En lørdag morgen vågnede hun med ryggen til en, der fyldte hele sengen bag hende. Hun flød langsomt ud af søvnen og lå og lyttede til hans vejrtrækning. Jævn og dyb. Hun anede ikke, hvem det var. Hun kunne for alt i verden ikke huske at have taget en mand med hjem aftenen før, og hun mærkede, at hun blev bange. Havde hun fået amnesi? Hun havde heller ikke tømmermænd, som ellers naturligt fulgte med i perioder med one-night stands.
Skrækken for et apoplektisk anfald eller amnesi gjorde hende ude af stand til at genkalde sig så meget som en enkelt detalje fra aftenen før, og slet ikke fra natten. Hvem pokker var det, der lå her? Hun var nødt til at vende sig om og se efter for at finde ud af det, det var aldrig sket for hende i vågen tilstand før. I søvne og halvvågen tilstand kunne hun selvfølgelig pludselig løbe pinligt sur i det, men nu var hun lysvågen. Og allerede forvirret og skræmt fra vid og sans mærkede hun pulsen dunke i tungespidsen og tindingerne. Forsigtigt fik hun lirket en finger ned i skridtet, trak den op igen og lugtede til den. Nej. Den lugtede ikke af sex. Hun drejede hovedet langsomt og stille og kiggede ind i noget sort. Noget sort, der åndede regelmæssigt og dybt på hovedpuden ved siden af hende. Også han med ryggen til. Et øre. Et blankt sort øre med pels.
Det var Kalle.
En af naboens dobermannhunde på toogtres kilo, som hun passede natten over, han måtte have listet sig op i sengen og ind under dynen. Hun lo højt, Kalle vågnede og drejede gispende hovedet mod hende, et gigantisk, rosa gab med strittende, spytdryppende, krumme hjørnetænder, og hun vendte sig om imod ham, lagde armen omkring den store brystkasse og borede næsen ind i hans nakkepels, midt mellem ørerne, der lugtede af skov og luft og søvn.
– Kallemand... gode, rare Kallemand. Nu sover vi lidt mere. Det gjorde mig bare rigtig, rigtig glad, og du skal få alle mulige gode sager, når vi står op. Hvis du vil.
Kalle sukkede dybt og strakte sig endnu mere, han var længere end hende, når han lå på den måde. Han logrede tre gange med halen mod hendes knæ, så faldt han i søvn igen, og hun tænkte, at dagen trods alt begyndte godt.