Hans reaktion var fuldstændig overraskende. Pludselig elskede han hende. Elskede! Det var ikke et ord, de nogensinde havde brugt indbyrdes. Han græd. Græd! Hun sad helt stille ved spisebordet og lyttede til hans seksten år yngre stemme i mobilen. Ligegyldigt hvad hun sagde, blev det forkert. Og det var helt umuligt for hende at sige, at hun kun kunne lide ham for hans krop og for den stempelhårde, fantastiske sex, men at det efterhånden var blevet for ensidigt og mærkeligt og pudsigt nok ensomt. Han konfronterede hende med aldersforskellen, at det var derfor, hun gjorde det forbi, at hun lå under for samfundets konventioner, uden at han brugte netop det udtryk, hvilket hun ihærdigt benægtede, uden at han troede på hende.
– Du er fandeme totalt optaget af alder! sagde han. – Hvad fanden er alder da? For helvede...
Hun forsøgte flere gange at afslutte samtalen, men uden held.
– Du kan jo få, hvem du vil, sagde hun. – Det ved du godt.
Men han ville ikke have, hvem han ville.
– Du skammer dig over mig, sagde han.
På en absurd måde var det sandt, selv om hun vidste, at enhver af hunkøn over tretten år i Trondheim ville have hadet hende af ren og skær misundelse, hvis hun havde spadseret hånd i hånd med ham på Solsiden en sommerdag.
– Jeg har mødt en anden, sagde hun til sidst. Så lagde han på. Og så begyndte brevene at komme. Fulde af stavefejl og floskler af typen: Jeg kan ikke leve med dig, men jeg kan heller ikke leve uden dig. Hun var nødt til at knibe øjnene sammen, når hun læste dem, og smed dem ud, så snart hun var færdig, nærmest for at beskytte ham mod sig selv. Så begyndte han at sende mails sideløbende med de håndskrevne breve. Sagen var, at hun savnede ham intenst og var irriteret på sig selv, fordi hun havde gjort det forbi, der ville sandsynligvis gå år og dag, inden hun fandt en lige så fantastisk god elsker, men i det ocean af følelser, han hældte ud over hende, var det naturligvis umuligt at vende om. Han ville tro, at hun gengældte hans følelser, det ville være groft kynisk af hende. Ren udnyttelse.
Men meget fristende.
Da en af hans arbejdskolleger ringede og fortalte, at han var bange for, at han ville gøre skade på sig selv, tog hun alligevel flyet til Stavanger. Han hentede hende i Sola, og ude i bilen troede hun, at han ville klemme hende i stykker.
– Jeg kommer kun, fordi jeg er bekymret for dig, sagde hun. – Fordi du har det så dårligt. Ikke fordi jeg... vi...
Hun følte sig elendig til mode, da hun to dage senere satte sig i flyet. Men nu havde han forstået det, selv om hun var nødt til at komme med den ene løgn efter den anden om den nye mand, mens de næsten ikke forlod sengen, og deres sex om muligt var bedre end nogensinde. Hun kunne ikke åbenlyst have et forhold til en seksten år yngre mand. Hun var heller ikke forelsket i ham, i hvert fald ikke efter at have set det ubegribeligt dårlige greb, han havde om sit eget modersmål. Stillede de overhovedet ingen sproglige krav på politiskolen? Skulle de ikke skrive forhørsrapporter og forklare sagsforløb på ordentlig og forståelig måde?
Hun lod, som om hun sov, da stewardessen kom med kaffe, sov med kinden lænet mod væggen ved vinduet, væggen var iskold, hans hud var altid varm, sikkert på grund af en kolossal blodgennemstrømning efter al den træning, aldrig mere skulle hun mærke ham inde i sig, løfte sine egne knæ op mod kinderne, samle hans endebalder i hænderne, mærke hvordan halemusklerne flexede fint ud og ind, som om de var fyldt med små, kraftige dyr, der prustede med tungen hængende ud af kæften. Aldrig mere smage hans sved, der dryppede ned på hendes tindinger. Og den ubegribelige styrke i ham, fra hælene til håndleddene, intenst optaget af, at hun skulle føle mest muligt, hans blik i hendes, kom, kom, kom, sagde det, kom til mig. Hun åbnede øjnene og betragtede et klistermærke fra Ventelo, der var limet fast på undersiden af klapbordet.
En ældre kvinde på midtersædet ved siden af guffede en blåbærmuffin i sig med sammenknebne øjne og slubrede kaffe mellem mundfuldene, der var krummer overalt, hun lænede sig ind mod den iskolde væg, fordi muffinkvinden havde kuppet armlænet, og det eneste, hun ønskede, var, at de snart ville lande i Værnes, så hun kunne sætte sig ind i Audien og køre hele vejen tilbage til byen med høj musik på og være hjemme igen, alene, åbne en karton hvidvin og græde længe og inderligt over spildt mælk.