Hun gik, når hun begyndte at lægge mærke til småting, der beviste, at hans kærlighed var ved at blegne. Én gang ventede hun så længe, at hun mærkede sin puls slå hurtigere, hver gang han så lidt alvorligt på hende og trak vejret på en særlig, hurtig måde, inden han begyndte at tale. Hun ventede på ordene: – Det her forhold fungerer ikke mere.
Længe fortrængte hun, at hun gik og ventede på de ord, men da erkendelsen nåede hende som et kvalmende splitsekunds indsigt, ringede hun straks til telefonbanken og tjekkede sin saldo, pakkede en kuffert og tre tasker, smurte en lille madpakke og fyldte en termokande med te, bar det hele ud i bilen og kørte nordpå, indtil hun var helt udmattet af at se telefonstolper og lygtepæle passere forbi. Hun drejede af ved et håndskrevet skilt med LEDIGE VÆRELSER og lejede sig ind på første sal; et værelse med eget bad i et privathjem hos et gammelt ægtepar med en elghund i løbeline mellem huset og brændeskuret. Der boede hun i tre dage med slukket mobiltelefon, indtil hans beskeder til sidst virkede panikslagne, fulde af fortvivlelse, fulde af en kærlighed, hun ikke havde oplevet fra ham i lang, lang tid. Så ringede hun til ham på arbejdet, midt i frokostpausen.
– Det er mig.
– Åh, jamen Ingunn, vent lidt, jeg skal bare lige ud i gangen...
– Tag det roligt. Jeg lægger ikke på. Det var mig, der ringede op.
Hun hørte ham trække vejret hårdt i telefonen, så ham trykke den lille tingest mod kinden, en Nokia 8800 Sapphire, mens han småløbende ledte efter et ugeneret sted i den lange gang på advokatkontoret. Hans kontor lå på etagen ovenover, alt for langt væk, hun hørte ham åbne en dør og vidste, at han gik ud på den lille altan, hvor alle rygerne gik ud efter frokost, men frokosten var lige begyndt, og han stod der alene, alt det vidste hun om ham, og meget, meget mere, og det var næsten alt sammen ting, hun mente, at hun elskede ved ham, hun savnede ham, så hun fik saltsmag i munden. Hun kiggede ned på elghunden, der var en grå pelstot mod den nedtrampede jord, den havde fået linen snoet om det ene bagben, og det gav små ryk i dens ene pote, mens den tilsyneladende lå og sov. Tilsyneladende, fordi de buskede ører roterede som små radarskærme, mens øjnene var lukkede.
– Hvor er du? Jamen altså, Ingunn, jeg har nok lagt tusind beskeder til dig, har der ikke været dækning? Jeg var lige ved at ringe til politiet i går aftes. Er du der...?
– Ja, og det er forbi mellem os.
– Hvad? Er du taget et sted hen sammen med en mand? Er det det, du prøver på at sige?
– Jeg er alene, og jeg...
– Men hvad fanden har du gang i? Hvad helvede er det, du...
–... og jeg har haft dækning hele tiden.
Der blev stille.
– Jeg kommer hjem om et par uger, og så deler vi det, vi har købt sammen, sagde hun.
– Jeg begriber ingenting.
– Det gør du nok, når bare du får tænkt dig lidt om. Vi passer ikke sammen mere.
– Det lyder fuldstændig patetisk. Det må vi da snakke om. Det er vel ikke op til dig alene at bestemme, at vi ikke skal være sammen mere?
– Det er slut, sagde jeg jo.
– Du har altså mødt en anden mand. Sådan er det.
– Nej.
– Du lyver.
– Nej. Jeg vil være alene.
– Hellere alene end sammen med mig?
– Ja, sagde hun.