ, der var dekoreret med lys og lametta.
De eneste cigaretter, vi havde på lager, var Pasha, og Gloria sagde, de smagte som noget, der var fejet op fra et fabriksgulv, hvilket de sikkert også var. Canadierne havde dog nogle Players, så rummet blev hurtigt fyldt med røg. Mark og Stephen havde også bidraget med en flaske Canadian Club-whisky.
Desværre for Gloria rakte John Coopers musiksmag ikke meget længere end til opera, så hun havde ikke megen glæde af den pladesamling, hun havde fået sammen med radiogrammofonen. Indtil videre havde hun ikke anskaffet sig særlig mange plader selv, så vi hørte radio. Heldigvis var der en Victor Sylvester-koncert i radioen den aften, og folk kom hurtigt til at danse tæt på den smule plads, der var.
Matthew havde næsten ikke kunnet få øjnene fra Gloria hele dagen, men efterhånden som der blev mere og mere trangt og larmende, blev det sværere for dem at være sammen.
Par dansede eller sludrede. Cynthia og Johnny Marsden havde lagt beslag på sofaen og sad og kyssede hinanden. Én gang så jeg ham endda forsøge at føre sin hånd op under kjolen på hende, men hun standsede ham. Gloria havde drukket for meget Canadian Club og gik så over til gin. Hun var hverken højlydt eller mistede balancen eller sådan noget, men hendes øjne var lidt glasagtige, og hun gik lidt vaklende. Som aftenen skred frem, blev det alt sammen mere udtalt, og det samme gjorde hendes måde at holde cigaretten lidt på skrå, mens hun gyngede i takt til musikken.
Jeg blev distraheret af en RAF-radiotelegrafist, som først trak mig hen under en mistelten og gav mig et kys, der smagte af dåsesardiner, og som derefter fortsatte med at forklare mig alle de indviklede detaljer ved radiostedsbestemmelse. Jeg burde have fortalt ham, at jeg var tysk spion. Havde han ikke set de der "Væggene har ører"-plakater alle vegne?
Klokken må have været hen ved ti på det tidspunkt, og festen var stadig i fuld gang. Temmelig mange var vist allerede fulde. Jeg havde kun drukket ginger ale - altså, jeg havde fået en dråbe Canadian Club - men jeg følte mig ør af al munterheden. Når man holdt fest i krigens tid, især på et vigtigt tidspunkt såsom jul, var morskaben en smule højere, en smule mere skrålende og en smule mere desperat end under fester i fredstid.
Michael Stanhope stod og udbredte sig til en ung korporal om, hvordan kunstnere blev nødt til at sky propaganda i deres søgen efter sandheden. "Hvis regeringerne lyttede til kunsterne," sagde han, "ville der ikke være nogen krige." Korporalen ville sikkert have fortsat festen andetsteds, hvis ikke hr. Stanhope havde fyldt mere gin i hans glas med få minutters mellemrum.
Jeg lagde mærke til, at Matthew stod lænet op ad væggen og var meget fordybet i en samtale med to mænd i militæruniform, utvivlsomt for at forsøge at finde ud af, hvordan livet i militæret virkelig var, når først træningen var overstået.
Det gik op for mig, at jeg ikke havde set Gloria i et stykke tid, og jeg spekulerede på, om hun mon var blevet dårlig eller sådan noget. Hun havde drukket en del. Jeg skulle alligevel på toilettet, så jeg trak mig, så venligt og høfligt jeg kunne, ud af radiostedsbestemmelsesforedraget. Det var koldt og mørkt udenfor, så jeg tog frakken over skuldrene, greb lommelygten med det silkepapirsfiltrerede lys og gik om i baghaven.
Bridge Cottage havde to udhuse; det ene var toilettet, og det andet blev brugt til opbevaring. Jeg kunne høre radiogrammofonen spille "In the Dark" inde i huset, da jeg gik hen ad brostenene til toilettet.
Pludselig hørte jeg lyde tæt ved. Jeg standsede, så hørte jeg dem igen, et grynt og en lille halvkvalt stemme, der skreg. Først kunne jeg ikke høre, hvor det kom fra, men så indså jeg, at det kom omme bag fra udhuset. Mystificeret listede jeg derhen og rettede min lommelygte mod væggen.
Det, jeg så, gav mig myrekryb. Selv i det dårlige silkepapirssvækkede lys kunne jeg se, at det var Gloria, der blev holdt fast op mod væggen af Mark, den canadiske flyver. Hendes ryg var presset op imod det store "V", som en eller anden havde skrevet med kridt under sommerens Victory- kampagne. Hendes kjole sad i en pølse rundt om livet, og oven over strømperne lyste hendes lårs blege kød hvidt i mørket. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hun måtte være ved at fryse ihjel. Mark lænede sig frem op ad hende og maste hende, mens hans ene hånd lå over hendes mund, og den anden fumlede nede ved livet.
Gloria råbte halvkvalt "Nej, lad være, nej!" igen og igen, mens hun forsøgte at kæmpe imod ham, og han kaldte hende forfærdelige ting. Da han så lyset, bandede han mig langt væk og stak af rundt om huset.
Gloria lænede sig tilbage op ad væggen, gispede og hulkede uden at se på mig, hendes tøj var i uorden. Så rettede hun på sin kjole, lænede sig fremad, satte hænderne på knæene og kastede op lige der midt i haven. Opkastet var varmt og fik isen til at slå revner. Jeg kunne se kridtstøvet fra V-et bag på hendes kjole.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Dengang anede jeg ikke noget om den slags ting, og jeg var ikke engang sikker på hvilken slags optrin, jeg havde overværet - bortset fra, at der var noget helt forkert ved det.
Alt, hvad jeg vidste, var, at Gloria så ud, som om hun var såret, ked af det og havde smerter. Så jeg gjorde det, der faldt mig naturligt; jeg åbnede mine arme, og hun faldt ind i dem. Så holdt jeg hende tæt ind til mig, aede hendes hår og fortalte hende, at det nok skulle gå alt sammen.
*
Fuglene slog daggryets kor an, dernæst kom mælkemandens vogn klirrende forbi, og snart lå Banks og lyttede til et utal af fremmede lyde fra en ukendt gade gennem det halvåbne vindue i Annies soveværelse. En baby skreg på mad; nogen smækkede med en dør; en hund begyndte at gø; en postkasse smækkede i; en motorcykel gassede op. Alt lød så meget mere fremmed, fordi Banks var blevet vant til stilheden i sit nye hus.
Annie lå ved siden af ham og åndede blidt; hun lå helt stille i et stykke tid, og derefter åndede hun blidt ud, så det lød som en mellemting mellem et lille snøft og et suk. Der kom tilstrækkeligt med lys ind gennem de tynde gardiner til, at Banks kunne se hende. Hun lå på siden, sammenrullet med ansigtet væk fra ham og med foldede hænder foran sig, hvor han ikke kunne se dem. Det lagen, de havde haft over sig, var gledet så langt ned, at han kunne se hendes hoftes kurve, følge den op til hendes skuldre og hår. Omtrent midtvejs havde hun et lille modermærke. Ganske blidt rørte Banks ved det. Annie rørte lidt på sig, men vågnede ikke.
Banks lagde sig om på ryggen og lukkede øjnene. I går aftes havde han kun haft en eneste frygt, en eneste ting der havde holdt ham tilbage indtil det intime øjeblik i baghaven, hvor hans arm havde bevæget sig af egen vilje, nemlig at han ville føle på samme måde, som han havde gjort, da han gik i seng med Karen. Han burde have vidst bedre; han burde have vidst, at dette var noget andet. Det vidste han også. Men frygten var der alligevel.
Elskoven havde været lidt tilbageholdende til at begynde med, men det var kun, hvad man kunne forvente. I den virkelige verden var det aldrig som på film, hvor begge elskere eksploderer i et klimaks af wagnerske proportioner, mens fyrværkeriet brager, orkestret når et crescendo, og tog farer ind i tunneller. Det var ren Monty Python. I virkelig elskov, især når folk ikke kender hinandens kroppe, er der skuffelser, fejltagelser, tøven. Hvis man kan le ad disse, som Banks og Annie havde gjort, så er man allerede nået halvvejs. Hvis man opdager, at man glæder sig til alle de timers øvelse, det vil kræve at tilfredsstille hinanden mere, hvilket Banks gjorde, så er man nået mere end halvvejs.
Bagefter, mens hendes hud endnu havde været varm og fugtig og svedig, havde hun ligget i hans arme, og da havde han vidst, at han ikke ville vågne med et brændende ønske om at være alene.
Blot i et ganske kort sekund gav han efter for en pludselig følelse af paranoia og spekulerede på, om dette mon var en fælde, Riddle havde sat for ham. En ny fremgangsmåde. At give ham nok reb til at hænge sig selv. Var der et skjult kamera i en af væggene i soveværelset? Var Annie Riddles hemmelige elskerinde? Var de to ved at planlægge Banks' endelige deroute? Tankerne for rundt i Banks' hoved som skygger af skyer hen over dalskråningerne. Derefter forsvandt paranoiaen lige så hurtigt, som den var kommet. Selvfølgelig vidste Jimmy Riddle ikke, hvem kriminalassistent Cabbot var, eller hvordan hun så ud. Han kendte åbenbart ikke engang hendes fornavn, for ellers ville han ikke have placeret Banks inden for en radius af 30 kilometer fra hende.
Banks åbnede øjnene og så på den tibetanske mandala på væggen, en cirkel af ild fuld af sindrigt sammenvævede symboler og mytologiske figurer i stærke farver, nogle var skrækindjagende og bevæbnede, andre tydeligvis godsindede. Jem havde også haft en lignende plakat på væggen, kom Banks i tanker om. Han havde sagt, at det var et kort over de faser, man går igennem for at nå et stadium af fuldkommenhed. Ifølge Jung, havde Jem sagt, ville folk, der var ved at få styr på sig selv, se mandalaer i deres drømme uden overhovedet at kende noget til tantrisk buddhisme.
Den slags tankegang havde været et af Banks' store problemer med alt 60'er-halløjet; han mente, det var tegn på en hjerne, der var blevet blødgjort af for megen marihuana eller lsd. Under deres lange skænderier om at ændre systemet havde Jem altid været af den mening, at man ikke kan ændre systemet indefra; hvis man er i det, bliver man en del af det; man bliver opslugt og korrumperet af det. Man ender med en andel i det. Måske var det det, der var sket med Banks, men selv dengang havde han ikke været i stand til at tilslutte sig helhjertet, især ikke alt det forlorne lad-os-alle-elske-hinanden samvær. Annie havde ret; han var en enspænder. Han havde altid holdt sig på afstand, sågar af Jem. Hvis han ikke havde gjort det, var Jem måske ikke død.
Annie rørte på sig, og Banks lod langsomt sin hånd glide hele vejen fra hendes hofte til hendes skulder.
"Mmm..." mumlede hun. "Godmorgen."
"Godmorgen."
"Nå, du er vågen."
"Det har jeg været i timevis."
"Din stakkel. Du skulle være stået op og have lavet te."
"Jeg klager ikke." Banks foldede sin arm rundt om hende og lagde sin håndflade mod hendes mave, mens han trak hende tættere ind til sig. Han kyssede det bløde kød mellem hendes skulder og hals og lod så sin hånd glide op og holde om hendes lille bryst. I går aftes havde han opdaget, at hun havde en lillebitte, rød rose tatoveret lige oven over sit venstre bryst, og han syntes, det var utrolig sexet. Han havde aldrig været i seng med en tatoveret kvinde før. Annie sukkede og trykkede sig længere bagud ind til ham; krummede kroppe formede sig efter hinanden, hud kom i kontakt med hud alle de steder, hvor det var muligt.
Nu glemte Banks alt om Jem. Han rørte blidt Annies skulder for at vende hende om mod sig.
"Nej," hviskede hun. "Det er fint sådan her."
Og det var det også.
*
"Forleden aften," sagde Gloria den næste gang, vi var alene. "Til julefesten. Jeg vil gerne takke dig. Hvis du ikke var kommet, ved jeg ikke, hvad der var sket. Jeg vil bare ikke have, at du tror, det var noget andet, end det var."
"Jeg ved ikke engang, hvad jeg tror, det var," sagde jeg. Jeg var flov over, at hun talte til mig på den måde. Og jeg frøs. Vi var på High Street, og den bidende kolde vind susede lige gennem min gamle frakke, som var den fuld af huller. Hvad den sikkert også var. Jeg kunne mærke, hvor forfrosne mine bare hænder var omkring indkøbsposens håndtag, og jeg trak kraven op om halsen. Dumt nok havde jeg glemt mine vanter.
"Jeg var på vej ud til toilettet," sagde hun, "og så fulgte han efter mig derud. Mark altså. Jeg ved godt, at jeg havde fået lidt for meget at drikke. Det var ikke min mening, men måske opmuntrede jeg ham lidt. Han kaldte mig en billig tøs og sagde, at jeg havde lagt op til ham hele aftenen. Tingene gik bare lidt over gevind, værre er det ikke."
"Hvad mener du?" Jeg begyndte at flytte vægten fra det ene ben til det andet, i håb om at bevægelsen ville holde mig varm. Gloria mærkede tilsyneladende slet ikke kulden. Men de, der var i landarbejdstjenesten, blev jo også udstyret med varme kakioverfrakker.
"Tidligere på aftenen," fortsatte hun, "fik han mig hevet hen under misteltenen. Alle gjorde det. Jeg tænkte ikke over det... men Gwen?" Hun bed sig i underlæben.
"Hvad?"
"Årh, jeg ved det ikke. Mænd. Nogle gange er det bare... jeg ved ikke, hvad det er, men man forsøger at være venlig mod dem, og så misforstår de det."
"Misforstår?"
"Ja. Jeg var bare venlig. Ligesom jeg er over for alle andre. Jeg gjorde ikke noget for at få ham til at tro, at jeg er den slags pige. Mænd får nogle gange et forkert indtryk af mig. Jeg ved ikke hvorfor. Det virker, som om de slet ikke kan styre sig. De er så stærke. Og tro det eller ej, nogle gange er det lettere at give efter."
"Var det det, du gjorde? Gav efter?"
"Nej. Jeg kæmpede imod. Jeg forsøgte at råbe på Matt, på hvem som helst, for at de skulle hjælpe mig, men Mark holdt sin hånd over min mund. Førhen ville jeg måske have givet efter. Jeg ved det ikke. Men nu har jeg Matt. Jeg elsker ham, Gwen. Jeg ville ikke lave ballade, gøre Mark vred, skabe besvær. Jeg hader vold. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis ikke du var kommet. Jeg havde ikke meget kampgejst tilbage. Ved du, hvad jeg mener?"
"Det tror jeg nok," sagde jeg. Jeg havde opgivet nogensinde at få varmen. Heldigvis var jeg så følelsesløs, at jeg ikke længere kunne mærke kulden.
"Kan vi bare glemme det?" bønfaldt Gloria.
Jeg nikkede. "Det er sikkert det bedste."
Hun gav mig et knus. "Godt. Og vi er stadig venner, ikke Gwen?"
"Selvfølgelig."
*
Efter at Banks var gået, mediterede Annie som sædvanlig i tyve minutter, lavede derefter nogle yogaøvelser og tog et brusebad. Da hun tørrede sig, kunne hun mærke huden prikke, og hun indså, hvor godt tilpas hun følte sig. I nat havde været risikoen værd. Og i morges. Det der cølibathalløj var noget opreklameret pjat.
De havde så afgjort brug for øvelse. Banks var lidt tilbageholdende, lidt konservativ. Det var kun, hvad man kunne forvente, tænkte Annie, efter 20 års ægteskab eller mere med den samme kvinde. Hun tænkte tilbage på elskoven med Rob, og hvor naturligt det var blevet. Selv da de havde været væk fra hinanden i et års tid eller to, var de faldet ind i rytmen igen uden problemer, da de fandt sammen i Exeter.
Hvordan kunne så mange mennesker have taget sådan fejl af Banks? tænkte hun. Sladder forvansker ganske vist sandheden, men i en sådan grad? Måske var han et tomt lærred, som folk projicerede deres fantasier op på. Hvad end han var, så håbede hun, at han ikke var en af den slags mænd, som føler sig moralsk forpligtet til at forelske sig, bare fordi de har været i seng med en kvinde. Når det kom til stykket, havde hun ingen anelse om, hvad hun ønskede sig af deres forhold, hvis der rent faktisk kom et forhold ud af det. Hun ville gerne se mere til ham, ja; hun ville i seng med ham igen, ja; men derudover vidste hun det ikke. Men alligevel ville det måske være rart, hvis han forelskede sig lidt i hende. Bare lidt.
Mest af alt håbede hun fandeme ikke, at han ville fortryde det, de havde gjort for hendes skyld, ikke ville føle, at han havde udnyttet hendes sårbarhed eller hendes beruselse eller noget andet af alt det vås, mænd kommer med. Med hensyn til karrierehalløj så kunne han da vel ikke tro, at hun kun var gået i seng med ham, fordi han var hendes chef, eller fordi hun var ude efter en forfremmelse? Annie lo, mens hun trak sine cowboybukser på. At gå i seng med kriminalkommissær Banks ville vist ikke fremme nogens karriere for tiden. Sikkert kun det modsatte.
Men nu kaldte en ny, smuk sommerdag, og det var en stor luksus ikke at skulle træffe alvorligere beslutninger, end om hun skulle klare vasketøjet eller køre til Harrogate og gå i forretninger. Hun kunne godt lide bymidten i Harrogate; den var kompakt og overskuelig. Huset trængte godt nok til, at der blev ryddet ordentligt op.
Men det kunne vente. Annie havde ikke noget imod en smule rod; som sædvanlig var der langt mere interessante ting at tage sig til end at rydde op. Hun kunne smide vasketøjet i, inden hun gik; der var ikke særlig meget.
Men før hun tog nogen steder, tog hun røret af telefonen og ringede til et nummer, hun kunne udenad.
Den ringede seks gange, før en mand tog den. "Ray?"
"Annie? Er det dig?"
"Ja."
"Hvordan har du det, skat? Hvad sker der? Morer du dig?"
"Det lyder sandelig, som om du morer dig."
"Vi holder en lille fest for Julie."
Annie kunne høre latter og musik i baggrunden. Og noget retro60'errock som Grateful Dead eller Jefferson Airplane. "Men klokken er kun ti om formiddagen," sagde hun.
"Er den? Nå, men du ved jo, hvordan det er, skat. Carpe diem og alt det der."
"Far, hvornår bliver du voksen? Du er da for pokker 52. Har du ikke indset, at vi ikke er i 60'erne længere?"
"Uha da. Jeg kan høre, du er sur på mig. Du kalder mig kun far, når du er sur på mig. Hvad har jeg nu gjort?"
Annie lo. "Ikke noget," sagde hun. "Virkelig ikke noget. Du er uforbederlig. Jeg giver op. Men en eller anden dag kommer politiet og anholder jer alle sammen, at du bare ved det. Det bliver dødpinligt for mig. Hvordan skal jeg forklare det til min chef? Min far, den hashrygende gamle hippie?"
"Politiet? De er ikke interesserede i et par bittesmå joints, vel? Det burde de i det mindste ikke være. De burde have bedre ting at tage sig til. Og kald mig venligst ikke 'gammel'. Men hvordan har min lille knippelsvinger det? Får du noget for tiden?"
"Far! Skal vi ikke droppe det emne, tak? Jeg troede, vi var blevet enige om, at mit sexliv er min egen sag."
"Næh, du har fået noget! Det har du! Jeg kan høre det på dit tonefald. Det er vidunderlige nyheder, skat. Hvad hedder han? Er han strisser?"
"Far!" Annie kunne mærke, at hun rødmede.
"Okay. Undskyld. Jeg udviste bare lidt faderlig omsorg, det er det hele."
"Ja tak, det er sandelig pænt af dig." Annie sukkede. Det var virkelig som at tale til et barn. "I hvert fald har jeg det godt," sagde hun. "Hvad har Julie at fejre? Noget jeg burde vide?"
"Har jeg ikke fortalt dig det? Hun har endelig fået en forlægger til at udgive sin roman. Efter alle de år."
"Nej, det har du ikke. Det er fantastiske nyheder. Sig til hende, at jeg er meget glad på hendes vegne. Hvad med Ian og Jo?"
"De er på ferie i Amerika."
"Dejligt. Og Jasmine?"
"Jasmine har det fint." Annie hørte en stemme i baggrunden. "Jeg skulle hilse," sagde faren. "Men hvor dejligt det end er at tale med dig, så ligner det dig ikke at ringe, før det bliver halv takst. Og da slet ikke efter at du er flyttet til Yorkshire. Kan jeg hjælpe dig med noget? Skal jeg banke et par mistænkte for dig? Forfalske en tilståelse eller to?"
Annie satte røret godt til rette mellem øret og skulderen og trak benene op under sig på sofaen.
"Nej," sagde hun, "men faktisk er der noget, du måske kan hjælpe mig med."
"Spørg løs."
"Michael Stanhope."
"Stanhope... Stanhope... Lyder bekendt. Vent lige et øjeblik... Ja, nu kan jeg huske det. Maleren. Michael Stanhope. Hvad med ham?"
"Hvad ved du om ham?"
"Egentlig ikke meget. Lad mig se. Han levede ikke op til, hvor lovende han havde været i de tidlige år. Døde engang i 60'erne, tror jeg. Temmelig uproduktiv i de sidste år. Hvorfor vil du vide det?"
"Jeg så et af hans malerier i forbindelse med en sag, jeg arbejder på."
"Og du tror, det kunne være et spor?"
"Jeg ved det ikke. Det fik mig bare til at ville vide mere om ham."
"Hvad forestillede det? Maleriet."
Annie beskrev det for ham. "Ja, det lyder som Stanhope. Han var kendt for at male Brueghel-agtige landsbyscener. Med lidt Lowry i tilgift. Det var faktisk hans problem: Han var for epigonagtig og udviklede aldrig sin egen ensartede stil. Smaskforvirret. Og lidt Stanley Spencer-agtig. Haute symbolisme. Helt umoderne nu om dage. Men hvad kan Michael Stanhope dog have at gøre med en sag, du arbejder på?"
"Måske ingenting. Som jeg sagde, vækkede han bare min nysgerrighed. Ved du, hvor jeg kan finde ud af noget mere om ham? Findes der en bog?"
"Det tror jeg ikke. Så vigtig var han ikke. Det meste, han lavede, vil være at finde i private samlinger, måske også på forskellige museer. Hvorfor prøver du ikke i Leeds? De har en ganske anstændig samling der, hvis man kan udholde de skide Atkinson Grimshaws.
Jeg skulle mene, de må have et par Stanhopes, når han nu er lokal og alt det der."
"God idé," sagde Annie og kunne have sparket sig selv for ikke at have tænkt på det. "Det gør jeg. Og Ray?"
"Ja?"
"Pas på dig selv."
"Det skal jeg nok. Det lover jeg, skat. Kom snart og besøg os. Hej hej."
"Hej."
Annie så på sit ur. Lidt over ti. Hun kunne være i Leeds om en time, gøre sine indkøb der i stedet for i Harrogate, spise frokost og tilbringe lidt tid på museet. Hun tog sine bilnøgler og sin håndtaske fra skænken og gik af sted gennem labyrinten hen til sin bil, som stadig holdt parkeret foran lokalstationen. Hun spekulerede på, om vicekriminalkommissær Harmond ville studse over det. Nok ikke medmindre han også vidste, at Banks' bil havde holdt parkeret ved landsbyfælleden hele natten. I øvrigt var hun ligeglad.
*
Og venner forblev vi. Vi fejrede nytår sammen, stod arm i arm og sang "Skuld gammel venskab rejn forgo". Hong Kong var blevet indtaget af japanerne i juledagene, og der blev udkæmpet så bitre slag i Nordafrika og Rusland som nogensinde. Mens vintervejret fortsatte i januar, trak de britiske tropper sig tilbage ned gennem den malaysiske halvø til Singapore.
Selv om jeg ofte tænkte på det, jeg havde overværet, var det først langt senere, jeg begyndte at forstå, hvad der var sket op ad udhusets væg, og selv da var det umuligt for mig at vide, hvor skyldig Gloria havde været. Hvad havde Mark forsøgt at gøre ved hende? På det tidspunkt havde det for mig virket, som om Gloria forsøgte at gøre modstand, kæmpede imod, men da jeg selv ikke så længe efter opdagede, hvordan et samleje foregår, opdagede jeg, at det ofte kan være temmelig misvisende: Ofte virker det, som om man kæmper imod og gør modstand, især når det går særlig hedt for sig. Når jeg ser tilbage nu, ville jeg kalde det forsøg på voldtægt, men hukommelsen har det med at ændre sig, som tiden går.
Så jeg gjorde mit bedste for at slå episoden ud af hovedet. Jeg var helt enig i, at det var rigtigt af Gloria ikke at blande Matthew ind i det. Det ville kun have forårsaget en slåskamp og have såret alle. Det ville også have gjort det værre, at han snart skulle af sted; han var allerede bekymret nok over at skulle forlade hende.
Men nogle gange, når jeg lå i sengen om natten og lyttede til bombeflyenes brummen over Rowan Woods, kom jeg i tanker om optrinnet med Glorias bare hvide lår oven over strømperne og de mærkelige, halvkvalte lyde, hun udstødte, der befandt sig et eller andet sted mellem smerte og eftergivenhed, og så følte jeg en underlig, skælvende ophidselse indeni, som om jeg var lige ved at gøre en stor opdagelse, men aldrig helt nåede dertil.
Den 15. januar 1942 stod sergent Matthew Shackleton til søs. Han vidste ikke, hvor han skulle hen, men vi gik alle ud fra, at han skulle til Nordafrika for at kæmpe i hærens ottende regiment.
Overraskelsen var derfor stor, da Gloria modtog et brev fra Matthew i Cape Town, Sydafrika, tre uger senere. Naturligvis kunne de jo næppe sejle gennem Middelhavet, men trods alt virkede Cape Town som noget af en omvej for at komme til Nordafrika. Så fik vi endnu et brev fra Colombo i Ceylon, dernæst Calcutta, Indien. Hvor havde jeg været dum! Jeg kunne have sparket mig selv for ikke at have gættet det tidligere. De havde naturligvis ikke brug for broer og veje i ørkenen, men de havde brug for dem i junglen i Fjernøsten.
*
Det tog kortere tid at køre til Leeds, end Annie havde forventet. Hun parkerede nord for bymidten og gik ned ad New Briggate til The Headrow. Der var mange mennesker, fortovene var overfyldte af folk på indkøb, som alle var iført tyndt, let tøj mod den stegende hede, der virkede endnu mere trykkende herinde i byen end ude i Harkside. Der stod en jonglør og underholdt børnene på Dortmund Square. Solen blændede Annie, den gav genskin i vinduesruderne og gjorde det svært at se, hvad der var indenfor. Annie tog sine solbriller på og styrede gennem menneskemylderet hen til Cookridge Street. Efter hendes snak med Ray havde lidt research afsløret, at Leeds City Art Gallery havde adskillige malerier af Michael Stanhope i sin samling, og Annie ville gerne se dem.
Da hun var kommet indenfor, tog hun en oversigtsfolder i receptionen. Stanhope-malerierne var på anden sal. Der var fire. Hun begyndte at gå op ad den brede stentrappe.
Annie havde aldrig brudt sig om museer med deres forfinede atmosfære, uniformerede kustoder og deres kvælende aura af stilhed. Uden tvivl skyldtes denne antipati primært hendes far. Han elskede de store malere, men foragtede den golde måde, deres værker blev udstillet på. Han mente, at stor kunst burde udstilles i konstant rotation på pubber, kontorer, trattoriaer, caféer, kirker og bingohaller.
Han billigede, at Henry Moore-skulpturerne stod ude i den fri luft på Yorkshire Moors; han billigede også David Hockneys faxer, fotocollager og operakulisser. Annie var vokset op i en atmosfære af uærbødighed over for den etablerede kunstverden med dens støvede museer, affekterede accenter og oppustede priser. Af den grund følte hun sig altid forlegen, når hun var på museum, følte sig påtrængende. Måske var hun paranoid, men hun troede altid, at kustoderne holdt øje med hende, når hun gik fra det ene rum til det andet, og at de bare ventede på, at hun skulle række hånden ud, røre ved noget og sætte alle alarmerne i gang.
Da hun fandt Stanhope-malerierne, var hun i første omgang skuffet. To af dem var ret kedelige landskaber, ikke af Hobb's End, men fra andre steder i Yorkshire Dales. Det tredje, som var lidt mere interessant, viste Hobb's End nede i dalen set fra lang afstand med røg, der kom op af skorstenene, med solnedgangens klare cinnoberrøde og purpurfarvede sprøjt hen over himlen. En kraftfuld effekt, men den fortalte ikke Annie noget, hun ikke vidste i forvejen.
Men det erde maleri var en åbenbaring.
Det hed ifølge kataloget Liggende Nøgen Kvinde og mindede Annie om Goyas Den Nøgne Maja, som hun havde set sammen med Ray, da det en kort overgang hang på National Gallery i 1990. Til trods for hvad han ellers mente om museer, benyttede Ray sig af enhver mulighed for at se stor kunst.
Kvinden lå tilbagelænet på en seng i nogenlunde samme stilling som Goyas original, støttet af en pude, med hænderne bag hovedet og krøllet sengetøj under sig, og hun så direkte på maleren med en slags stærkt udfordrende erotisk ansigtsudtryk. Ligesom hos Maja sad hendes runde bryster langt fra hinanden, og hendes ben var let bøjede i en akavet stilling, eftersom hendes underkrop var drejet halvvejs mod beskueren. Hun var smal om livet, hendes hofter havde perfekte proportioner, og mellem hendes bøjede ben kunne man se en lille trekant af hår, der var forbundet med navlen af en knapt synlig linje af lyse dun.
Der var dog forskelle. Stanhopes model havde gyldent hår og ikke sort, hendes næse var kortere, hendes store øjne havde en klar, blå farve, hendes læber var mere fyldige og røde. Dog var ligheden for slående til at være tilfældig, især hendes ansigts åbenlyst erotiske udtryk og antydningen af nyligt nydte glæder, som de krøllede lagner angav. Stanhope havde tydeligvis været stærkt inspireret af Goyas original, og da han var stødt på den samme slags sensuelle kraft i en model, havde han haft dette i tankerne, mens han malede.
Men der lå mere i Stanhopes syn. Som Annie huskede det, var baggrunden i Den Nøgne Maja mørk og uigennemtrængelig; det virkede, som om sengen flød i rummet og var den eneste ting af vigtighed i universet.
Stanhope havde heller ikke givet sin model en realistisk baggrund, men hvis man så nøje efter, kunne man se omrids af tanks, fly, marcherende hære, eksplosioner og hagekors. Med andre ord havde han malet krigen ind i baggrunden. Det var subtilt; omridsene var hverken påfaldende eller dominerende, men de var der, og når man så nøje efter, kunne man ikke ignorere dem: erotik og masseødelæggelsesvåben. Det kunne man så fortolke, som man ville. Annie kastede et blik på kortet ved siden af maleriet, og så trådte hun et skridt baglæns og udstødte et gisp, der fik en af kustoderne til at se op fra sin avis.
"Er alt i orden, frøken?" råbte han.
Annie tog sig til hjertet. "Hvad? Ja. Åh, ja. Undskyld."
Han så mistænksomt på hende og vendte så tilbage til sin avis.
Annie så efter igen. Det stod ikke i kataloget, men dér stod det sort på hvidt, under Liggende Nøgen Kvinde. En undertitel: Gloria, efteråret 1944.