Så kunne hun pludselig mærke, at det var overstået. Vågnede bare en dag og vidste, at hun var igennem det. Hun elskede ikke længere, og hun var heller ikke liderlig. Den slags dage var gode dage. Hun kunne mærke en nirvanask behagelig dovenskab. Vejrtrækningen flød anderledes og mere frit i brystet, hun var ligeglad med, hvilke trusser hun tog på efter badet, om de var gået op i sømmen eller hvad fanden, hun mærkede ikke engang efter med fingerspidserne, om hun trængte til at blive barberet forneden. Det spillede ingen som helst rolle, hun var alene, hun havde ikke brug for nogen, og det var udsøgt godt at vide. Hun boede i en god lejlighed, havde en bil, der virkede, indtil temperaturen krøb ned under minus tyve, hun var god til sit job og elskede det, hun skyldte ikke nogen noget som fucking helst.
På den slags dage slettede hun alle ind- og udgående smser uden at læse dem, hun trak en streg. Men hun slettede ingen numre, for hun var nødt til at se, hvem der ringede, for at kunne lade være med at tage den, selv om der kun plejede at gå en lille uges tid, før de holdt op med at ringe. Ingen af de unge havde udholdenhed ud over en lille uge, ikke engang hans venner, der havde fået nys om, at hun var en frigjort, sulten, erfaren og liderlig kvinde med døren på klem til næsten hver en tid.
Socialt pinlige konsekvenser fik det aldrig. Hun kunne møde dem i byen igen, og så var hun altid overstrømmende venlig, uddelte knus og spurgte, hvordan det gik, og om hun måtte give en øl, inden hun skulle videre, fortalte, at hun havde en aftale, hun havde kun lige stukket hovedet ind her på cafeen for at kigge efter en veninde, som hun mente var der, et cetera et cetera. Hvis hun havde ladet, som om hun ikke så dem, eller som om hun ikke genkendte dem, kunne det være gået galt, så ville de have fået behov for at hævde sig, triumfere med den intime viden, de besad om hende, hun, der var musikjournalist på Adressa, alt det vidste hun intuitivt. Hvis hun bare anerkendte deres lille bitte fælles historie, slappede de af. Hvis hun mødte dem sammen med jævnaldrende kærester, opførte hun sig på samme måde. Hun blev lattermild af deres nervøsitet, men pinte dem ikke ret længe, før hun fortalte, at hun var nødt til at gå, og sagde farvel med ordene: – Og hils din mor!
Engang hørte hun den unge kærestes stemme, da hun vendte sig om og gik: – Din mor? Hun er da død, ikke?
Det var mest behageligt, hvis de boede udenbys, Trondheim var en irriterende lille by. Som nu ham, der boede i Molde, satte sig ind i bilen klokken elleve om aftenen og var fremme hos hende klokken fire om morgenen. De havde mødt hinanden på nettet dagen før, mailet hyppigt og udvekslet billeder i et privat chatroom. Han lignede en lidt mere barsk udgave af Josh Hartnett, han var bare blond, men da hans øjenbryn var mørke, mente hun, at han måtte have afbleget håret.
Han var så flot, at hun begyndte at svede over hele kroppen bare af at se på de amatøragtige fotos. Det stak i læberne, og hun var nødt til at trække vejret dybt ned i lungerne flere gange hurtigt efter hinanden. Det var først, da han sad i bilen og næsten var i Oppdal, at han ringede til hende, så hun hørte hans stemme. Den kunne hun også godt lide, den var dyb og fuld af testosteron. Hun havde aftenvagt næste dag, det passede perfekt. Han var fireogtyve år og læste til kystskipper, han ringede til hende hvert tyvende minut, indtil han fik de sidste parkeringsanvisninger, og hun lukkede ham ind iført morgenkåbe.
Han gav hende et klodset knus, rødmede, og hun blev betænkelig. Men han lugtede vanvittig godt, af røg, læderjakke og tyggegummi, og havde en mørkebrun snøre med små, hvide muslingeskaller om halsen. Han var meget højere end hende, og det vidste hun godt på forhånd, en otteoghalvfems, stod der i profilen på nettet. Han var naturligt brun, som folk helt ude ved kysten ofte var, fordi forliste spanske sømænd for nogle hundrede år siden vadede i land og bestemt ikke lod deres sæd falde på stengrund.
– Jeg tror næsten, jeg er nødt til at have noget at drikke, sagde han uden at se på hende og smed læderjakken over gelænderet til kældertrappen. Hun kunne vældig godt lide den måde, han smed sin jakke på, og tilgav ham det kejtede knus.
– Selvfølgelig. Du er vel også sulten? Kom.
Han sad ved hendes spisebord med en øl og drak tre Gammel Dansk lige i rap, mens hun stegte to bøffer og lidt løg.
– Gør du tit sådan noget? spurgte han, mens han sank hårdt efter den tredje.
– Hvad med dig? Kører du tit fem timer midt om natten for at kneppe? spurgte hun med ryggen til, løgene var ved at brænde på.
Da de begyndte at grine samtidig, gik det op for hende, at det her ville blive godt, rigtig godt, måske et af de bedre. Hun satte sig over for ham, mens han spiste, drak selv tre Gammel Dansk i rap og tog en slurk af hans øl, morgenkåben viste en kavalergang, som han kiggede temmelig meget på, inden han mødte hendes blik og grinede, mens han skar i sin bøf på brød og stak bidderne i munden, spiste grådigt og travlt og tyggede ikke hver bid ret mange gange. Da tallerkenen var tom, bar han selv den og bestikket hen til køkkenbordet, mens hun betragtede hans krop gennem tøjet.
– Jeg er nødt til lige at gå i bad først, sagde han. – Jeg har jo kørt nogle timer. Jeg sveder lidt.
Hun viste ham badeværelset, fandt et håndklæde og lagde sig på sengen og ventede.
Når den slags scoreperioder var overstået, og hun heller ikke elskede nogen længere, tænkte hun med forundring på sådan nogle oplevelser, som om det handlede om en fremmed kvinde, selv om hun godt vidste, at det bare var et spørgsmål om tid, før hun igen blev til denne kvinde, og at hun glædede sig til det. Kontraster, alting handlede om kontraster. Være fuldstændig syg efter at kneppe den ene dag for så at være tilfreds med vibrator og håndbruser den næste. Så slettede hun også sin profil på alle scoresiderne på nettet. Næste gang hun gik i gang med at lede, valgte hun et nyt brugernavn, og det begyndte altid med M. Hun var Mona, Maja, Maria, Marianne, Mette, Mandy, Molly, Martine. M-navne var erotisk ladede navne, ingen mænd tændte på en Ingunn eller en Sara eller en Herbjørg eller en Oddveig.