En af de nye praktikanter blev droppet på samlebånd. Lille, kønne Tonje. Hendes kærester holdt højst en måned, rundt regnet. Pludselig sad hun på mandagsmødet med forgrædte øjne og var tåbeligt og uprofessionelt åndsfraværende.
Til hverdag var hun behagelig at lade blikket hvile på, det var ligesom at kigge på forsiden af et glittet modeblad, hun var i midten af tyverne, og hvad måtte hun ikke bruge af timer på badeværelset hver morgen på hår og foundation og tolags-mascara og tre forskellige øjenskygger med blød overgang, og så smart og hele tiden med nyt tøj, at det ikke var svært at se, hvad hun brugte sin løn til.
Det var netop den slags hunkønsvæsener, hun konkurrerede med på nettet om de unge mænd. Bryster, der struttede uden støtte, gyldenbrun hud året rundt, en bagdel og krop, der kunne tåle ålestram denim, og et glimt af hud mellem bukser og bluse, prof plukkede øjenbryn, ikke et hårstrå i uorden. Byen var fyldt til bristepunktet med den slags modelsmukke piger, alligevel gik disse mænd på nettet og valgte en ældre kvinde, når verden skulle forenkles og overlades til hormonerne.
På redaktionen skiftedes de til at trøste Tonje, fordi det var uendelig lidt, de kunne bidrage med, hvilket kedede dem i længden. Hun sagde altid de samme ting igen og igen, dog med en vis variation.
– Jeg troede jo, vi havde det enormt godt! Og så siger han ligesom bare, at det er slut?!
– Han sagde, han var vild med mig, sagde det, hver eneste gang, vi mødtes, og så pludselig smut! Kan det gå over så hurtigt?
– Jeg mærkede det overhovedet ikke. Vidste ingenting. Og så kom der en pige hen til mig på Brugbar og sagde, at han var sammen med en pige fra Handelshøjskolen. Jeg blev helt knust, og det sagde jeg til ham. Jeg sagde, at jeg var parat til også at glemme det, hvis bare han...
– Jeg har set hende den nye. Hun er tyk!
– Det var faktisk ham, der lagde an på mig! Og pludselig er jeg ikke god nok? Efter kun tre uger?
– Hvis han bare havde sagt noget i tirsdags, da vi var sammen! Inden weekenden kunne vi helt sikkert have...
Tonje plejede at blusse af selvretfærdighed en uges tid eller to, så gik det over. Så var NN et røvhul og verden i orden igen. Så handlede det om nyt tøj og planer om nye byture og ny kæreste og ny forelskelse og gang i smserne dagen lang, mens hun sad sammenkrøbet med mobilen i hånden og fnisede: – Åh, han er så sød! I har ingen anelse om, hvad han skriver til mig, altså. I får det heller ikke at vide! I hvert fald ikke dig, Ingunn!
– Måske kender jeg ham i forvejen?
– Åh, du er bare så strid! Du er overhovedet ikke hans type! Og så har vi det supergodt sammen, han har ikke brug for andre end mig.
– Er han god i sengen?
– Altså, Ingunn!
– Er han?
– Han får lov til at gøre meget forskelligt med mig!
– Og hvad med dig? Gør du meget forskelligt?
– Det når jeg jo overhovedet ikke. Når han er i gang. Og nu vil jeg altså ikke snakke mere om det!
Lille, kønne Tonje havde ikke engang forstået, at det sidste i verden en mand, uanset alder, ønskede at blive defineret som, var sød. Man kunne mene det, man kunne tænke det, men aldrig sige det. Ikke til andre, ikke til ham. Selv dejlig var lige på grænsen, men kunne godt fungere inden for et bestemt scenario, det havde hun god erfaring med. Men den ultimative og perfekte modsætning var at rose hans pik, beskrive hvor utrolig smuk den var. Smuk gik an, selv om det ofte udløste et lidt beskæmmet grin, men det var kun, fordi de ikke var vant til det. Hun løj aldrig, sagde bare, hvad hun mente. De unge med glatbarberede nosser slubrede hendes ord om æstetik og formfuldendthed i sig, dem med fuld pels var mere optaget af præstation og hårdhed og udholdenhed. Men de var alle som én optaget af størrelse, rettere sagt længde. Kun de unge forstod, at tykkelsen var lige så vigtig som længden, men det argument trak hun aldrig for dybt ind i klistret sengetøj, for så kunne hun risikere at ende med en ubehagelig komparativ analyse.
Og det, Tonje heller ikke forstod, var, at de unge mænd ville have sex. Mens det med Tonje handlede om at have haft hende, fordi hun så så godt ud. De gik rundt med hende som et smykke, brystede sig på cafeerne og udholdt, at hun ævlede og bævlede om følelser og stensikkert lod som om hver eneste gang, fordi hun var mere optaget af, hvordan hun tog sig ud i sengen, hvordan hun tog sig ud fra den og den vinkel. De kønneste piger havde hundrede gange flere kropslige hangs, end hun selv havde, og det kunne mændene mærke, de mærkede højst sandsynligt, at Tonje ikke var into it, at hun kun gik med til, at de gik i seng med hinanden af diplomatiske grunde, at hun dybest set helst bare ville kysse og snakke romantisk om en fælles fremtid.
Hun havde tit medlidenhed med Tonjes kortvarige kærester. De spillede den sikkert af dag og nat med de vildeste fantasier på nethinden bare for at kunne holde hende ud. Og selvfølgelig behøvede man ikke at gå med det samme smykke i mere end tre-fire uger. Ja, det var faktisk i overkanten længe.
Ja, hun syntes, at det var synd for Tonjes kærester. Det eneste, de havde i hovedet i den alder, var at skaffe sig fisse, de vågnede hver morgen med stådreng og spekulerede på, om det ville ske i dag, de diskuterede scoretricks på nettet og indbyrdes, udvekslede mere eller mindre velfunderede erfaringer, nogle mente, at man skulle være afmålt og lade damerne jage lidt, andre gik ind for direkte flatterende kommentarer, men det samme gjaldt for dem alle, de ville have fisse, fisse, fisse. De ville i seng med nogen, der tog imod dem, jublende og modstandsløst og uden krav og snak.
Mange gange hengav hun sig til en fantasi om, at hun, mens Tonje var på wc og brushede øjenvipperne op eller smurte mere selvbruner på maven, tjekkede hendes mobil og senere ringede til disse frustrerede unge mænd, som var blevet trætte af en smukt poserende sengekammerat, ringede til dem og sagde: Kom bare, så skal jeg vise dig, hvordan det kan være.