Da hun ikke havde nogen nære veninder, var det de kvindelige kolleger på avisredaktionen, der fortalte hende, og afslørede for hende, hvad kvinder faktisk var villige til at finde sig i for at beholde en mand. Og 'at finde sig i' handlede ikke om vold, slet ikke, vold i forhold var noget, enhver idiot kunne tage sort-hvid stilling til. Nej, det handlede mest om den totale kedsomhed og det fuldstændig intetsigende. Næsten alle de kvindelige kolleger, hun arbejdede tættest sammen med, levede i gamle, langvarige forhold.
Hun følte sig som en kigger, der betragtede det ubegribelige. Hun var himmelfalden over, hvad de accepterede, eller hvad de forsømte at forlange af sig selv og en mand. Det skete, når de havde vinaftener på redaktionen, at det hele væltede ud. Det med vinaftener for damerne var en gammel tradition, en form for networking, der skulle kompensere for mændenes nærmest biologisk naturgivne netværkskromosom. Anja, en af sekretærerne, var gift med en krimiforfatter, der betragtede hende som et møbel.
– Han husker aldrig vores bryllupsdag eller min fødselsdag, hvis jeg ikke minder ham om det. Jeg tror faktisk ikke engang, han ser på mig som en person.
– Han ser dig vel som mor til dine børn. I har jo været gift i atten år.
– Og jeg ved, at han er mig utro med jævne mellemrum. Han ved, at jeg ved det. Det gør nok også sit til, at han har mistet respekten for mig. Det eneste, han er optaget af, er jagt og biler og snescootere. Og de forbandede bøger selvfølgelig. Han er fuldstændig egocentreret, når han skriver, ikke til at være i stue med, han tror, universet drejer omkring ham.
– Hvordan var det så i begyndelsen? spurgte hun.
– Da bar han mig nærmest på hænder. Men det gik over.
– Hvordan kan du holde ud at leve på den måde? Det forstår jeg ikke, sagde hun.
– Han er jo sød. Og sjov. Der sker en masse ting omkring ham. Jeg er med til en masse spændende ting, når han skal lancere en bog og den slags. Og når han bliver inviteret til udlandet for at lancere. Sommetider. Så føler jeg mig værdsat, for det er mig, der holder styr på bagage, billetter og aftaler og den slags ting.
– Så føler du dig værdsat?
– Ja.
Fordi hendes appetit på at få indblik i andres samliv var så stor, kunne hun pludselig blive så ivrig, at de trak sig tilbage og kaldte hende sexfikseret og monomant ensporet, og derfor var hun nødt til at være lidt forsigtig og veje sine ord på en guldvægt, men ikke så tydeligt, at de mistede interessen for at betro sig.
– Tænk engang, hvad du går glip af, kunne hun sige.
– Går glip af...?
– Ja! Det dejlige ved at være sammen med en mand.
– Vi er da sammen af og til. Vi er jo gift.
– Men hvor tit?
– Det kommer lidt an på.
– Om han har gang i en anden?
– Alle forhold ender alligevel på den måde! Der er ingen grund til at satse på noget nyt. Man ved, hvad man har, og så videre... Det er ikke synd for mig.
– Hører du, hvad du selv siger?
– Ja?
– Og det gider du godt?
– Slap nu lidt af. Det er mit liv.
Ja, det ville aldrig, aldrig, aldrig kunne være mit, tænkte hun.