Julen 1943. Det var en mørk, kølig og måneløs nat, da Bombe-
eskadrille 448 holdt deres første bal på Rowan Woods-basen. Glo-
ria, Cynthia, Alice og jeg gik derhen sammen ad den smalle sti gennem skoven, og vores ånde blev hvid i den kolde luft. Vi havde pumps på og bar vores dansesko, fordi de var alt for sarte og tynde at gå i. Det var heldigt, at jorden ikke var alt for mudret, for vi ville være døde af skam over at have været nødt til at gå til bal i gummistøvler, selv hvis vi havde skullet gennem Rowan Woods i et uvejr.
"Hvor mange tror du, der er?" spurgte Cynthia.
"Jeg ved det ikke," sagde Gloria. "Men det er en stor flyvestation. Sikkert hundreder. Måske endda tusinder."
Alice dansede lidt på stedet. "Ih, tænk engang, alle de yankeer med masser af penge. De bliver faktisk betalt meget bedre end vores drenge. Det fortalte Ellen Bairstow mig. Hun gik ud med en amerikansk soldat, da hun arbejdede på fabrikken i nærheden af Liverpool, og hun havde aldrig før set så mange penge."
"Men bild dig nu ikke ind, at de ikke vil have noget til gengæld, Alice Poole," sagde Gloria. "Og glem ikke, at din stakkels Eric er i krig for sit land."
Vi blev alle lidt stille efter det. Jeg ved ikke med de andre, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på Matthew. Pludselig for en ræv eller en grævling hen over stien og forskrækkede os, men i det mindste brød adrenalinen tavsheden. Vi var stadig spændte, og vi fnisede som ollede skolepiger resten af vejen.
De fleste af landsbyboerne havde allerede set de nyankomne rundt omkring, og jeg havde endda betjent flere af dem i forretningen, hvor de havde set forbløffede ud over vores pauvre udvalg og
været forvirrede over de uvante mærker. Nogle mennesker modsatte sig stærkt deres ankomst - især Betty Goodall - fordi de mente, at den moralske standard ville falde, men de fleste af os accepterede dem hurtigt som en del af omgivelserne. Jeg hjalp endda kvindernes lokale frivillige korps med at etablere en velkomstkomité for dem i Harkside. Indtil videre havde de få amerikanere, jeg havde mødt, altid været venlige og høflige, selv om jeg ikke vil påstå, at jeg nogensinde kom til at bryde mig om deres vane med at kalde mig frue. Det fik mig til at føle mig så gammel.
De var så afgjort mere uformelle og selvsikre i deres opførsel end vores drenge, og de havde meget smartere uniformer. De gik endda med sko og ikke de der store knoldesparkerstøvler, som det passede ministeriet at udstyre vores stakkels drenge med. Naturligvis var vores opfattelse af amerikanere næsten udelukkende baseret på ugebladene, de populære sange og Hollywoodfilmenes glamour. For nogle var de ikke andet end cowboys og gangstere; for andre var mændene flotte helte og kvinderne smukke og temmelig vulgære faldne kvinder.
Da vi traskede igennem skoven den aften, vidste vi egentlig ikke, hvad vi skulle forvente. Der havde været et frygteligt postyr over, hvad vi dog skulle tage på, og vi havde gjort noget særligt ud af os selv - selv jeg, som normalt ikke gik op i den slags overfladiske ting. Under de overfrakker, vi havde på for at holde kulden ude, var vi alle fire iført vores bedste kjoler. Gloria så naturligvis blændende ud i sin sorte fløjlskjole med V-udskæring, pufærmer og skulderpuder. Hun havde sat en rød rose på venstre side af halsudskæringen. Jeg var lidt mere praktisk klædt i den maksimalkjole, jeg havde købt i London.
Det var et stort problem, at vi alle var løbet tør for nylonstrømper. Enten havde vi ikke kuponer nok til at få nye, eller også kunne vi ikke finde dem i forretningerne. Da Gloria kom for at mødes med mig, efter at jeg havde lukket forretningen, var det første, hun sagde til mig, at jeg skulle stille mig på en stol.
"Hvorfor?" spurgte jeg.
"Gør det nu bare. Du får se."
Jeg kunne have sagt nej, men jeg var nysgerrig, så jeg gjorde, som hun sagde. Lige pludselig løftede Gloria op i mine skørter og smurte et eller andet koldt, fedtet stads på mine ben.
Jeg vred mig. "Hvad er det?"
"Ti stille og stå stille. Det er Miner's foundation. Den kostede mig faktisk to shilling og syv en halv pence."
Jeg stod stille. Da stadset, hun havde smurt mine ben ind i, endelig var tørret ind, fik Gloria mig til at stille mig op på stolen igen, og så tegnede hun omhyggeligt en søm hele vejen ned bag på mine ben med en særlig slags blyant. Det kildede, og hun måtte endnu en gang sige til mig, at jeg skulle stå stille.
"Sådan."
Hun bed sig i læben og tog et skridt baglæns for at beundre sit værk. Jeg stod på stolen og følte mig som en idiot, som jeg stod der og holdt skørterne oppe om hofterne. "Det må være fint," erklærede hun til sidst. "Så er det min tur."
Mens jeg "ordnede" hende og smurte foundation på hendes bløde, blege hud, brød hun ud i latter. "Det er en fantastisk opfindelse," sagde hun. "Forrige sommer, før Matthew... anede jeg ikke mine levende råd - faktisk blev jeg så desperat, at jeg forsøgte en blanding af sovsepulver og vand."
"Hvad skete der?"
"De pokkers fluer! De jagtede mig hele vejen herfra og til Harkside, og de utysker summede endda rundt om mine ben inde i salen. Jeg følte mig som et stykke kød i et slagtervindue." Hun tav et øjeblik. "Åh, Gwen, kan du huske, hvordan det så ud? Alle de dejlige stykker kød i slagterens vindue?"
"Lad være," sagde jeg. "Du gør os bare deprimerede."
Vi mødtes med de andre ved alfebroen. Cynthia Garmen forsøgte nu at ligne Dorothy Lamour. Hendes sorte hår var klippet i en kort page, og hun gik med meget makeup. Hun havde sågar kommet mascara på, hvilket virkelig så mærkeligt ud, for dengang gik kvinder sjældent med ret meget øjenmakeup. Det var ikke nogen god mascara. Senere på aftenen, da hun fik det varmt af at danse, begyndte den at smelte, og hun så ud, som om hun havde grædt. Hun sagde, hun havde købt den på det sorte marked i Leeds, så hun kunne ikke ligefrem gå tilbage og klage.
Alice var i sin Marlene Dietrich-periode: Hendes øjenbryn var plukket ganske tynde og malet op i en høj bue, hendes bølgede, blonde hår havde midterskilning og nåede til hendes skuldre. Hun var iført en bourgognefarvet prinsessekjole med lange, smalle ærmer og knapper hele vejen ned foran. Den gik ind i livet, så man kunne se, hvor tynd hun var: Næsten lige så tynd som Marlene Dietrich.
Ballet blev holdt i messen. Vi kunne høre musikken, før vi kom. Det var den sang, jeg kunne huske, jeg havde hørt på Piccadilly Circus for nogle måneder siden: "Take the A-Train". Vi stod uden for døren og purrede op i vores hår og kiggede en sidste gang på det i pudderspejlet. Så tog vi vores frakker af - vi ville jo ikke gå ind iført vores store, tykke vinterfrakker - stak vores pumps i lommerne og tog danseskoene på. Da vi endelig var klar, gjorde vi vores store entré.
Musikken stoppede ikke, selv om jeg havde turdet sværge på, at den blev lidt ustabil, sådan som plader nogle gange gør, når de bliver skæve. Det var en sekstet, der spillede på en interimistisk scene i den modsatte ende af baren, og alle var i uniformer fra det amerikanske flyvevåben. Jeg går ud fra, der er en stor sandsynlighed for, at man får nok musikere til at danne et band, hvis man samler så mange forskellige mennesker på ét sted.
Der var allerede propfyldt af flyvere og lokale piger, de fleste fra Harkside. Dansegulvet var fyldt, og der stod en klynge mennesker og lo og drak ved baren. Jeg havde forventet, der ville være koldt i den store tøndebarak, men ovre i hjørnet stod der en sært udseende ting, som gav varme, og som jeg senere opdagede hed en "tykmavet ovn" (en meget passende beskrivelse, tænkte jeg). Åbenbart havde amerikanerne haft den med hele vejen fra Amerika, da de havde hørt, at de engelske vintre var kolde og våde og somrene lige så.
I aften ville de dog næppe få brug for den, da trængslen og dansens bevægelser gav al den varme, vi havde brug for. Mændene havde allerede dækket væggene med fotografier, der var taget ud af ugebladene: landskaber med uendelige, snedækkede bjergkæder; lange, flade sletter og hvedemarker på prærien; ørkener der var prikkede af enorme, krogede kaktusser; og storbygader der lignede scener fra Hollywoodfilm. Små stykker af Amerika, der var blevet taget med, for at folk ikke skulle føle sig så langt væk hjemmefra. I et hjørne stod der et juletræ, der var overdænget med lametta og små elektriske lys, og i loftet hang der papirklip.
"Må jeg tage Deres frakker, de damer?"
Det var naturligvis Gloria, der allerede havde fordrejet et par hoveder. Selv når hun konkurrerede med Dorothy Lamour og Marlene Dietrich, førte hun stadig overlegent.
Vi gav vores frakker til den unge flyver, som var høj, slank og mørklødet. Han talte med en langsom dræven og bevægede sig med en adræt, rolig ynde. Han havde brune øjne, kort, sort hår og de hvideste tænder, jeg nogensinde havde set.
"Denne vej."
Han førte os over til den modsatte væg ved siden af baren, hvor alle frakkerne hang. "De vil være i sikkerhed her, det skal de damer ikke bekymre sig om." Da han vendte ryggen til, kiggede Gloria på mig og løftede anerkendende det ene øjenbryn.
Vi fulgte efter ham, mens vi bar rundt på vores håndtasker. Det var altid akavet, når man var ude at danse og ikke vidste, hvad man skulle gøre af sin håndtaske. Normalt efterlod man den under bordet, men Cynthia havde engang fået stjålet sin ved et bal i Harkside.
"Og nu, frue," sagde han og henvendte sig naturligvis straks til Gloria, "måtte jeg måske få æren af den første dans?"
Gloria nikkede let, rakte mig sin taske, tog hans hånd og gik af sted. Der gik ikke længe, før nogen også snuppede Cynthia, og så stod jeg der med tre håndtasker. Men en ung navigatør, som var ret flot, hvis jeg selv skal sige det, og som kom fra Hackensack, New Jersey, og hed Bernard - som han udtalte med tryk på anden stavelse - bød mig sågar op, før hans ven bød Alice op. Jeg rakte hende de tre håndtasker og lod hende stå der og glane, som Marlene Dietrich aldrig ville have glanet.
"Først må De svare mig på noget," sagde jeg, før jeg lod ham føre, bare for at vise, at jeg kunne være ret modig, når jeg ville, selv om jeg inderst inde var skrækslagen over alle disse fremfusende, flotte mænd omkring mig.
Bernard kløede sig i håret. "Og hvad er så det, frue?"
"Hvad er et A-tog?"
"Øh?"
"Den musik, der spillede, da vi kom ind. 'Take the A-Train.' Hvad er et A-tog? Det har jeg altid undret mig over. Er det for eksempel bedre end et B-tog?"
Han smilede bredt. "Nej, frue. Jeg mener, det er bare et metrotog."
"Metro? Altså undergrundsbanen?"
"Ja, frue. I New York City. A-toget er metroen og den hurtige måde at komme til Harlem på."
"Aha," sagde jeg, da jeg endelig fattede sammenhængen. "Tænk engang. Jamen, okay, så lad os danse."
Efter "Kalamazoo", "Stardust" og "April in Paris" samledes vi ved baren, og den høje flyver, som havde taget vores frakker, købte bourbon til os alle, som vi tog med hen til bordet. Han hed Billy Joe Farrell. Han stammede fra Tennessee og var en del af jordpersonellet. Han præsenterede os for sin ven, Edgar Konig, som alle kaldte PX, fordi PX på amerikanske baser betød kvartermesterens magasin, som netop var det, han stod for.
PX var en ranglet ung fyr fra Iowa med babyansigt og lyst hår, der næsten var barberet helt af. Han var høj, havde nordiske kindben og utrolig lange øjenvipper over sine kornblomstblå øjne. Han var også meget genert, alt for genert til at danse med nogen af os. Han så aldrig nogen direkte i øjnene. Han var den slags person, som altid er til stede, men som man aldrig rigtig lægger mærke til, og jeg tror, grunden til, at han var så gavmild over for os alle sammen, var, at det gav ham en følelse af, at der var brug for ham.
Når jeg ser tilbage på den aften nu, over 25 år senere, og især i betragtning af alt det, der er sket siden, syntes aftenen at være en hvirvel af dans og snak og alkohol, og den syntes at slutte, før den overhovedet var begyndt. Jeg kan stadig huske de fremmedartede accenter og de ukendte stednavne og udtryk, vi hørte; de unge ansigter; hvor overraskende blød en uniform føltes under min håndflade; den skarpe, men dog søde smag af bourbon; kyssene; de hviskede planer om at mødes igen.
Da vi fire gik småbeduggede hjem gennem skoven arm i arm med vores galante kavalerer, anede vi ikke, hvor hurtigt vi skulle komme til at bruge amerikanske ord hver dag uden at tænke over det, for slet ikke at tale om at tygge tyggegummi og ryge Lucky Strike. Mens vi gik, sang vi "Shenandoah", og efter godnatkyssene aftalte vi at mødes med dem igen i Harkside den følgende uge.
*
Det var første gang, Banks havde spist frokost på Queen's Arms i flere måneder. Han havde forsøgt at undgå at drikke for meget i løbet af dagen, dels fordi det nogle gange havde været svært at holde op igen, dels fordi det virkede lidt for meget som en del af hans tidligere liv.
Det var ikke så meget det, at han tit var gået derhen sammen med Sandra - selv om de ofte var smuttet ind for at få sig en hurtig øl, når de havde været i byen sammen for at se en film eller et teaterstykke - men snarere det, at Queen's Arms fremkaldte minder om dengang, hans liv og hans arbejde var i harmoni: tiden før Jimmy Riddle; den tid hvor han havde nydt at holde lange brainstormingmøder med Gristhorpe, Hatchley, Phil Richmond og Susan Gay over en pie med oksekød og nyrer og en stor Theakston's; den tid hvor Sandra havde været tilfreds med deres ægteskab og med sit arbejde på galleriet.
Eller det havde han i hvert fald troet.
Som så mange andre ting, han havde troet, havde det blot været en illusion, det havde kun været sandt, fordi han havde været naiv nok til at tro på det.
I virkeligheden havde alt været lige så skrøbeligt og flygtigt som et synsbedrag; det afhang fuldstændig af perspektivet. Ifølge kalenderen lå den tid ikke så langt tilbage, men i hans sind virkede det nogle gange, som om den tilhørte en andens drøm fra et andet århundrede.
Selv før han havde købt huset, dengang han gik på druk i Eastvale næsten hver aften, havde han undgået Queen's Arms. I stedet havde han fundet nogle moderne, anonyme pubber, der lå gemt væk ved de sociale boligbyggerier, og hvor stamkunderne hyggede sig med deres quizaftener om paratviden og deres karaoke og ikke tog sig af den triste skikkelse, som sad ovre i hjørnet og bankede lidt hårdere ind i bordet, for hver gang han skulle ud at pisse.
Han var kun kommet op at slås en enkelt gang, med et brokkehoved med ølvom, som troede, Banks havde begloet hans kæreste, en gusten benspreder med dårligt hår. Det gjorde ingen forskel, at Banks ikke mente, hun var værd at slås om, for hendes kæreste var kampklar. Heldigvis blev Banks aldrig så fuld, at han glemte reglerne for barslagsmål: slå først og slå til. Mens kæresten stadig var ved at hidse sig op verbalt, slog Banks ham i maven og førte knæet opefter, så det traf hans næse. Blod, snot og bræk oversprøjtede hans bukser. Alle blev stille, og der var ingen, der prøvede at forhindre ham i at gå.
Banks havde altid haft voldelige tendenser; det havde han vidst, allerede dengang han talte med Jem om kærlighed og fred. Det var en af grundene til, at han aldrig kunne overgive sig helt til 60'ermiljøet, men kun svæve i dets periferi. Musikken var fin, hashen var okay, pigerne var villige, men vend-den-anden-kind-til-filosofien var helt ad helvede til.
I dag havde han lyst til at forkæle sig selv lidt på Queen's Arms. Cyril, værten, hilste ham velkommen tilbage som en længe savnet ven uden at nævne hans fravær, og Glenys, Cyrils kone, sendte ham sit sædvanlige generte smil. Han købte en stor fad og bestilte en Yorkshire-pudding med roastbeef og løgsovs. Pubben var fuld af den sædvanlige blanding af turister, lokale kontorassistenter og forretningsindehavere, der havde frokostpause, men det lykkedes Banks at snuppe et lille bord med kobberplade i det erneste hjørne mellem pejsen og de rombeformede ravgule og grønne vinduesruder.
Han havde medbragt det chartek, som kriminalassistent Hatchley lige havde nået at lægge på hans bord: nyindsamlet information fra det centrale arkiv for fødsler, vielser og dødsfald. Med lidt held ville det besvare nogle af hans spørgsmål. Samme morgen havde han allerede ringet til hærens arkiver og bedt om Matthew Shackletons forholdsattest. De sagde, at de ville få hans identitet bekræftet og så ringe tilbage. Han vidste af erfaring, at militæret ikke brød sig om, at folk snusede rundt i deres anliggender, ikke engang politiet, men han forventede ikke synderlige problemer i denne sag; Matthew Shackleton havde jo trods alt været død længe.
Hatchleys notater bekræftede, at Gloria blev født den 17. september 1921, som der ganske rigtigt stod indført i kirkebogen i St. Bartholomew's. I stedet for blot at angive "London" som fødselsregistreringssted, stod der i de officielle dokumenter London Hospital, Mile End. Du gode gud, tænkte Banks, det var så sandelig midt i East End, nu om dage et virkelig råt sted. Så ville hun afgjort have talt cockney, en accent, hun havde kæmpet hårdt for at lægge fra sig, hvis man skulle tro Elizabeth Goodall.
Hendes far hed Jack Stringer, og hans ulæselige underskrift optrådte i "Underskrift, bopæl og beskrivelse af anmelder"-feltet sammen med Mile End-adressen. Hendes mors navn var Patricia McPhee. Faderens rang eller profession var opført som "dokarbejder". Der var intet felt på formularen til moderens rang eller profession.
Derefter havde Hatchley tjekket, om Glorias forældre rent faktisk var blevet dræbt under Blitzen og havde fundet deres dødsattester, som begge var udstedt den 15. september 1940 og angav samme Mile End-adresse, og hvorpå dødsårsagen var anført som "kvæstelser pådraget under bombeangreb".
En række sort-hvide billeder gik gennem Banks hjerne: enorme områder med murbrokker og bombekratere; en ram røg der drev gennem natteluften; barneskrig; flammer, der slikkede sortsværtede mure; bombernes hvinen før de tilintetgørende eksplosioner; halvødelagte huse, hvor man kunne se ind i stuerne - de ynkværdige møbler, der næsten kun var pinde, indrammede fotografier der hang skævt på væggene, afskallet tapet; familier, der trykkede sig ind til hinanden under tæpper på undergrundsstationer og holdt om de få skattede ejendele, de havde fået med sig.
Billederne stammede mest fra film og dokumentarprogrammer, som han havde set om Blitzen. Hans forældre havde faktisk gennemlevet den; de var først flyttet til Hammersmith efter krigen. De talte aldrig særlig meget om den, ligesom de fleste andre, der havde oplevet den, men hans mor havde fortalt ham en enkelt komisk historie eller to fra krigens tid.
Nogle af billederne af krigens ødelæggelser stammede fra Banks' egne oplevelser som barn, selv om krigen da havde været slut længe. Som han havde fortalt Annie, havde der i mange år stadig været udørkener af murbrokker og halvødelagte huse i nogle områder. Han kunne huske, at han havde været i London som barn, og hvor overrasket han var blevet, da hans far havde fortalt ham, at de kilometervis af udslettede gader i East End skyldtes krigen.
Hatchley havde ikke kunnet finde nogen dødsattest for Gloria Kathleen Shackleton, men han havde fundet en for Matthew, og de oplysninger, den indeholdt, fik Banks til næsten at kløjes i sin øl.
Ifølge dødsattesten døde Matthew Shackleton på Leeds General Infirmary den 15. marts 1950 efter at have begået selvmord. Dødsårsagen var angivet som "selvpåført skudsår". På det tidspunkt var han 31 år gammel, havde intet erhverv og boede på en adresse i Bramley, Leeds. Den, der havde anmeldt dødsfaldet, var Gwynneth Vivian Shackleton på samme adresse. Banks dobbelttjekkede, men Hatchley havde ikke taget fejl.
Han tændte en cigaret og tænkte efter et øjeblik. Matthew Shackleton skulle være død i Burma, men det var han åbenbart ikke. Af de tre overlevende fra Hobb's End, som Banks og Annie havde talt med i de sidste par dage, havde den ene forladt landsbyen i 1940, før Gloria kom dertil, den anden var flyttet i maj 1944 og den tredje i julen 1944. Hverken Elizabeth Goodall eller Alice Poole havde nævnt, at Matthew var vendt hjem, så han måtte være kommet tilbage, efter at de var flyttet.
Hvilket så afgjort gjorde ham til mistænkt i sin kones mordsag. Igen.
Hvad var han kommet hjem til?
Og hvorfor havde han begået selvmord fem år senere?
Banks bladede videre og fortsatte sin læsning. Der var en vielsesattest for Gwynneth Vivian Shackleton og Ronald Maurice Bingham. De blev gift i Christ Church, Hampstead, den 21. august 1954. Gommens erhverv var opført som "funktionær". Ronald døde af leverkræft i hjemmet den 18. juli 1967.
Der var ingen dødsattest for Gwynneth.
Hatchley havde gravet endnu dybere, og han havde også opdaget, at der var en optegnelse om et barn, der var blevet født af Gloria Kathleen Stringer på dennes forældres adresse i Mile End den 5. november 1937, kort efter hendes 16-års fødselsdag.
5. november. Guy Fawkes-aften.
Banks kunne forestille sig, hvordan Gloria havde født inde i mørket bag soveværelsesgardinerne, mens ildhjul var snurret rundt, og knallerter og kanonslag var blevet skudt af ude på gaden, mens fontæner var brudt ud i rød ild, som skiftede til grønt og så til hvidt, og raketter var eksploderet i byger af stærke farver. Kiggede hun i al sin smerte ud på festfyrværkeriet? Kunne lyden og farverne aflede hendes opmærksomhed fra det, hun gennemgik?
Drengen blev døbt Francis Paul Henderson, da han fik sin fars efternavn. George Henderson var ligesom Jack Stringer opført som "dokarbejder".
Der var intet spor af nogen vielsesattest.
Så Gloria havde altså født, over tre år før hun dukkede op i Hobb's End. Hvad var der blevet af barnet og dets far? Havde hun helt overladt sit barn til George Henderson? Det så sådan ud. Hun havde sandelig ikke antydet over for nogle af sine nye venner, at hun havde et barn. Var George Henderson den mand med drengen, som var dukket op i Bridge Cottage under krigen? Ham Gloria havde skændtes med?
Glenys kom med Banks' mad. Han gik i krig med den store Yorkshirepudding og skyllede hver bid ned med en slurk Theakston's.
Ifølge Hatchleys sidste undersøgelse var George Henderson død af hjertestop for bare fem måneder siden. Der var ingen døds- eller vielsesattest for hans søn Francis. Tre af dem forelå der altså ikke nogen dødsattest på. Gloria var efter al sandsynlighed blevet begravet under udhuset, men det efterlod stadig Gwynneth Shackleton og Francis Henderson. Hvorfor var de ikke kommet frem? En mulighed var, at de begge var døde, selv om Gwynneth ville være i begyndelsen af halverdserne og Francis kun nær de tres, hvad jo ikke ligefrem var gammelt nu om dage. En anden mulighed var, at ingen af dem vidste, hvad der foregik, hvilket ville være lidt for meget af et tilfælde, til at Banks umiddelbart ville købe det. Men de kunne jo også have noget at skjule. Men hvad?
Francis ville ikke kunne fortælle Banks ret meget. Alt det, der skete i Hobb's End, skete, før han fyldte otte, så han kunne ikke ligefrem mistænkes for mordet på Gloria Shackleton. Han ville have været omkring 16, da landsbyen blev oversvømmet for at danne Thornfield Reservoir, og Banks tvivlede på, at den begivenhed ville have haft nogen betydning for ham.
Ikke desto mindre ville det være interessant at vide, hvad der var blevet af ham. Om ikke andet kunne Francis Hendersons dna hjælpe med til at fastslå, om det med sikkerhed var Glorias skelet.
Men der var også et andet problem: Nogen måtte stede Gloria til hvile, begrave hende rigtigt, denne gang på en kirkegård. To mennesker, der havde været tæt knyttet til hende, var måske stadig i live: hendes svigerinde, Gwynneth Bingham, og hendes søn, Francis Henderson. Det burde være dem, der skulle gøre det, dem, der skulle begrave deres afdøde slægtning. Banks sukkede, lagde dokumenterne tilbage i mappen og gik gennem mylderet over Market Street. Der lå en besked til ham fra militærets personelafdeling om, at Matthew Shackleton var blevet opført som "savnet, formodet død" i 1943, og at det var alt, de havde på ham. Mere og mere mærkeligt. Da Banks sad på sit kontor igen, ringede han til vicekriminalkommissær Ken Blackstone på Millgarth politistation i Leeds.
"Alan," sagde Blackstone. "Det er længe siden."
Der var en vis kulde og distance i hans stemme. De havde ikke talt sammen i det sidste års tid, og Banks indså, at han sikkert havde stødt Ken fra sig ligesom stort set alle andre, der havde forsøgt at være hans venner i den dystre tid. Ken havde lagt en del beskeder på hans telefonsvarer og foreslået, at de skulle mødes for at tale sammen, men Banks havde ikke reageret på nogen af dem. Han havde ikke haft lyst til at forklare, at han bare ikke havde kunnet klare, at folk tilbød hjælp og opmuntring, havde ondt af ham, når han sagtens kunne have ondt nok af sig selv, ellers tak, og at han havde foretrukket at søge anonymiteten i menneskemængden i stedet. "Du ved, hvordan det er," sagde han.
"Ja, ja. Hvad kan jeg så gøre for dig? Du skal ikke bilde mig ind, at du ringer for at sludre."
"Egentlig ikke."
"Det regnede jeg heller ikke med." Der var et øjebliks tavshed, og så blev Blackstones tonefald lidt mindre hårdt. "Er der sket noget nyt mellem dig og Sandra?"
"Nej. Bortset fra at jeg har hørt, hun har fundet sig en ny."
"Det er jeg ked af, Alan."
"Det er, hvad der sker."
"Det behøver du ikke at fortælle mig. Jeg har selv været der."
"Jamen, så burde du jo forstå det."
"Det gør jeg skam også. Skal vi ikke drikke os stangstive og tale om det på et tidspunkt?"
Banks lo. "Det ville være mig en fornøjelse."
"Godt. Nå, men hvad kan jeg gøre for dig?"
"Hvis denne lille idé virker, kan vi måske tage os den druktur, førend du aner. Jeg leder efter detaljer i et selvmord. Leeds. Bramley. Skudsår. Navnet er Matthew Shackleton. Døde den 15. marts 1950. De lokale strissere burde have en eller anden optegnelse, især da der var et skydevåben med i billedet."
"Får jeg også at vide, hvad det drejer sig om?"
"Det er en lang historie, Ken. Har du for resten hørt rygter om en kriminalassistent, der hedder Cabbot? Annie Cabbot?"
"Ikke umiddelbart. Men jeg har nu heller ikke hørt så meget efter sladderen her på det seneste. Hvorfor vil du vide det? Ja, ja, jeg ved det godt, jeg kan lige så godt lade være med at spørge; endnu en lang historie, ikke? Hør, med hensyn til dette selvmord, det kan godt tage lidt tid."
"Mener du, at det vil tage dig minutter snarere end sekunder?" Blackstone lo. "Nok nærmere timer end minutter. Jeg får kriminalbetjent Collins til at ringe lidt rundt - hvis jeg kan få ham væk fra avisen. Jeg ringer tilbage senere."
Banks hørte en grynten og en raslen fra en avis i baggrunden. "Tak, Ken," sagde han. "Jeg sætter pris på det."
"Det burde du også. Du skylder mig en karryret."
"Det er en aftale."
"Og Alan...?"
"Ja."
"Jeg ved godt, hvad du har været igennem, men lad være med at holde dig væk."
"Jeg ved det, jeg ved det. Jeg sagde jo, det er en aftale. Karryretter og druk og pigesnak. Ligesom et par teenagere. Lige så snart du skaffer oplysningerne."
Blackstone klukkede. "Okay. Vi snakkes ved senere."
*
Billy Joe og Gloria blev snart et par. Billy Joe blev set gå alene til Bridge Cottage, og det satte landsbysladderen i gang. Især eftersom PX blev set gå derhen og gå derfra dagen efter. Han syntes også at være blevet varm på Gloria, var tilfreds med at være hendes slave og skaffede hende, hvad end hun måtte ønske sig. Jeg foreslog Gloria at bede dem om at benytte bagdøren, så de ikke ville kunne ses fra High Street, men hun lo bare og trak på skuldrene.
Besøgene var egentlig ikke noget mysterium. Gloria fortalte mig, at hun ville have sex, og at hun havde valgt Billy Joe til at levere det. Hun sagde, han var god til det. Jeg forstod stadig ikke, hvad det egentlig var. Når jeg spurgte hende, om jeg skulle være forelsket, før jeg lod mænd tage sig friheder over for mig, gled hun ind i en af sine mystiske stille perioder, og så sagde hun: "Der er kærlighed, Gwen, og så er der sex. Det behøver ikke at være det samme. Især ikke nu om dage. Ikke når der er krig. Prøv på ikke at blande de to ting sammen." Så smilede hun. "Men det er altid rart at være bare en smule forelsket." Derefter var jeg endnu mere forvirret end før, men jeg droppede emnet.
Gloria havde også brug for sine Lucky Strikes, nylonstrømper, rouge og parfumeret sæbe. Hun drak for meget, så hun havde også brug for en leverandør af whisky, og hun fik også smag for tyggegummi, som hun insisterede på at tygge i kirken bare for at irritere Betty Goodall. Og PX skaffede hende naturligvis alle disse ting, bare hun blinkede lidt med øjnene. Om hun nogensinde gav ham noget til gengæld, ved jeg ikke bestemt, men jeg tvivler på det. Hvad end Gloria var, så var hun aldrig nogen luder, og jeg kunne ikke forestille mig PX rent faktisk være sammen med en kvinde på den måde. Han så endnu yngre ud og virkede endnu mere genert og kejtet end jeg. Der var en eller anden helbredsmæssig årsag, der forhindrede ham i at gøre tjeneste i en mere aktiv gren af styrkerne - trods alt så han ung og stærk nok ud til at gå i kamp - men han fortalte aldrig nogen af os, hvad det egentlig var.
PX gjorde små tjenester for os alle - for mig, Cynthia, Alice, selv mor - især når det drejede sig om nylonstrømper og makeup. Jeg kom dog hurtigt til at undre mig over én ting, nemlig hvorfor de amerikanske tropper, som for størstedelens vedkommende utvivlsomt var af hankøn, havde lagerrum fyldt med dameundertøj og kosmetik. Enten var det, for at de kunne gøre sig populære hos de lokale kvinder, eller også havde de visse private tilbøjeligheder, som det lykkedes dem at skjule for resten af verden.
Men heldigvis for os både ville og kunne PX skaffe næsten hvad som helst, vi havde brug for. Hvis vi for eksempel klagede over manglen på ordentligt kød, ville han på mystisk vis frembringe bacon, og af og til sågar et stykke oksekød. Engang skaffede han, hvor utroligt det end lyder, nogle appelsiner! Jeg havde ikke set en appelsin i flere år.
Jeg tror ikke, hans imperium var begrænset til indholdet af Rowan Woods-basens magasin.
Nogle gange, når han havde weekendtegn, forsvandt han hele weekenden. Han sagde aldrig, hvor han tog hen eller hvorfor, men jeg havde ham mistænkt for at gøre forretninger på det sorte marked i Leeds. Jeg var vist lidt lun på ham, selv om han virkede så ung, og jeg ville nok være gået ud med ham, hvis han havde spurgt mig. Men det gjorde han aldrig, og jeg var for genert til at spørge ham. Vi var kun sammen i en gruppe. I øvrigt ved jeg, at han foretrak Gloria.
Billy Joe gjorde også nytte på andre måder. Han var strengt taget flymekaniker, men han kunne reparere alt på hjul. Det var meget praktisk, da vores lille Morris-varevogn opgav ævred. Billy Joe kom ned til os om aftenen med PX og et par andre på slæb, fik ordnet varevognen i løbet af nul komma fem, og så hentede vi alle sammen Gloria og gik hen på Shoulder of Mutton for at få noget at drikke. Der skete noget sært den aften, som i lang tid derefter farvede mit syn på Billy Joe.
De var de eneste amerikanere på pubben, og vi var de eneste kvinder. Dette medførte ikke blot, at vi fik en del mistænksomme og nedladende blikke, selv fra mennesker som jeg havde kendt i årevis og betjent i forretningen, men også at vi fik nogle enkelte højrøstede, spydige kommentarer. De fleste af mændene var enten for gamle til at gå i krig eller fritaget af helbredsmæssige årsager. Nogle af dem havde et særligt arbejde, der gjorde, at de var fritaget for militærtjeneste.
"Tænk engang, Bert," sagde en af de lokale, mens vi købte den første omgang. "Vores drenge er derovre og kæmper mod nazisterne, og de pokkers yankeer går herovre og snuser til vores kvinder som hankatte i løbetid."
Vi ignorerede dem, fandt et bord i et stille hjørne og holdt os for os selv. Da vi skulle have anden omgang, gik Billy Joe op til baren. Han drak fortyndet øl, og jeg havde sagt til ham, at han skulle holde godt fast i sit glas, for der var mangel på dem. Mange af de lokale tog deres egne med, og nogle drak endda af syltetøjsglas, men hvis man fik et glas tidligt på aftenen, måtte man sørge for at beholde det resten af aftenen. Da han var på vej tilbage, råbte en af de store, stærke karle, som ikke var blevet indkaldt - noget med allergi over for dåsemad, tror jeg - efter ham:
"Halløj der, yankee. Du har taget mit glas."
Billy Joe forsøgte at ignorere ham, men manden, Seth hed han, havde drukket nok til at føle sig modig. Han trampede væk fra ba-
ren og stillede sig lige bag Billy Joe henne ved vores bord. Pubben blev helt stille.
"Jeg sagde, det er mit glas, du har den øl i, yankee."
Billy Joe satte bakken på bordet, kastede et blik på ølglasset og trak på skuldrene. "Det er det samme glas, som jeg har haft hele aftenen, hr.," sagde han med sin sydstatsdræven.
"'Samme glas, som jeg har haft hele aftenen, hr.,'" forsøgte Seth at efterabe ham, men det lød ikke rigtigt. "Jamen, det er altså mit, hr."
Billy Joe tog sit glas, vendte sig langsomt om mod Seth og rystede på hovedet. "Det tror jeg ikke, hr."
Seth skød kæben frem. "Men det gør jeg sgu. Giv mig det tilbage."
"Er De nu sikker, hr.?"
"Ja, yankee."
Billy Joe nikkede på sin stille og rolige måde, og så hældte han øllet ud over Seths fødder og rakte ham glasset. "De må få glasset," sagde han. "Men øllet var mit. Jeg betalte for det. Og i øvrigt, hr., er jeg ikke nogen yankee."
Selv Seths venner var begyndt at grine nu. Det var den slags nervepirrende øjeblik, hvor vægten kan tippe til begge sider, og bare den mindste forkerte bevægelse kan få alt til at ramle sammen. Jeg kunne mærke, hvor hårdt og hurtigt mit hjerte bankede.
Seth gjorde den forkerte bevægelse. Han tog et skridt tilbage og løftede næven. Men han var langsom. Billy Joe havde måske nok den der overdrevne rolige ynde, men hans hurtighed overraskede mig. Før nogen vidste, hvad der var sket, hørtes lyden af knust glas, og Seth lå på knæene og skreg med hænderne for sit ansigt, og blodet strømmede ud mellem hans fingre.
"Jeg er ikke nogen yankee, hr.," gentog Billy Joe, vendte sig så om og satte sig ned. Stemningen var blevet ødelagt, ingen ville have mere at drikke, og vi gik alle kort tid efter.
*
Vivian Elmsley stod op ved ettiden, tændte natbordslampen og tog en sovepille. Hun brød sig ikke om dem, brød sig ikke om, at de fik hende til at føle sig omtåget morgenen efter, men dette var ved at blive latterligt. Man sagde godt nok, at gamle mennesker ikke havde brug for meget søvn, men at ligge der og vende og dreje sig hele natten og forestille sig, at der var nogen, der kradsede på vinduet eller bankede på døren, var udmattende. Det var sikkert vinden, sagde hun til sig selv, da hun slukkede lyset og lagde sig til rette på puderne.
Men der var ingen vind.
Langsomt listede den kemiske Morfeus sig ind i hendes system. Hun blev sløv, hendes blod blev så tungt som bly og trykkede hende ned mod madrassen. Snart vaklede hun på tærsklen mellem søvn og vågen tilstand, hvor tanker antager en drømmende karakter, og et billede, som man bevidst fremkalder, pludselig bliver revet bort og erstattes af ubevidste improvisationer, ligesom variationer over et musikalsk tema.
Først så hun Glorias hoved for sig, let på skrå, sådan som hun havde set ud på tv-skærmen, udsnittet af Stanhopes maleri, der lignede en tegneserie-Gloria.
Så begyndte tegneserie-Gloria at fortælle om en aften i Rio de Janeiro, hvor Vivian havde fået for meget at drikke, og - én eneste gang - havde givet efter for seksuelle tilnærmelser ved et cocktailparty på et stort hotel, hvordan hun havde husket et værelsesnummer, der blev hvisket, havde ventet indtil Ronald var faldet i søvn og havde sneget sig ud i korridoren.
Tegneserie-Glorias monolog var fuld af billeder fra den nat, som for forbi i ryk ligesom en række af kort i et gammelt mutoskop.
Vivian havde altid spekuleret på, hvordan det mon ville være. De gjorde det kun én gang. Hendes elsker var en blid og følsom kvinde fra den franske ambassade, som var bevidst om, at det var Vivians første gang, men i sidste ende blev frustreret over hendes manglede evne til at reagere. Det var ikke, fordi hun ikke havde forsøgt, tænkte Vivian. Hun kunne ikke fortabe sig i sex med en mand, så hun havde håbet, at hun kunne give sig hen til en anden kvindes kærtegn, opleve den nydelse som forfattere skrev om, og som folk satte alt på spil for.
Men hun kunne ikke. Det ville ikke ske.
Til sidst tog hun sin badekåbe på og stak ydmyget af, tilbage til sit eget værelse. Ronald lå stadig og snorkede. Hun lagde sig på sin egen seng og stirrede op i det mørke loft, mens tårerne vældede frem i hendes øjne, og hun følte en dump længsel i sit skød.
Da tegneserie-Gloria genfortalte historien om Vivians fejlslagne forsøg på sex og utroskab, var det, som om tv-kameraet langsomt bevægede sig væk fra hende, og efterhånden kunne resten af Gloria ses i hel figur, og inden længe indså Vivian, at Gloria ikke var iført en rød kjole; hun var dækket af blod, som sivede fra dybe flænger i hendes kød.
Men alligevel talte hun stadig. Talte om noget, der skete mange år efter hendes død. Vivian forsøgte at standse det, men det føltes, som om hun blev holdt nede af vægten af sit eget blod, et anker der var fastgjort dybt inde i mørket og i rædslen. Alt for tungt.
Hun kæmpede for at vågne, og mens hun gjorde, ringede telefonen. Hendes bånd blev pludselig skåret over, og hun for op og gispede efter luft, som om hun havde været ved at drukne.
Uden at tænke tog hun røret. En livline.
Efter et øjebliks stilhed hviskede stemmen, "Gwen. Gwen Shackleton."
"Gå væk," mumlede hun med en tyk og belagt tunge.
Stemmen lo. "Snart, Gwen," sagde manden. "Snart."