– Hellere alene end sammen med mig?
– Ja.
Han viste i hvert fald vrede. Hvis han blev knust og sygemeldt af savn, var det magtpåliggende for ham, at hun ikke fik det at vide. Den tilfredsstillelse skulle hun i hvert fald ikke have. Mænd oplevede en trods, en selvopholdelsesdrift, der ikke kunne bunde i andet end det maskuline, tænkte hun.
En af de mest urovækkende afslutninger var med ham fra Bergen.
Da var det tæt på.
Det var en tirsdag i slutningen af november. Han havde besøgt hende i Trondheim i weekenden, han virkede åndsfraværende, både da han kom, og da han tog af sted, de havde knap nok elsket, bare kneppet lynhurtigt, da han tog hende bagfra fra siden søndag morgen, uden at hun overhovedet nåede at blive våd, de snakkede ikke sammen i de få minutter, det fandt sted, hun gad ikke engang gøre sig ulejlighed med at stønne. Hun oplevede det overhovedet ikke som et overgreb, han fik bare dækket et behov, ligesom at drikke et glas vand, og så var det tilfældigvis hende, der lå der, med bagdelen bekvemt vendt til.
Hun tog det ikke personligt.
Da han var færdig og gled ud af hende, greb hun en håndfuld papirlommetørklæder fra natbordet, stoppede dem ind mellem benene og gik ud på badeværelset, stadig med ryggen til ham. Hun tænkte ikke på noget specielt, var stadig kun lige vågnet og halvvejs inde i en mærkelig drøm om at pille kogte æg, hvor skallen kun løsnede sig i bitte små stumper. Hun tog et bad og klædte sig på og råbte ind i soveværelset, om han ville have æg til morgenmad, når det nu var søndag, det var de første ord, de udvekslede den dag.
– Jeg vil have mit æg vendt og blommen knust, sagde han.
Senere tænkte hun, at det måske var et varsel, hvis hun havde været forfalden til magisk tænkning, ville hun helt afgjort have kaldt det et varsel, fordi det var denne hurtige udløsning, der gjorde hende gravid.
Da hun havde kørt ham til Værnes og var på vej hjem ad motorvejen, gik det op for hende, hvor tæt på det her havde været. Hun var nødt til at afslutte det, det ville ikke have forbavset hende et sekund, hvis han havde sagt det, da de mekanisk gav hinanden et knus i afgangshallen. Hun kunne have stået der en søndag i november og være blevet vraget, med kun en måned til jul, det kunne søreme have set godt ud.
Han sendte en sms om, at han var kommet hjem, hun svarede med en smiley og et savner dig for at holde ham varm. Mandag sendte hun ham en mail med nogle links, fordi han var ekstremt optaget af at sejle. De havde aldrig sejlet sammen, hun var skrækslagen ved tanken, men ville ikke vise, at hun var bange, derfor plejede hun at fake interesse og søge på nettet efter morsomme og mærkelige ting om sejlads og sende dem til ham. Nu havde hun blandt andet fundet et klip med en 42-fods sejlbåd, der var redningsløst fortabt i en tropisk cyklon ud for Indonesien. Tirsdag ringede hun og sagde, at det var slut.
– Slut?
– Ja. Det her forhold fører ingen steder hen.
– Åh, sagde han. – Jaså...
– Jeg beklager, hvis jeg...
– Det behøver du slet ikke, sagde han, – så slipper jeg for at tage til Trondheim i julen, det her forbandede rejseri frem og tilbage er jeg pisse træt af.
– Rejseriet eller mig? spurgte hun.
– Begge dele, hvis jeg skal være helt ærlig.
– Javel ja. Okay. Og jeg er pisse træt af dig.
Så tæt på havde hun aldrig været før.