Vivian Elmsley satte sig med sin gin og tonic for at se aftenens nyhedsudsendelse. Hun havde bemærket, at drinksene var blevet hyppigere, efter at minderne var begyndt at plage hende. Selv om det var det eneste skår i hendes ståldisciplin, og selv om hun kun tillod sig selv at give efter om aftenen, var det stadig en grund til bekymring.
Det var nu blevet en slags ubarmhjertig pligt at se nyhederne, en morbid fascination.
Det, hun så denne aften, rystede hende i hendes grundvold.
Hen imod slutningen af udsendelsen, efter at de havde overstået de vigtigste nyheder i verden og skandalerne i regeringen, skiftede scenen til en velkendt skueplads. En ung, blond kvinde holdt mikrofonen. Hun stod i Hobb's End, hvor teknisk afdeling i hvide kedeldragter og gummistøvler stadig var i gang med udgravningen af ruinerne.
"I dag," begyndte speakeren, "tog en historie, som vi har dækket i Nordengland, endnu en bizar drejning. De politifolk, som efterforsker en lokal skoledrengs fund af et skelet, er næsten sikre på, at de har fastslået ofrets identitet. Kriminalkommissær Alan Banks, som leder efterforskningen, har talt med vores afdeling oppe nordpå."
Scenen skiftede til en studiebaggrund, og kameraet gjorde holdt ved en slank, mørkhåret mand med meget blå øjne.
"Kan du fortælle os, hvordan I opdagede dette?" spurgte journalisten.
"Ja." Banks så lige ind i kameraet, mens han talte og lod ikke øjnene flakke til højre og venstre, sådan som mange nybegyndere gør, når de kommer i ernsynet. Han havde tydeligvis prøvet det
før. "Da vi fandt ud af, hvem der havde boet i huset under Anden Verdenskrig," begyndte han, "opdagede vi, at navnet på den ene af dem, en kvinde ved navn Gloria Shackleton, foreløbig ikke står nævnt noget som helst sted efter krigen."
"Og det gjorde jer mistænksomme?"
Opdageren smilede. "Naturligvis. Selvfølgelig kan der være flere forskellige grunde til det, og vi undersøger stadig andre muligheder, men en af de ting, vi er nødt til at overveje, er, at hun ikke er nævnt nogen steder, fordi hun er død."
"Hvor længe havde kvindens lig været begravet?"
"Det er svært at være nøjagtig, men vi anslår det til at være siden begyndelsen eller midten af 40'erne."
"Det er lang tid siden, ikke?"
"Jo, det er det."
"Bliver sporene ikke kolde, indicierne forældede?"
"Jo, det gør de. Men jeg er meget tilfreds med de fremskridt, vi har gjort indtil videre, og jeg er overbevist om, at vi kan nå endnu længere i efterforskningen. Skelettet blev fundet så sent som i onsdags, og på under en uge er vi forholdsvis sikre på, at vi har fastslået ofrets identitet. Jeg synes egentlig, det er ret godt gået i en sådan sag."
"Hvad er så næste skridt?"
"Morderens identitet."
"Selv om han eller hun måske er død?"
"Indtil vi er helt sikre, må vi stadig betragte det som en uafsluttet mordsag. Som de siger i Amerika, så er der ingen forældelsesfrist, når det gælder mord."
"Kan offentligheden hjælpe på nogen måde?"
"Ja, det kan den." Banks skiftede stilling i stolen. I næste øjeblik var skærmen fyldt af en kvindes hoved og skuldre. Jamen, det kunne det da ikke være? Men selv om det ikke var en fotografisk gengivelse, var der slet ingen tvivl om, hvem det var: Gloria.
Vivian gispede og holdt sig for brystet.
Gloria.
Efter alle de år.
Det lignede et udsnit af et maleri. Efter hovedets sære hældning at dømme, gættede Vivian på, at Gloria havde ligget ned, da hun poserede. Michael Stanhope? Det lignede hans stil. I baggrunden hørtes Banks' stemme stadig, "Hvis nogen genkender denne kvinde, som, tror vi, boede i London mellem 1921 og 1941 og derefter i Hobb's End, beder vi dem om at sætte sig i forbindelse med politiet i North Yorkshire." Han gav et telefonnummer. "Der er stadig meget, vi har brug for at få at vide," fortsatte han, "og det, at begivenhederne fandt sted for så lang tid siden, gør det en del vanskeligere for os."
Vivian skruede ned for lyden. Alt, hun kunne se, var Glorias ansigt: Stanhopes gengivelse af Glorias ansigt med den listige blanding af naivitet og tankeløshed, det der kom-og-tag-mig-smil og dets løfte om hemmelige glæder. Det både var og var ikke Gloria.
Derefter tænkte hun med en skælven af frygt: Hvis de allerede havde fundet frem til Gloria, hvor hurtigt kunne de så ikke finde frem til hende?
*
"Der stod kun, at han var savnet," fastholdt Gloria over to måneder senere, midt på sommeren i 1943. Vi stod ved et af hr. Kilnseys stendiger, drak Tizer og så ud over de gulgrønne bakker mod nordvest. Hun rakte mig det seneste brev fra ministeriet og pegede på ordene. "Se: 'Savnet efter hårde kampe øst for Irrawaddy-floden i Burma.' Hvor det så end er. Da hr. Kilnseys søn blev dræbt ved El Alamein, stod der, at han helt sikkert var død, ikke bare savnet."
Det, der frem for alt havde holdt os i gang, efter at vi havde fået beskeden om Matthews forsvinden, var vores forsøg på at skaffe så mange oplysninger som muligt om, hvad der var sket med ham. Først havde vi skrevet breve, og derefter havde vi sågar ringet til ministeriet. Men de ville ikke involvere sig. Savnet var alt, hvad de ville fortælle os, og ingen vidste tilsyneladende noget om de nøjagtige omstændigheder omkring hans forsvinden, eller om hvor han eventuelt kunne være, hvis han stadig var i live. Hvis de gjorde, sagde de det i hvert fald ikke.
Det eneste, vi kunne få ud af manden i telefonen, var, at det område, hvori Matthew var forsvundet, nu var under japansk kontrol, så det kunne ikke komme på tale at tage derhen for at søge efter lig. Ja, medgav han, et uspecificeret antal omkomne var blevet bekræftet, men Matthew var ikke iblandt dem. Selv om det stadig var sandsynligt, at han kunne være blevet dræbt, konkluderede manden, var det også muligt, at han var blevet taget til fange. Det var umuligt at få mere ud af ham. Efter telefonsamtalen havde Gloria gået og spekuleret over, hvad vi så skulle gøre.
"Jeg tror, vi burde tage derhen," sagde hun og krøllede brevet sammen til en lille bold.
"Hvorhen? Burma?"
"Nej, dit ollehoved. London. Vi burde tage derned og slå en klo i en eller anden. Få nogle svar."
"Men de vil jo ikke tale med os," modsagde jeg hende. "I øvrigt tror jeg ikke, de er i London længere. Alle regeringens folk er blevet flyttet ud på landet et eller andet sted."
"Der må da være nogen," fastholdt Gloria. "Det siger sig selv. Selv hvis der kun er et minimum af personale. En regering kan ikke bare pakke sammen og efterlade alting. I hvert fald ikke Krigsministeriet. Og i øvrigt er det London, jeg taler om. Det er som bekendt stadig hovedstaden i England. Hvis det er muligt at finde nogen svar, så vil jeg vædde på, at de befinder sig dér."
Det var umuligt at modsige Glorias passionerede argumentation. "Jeg ved ikke rigtig," sagde jeg. "Jeg har ikke den erneste idé om, hvor vi skulle begynde."
"Whitehall," sagde hun og nikkede. "Det er dér, vi begynder. Whitehall."
Hun lød så overbevist, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare.
Resten af den måned forsøgte jeg at tale Gloria fra turen til London, men hun var urokkelig. Når først hun blev sådan, vidste jeg, at intet kunne forhindre hende i at få sin vilje. Selv Cynthia og Alice og Michael Stanhope sagde, det ville være spild af tid. Hr. Stanhope havde slet intet til overs for embedsmænd og forsikrede os om, at de ikke ville fortælle os noget.
Gloria blev ved med at sige, at hvis jeg ikke ville tage med hende, var det helt i orden, så ville hun tage af sted alene. Jeg havde ikke mod til at fortælle hende, at jeg aldrig havde været i London, ikke engang i fredstid, og bare tanken skræmte mig fra vid og sans. For mig virkede London lige så ern som månen.
Til sidst blev turen fastsat til september. Gloria besluttede, at det ville være bedst, hvis vi tog derned og så tog nattoget hjem. På den måde ville hun kun være nødt til at flytte sin halvanden fridag til midt på ugen i stedet for at skulle bede hr. Kilnsey om mere fri, når der var travlt. Til hendes overraskelse sagde hr. Kilnsey, at hun gerne måtte blive væk i længere tid, hvis hun ville. Siden han havde mistet Joseph ved El Alamein, var han blevet en mere medfølende og forstående mand, og han kendte hendes sorg. Vi besluttede os dog til at holde os til den oprindelige plan, for jeg ville ikke lade mor være alene i så lang tid.
Cynthia Garmen sagde, hun ville tage sig af mor og forretningen, mens vi var væk. Hun sagde, at Norma Prentice skyldte hende en dags arbejde i hærens messe til gengæld for børnepasningen i sidste uge, så det burde ikke være noget problem. Mor tilbød at betale for togbilletterne og gav Gloria nogle af sine tøjkuponer, som hun kunne bruge dernede, hvis vi fik tid til at gå i de store forretninger. Selv om hun tog imod dem med taknemlighed, var tøj for en gangs skyld det sidste, Gloria tænkte på.
*
Klokken var omkring ti, da vejen ledte Banks' bil op på bakketoppen, og han kunne se Edinburgh brede sig ud i det erne i al dens disede herlighed: niveauforskudte rækker af lejlighedskomplekser på afsatserne; Sir Walter Scott-monumentets mørke, gotiske spir, der lignede en rumraket; Arthur's Seats høj; slottet på klippen; det glitrende hav bagved.
Bortset fra et eller to besøg i tjenstligt ærinde var det mange år siden, han havde været her, indså Banks, da han rullede i frigear ned ad bakken, mens Van Morrisons "Tupelo Honey" spillede på bilstereoen. Som studerende var han ofte kørt herop for at besøge sine venner i weekender og ferier. På et tidspunkt havde han også haft en kæreste her, en ung skønhed med ravnsort hår ved navn Alison, som havde boet nede på St. Stephen Street. Men selv om afstand fremkalder savn, vinder "ude af øje, ude af sind" altid til slut i langdistanceforhold, og under et af hans besøg mødte hun simpelthen op på pubben med en anden. Hvad der kommer let, går let. På det tidspunkt havde han alligevel fattet interesse for en anden kvinde, Jo.
Banks forsøgte at komme i tanker om, hvorvidt han egentlig havde taget Jem med til Edinburgh, men han kunne simpelthen ikke huske nogensinde at have set Jem uden for sit værelse, selv om han da måtte være gået ud for at købe mad, plader og stoffer og for at skrive under henne på bistandskontoret. Banks havde ikke engang set ham ude på gangen. Han havde set folk komme og gå fra tid til anden, fremmede, nogle gange på sære tider af døgnet, men Jem havde aldrig nævnt andre venner.
Banks' tid i Edinburgh var længe før Trainspotting, og der så ikke nær så romantisk ud, da han kom ned fra bakken og ind i de tæt-
bebyggede gader i mørke sten, rundkørslerne og lyskurvene, indkøbscentrene og fodgængerovergangene. Det var let nok at komme gennem Dalkeith, men kort efter kørte han lidt forkert, og så var han pludselig på vej mod Glasgow ad en hovedvej med midterrabat i næsten fem kilometer, før han fandt en frakørsel.
Elizabeth Goodall boede på en sidegade til Dalkeith Road, ikke langt fra bymidten. Hun havde givet ham nøjagtige køreanvisinger over telefonen den foregående aften, og efter kun at have drejet forkert af et par gange mere fandt Banks den smalle gade med høje lejlighedskomplekser.
Fru Goodall boede i stuen. Hun besvarede straks Banks' ringen og førte ham ind i en stue, hvor der var højt til loftet og lugtede af lavendel og pebermynte. Alle vinduerne var lukket helt, så ikke det mindste vindpust rørte sig i den varme, duftende luft. Kun en smule dagslys havde held til at snige sig ind. Tapetet var mønstret med kviste af rosmarin og timian. Ja, sikkert også persille og salvie, så vidt Banks kunne se. Fru Goodall bad ham sætte sig i den robuste damasklænestol. Som alle de andre stole i stuen var dens armlæn og ryglæn dækket af hvid blondeantimakassar.
"Fandt De vejen uden problemer?" spurgte hun.
"Ja," løj Banks. "Det gik helt smertefrit."
"Jeg kører ikke selv automobil," sagde hun med en snert af sin gamle Yorkshireaccent. "Jeg er afhængig af busser og tog, hvis jeg skal nogen steder hen, men det er nu sjældent efterhånden." Hun gned sine små rynkede hænder mod hinanden. "Nå, men nu er De her jo. Te?"
"Ja tak."
Hun forsvandt ud i køkkenet. Banks så sig omkring i stuen. Den var lidt intetsigende: ren og pæn, men uden nogen særlig karakter. Der stod nogle indrammede fotografier på skænken, men ingen af dem var fra Hobb's End. I et vitrineskab stod der et par nipsgenstande, deriblandt trofæer, sølvtøj og krystal. Det ville være fristende for tyveknægte, tænkte Banks: en gammel kvinde i en stuelejlighed med et godt bytte af sølvtøj, der var lige til at tage. Han havde ikke set noget tegn på et alarmsystem.
Fru Goodall kom langsomt ind i stuen igen med et porcelænstestel på en sølvbakke. Hun stillede den ned på en dækkeserviet på det lave sofabord og satte sig så ned, samlede sine knæ og rettede på sin nederdel.
Hun var en lille, robust kvinde og var iført en grå tweednederdel, en hvid bluse og en marineblå cardigan til trods for varmen.
Hendes nypermanentede hår var næsten hvidt, og bølgerne i det så frosne ud, knivskarpe at røre ved, i bedste Margaret Thatcherstil. Hun havde en høj pande, og hun havde røde rande omkring de blågrønne øjne, som løb i vand. Hun havde en pertentligt sammensnerpet mund, der så ud, som om den var malet på med rød læbestift.
"Vi lader den lige trække et par minutter, ikke?" sagde hun. "Så skænker vi den."
"Fint," sagde Banks, der måtte forjage forestillingen om, at de to skulle holde tepottens tynde hank og skænke teen sammen.
"Nå," sagde hun med hænderne foldet i skødet, "lad os begynde. De nævnte Hobb's End i telefonen, men det var alt, De fandt det passende at fortælle mig. Hvad ønsker De at vide?"
Banks lænede sig frem og lod sine underarme hvile på lårene. Han kunne komme i tanker om en del generelle spørgsmål, men han havde brug for noget mere specifikt, noget der ville få hende til at huske lige med det samme, hvis det var muligt. "Kan De huske Gloria Shackleton?" spurgte han. "Hun boede i Bridge Cottage under krigen."
Fru Goodall så ud, som om hun lige havde slugt en skefuld eddike. "Naturligvis kan jeg huske hende," sagde hun. "Frygtelig pige."
"Nå? På hvilken måde?"
"For at sige det, som det er, kriminalkommissær, så var pigen en fræk tøs. Det var ganske indlysende. Hendes flirtende facon, den måde hun altid lagde hovedet på skrå, det vellystige smil. Jeg vidste det, fra første gang jeg så hende."
"Hvor var det?"
"Hvor? Jamen i kirken naturligvis. Min far var kirketjener i Saint Bartholomew's. Men hvordan sådan en... malet tøjte overhovedet vovede at vise sig sådan for Herren går ud over min forstand."
"Så første gang, De mødte hende, var i kirken?"
"Jeg sagde ikke, at jeg mødte hende, blot at det var der, jeg så hende første gang. Dengang hed hun stadig Gloria Stringer."
"Var hun troende?"
"Ingen virkelig kristen kvinde ville gå rundt og gøre sig til, sådan som hun gjorde."
"Men hvorfor gik hun så i kirke?"
"Fordi Shackletons gjorde, naturligvis. Hun havde sandelig fået fedtet sig ind hos dem."
"Hun kom oprindelig fra London, gjorde hun ikke?"
"Det sagde hun i hvert fald."
"Sagde hun nogensinde noget om sin baggrund, om sin familie?"
"Ikke til mig, selv om jeg svagt kan huske, at nogen fortalte mig, at hendes forældre blev dræbt under Blitzen."
"Hun var kommet til Hobb's End med landarbejdstjenesten, var hun ikke?"
"Jo. Hun var en af dem. Te?"
"Ja tak."
Fru Goodall satte sig op, rankede ryggen og skænkede teen. Tekopperne - og de matchende underkopper - var bittesmå, skrøbelige porcelænsting med lyserøde roser malet både på inder- og ydersiden, guldkant og en hank, som han umuligt kunne få en finger igennem. Der var ikke en eneste dråbe, der havde plettet den hvide dækkeserviet. "Mælk? Sukker?"
"Bare som den er, tak."
Hun rynkede panden, som om hun ikke billigede det. Alt andet end mælk og to stykker sukker var sikkert upatriotisk for hende. "Naturligvis," fortsatte hun, "håbede vi, at hun med tiden ville forsøge at falde ind, at ændre sin opførsel og sit udseende, så det passede til landsbysamfundets standard, men -"
"Det gjorde hun ingen forsøg på?"
"Nej, det gjorde hun ikke. Slet ikke."
"Kendte De hende godt?"
"Hr. kriminalkommissær, lyder hun som den slags menneske, hvis selskab jeg ville søge?"
"Det var en lille landsby. De må have været nogenlunde lige gamle."
"Jeg var et år ældre."
"Men stadigvæk."
"Alice - det er Alice Poole - plejede at tilbringe en del tid sammen med hende. Imod mit råd må jeg lige tilføje. Men Alice var nu også altid lidt for uformel."
"Havde De overhovedet noget med Gloria at gøre?"
Fru Goodall holdt en lille pause, som for at fremkalde et ubehageligt minde. Så nikkede hun. "Det havde jeg faktisk. Det faldt i mit lod at henlede hendes opmærksomhed på, at hendes opførsel var uacceptabel og ligeledes hendes udseende."
"Udseende?"
"Ja. Den slags tøj, hun gik i, sådan som hun spankulerede omkring, sådan som hun satte sit hår ligesom en eller anden billig ame-
rikansk filmstjerne. Det var ikke dannet. Ikke det mindste. Og som om det ikke var slemt nok, så røg hun på gaden."
"De sagde, at det faldt i Deres lod? Med hvilken autoritet? Var der en generel antipati mod hende?"
"I min egenskab af medlem af den anglikanske kirke."
"Javel. Var alle andre i Hobb's End dannede?"
Hun snerpede munden sammen igen og lod ham med et iskoldt blik vide, at hans uforskammede tonefald ikke havde undgået hendes opmærksomhed. "Jeg påstår ikke, at der ikke var elementer af lav herkomst i landsbyen, kriminalkommissær. Forstå mig nu ret. Det var der naturligvis. Som der er i ethvert landsbysamfund. Men selv de, der bliver født ind i en lav stand, kan aspirere til i det mindste en vis grad af gode manerer og anstændig opførsel. Er De ikke enig?"
"Hvordan reagerede Gloria, da De irettesatte hende?"
Fru Goodall rødmede blot ved mindet om det. "Hun lo. Jeg påpegede, at det sandsynligvis ville gøre hende godt, både moralsk og socialt, at blive aktiv inden for Women's Institute og Missionsselskabet."
"Hvad sagde hun til det?"
"Hun kaldte mig geskæftig og nævenyttig og antydede, at der kun var én missionærstilling, som hun var interesseret i, og det var ikke kirkens. Vil De tro det? Og hun brugte et sprog, jeg ikke engang ville have forventet at høre fra den allerlaveste møllepige. Til trods for hendes påtagede udtale, tror jeg, hun viste sit sande ansigt der."
"Hvordan talte hun?"
"Åh, hun var krukket. Hun talte som en i radioen. Ikke sådan som de taler nu om dage, naturligvis, men som de gjorde dengang, da folk talte ordentligt i radioen. Men man kunne høre, at det var påtaget. Hun havde tydeligvis øvet sig i kunsten at imitere og bedrage."
"Hun giftede sig med Matthew Shackleton, ikke?"
Fru Goodall tog en dyb indånding med en hørlig hvæsen. "Jo. Jeg var med til deres bryllup. Og jeg må sige, at selv om Matthew kun var søn af en butiksindehaver, giftede han sig langt under sin stand. Jeg havde forventet langt mere af ham end det."
"Ved De noget om deres forhold?"
"Han blev sendt udenlands ganske kort tid efter brylluppet. Han blev meldt savnet, den stakkels Matthew. Savnet, formodet død."
Banks rynkede panden. "Hvornår var det?"
"Hvornår han blev meldt savnet?"
"Ja."
"Engang i 1943. Han var i Fjernøsten. Taget til fange af japanerne." Hun gøs lidt.
"Hvad skete der med ham?"
"Det aner jeg ikke. Jeg formoder, at han døde."
"Mistede De kontakten til landsbyen?"
Hun pillede ved sin vielsesring. "Ja. Min mand, William, var involveret i strengt fortroligt arbejde for hjemmefronten, og han blev posteret i Skotland i begyndelsen af 1944. Jeg tog med ham. Mine forældre flyttede ind hos os, og vi havde ikke længere noget at gøre med Hobb's End. Jeg har holdt kontakten til Ruby Kettering og Alice Poole, men de er mine eneste forbindelser. Det er alt sammen så længe siden. Vi kvinder dvæler ikke ved krigen på samme måde, som mænd gør med deres legioner og deres regimentsgenforeninger."
"Ved De, om Gloria havde forhold til andre end Matthew?"
Fru Goodall fnøs. "Det er jeg næsten sikker på."
"Til hvem?"
Hun tav et øjeblik, som for at lade ham vide, at hun ikke burde fortælle ham det, og så ytrede hun blot et enkelt ord: "Soldater."
"Hvilke soldater?"
"Det var under krigen, kriminalkommissær. I modsætning til hvad De måske måtte tro, var enhver mand i de væbnede styrker ikke ude at kæmpe mod prøjserne eller japserne. Uheldigvis. Der var soldater overalt. Og de var heller ikke alle briter."
"Hvad var det for soldater?"
For første gang i deres samtale undslap der fru Goodall et lille smil. Det fik Banks til at synes uendelig meget bedre om hende. "Sexfikserede," sagde hun, "overbetalte og langt væk hjemmefra."
"Amerikanere?"
"Ja. RAF overgav Rowan Woods til det amerikanske flyvevåben."
"Så I meget til disse amerikanere?"
"Ja da. De kom ofte på pubberne for at få en drink eller til vores baller i menighedshuset. Nogle kom endda til gudstjenesten om søndagen. De havde naturligvis deres egen på basen, men Saint Bartholomew's var en smuk gammel kirke. Det var sådan en skam, at den måtte rives ned."
"Så Gloria havde altså nogle amerikanske kærester?"
"Adskillige. Og jeg behøver vel ikke at fortælle Dem, hvor mange muligheder for usædelighed og sidespring sådan et stort skovbe-
dækket område som Rowan Woods giver mulighed for, vel?"
Banks spekulerede på, om hun ville tage et positivt svar som et tegn på personlig erfaring. Han besluttede sig for ikke at tage chancen. "Var der nogen særlig?" spurgte han.
"Det har jeg intet førstehåndskendskab til. Jeg holdt mig på afstand af dem. Ifølge Cynthia Garmen havde hun mere end en. Ikke at Cynthia skulle sige for meget. Hun var ikke for god selv."
"Hvorfor?"
"Jamen, hun giftede sig jo med en af dem, ikke? Tog af sted for at bo i Pennsylvania eller sådan noget."
"Så Gloria mente det ikke alvorligt med nogen af dem?"
"Nåh, jeg tvivler såmænd ikke på, at Gloria Shackletons forbindelser var så alvorlige, som en sådan kvinde nu engang var i stand til. En gift kvinde."
"Men De sagde, at hun troede, hendes mand var død."
"Savnet, formodet død. Det er ikke ligefrem det samme. I øvrigt er det ingen undskyldning." Fru Goodall tav et stykke tid og sagde så: "Må jeg stille Dem et spørgsmål, hr. kriminalkommissær?"
"Selvfølgelig."
"Hvorfor spørger De mig om Shackletonpigen efter alle disse år?"
"Ser De ikke nyheder?"
"Jeg foretrækker at læse historiske biografier."
"Aviser?"
"Lejlighedsvis. Men kun dødsannoncerne. Hvad antyder de, kriminalkommissær? Er jeg gået glip af noget?"
Banks fortalte hende om, hvordan reservoiret var tørret ud og om opdagelsen af liget, som de troede, var Glorias. Fru Goodall blev bleg og greb fat i krucifikset, der hang om hendes hals. "Jeg bryder mig ikke om at tale ondt om de døde," mumlede hun. "Det burde De have fortalt mig noget før."
"Ville det have ændret, hvad De sagde?"
Hun tav et øjeblik, sukkede så og sagde: "Sandsynligvis ikke. Jeg har altid set det som en vigtig dyd at sige sandheden. Alt, hvad jeg kan fortælle Dem, er dog, at Gloria Shackleton var i live og havde det godt, da William og jeg forlod Hobb's End i maj 1944."
"Tak," sagde Banks. "Det kan hjælpe os med at afgrænse perioden lidt. Ved De, om hun havde nogen ender?"
"Nej, ikke det, man ville kalde ender. Ikke nogen, der ville gøre det, som De lige har beskrevet. Der var mange, der som jeg selv tog afstand fra hende. Men det er en helt anden sag. Man ville jo næppe myrde nogen for ikke at melde sig ind i Women's Institute. Må jeg komme med et forslag?"
"Endelig."
"I betragtning af Glorias egensindige natur, tror De så ikke, at De burde betragte dette som en crime passionel?"
"Måske." Banks skiftede stilling i stolen og lagde benene modsat over kors. Fru Goodall skænkede mere te. Den var lunken. "Hvad med Michael Stanhope?" spurgte han.
Hun løftede øjenbrynene. "Han var endnu en af slagsen."
"Af hvilken slags?"
"Depraveret, pervers. Jeg kunne blive ved. Krage søger mage, og mager var de, ham og Gloria Shackleton. Har De set nogen af hans såkaldte malerier?"
Banks nikkede. "Et af dem er vist et nøgenstudie af Gloria. Kendte De måske til det?"
"Nej, men jeg vil ikke just sige, at det overrasker mig. Tro mig, hvis et sådant maleri eksisterer, var det ikke almindeligt kendt i Hobb's End. I det mindste ikke mens jeg boede der."
"Tror De, at Gloria måske havde en affære med Michael Stanhope?"
"Det tør jeg ikke sige. I betragtning af at de havde samme slags personlighed og holdninger, ville jeg ikke udelukke det. De tilbragte da en del tid sammen. Med at drikke. Men jeg ville alligevel ikke tro, at Glorias smag var helt så eksotisk, at hun ville indlade sig med en forskruet, fordrukken, depraveret maler."
"Fik Gloria og Matthew nogen børn?"
"Ikke så vidt jeg ved."
"Ville De have vidst det?"
"Det tror jeg. Det er svært at skjule den slags i en lille landsby. Hvorfor spørger De?"
"Blot fordi der var visse indikationer i obduktionen." Banks kløede i det lillebitte ar ved siden af højre øje. "Men åbenbart er der ingen, der ved noget om det."
"Hun kunne have fået et barn, efter at vi forlod landsbyen i 1944."
"Det er muligt. Eller måske fødte hun, før hun kom til Hobb's End og giftede sig med Matthew Shackleton. Hun var trods alt 19, da hun ankom til landsbyen. Måske efterlod hun babyen og faderen i London."
"Men... det betyder at..."
"Betyder hvad, fru Goodall?"
"Jamen, jeg ville da aldrig have antaget, at Matthew var hendes første erobring, ikke en sådan kvinde. Men et barn... Men det antyder da, at hun allerede var gift, og at hendes ægteskab med Matthew var bigami?"
"Blot endnu en synd på hendes liste," sagde Banks. "Men sådan var det ikke nødvendigvis. Jeg kunne forestille mig, at der selv dengang blev født børn uden for ægteskab."
Fru Goodall kneb sine læber sammen til en smal linje et øjeblik og sagde så: "Jeg sætter ikke pris på Deres sarkasme, kriminalkommissær, eller Deres grovhed. Tingene var bedre dengang. Enklere. Klarere. Mere ordentlige. Og kampånden bragte folk sammen. Folk fra alle sociale lag. Så kan De sige, hvad De vil."
"Jeg beklager, fru Goodall. Det er virkelig ikke min hensigt at være sarkastisk, men jeg forsøger at komme til bunds i en særdeles grusom mordsag, som jeg sikkert ikke har store chancer for at opklare, fordi mordet blev begået for så længe siden. Jeg mener, at ofret fortjener, at jeg gør mit allerbedste, hvad end De måtte mene om hende."
"Naturligvis gør hun det. De har ret. Gloria Shackleton kunne bestemt ikke have gjort noget for at fortjene det, De siger, der er blevet gjort mod hende. Men jeg er ked af at sige, at jeg ikke tror, jeg kan hjælpe Dem yderligere."
"Kendte De Matthews søster, Gwynneth?"
"Gwen? Ja da. Gwen var altid ret stille i det, havde altid hovedet begravet i en bog. Jeg regnede med, at hun ville blive lærer eller sådan noget. Måske endda universitetslærer. Men hun arbejdede i forretningen under hele krigen, samtidig med at hun tog sig af sin mor og holdt brandvagt om aftenen. Hun løb ikke fra sine pligter, Gwen."
"Ved De, hvad der blev af hende? Lever hun stadig?"
"Jeg er bange for, at vi mistede kontakten, da William og jeg tog til Skotland. Vi var ikke særlig tæt knyttet, selv om hun gik regelmæssigt i kirke og skrev for kirkebladet."
"Var hun og Gloria tæt knyttet?"
"Det måtte de jo til en vis grad være, eftersom de var i familie. Men de var så forskellige som nat og dag. Der gik nogle rygter om, at Gloria førte Gwen på afveje. De tog altid til bal sammen i Harkside eller i biografen. Inden Gloria kom til, havde Gwen faktisk undgået sociale sammenkomster og foretrukket at være alene eller at læse bøger. Selv om hun så at sige tog sig af Gloria til at begynde med, blev det hurtigt klart, hvem der tog sig af hvem."
"Hvad var aldersforskellen mellem dem?"
"Gwen var måske to eller tre år yngre. Men tro mig, det gør en stor forskel i den alder."
"Hvordan så hun ud?"
"Gwen? Hun var en ret ordinær pige bortset fra hendes øjne. Bemærkelsesværdige øjne, næsten orientalske, så skrå som de var. Og hun var høj. Høj og genert. En ranglet pige."
"Hvad med Matthew?"
"En flot, høj fyr. Meget moden. Var mere begavet, end man umiddelbart skulle have troet i betragtning af hans alder." Igen tillod hun et lille smil at fare hen over sine hårde ansigtstræk. "Hvis jeg ikke havde mødt min William, og Stringer-pigen ikke var dukket op, ja... hvem ved? Under alle omstændigheder satte hun kløerne i ham, og det var så dét."
Banks lod tavsheden trække lidt ud. Han kunne høre et ur tikke i baggrunden.
"Hvis De vil undskylde mig, hr. kriminalkommissær, " sagde hun lidt efter. "Jeg er temmelig træt. Alle de minder."
Banks rejste sig. "Ja, selvfølgelig. Jeg beklager, at jeg har taget så meget af Deres tid."
"Det er helt i orden. Det virker bare som om, De er taget meget langt for ingenting eller i hvert fald meget lidt."
Banks trak på skuldrene. "Det hører til jobbet. Men i øvrigt har De været til stor hjælp."
"Hvis der er noget andet, jeg kan hjælpe Dem med, må De endelig ringe til mig."
"Tak." Banks så på sit ur. Næsten et. Tid til lidt frokost inden den lange køretur hjem.
*
Vi tog nattoget fra Leeds, hvor perronen var fyldt med unge soldater. Toget kom skramlende og dampende ind på perronen kun en time for sent, og vi blev puffet til og stødt fremad af menneskemængden ligesom kork i en hurtigstrømmende flod. Jeg var skrækslagen for, at vi ville falde ned mellem vognene og blive kørt over af de kæmpestore jernhjul, men vi klamrede os til hinanden af alle kræfter midt i al den puffen og masen og hvæsende damp, og det lykkedes os langt om længe at få os nærmest skubbet ned i et par sæder i en overfyldt kupé, der snart skulle blive endnu mere overfyldt.
Der gik endnu en time, før maskinen jamrede sig og raslede ud fra stationen.
Lige siden jeg var en lille pige, havde jeg elsket togture, elsket den blide, gyngende bevægelse, hjulenes hypnotiske klink-klonk på skinnerne og at se landskabet drive forbi som drømmebilleder.
Men ikke denne gang.
Mange tog var blevet beskadiget, og de fleste jernbaneværksteder blev brugt til våbenfremstilling. Derfor ville mange af lokomotiverne have været solgt som gammelt jern, hvis ikke det havde været for krigen. Toget bevægede sig i ryk, og vi kom aldrig til at køre hurtigt nok til at frembringe et rytmisk klink-klonk. Alle sad klos op ad hinanden, så det var umuligt at sove. Det var det i hvert fald for mig. Jeg kunne ikke engang læse. Rullegardinerne var rullet helt ned, og da der kun var et spøgelsesagtigt blåt knappenålshoved af lys til at oplyse hele kupéen, var den så dunkel, at man knap nok kunne se ansigtstrækkene på den person, man sad overfor. Der var ikke engang nogen spisevogn.
Vi talte et stykke tid med to unge soldater, som tilbød os den ene Woodbine efter den anden. Jeg tror, det var der, jeg begyndte at ryge, af ren og skær kedsomhed. Selv om de første hiv gav mig kvalme og gjorde mig svimmel, så holdt jeg ud. Det var noget at tage sig til.
Soldaterne var forstående og ønskede os held og lykke, da Gloria fortalte dem om Matthew. Efterhånden blev folk stille, og hver især gled ind i sin egen verden. For mig handlede det bare om at bide tænderne sammen og udholde den lange tur, de konstante ophold uden forklaring, den evige standsen og starten i ryk.
Det lykkedes Gloria at blunde lidt efter et stykke tid, og hendes hoved gled langsomt sidelæns, indtil hendes kind hvilede mod min skulder, og jeg kunne mærke hendes varme ånde mod min hals. Jeg kunne stadig ikke sove. Jeg var overladt til mine tungsindige tanker og soldaternes rallende snorken. På et tidspunkt holdt vi to timer midt i ingenmandsland. Uden forklaring.
På grund af den dobbelte sommertid blev det ikke lyst så tidligt, som det plejede, men alligevel havde vi kun været undervejs i seks eller syv timer, da vi kunne trække rullegardinerne op til den årle morgenstunds svage solskin, der faldt skråt ned over markerne. Folk havde opstillet de særeste ting, såsom gamle vridemaskiner eller ødelagte biler, på nogle af de tomme enge som forhindringer, hvis nogle fjendtlige fly skulle forsøge at lande der.
En af markerne var fyldt med vejskilte, der var stukket i jorden i skæve vinkler. Skiltene var blevet taget ned i begyndelsen af krigen sammen med alle stationsskiltene for at forvirre enden, hvis vi skulle blive invaderet, men det overraskede mig alligevel at se, hvor nogle af dem var havnet.
Alt i alt tog rejsen ti timer, og i den sidste times tid kørte vi øjensynligt gennem Londons uendelige forstæder. Her så jeg for første gang gade efter gade med udbombede lejligheder, smadrede lygtepæle, pulveriseret puds, forvredne gitre og flækkede mure. I murbrokkerne voksede der gedehams og brandbæger, som skubbede sig op gennem sprækkerne i det udbombede cement og murværk.
Flokke af børn strejfede om i gaderne og legede mellem de forfaldne huse. En opfindsom gruppe havde hængt et reb fra en lygtepæl, der så ud til at skråne faretruende ligesom det skæve tårn i Pisa, og de skiftedes til at svinge frem og tilbage i tovet og lege, at de var Tarzan, abemanden.
Nogle huse var kun halvvejs ødelagte, skåret igennem som set i tværsnit. Man kunne se tapet, indrammede malerier og fotografier på væggene samt en seng, der hang hen over de savtakkede rester af gulvet. Her og der havde folk stillet ødelagte møbler ud på gaden: et dørløst klædeskab, en revnet skænk og en barnevogn med eksede hjul. Jeg følte mig som en voyeur på et sted, hvor der var sket en katastrofe, hvilket jeg vel også var, men jeg kunne ikke holde op med at kigge. Jeg tvivler på, at jeg havde haft noget egentlig begreb om, hvor store krigens ødelæggelser var indtil da, selv om jeg havde set Leeds efter luftangrebet.
Det så ud som om, der på ethvert ikke-bebygget areal var blevet placeret spærreballoner for at forvirre de lavtgående endtlige fly. De fede sølvballoner glinsede i solen og lignede hvaler, der forsøgte at flyve. På nogle af de grønne områder pegede rækker af antiluftskyts mod himlen som pile af stål.
Selvfølgelig stod mange bygninger også stadig, og nogle af disse var omgivet af sandsække, der ofte gik så højt som tre meter eller mere. Jeg lagde også mærke til masser af plakater på næsten enhver ledig flade; de fortalte os, at vi skulle dyrke vores egen mad, spare på kullet, købe krigsobligationer, gå når vi kunne og gud ved hvad ellers.
Jeg var så fortabt i synet, at jeg knap nok bemærkede, at tiden gik, indtil vi kom til King's Cross. Klokken var over ti om formid-
dagen, da vi ankom til stationen, og jeg var glubende sulten. Gloria ville straks gå til Whitehall, men jeg overtalte hende til at holde en pause, og vi fandt en Lyons, hvor det lykkedes os at få en skive bacon og et æg.
Efter morgenmaden gik vi ud på gaden igen, og langt om længe kunne jeg fatte, hvor jeg var. Det første, jeg følte, var, at jeg var et meget lille, ubetydeligt væsen, der var fortabt i en kæmpestor by, der bredte sig til alle sider. Folk skubbede til mig fra alle sider; høje bygninger tårnede sig op oven over mig.
Alt havde et lurvet, slidt og lidt besejret præg. Alle så magre og blege ud, den slags udseende man får efter flere år med rationering, bombeangreb og uvished.
Men for en pige fra Yorkshire kunne det alligevel stadig lige så godt have været en anden planet. Jeg havde aldrig før været noget sted, der var større end Leeds, og jeg er sikker på, at London ville have overvældet mig selv i fredstid.
Det var begyndt at støvregne, men luften var stadig varm, og de fugtige sandsække afgav en moskusagtig lugt. Der var så mange mennesker, der for omkring, de fleste af dem i uniform, at jeg begyndte at gå i panik og blive svimmel. Jeg holdt krampagtigt fast i Glorias arm, da hun målrettet førte mig hen imod et busstoppested. Ofte smilede folk eller sagde goddag, når vi gik forbi. For første gang så jeg sårede soldater, mænd med triste ansigter og bandager om hovedet, manglende lemmer eller klap for øjet, nogle på krykker, andre med armen i en slynge. Alle var de heldige; de var stadig i live.
Gloria var i sit rette element. Efter blot få desorienterede sekunder syntes noget at falde i hak, som om storbyen faktisk gav mening for hende, hvilket den bestemt ikke gjorde for mig. Hun virkede kun ganske lidt i tvivl om, hvilken bus vi skulle tage, og en kort snak med kontrolløren, som forsøgte at ligne Joan Crawford, fik hurtigt alaret det. Vi gik ovenpå, hvor man måtte ryge, og så var vi på farten.
Turen foregik i halsbrækkende fart, og mere end én gang var jeg bange for, at bussen ville vælte, når den drejede om hjørnet. Mod øst mente jeg at kunne se St. Pauls gigantiske kuppel i det grå lys gennem det snavsede, regnstribede vindue. Jeg blev overvældet af størrelsen på bygningerne omkring mig. Hvide og grå sten, der var blevet mørke af regnen; buede georgianske eller edwardianske facader, der var fem eller seks etager høje med frontispicer, gargoiler og spidse gavle. Enorme joniske søjler. Denne by må da være bygget af kæmper, tænkte jeg.
På et tidspunkt blev jeg så forskrækket, at hjertet sad mig i halsen. På fortovet så jeg knust glas og murbrokker og, strøet ud over det hele, menneskelige kropsdele: et hoved, et ben, en overkrop. Men da jeg så efter, kunne jeg ikke se noget blod, og lemmerne havde alle et hårdt, unaturligt udseende. Jeg indså, at der måtte være faldet en bombe i en kjoleforretning, hvilket havde fået alle mannequinerne til at ryge ud på gaden.
Vi passerede Trafalgar Square, hvor Nelsonsøjlen stod, meget højere i virkeligheden end jeg nogensinde havde forestillet mig. Man kunne knap nok se stakkels Lord Nelson oppe på toppen. Soklen var dækket af plakater, der fortalte os, at vi skulle købe krigsobligationer. På den anden side af pladsen, nær forsikringskontoret og Canadian Pacific-bygningen, var der en kæmpeplakat med en reklame for Famel hostemikstur.
Der var et mylder af soldater. Jeg kunne ikke genkende alle huerne og uniformerne, som havde næsten alle tænkelige farver, lige fra sort til lyseblå og kirsebærrød. Jeg så også den første neger i mit liv fra den bus på Trafalgar Square. Jeg vidste selvfølgelig, at de fandtes - jeg havde læst om dem - men jeg havde faktisk aldrig set en sort mand før. Jeg kan huske, at jeg var temmelig skuffet over, at han ud over at være sort ikke så særlig anderledes ud end alle andre.
Gloria puffede let til mig, og vi stod af på en bred gade, der var flankeret af endnu flere høje bygninger.
Og det var dér, vor søgen for alvor begyndte. Jeg følte mig som et lille barn, der blev slæbt af sted af sin mor, da Gloria førte mig fra bygning til bygning. Vi spurgte politimænd og bankede på døre, spurgte soldater, fremmede på gaden, og bankede på endnu flere døre.
Til slut, da jeg var våd, udkørt og parat til at give op, jublede jeg, da Gloria fandt en eller anden underordnet kontorassistent, som fik medlidenhed med os. Jeg tror helt ærligt ikke, han vidste noget om Matthew, eller hvad der var sket med ham, men han lod til at vide lidt mere om krigen i Fjernøsten, end nogen anden ville indrømme at gøre. Og han så ud til at blive lidt varm på Gloria.
Han var en proper lille mand i nålestribet jakkesæt med gråt hår og midterskilning og et fint, veltrimmet overskæg. Han kastede et blik på sit armbåndsur, spidsede munden og rynkede panden, før han foreslog, at han kunne afse ti minutter til os, hvis vi havde lyst til at gå med ham over på caféen på den anden side af vejen. Han havde en temmelig høj pibende stemme og talte med en veludvik-
let overklasseaccent. På det tidspunkt ville jeg gladelig have slået nogen ihjel for en kop te. Vi slæbte os indenfor, købte te ved disken, og så begyndte Gloria at pumpe den stakkels fyr for oplysninger, allerede inden vi havde taget den første tår.
"Hvor stor er chancen for, at Matthew stadig er i live?" spurgte hun.
Dette var tydeligvis ikke den slags spørgsmål, som manden, der havde fortalt os, at han hed Arthur Winchester, var uddannet til at svare på. Han hakkede og stammede lidt og afvejede så sine ord lige så nøjagtigt, som sukkerknalderne i skålen var rationeret. "Jeg er bange for, at jeg ikke rigtig kan svare på det spørgsmål," sagde han. "Som jeg fortalte Dem, har jeg ikke noget kendskab til den enkelte sag, som De henviser til, blot et mindre, generelt kendskab til situationen i Østen."
"Godt," fortsatte Gloria ufortrødent, "fortæl mig, hvad der skete i Irridaddy, eller hvad det nu hedder. Medmindre det er fortroligt."
Arthur Winchester snøftede og gav os et lille smil. "Irrawaddy. Det skete for seks måneder siden, så det er ikke ligefrem fortroligt," sagde han. Så holdt han en lille pause, nippede lidt til teen og gned sin hånd mod overskæggets stride underkant. Jeg kastede et blik hen mod vinduet og så regnen slå skråt ind på ruden og forvrænge folks skikkelser, når de gik forbi ude på Victoria Street.
"Burma," fortsatte han, "ligger, som De sikkert ved, mellem Indien og Kina, og det ville være af uvurderlig vigtighed, hvis vores styrker kunne genåbne Burmavejen og dermed vejen til Kina, som så kunne blive brugt som en direkte base for operationer mod Japan. Dette er, som jeg siger, almen viden."
"Det er det ikke for mig." Gloria tændte en Craven A. "Fortsæt," opfordrede hun og blæste en lang røgsky.
Arthur Winchester rømmede sig.
"For at sige det ganske enkelt har vi forsøgt at vinde Burma tilbage, siden det faldt. En af offensiverne med dette mål var Chindit-operationen, der blev iværksat i februar. De begyndte øst for Irrawaddy, en flod i det centrale Burma. Mens de var der, indledte japanerne en storoffensiv på fronten ved Arakan, og briterne måtte trække sig tilbage. Kan De følge mig?"
Vi nikkede begge.
"Godt." Arthur Winchester drak det sidste af sin te. "Nå, men chinditterne sad i saksen bag endens linjer, fuldstændig afskåret, og begyndte så at sive tilbage uden nogen særlig orden." Han så på Gloria. "Dette er utvivlsomt grunden til, at ingen har kunnet give Dem nogen detaljerede oplysninger om Deres mand. Han er ingeniør, siger De?"
"Ja."
"Hmm."
"Hvad skete der derefter?"
"Derefter? Åh, chinditterne havde været meget igennem. Frygtelig meget. Kort tid efter fik de ordre til at forlade Burma."
"Men vi forsøger stadig at vinde Burma tilbage?"
"Helt afgjort. Det er af stor strategisk vigtighed."
"Så der er stadig en chance?"
"En chance for hvad?"
"At nogen måske finder Matthew. Når briterne vinder Burma tilbage."
Arthur Winchester så ud ad vinduet. "Jeg ville ikke sætte min lid til det, min ven. Der kan gå lang tid, før det sker."
"Var tabene store?"
Arthur Winchester stirrede på mig et øjeblik, men han så mig ikke. "Hvad? Åh, ja. Temmelig meget større, end vi havde forudset."
"Hvor ved De alt dette fra?" spurgte Gloria.
Arthur Winchester bøjede ydmygt hovedet. "Jeg ved desværre ikke særlig meget. Men før krigen, før min postering i regeringen, var jeg historielærer. Fjernøsten har altid interesseret mig."
"Er der virkelig ikke andet, De kan fortælle os?" spurgte Gloria.
"Tja, enhver undskyldning for at drikke te med en smuk pige er god nok til mig, hvis jeg må sige det sådan."
Gloria rejste sig rasende og skulle til at fare ud derfra og sågar efterlade mig dér, da Arthur Winchester rødmede og spagfærdigt greb fat i hendes ærme. "Undskyld, min ven. Det var upassende. Det var virkelig ikke min hensigt at fornærme Dem. Blot at give Dem en kompliment. Det var sandelig ikke min hensigt at antyde noget libidinøst."
Hvis Gloria ikke vidste, hvad libidinøst betød, lod hun sig ikke mærke med det. Hun satte sig blot ned igen med et hårdt, mistænksomt udtryk i øjnene og sagde: "Kan De fortælle os noget som helst, hr. Winchester?"
"Alt, hvad jeg kan fortælle Dem, min ven," fortsatte han alvorligt, "er, at under tilbagetoget måtte mange af de sårede efterlades bag endens linjer. De kunne simpelthen ikke blive transporteret. De blev naturligvis efterladt med lidt penge og et våben, men hvad der blev af dem, kan jeg ikke svare på."
Gloria var blevet bleg. Jeg opdagede, at jeg sad med hænderne i skødet og drejede min kjoles stof, indtil mine knoer blev hvide. "Siger De, at det var dét, der skete med Matthew?" spurgte hun med en stemme, der ikke var højere end en hvisken.
"Jeg siger, at det måske var dét, der skete, hvis han blot beskrives som savnet, formodet død."
"Hvad hvis det var tilfældet?"
Arthur Winchester tav lidt og børstede et imaginært fnug bort fra sit revers. "Sagen er," sagde han, "at japanerne ikke bryder sig om at tage sårede fanger. Det ville naturligvis afhænge af, hvor hårdt såret han var, om han ville kunne arbejde, den slags ting."
"De siger altså, at de måske bare har myrdet ham, mens han lå der såret og forsvarsløs?"
"Jeg siger, at det er muligt. Eller også..."
"Eller hvad?"
Han så væk. "Som jeg sagde, blev de sårede efterladt med et våben."
Det tog et sekund, før det, han antydede, sank ind. Jeg tror, det var mig, der svarede først. "Mener De, at Matthew måske har begået selvmord?"
"Hvis det var uundgåeligt, at han ville blive taget til fange, og hvis han var hårdt såret, så ville jeg sige, at ja, det er muligt." Hans tonefald blev lidt lettere. "Men dette er jo blot spekulationer, forstår De nok. Jeg kender slet intet til omstændighederne. Måske blev han blot taget til fange af enden, og så vil han fordrive tiden i nogenlunde sikkerhed i en fangelejr. Jeg mener, De har da set, hvor godt vi tager os af vores tyskere og italienere, har De ikke?"
Det var sandt. Italienerne i Yorkshire arbejdede endda på gårdene, når der skulle sås og høstes. Gloria og jeg havde af og til talt med dem, og de virkede ganske muntre af krigsfanger at være. De kunne godt lide at synge opera, mens de arbejdede, og nogle af dem havde smukke stemmer.
"Men De sagde, at japanerne ikke bryder sig om at tage fanger."
"Det er rigtigt, at de foragter de svage og besejrede. Men hvis de tager raske og rørige mænd til fange, kan de sætte dem til at arbejde på jernbaner og broer og den slags. De er ikke dumme. De sagde jo selv, at Deres mand var ingeniør, og derfor kunne han være til nytte for dem."
"Hvis han samarbejdede."
"Ja. Det største problem er, at vi ikke ved ret meget om japanerne, og vores kommunikationslinjer er meget dårlige, faktisk eksisterer de knap nok. Selv Røde Kors har meget svært ved at få deres pakker afleveret og at få oplysninger ud af japanerne. De er notorisk vanskelige at forhandle med."
"Så måske er han krigsfange, og ingen har gjort sig den ulejlighed at give besked om det? Er det dét, De siger?"
"Det er en spinkel mulighed. Ja. Der er sandsynligvis hundreder, om ikke tusinder, af andre i samme situation."
"Men De sagde, at De er lærer. De ved, hvordan japanerne er, gør De ikke?"
Arthur Winchester lo nervøst. "Jeg ved lidt om deres geografi og historie, men japanerne har altid været sig selv nok. Det kommer måske af at bo på en ø."
"Vi bor også på en ø," mindede jeg ham om.
"Ja, men jeg mener sig selv nok mere på den måde, at de har afskærmet sig fra resten af verden og aktivt modsat sig kontakt med Vesten. Vi vidste nærmest ingenting om dem før århundredskiftet - deres skikke og tro - og selv nu ved vi ikke ret meget."
"Hvad ved De? Hvad kan De fortælle os?" spurgte Gloria.
Han tav igen. "Altså," sagde han. "Jeg vil nødig gøre Dem ked af det, men De bad mig om at være ærlig. Jeg ville sige, at det er bedst at håbe på, at han er død. Det ville være det bedste." Han holdt en pause. "Hør. Det er krigstid. Tingene er meget anderledes. Man må give slip på fortiden. Deres mand er sandsynligvis død. Og hvis han ikke er, kunne han lige så godt være det. Intet vil nogensinde blive det samme, når krigen er overstået. Over hele byen lever folk, som om der ikke kommer en dag i morgen. Hvor længe bliver De i London?"
Gloria så mistænksomt på ham. "Indtil i aften. Hvorfor?"
"Jeg kender et sted. Meget pænt. Meget diskret. Måske kunne jeg -"
Gloria rejste sig så hurtigt, at hun stødte ind i bordet med sine lår, og resten af hendes te væltede ned i skødet på Arthur Winchester. Men han blev ikke for at tørre det op. I stedet styrtede han hen imod døren, mens han sagde: "Du godeste, er klokken så mange? Jeg må løbe."
Og dermed var han ude af døren, før Gloria kunne nå at samle noget op, hun kunne smide efter ham. Hun stirrede efter ham et øjeblik og ordnede så sine krøller, før hun satte sig igen. Servitricen så skævt til os og vendte sig så om. Jeg tænkte, at vi var heldige, vi ikke blev smidt ud.
Vi sad og hang over vores te, mens Gloria faldt ned, røg endnu en cigaret og stirrede ud gennem de duggede ruder på genfærdene, der drev forbi udenfor. Inde i caféen kom og gik soldater med deres piger. Jeg kunne lugte regnen på deres uniformer.
"Hvad mente han med, at det ville være det bedste?" spurgte Gloria.
"Det ved jeg ikke," sagde jeg. "Jeg går ud fra, han ville sige, at japanerne ikke behandler deres krigsfanger lige så godt, som vi gør."
"Hvad gør de? Torterer de dem? Slår dem? Sulter dem?"
"Jeg ved det ikke, Gloria," sagde jeg og lagde min hånd oven på hendes. "Jeg ved det simpelthen ikke. Alt, jeg kan sige, er, at det for mig lød, som om han sagde, at det ville være bedre for Matthew at være død."
*