Det var værre med ham, der begyndte at sende breve. Han var seksten år yngre end hende, kun toogtyve på det tidspunkt, så ung, at hun ikke kunne vise sig offentligt med ham. Han var en undtagelse, han var åbenbart ikke i træning med at blive afvist. Han var så kanonsmuk, at han sandsynligvis aldrig var blevet afvist. Moderen havde sikkert ammet ham, til han var fem, og efter det var han vel gået fra favn til favn, lige indtil han begyndte at få mistanke om, hvad der befandt sig i dybet af denne favn. Han var debuteret som fjortenårig, fortalte han.
– Hvor gammel var pigen så?
– Hun var også fjorten.
– Og der var ingen, der opdagede jer?
– Det var ude i skoven. Hun var jomfru og var ved at tude sig halvt ihjel. Både mens vi var i gang, og bagefter. Bagefter havde jeg fandeme kødsår på begge knæ.
– Stakkels pige.
– Stakkels pige? Hvad så med mig? Og mine knæ?
– Det gav åbenbart smag for mere. Trods alt.
– Ja, for fanden da. Vi var sammen i flere måneder. Stjal kondomer fra min bror. Hun tegnede et hjerte med tusch på sin arm med mit navn i, og jeg syntes, det var skidefedt, jeg følte mig rigtig voksen.
– Holdt hun op med at græde, når I bollede?
– Helt og aldeles. Men da det blev efterår, havde vi ikke noget sted at bolle, og så var det slut.
Han var fantastisk at elske med, hun ville altid have lyset tændt, fordi han var så smuk, sine egne buler og appelsinhud gjorde hun ikke noget for at skjule, for hun havde tidligt lært, at hvis der var noget, der tændte mænd, var det sexlyst og ikke kropslig perfektion, og sexlyst besad hun i spandevis.
Han var som en maskine, en Duracell-kanin, med fuld kontrol over egen udløsning og stenhårde armmuskler, købt med et årskort fra SATS, og han blev aldrig træt. Men det gjorde hun.
Ikke fysisk, men af at være alene med ham hele tiden, når han endelig kom på besøg, han arbejdede i Stavanger som nyudklækket politimand, og hun mødte ham på en café, hvor hun sad alene udenfor, og han bad om at måtte låne saltbøssen på hendes bord, han spiste kylling og chips og talte med åben mund, mens han spiste, hun væmmedes ikke det mindste over det, og netop da gik det op for hende, hvor det bar hen.
Efter hun havde sendt ham et blik, der var lige et nanosekund for langt, kom han hen og satte sig ved hendes bord, da hans ven gik. Han havde et stykke arbejde, der skulle gøres i byen, noget med organiseret biltyveri over grænsen til Sverige. Selv boede hun privat, men han havde et hotelværelse. Hun havde aldrig før været sammen med så smuk en mand, brun hud, der ikke gav efter, kroppen stenhård lige under overfladen, alt hår i skridtet barberet af, hans svedlugt mindede om kokos, måske var det en creme, han brugte, unge mænd brugte jo faktisk creme i disse år.
Efter den nat kom han til Trondheim tre-fire dage ad gangen et par gange om måneden.
De løb hurtigt tør for ting at tale om.
Han var optaget af sport og træning og blottet for politisk engagement, hun undgik en hel del emner, skrækslagen for, at han skulle vise sig at være potentiel fremskridtsmand, skrækslagen for, at det ville tænde hende af. Når han af og til antydede noget om indvandrere og kriminalitet, fik hun panikslagent samtalen drejet hen på noget andet. Derfor var det helt udelukket at trække ham med ud i det offentlige rum.
– Har du ingen venner, eller hvad? spurgte han.
– Jo da.
– Hvorfor må jeg ikke møde dem? Hvorfor kommer der aldrig gæster?
– Fordi de ved, jeg har besøg.
– Men vi kan da ikke kneppe hele tiden?
– Det er jo det, vi gør. Og resten af tiden bruger jeg på at komme til mig selv igen.
Han lo og trak hende ind til sig, hun strøg ham over den latterligt hårde ryg og kneb ham i den ene endebalde, ikke engang når hun kneb til af alle kræfter, syntes han, at det gjorde ondt.
Også med ham afsluttede hun det over telefonen.