Når hun endelig fik fred, ryddede hun op i lejligheden, vaskede køkkenskabene, gjorde Audien ren indvendig, ligegyldigt hvilken årstid det var, med forlængerledningen til støvsugeren ud gennem vinduet fra kælderrummet og med et utal af remedier på spraydåser og flasker, der skulle forlænge vinylens levetid og gøre sædeindtrækkene så gode som nye, hun smagte på den jublende gode fred og alenehed, overvejede i letsindige øjeblikke måske at blive lesbisk, mente, at det var uendelig meget mindre kompliceret, uden egentlig at have den mindste anelse om det.
Hun talte højt med sig selv, lattermild og lettet, skældte ud på sig selv over dumme småting, bandede på amerikansk, sagde fuck, når hun tabte ting på gulvet, og følte sig ung, spejlede sig i butiksruder, sad alene med stabler af aviser på cafeer med café au lait og en brownie, gik ind på netbank og betalte regninger for ting, kun hun brugte, mens hun lod høj musik køre i stuen, alt fra Sinatra til Grace Jones, hun vaskede emhætten med salmiakvand, fyldte pejsen med tændte fyrfadslys, hvis det var forår eller sommer, tændte op, hvis det var efterår eller vinter. Det her vidste hun alt om, og det beroligede hende. Hun havde sine taktikker og belønninger liggende dybt inde.
Dybt inde.
Hun havde også overskud til at føre idiotiske samtaler med vildt fremmede mennesker i bussen og udholde indholdsløse meningsudvekslinger med taxichauffører om indvandrerpolitik og Trondheims kollektive transport, der selvfølgelig var en skandale, hun lyttede, svarede velovervejet og respektfuldt, hun havde roen til at gøre det, hun var færdigkneppet og færdigelsket, hele hendes hjerte åbnede sig mod hvem som helst, den kønsløse hvem som helst. Desuden blev hun meget nysgerrig i forhold til alt, hvad der havde med parforhold at gøre, det forekom hende at være ét eneste stort mysterium. Med sin egen personlige rekord på elleve måneder var hun aldrig nået til den fase, hun læste og hørte om, hvor parforholdet blev til ensomhed, hvor tavsheden og det uudtalte tog over, hvor man lagde sig ved siden af en mand for natten og var mere ensom, end hvis man havde ligget der alene.