Efter en lang, våd vinter og længe tiltrængte reparationer fore-
taget af Yorkshires vandvæsen blev Thornfield Reservoir fyldt op igen, og Hobb's End forsvandt endnu engang. Den 27. juli, året efter at mordet på Gloria Shackleton var kommet ind i og ud af offentlighedens bevidsthed, lå Vivian Elmsley på en kingsizeseng på sit hotelværelse i Florida op ad en masse puder og så på den lokale nyhedskanal.
Vivian var på rundrejse med sin nye bog i Amerika til 17 byer, og selv om Gainesville ikke lå på ruten, havde hun nok indflydelse hos sine forlæggere til at kunne foretage denne afstikker. Men hun ville være kommet under alle omstændigheder, rundrejse eller ej. I går havde hun været i Baltimore, Bethesda og Washington D.C., og i morgen skulle hun til Dallas, men i aften var hun i Gainesville.
For det var i aften, at Edgar Konig havde en aftale med den elektriske stol, og efter alt det, Vivian havde været igennem, havde hun desperat brug for en eller anden form for afslutning.
Det var en lummer aften med masser af myg, men det så ikke ud til at afskrække masserne, der samledes uden for porten til Starke Prison, der lå omtrent 40 kilometer derfra. En eller to personer holdt stille og roligt nogle skilte, hvorpå der stod noget om at afskaffe dødsstraffen, men langt størstedelen af dem råbte i kor: "Lad Konig riste! Lad Konig riste!" På flere biler sad klistermærker med samme besked, og masserne syntes at have skabt det, tv-kommentatoren kaldte en atmosfære af bilskovtur. Begivenheden var ikke stor nok til at tiltrække de nationale tv-stationer - henrettelser var jo lige så almindelige i Florida som overfald - men Konigsagen havde vakt en del lokal opmærksomhed.
Frank Stringer ville også være kommet - og Vivian ville gladelig have betalt for hans rejse - hvis ikke han havde siddet i fængsel. De engelske våbenlove er langt strengere end Floridas. Hvor gode grunde han end havde haft til at tage Vivian som gidsel ved Thornfield sidste år i september, havde han trods alt stadig begået en alvorlig forbrydelse og forårsaget en voldsomt dyr og særdeles omtalt politiindsats. Vivian havde besøgt ham adskillige gange i fængslet og havde sagt til ham, at hun ville hjælpe ham med at komme på fode igen, når han kom ud. Det var det mindste, hun kunne gøre for at ære Glorias minde.
Frank på sin side havde fortalt hende om, hvor godt hans faster Ivy og hendes mand John havde taget sig af ham under krigen, og at han havde betragtet dem som sine forældre. Når hans rigtige far var kommet hjem på orlov, havde de tilbragt noget tid sammen. Det var en af de gange, de var taget op nordpå første gang, i 1943, hvor han havde set sin mor.
Efter krigen havde hans far giftet sig og taget ham væk fra Ivy og John. Franks stedmor havde vist sig at være en druksut og en rappenskralde, som ikke havde noget til overs for sin mands uægte søn. Jo mere isoleret og forsømt han blev, desto mere involveret med forbrydere og bander blev han, og det ene førte til det andet. Det eneste faste holdepunkt havde været hans forherligelse af mindet om hans rigtige mor.
Frank havde også fortalt Vivian om, hvordan hans fars død i foråret og Hobb's Ends genopståen fra Thornfield Reservoir havde fået hans besættelse af fortiden til at eskalere. Hans far havde været den første, der havde genkendt Gwen Shackleton som Vivian Elmsley i ernsynet, men Frank havde bekræftet det; han havde indprentet sig hendes øjne og hendes stemme for alle de år siden, da han var otte år gammel, ligesom han havde indprentet sig sin mors ansigt.
Han kunne ikke forklare, hvorfor han havde gjort sig det besvær at finde ud af, hvor Vivian boede, eller hvorfor han havde fulgt efter hende og var kommet op til hende i boghandelen; det var blot, fordi hun var den eneste, der var tilbage, den eneste, som havde kendt Gloria. Han sagde, at han til at begynde med slet ikke havde ment noget ondt med det, at han måske endda med tiden ville have samlet mod nok til at henvende sig til hende.
Så blev skelettet fundet, og han havde indset, at hun måtte have løjet i alle de år. Derefter havde han hadet hende; han havde ringet for at skræmme hende, for at få hende til at lide. Han kunne have taget hende når som helst, men han havde nydt forventningens glæde. For når først han havde konfronteret hende med sine anklager, ville det hele være overstået. Altså havde han forfulgt hende, holdt øje med hende. Da hun havde taget den taxi uden for sit hotel, havde han vidst, hvor hun var på vej hen, og han havde følt, det ville være passende, at tingene endte der, hvor de var begyndt.
Men i aften sad Vivian alene i Gainesville med sine minder, ernsynet, en flaske gin, isterninger og tonic. Og en henrettelse.
De havde allerede vist et forholdsvis nyt billede af Edgar Konig. Vivian havde ikke kunnet genkende den ranglede unge flyver med babyansigtet, de generte øjne og det blonde, karseklippede hår. Han havde ikke længere noget hår, hans smalle kinder var indfaldne og rynkede, hans pande var furet, og hans øjne var dybe, mørke afgrunde, hvori slimede uhyrer vred sig.
Mens Vivian så udsendelsen, forestillede hun sig, hvordan embedsmændene udførte de indledende øvelser til et mord, der var sanktioneret af staten, med hurtig og upersonlig effektivitet, på nogenlunde samme måde som tandlæger eller læger.
Først ville de anbringe patienten i den tunge egetræsstol og fastgøre tykke læderremme om hans arme og ben. Dernæst ville de placere biddet mellem hans tænder og fastgøre elektroder til hans krop, ligesom hvis de skulle lave et elektrokardiogram.
Gad vide, om læderremmene lugtede, tænkte hun, om de lugtede surt af de tidligere ofres sved og frygt. Hvor mange hænder og ben havde de spændt fast før? Eller blev de udskiftet efter hver henrettelse? Hvad med selve stolen? Hvor mange blærer og tyktarme havde mon tømt sig på den?
Derefter ville de fastgøre metalhjelmen.
Vivian rystede på hovedet for at jage billederne bort. Hun var svimmel, og hun indså, at hun allerede var lidt fuld. Hun sagde til sig selv, at hvis der var nogen, der fortjente denne slags endeligt, måtte det være Edgar Konig, men alligevel havde hun ambivalente følelser omkring dødsstraf.
Vivian var blevet chokeret, da Banks, dagen efter at Frank var blevet arresteret, havde fortalt hende, at Glorias morder ikke var død, men sad på dødsgangen i et fængsel i Florida.
Tænkte han mon på Gloria nu, spekulerede Vivian, nu da enden var så nær? Skænkede han hende en tanke, den smukke unge kvinde for alle de år siden i en landsby, der ikke længere eksisterede, under en krig, der for længst var blevet vundet? Og hvad med de andre? Hvor mange havde der været? Selv Banks havde ikke kunnet give hende et bestemt antal. Tænkte han på dem?
Hvis han var som de fleste andre mordere, hun havde læst om under sin research, følte han sikkert ikke andet end selvmedlidenhed og tilbragte sine sidste minutter med at forbande det sorte uheld, der var skyld i, at han blev fanget. Det, Banks havde fortalt hende et par dage efter hændelsen i Hobb's End, havde ikke ændret hendes opfattelse.
Banks' kontakt i FBI havde forhørt Konig det foregående år i december og havde indgivet en rapport. Konig havde sagt, han kunne huske, at den første, han slog ihjel, havde været i England under krigen. Han havde ikke kunnet huske hendes navn eller omstændighederne, men han mente, at hun måske havde været blondine. Han havde dog kunnet huske, at han havde givet hende nylonstrømper og tyggegummi og cigaretter og whisky i over et år, og at da han var kommet for at kræve sin belønning, havde hun ikke været den mindste smule taknemlig. Han havde været fuld. Han havde også kunnet huske, hvordan trykket var vokset og vokset inden i ham, indtil han den aften havde fået for meget at drikke, og dæmningen endelig var bristet. Hun havde ikke villet have noget med ham, en ussel PX-infanterist, at gøre. Næh, nej. Hun bollede en pilot.
Det var altid på grund af sprutten, havde han sagt. Hvis ikke det havde været for sprutten, ville han aldrig have slået nogen af dem ihjel. Men af en eller anden grund fik alkohol noget til at slå klik inden i ham, og før han vidste af det, lå de døde for hans fødder. Så blev han gal på dem over at dø, og så brugte han kniven. Sådan havde det været med nummer to. Berlin 1946. Da han ikke var blevet opdaget første gang, og da han havde indset, at der ikke engang ville blive nogen efterforskning, havde han troet, at han var usårlig.
Det havde alt sammen været hendes skyld. Hvis ikke hun var standset for at rette sine nylonstrømper, da han var kørt forbi, hvis ikke hun havde løftet op i nederdelen og havde vist de der lange, hvide ben i lyset fra hans forlygter, ville han aldrig have slået hende ihjel. Det ville han heller ikke have gjort, hvis ikke han havde været fuld, hvilket han normalt ikke var, når han skulle køre; hvis ikke han havde kendt den øde vej som sin egen bukselomme. Hvis. Hvis. Hvis. Hans liv var en tragedie, som bestod af grufulde hvis'er.
Hun havde været villig nok til at gå ud på marken med ham. Han havde ikke planlagt at gøre hende fortræd; han havde bare set hende vise sine ben frem der på vejen, og så havde han villet have noget på den dumme som enhver anden normal mand. Men hun havde ikke haft nogen tålmodighed med ham og hans lille problem
- det skete nogle gange, når han havde drukket - og så havde hun bedt ham om penge. Det havde fået ham til at se rødt. Bogstaveligt talt se rødt. Kniven? Ja, han gik normalt med kniv. Det var en vane fra tiden på gården i Iowa, hvor han plejede at snitte figurer i træ.
Den tredje kvinde, hjemme i staterne i 1949, kunne han faktisk næsten ikke huske, og om nummer fire, den anden i England, var alt, hvad han kunne huske, noget rødt, der skete i en lade. Endnu en gang var det alkoholen. Konigs far havde været en ondskabsfuld alkoholiker, som havde slået Edgar halvt ihjel med jævne mellemrum; hans mor havde været en fordrukken luder, som ville gøre det med hvem som helst for ti cent. Gennem hele hans liv havde alkoholen været årsag til hans problemer; den fik ham til at gøre disse onde ting, og så havde han været så uheldig at blive taget på landevejen i Californien.
Sådan lød Edgar Konigs historie.
Alkoholen. Vivian så ned på sit glas og skænkede så med rystende hænder endnu et glas gin, greb en håndfuld isterninger fra isspanden på sengebordet og smed dem skødesløst ned i glasset, så der sprøjtede lidt gin på bordet. Det var en amerikansk vane, som hun havde taget til sig, is i sin drink.
Tiden var næsten inde.
Edgar Konig, som lige var blevet 76, skulle endelig få, hvad han fortjente. Vivian følte stadig et stik af skyld, da hun indså, at Banks havde haft ret i, at hun måske kunne have hjulpet til med at forhindre alle hans mord for alle de år siden, efter Gloria, det allerførste offer. Hun var delvis skyld i, at Konig havde troet, at han var usårlig, at han kunne dræbe uden konsekvenser.
Hun havde forsøgt at efterrationalisere det så mange gange, siden Banks havde fortalt hende, hvad der var sket og havde vendt hende ryggen i vrede, den aften da uvejret brød løs i Hobb's End. Selv hvis hun havde meldt det, der var sket, til politiet, sagde hun til sig selv, ville de sikkert alligevel have arresteret Matthew. Han ville slet ikke have været rask nok til at kunne klare den slags behandling. Selv om Banks ikke havde været lige så hård ved hende, da de havde talt sammen dagen efter, havde hun stadig kunnet mærke hans fordømmelse, og den sved.
Men hvad kunne hun have fortalt politiet, der ville have ført dem direkte til Edgar Konig? Whiskyen og Lucky Strike-cigaretterne på køkkenbordet? De var ikke ligefrem beviser. Gloria kunne have fået dem hvor som helst, og de kunne have ligget der på køkkenbordet i et par dage. Hun og Gloria havde kendt mange af amerikanerne i luftvåbnet, og dengang havde hun ikke nogen som helst grund til at mistænke nogen af dem for mord. Det var let nok for Banks at være bagklog og sige, at hun var ansvarlig for alle de mord, at hun på en eller anden måde havde kunnet forhindre alt dette, hvis hun havde handlet anderledes, men det var ikke retfærdigt. I bagklogskabens lys står alt klart. Og hvem ville ikke gå tilbage og ændre et eller andet, hvis de fik chancen?
Så var tiden inde.
Det første elektriske stød ville koge hans hjerne og gøre alle nervecellerne til gelé; det andet eller tredje elektriske stød ville få hans hjerte til at stoppe. Hans krop ville gøre nogle ryk og krumme sig imod remmene; hans muskler ville trække sig sammen, og nogle af de mindste knogler ville sikkert knække over. Sandsynligvis fingrene, de fingre, han havde brugt til at kvæle Gloria.
Hvis han ikke havde fået spændt en læderrem hen over øjnene, ville varmen få hans øjeæbler til at eksplodere. Dødskammeret ville blive fyldt med lugten af brændende hår og kød. Det ville ryge og dampe inde fra hjelmen. Selve hjelmen ville måske bryde i brand. Når det var overstået, ville nogen være nødt til at tænde for udluftningen for at komme af med stanken. Så ville der komme en læge, som ville erklære ham død, og offentligheden ville blive informeret.
Men andre kunne jo også have stoppet ham, sagde Vivian til sig selv, mens hun sad og så på folk råbe i kor uden for fængselsporten. Hvis systemet havde fungeret ordentligt. Det var ikke udelukkende hendes fejl. Hun havde kun handlet, som hun gjorde, ud fra det ædleste motiv: kærlighed til sin bror. I de forløbne uger havde hun læst alle artiklerne om Edgar Konig og hans forestående endeligt. Der havde været masser af dem.
Konig var langt om længe blevet fanget i Californien i slutningen af 60'erne, da han var omkring 45, da han havde overfaldet en ung kvindelig blaffer på en øde vej. Heldigvis for hende var der tilfældigvis kommet en anden bil. Endnu mere heldigt var det, at manden i bilen ikke var en af dem, der let bliver bange, eller som ikke vil blandes ind i noget. Han havde været i hæren, og han var bevæbnet. Da han så, at en kvinde havde problemer, standsede han, og det lykkedes ham at afvæbne og invalidere Konig, før han ringede efter politiet. Pigen var allerede bevidstløs efter kvælningsforsøgene. Hun havde fem stiksår, men hun overlevede.
Konig sad i fængsel de ni år af en dom på orten. Han blev løsladt før tid på grund af god opførsel og overfyldte fængsler. Mange, som var inde i sagen, modsatte sig hans løsladelse, da de betragtede ham som særdeles farlig, og da de havde ham mistænkt for - men aldrig havde kunnet bevise - at være involveret i mindst fire mord. Fængselsfunktionærerne sagde, at der ikke var meget andet, de kunne gøre på det tidspunkt, end at lade ham gå.
Efter Konigs løsladelse i slutningen af 70'erne blev han fordrevet fra det ene lokalsamfund til det andet, i takt med at folk fandt ud af, hvad han var. Han forsøgte at finde arbejde som butiksassistent, hvilket som regel mislykkedes, og så kom han på bistand. For blot få år siden havde han endelig slået sig til ro i den lille by i Florida, hvor det hele skulle ende så blodigt og forudsigeligt.
Hans naboer var allerede begyndt at protestere, og et lokalt firma havde endda tilbudt ham penge for at pakke sit habengut og flytte et andet sted hen. Men Konig blev boende. En dag kom der så nogle Jehovas vidner og ringede på døren, og gennem entrédørens vindue så de Konig med en kniv i hånden stå bøjet over en kvindes lig, som viste sig at være en lokal prostitueret. De ringede til politiet på deres mobiltelefon. Konig var fuld; han gjorde ingen modstand. Derefter kom naturligvis de obligatoriske års venten på retssagen, på domsafsigelsen, de fejlslagne appeller, dødsgangen.
Og nu var det forbi. Folkemængden foran fængslet jublede. Nyheden var blevet offentliggjort. Edgar Konig var død.
Hvorfor følte Vivian ingen lettelse, blot en begyndende hovedpine? Hun lukkede øjnene og pressede fingrene mod øjenlågene. Forbi. Forbi. Hun var så træt. Konigs forklaring til FBI havde været kontant og uden dikkedarer, men med sin morbide fantasi kunne Vivian sagtens forestille sig alle nuancerne og følelserne.
Hun kunne se Gloria for sig løbe ud i køkkenet, da hun blev skræmt af PX's uberegnelige opførsel, en opførsel, hun havde set kimen af under VE- dagsfesten - så hende febrilsk flå te- og kakaodåserne ud af skabet for at finde pistolen, chokeret og bange over, at den ikke var der. Indså hun i de sidste øjeblikke af sit liv, at Gwen måtte have taget den?
Derefter kunne Vivian se PX tage fat i Gloria, lægge hænderne om hendes hals og få hende til at miste vejret. Dernæst så hun ham tage køkkenkniven fra køkkenbordet, følte en stikkende smerte, så endnu en, endnu en, og så begyndte alt at forsvinde for hende.
Vivian tog sig til halsen.
Pistolen.
Det var hende, der havde taget pistolen, den ene ting, som måske kunne have reddet Glorias liv, hvis hun havde fået fat i den i tide. Og Brenda Hamiltons liv. Og alle de andres.
I alle de år, der fulgte, havde hun så taget sig af Matthew, i hans ynkværdige tilstand og havde troet, at han var en morder. Stakkels, blide Matthew, som ikke kunne gøre en flue fortræd, som ikke engang kunne dræbe sig selv, lige så lidt som hendes mand Ronald havde kunnet til trods for smerten. Vivian havde hjulpet dem begge: Ronald med en ekstra dosis morfin og Matthew for alle de år siden ...
Før hun begyndte at græde, mindedes hun tydeligt den eftermiddag i Leeds, hvor hun var kommet hjem fra indkøbsturen og havde set Matthew sidde i stolen med pistolen i munden, den pistol, som hun havde taget fra Gloria, beholdt og taget med hele vejen fra Hobb's End. Han forsøgte at finde mod nok, en sidste viljesanstrengelse til at trykke på aftrækkeren.
Men han kunne ikke gøre det. Ligesom alle de andre gange, hvor han havde forsøgt, men ikke havde kunnet. Han havde haft et fuldstændig fortabt udtryk i ansigtet, havde udstrålet sådan en håbløshed. Hans øjne havde bønfaldt hende, og denne gang, næsten uden at tænke, var hun gået over til ham, havde blidt lagt sin hånd over hans, kysset ham på panden og trykket hans finger ind mod aftrækkeren.
Uden for Starke Prison dansede og jublede folk, rystede flasker og sprøjtede øl på hinanden. På hotelværelset lod Vivian Elmsley sine tårer få frit løb for første gang i over 50 år og rakte igen ud efter sin gin.