Gennem sit job kom hun naturligvis i kontakt med temmelig mange kendte personer, kendte fra kulturlivet. Mænd opfyldt af deres eget ego, mænd, der fik erektion af at være i centrum, blive interviewet og fotograferet, musikere var de mest selvcentrerede på jorden, alle andre kunstnere kunne bare pakke sammen, musikere kunne scores ved hjælp af den mest banalt rosende brødtekst.
Det, hun ikke kunne lide ved dem, var, at de mente, at de gjorde hende en tjeneste ved at gå i seng med hende. At de anså hende for at være en famefucker og mente, at de befandt sig i en win-win-situation. Hun kneppede dem af ren og skær trods og spillede sin rolle som en beskedent lønnet 'kvinden på gaden'. Hun arbejdede ikke som anmelder, for så ville hun have været nødt til at holde fingrene fra fadet. Hun havde ved flere lejligheder sagt nej tak til anmelderopgaver netop for at kunne bevare muligheden for at smigre sig til et knald med et kendt ansigt, når det var det, hun havde lyst til.
For inderst inde vidste hun godt, at hun var en famefucker, en ægte famefucker. Det gave hende et superkick at se et kendt medieansigt over sig, rødlilla af anstrengelse, forvredet til det uigenkendelige, høre ham pisse midt i wc-kummen bagefter, se hans tøj i en hektisk dynge på gulvet ved siden af sengen, høre hans stemme, i erindringen hente minder frem om guitarriffs fra koncerter, hun havde været til, huske ham posere kækt på seje billeder og cd-omslag, mens hun lyttede til hans skarpe urinstråle, der ramte vandet, og vidste, at det lem lige havde været inde i hende.
Selvfølgelig dryssede det også på hendes vej med andre kendte end kulturpersonligheder. Ved én lejlighed vågnede hun midt om natten på Bristol i Oslo, lysvågen efter et mareridt og så pludseligt, at hun vækkede manden, der tilfældigvis lå der. Hun kiggede på ham, havde insisteret på at have den ene læselampe tændt, fordi det var så godt at se på ham.
Nu kiggede hun længe på ham. Prøvede at samle dynen omkring sig, men det gik ikke, han lå under den samme dyne, den anden lå på gulvet, og med uglet hår og et forvirret blik trak han denne i modsat retning.
– Jeg troede, jeg havde slukket for fjernsynet, sagde hun.
– Jaså...?
– Men hold da op, du er jo her. Du er nyhederne.
– Ikke lige nu, sagde han.