Selv følte hun sig aldrig mere utryg, end når hun havde en kæreste. Alene ordet: kæreste. Det kæreste, man havde. Det allerkæreste?
Hun gjorde sig livsfarligt sårbar. Grunden til, at hun overhovedet vovede det, var visheden om, at det var hende, der ville ende med at bryde, fordi hun var god til at følge med i signalerne om, at det nærmede sig afslutningen. Selv om det havde været lige ved at gå galt nogle gange, var det kun lige ved.
Trygheden lå i at være alene. Ingen løse kanoner på dækket og fuldt overblik over krudtbeholdningen. Var man sammen med nogen, man satte pris på, måske endda troede, at man elskede, selv om man anstrengte sig for at finde negative træk hos ham for at skabe balance, kunne alting rent teoretisk ske. Hun læste altid samlivsspalter, der handlede om jalousi, og læste til kedsommelighed om, at jalousi bundede i en dybtliggende usikkerhed, hvilket hun var fuldstændig uenig i. Tværtimod. Hvis der var noget, hun ikke var, var det usikker. Hun spekulerede på, hvornår disse psykologer ville bringe noget nyt til torvs og virkelig fortælle hende, hvad jalousi var. Det nærmeste, hun selv kom en forklaring, var den kendte devise: Hvad man ved om sig selv, tror man om andre. Når hun selv betragtede enhver mandsperson over tyve, eller atten for at være ærlig, som en potentiel sexpartner, regnede hun med, at alle mænd, også hendes mænd, gjorde det samme. Og den vished gjorde hende overhovedet ikke usikker, bare endnu mere indstillet på at overtrumfe alle de minder, han havde om tidligere elskerinder, samlevere eller one-night stands. Hun ville have, at minderne skulle blegne og fortabe sig. Det nærmeste, hun kom en snert af tryghed sammen med en kæreste eller samlever, var, når han roste hende seksuelt.
– Ingen har suttet den af på mig som dig før. Ingen. Du er en engel til at slikke.
– Jeg var engang sammen med en dame, der var enormt stram, og så – så snart jeg var inde, var det fandeme ligesom at stå oprejst inde i Nidarosdomen. Du er skidestram hele vejen ind, Ingunn.
– Jeg har aldrig været så ind i helvede liderlig sammen med nogen som sammen med dig!
Den første weekend efter at ellevemånedersaffæren flyttede ind, kom han seksten gange mellem fredag aften og søndag formiddag. Dengang følte hun sig tryg i flere dage. Da de havde boet sammen i tre måneder, og hun den sidste uge havde mærket en vis sløvhed hos ham, ringede hun til ham i frokostpausen, selv havde hun aftenvagt den dag.
– Du er nødt til at komme hjem, sagde hun. – Jeg er så liderlig, at jeg er ved at sprænges. Kom. Jeg ligger her og venter på dig.
Hun lå nøgen med spredte ben og onanerede, da han åbnede døren til soveværelset, hun lå sådan, at han så hende direkte og lige på, så snart han kom ind. Han krummede sig sammen og bandede og flåede i sine bukser.
– Åh, for fanden da, det gør ondt!
Han kom efter tre ryk, men var stiv igen efter nogle få minutter. Så var hun tryg nogle dage igen. Men det var alligevel en helt anden tryghed end det at være alene. Postsex-tryghed bar på en grundlæggende rædsel, hele tiden, den lå og dirrede og hviskede grimme ting til hende, af og til højlydt, andre gange kun lige hørligt. Den forsvandt aldrig, og hvordan var det muligt for Sigrid at føle sig tryg sammen med en mand, der enten sov eller så fjernsyn? Som kun lige akkurat anerkendte hendes tilstedeværelse her på jorden? Hvilket mod måtte en kvinde som hun ikke besidde for at lægge hele sit liv i hænderne på sådan en tryghedsfølelse? Det måtte være hans dovenskab, hun satsede formuen på, nogen anden forklaring var det ikke muligt at finde.