Hun havde tre mænd til telefonsex. En af dem var gift, ham ringede hun aldrig til, det var ham, der kontaktede hende, når han var alene hjemme eller ude at rejse og lå på sit hotelværelse og gejlede sig selv op med pornokanalerne. De to andre var gamle one-night stands, den ene af dem mere et three-night stand. De advarede hende, når de var i faste forhold, men nu boede de begge to alene. Det eneste, hun behøvede at gøre, var at sende en sms: 'Vågen?'
Hun sendte til de to ugifte, det var ikke særlig sandsynligt, at de begge to var vågne samtidig. Den ene svarede straks, jovist var han vågen. Han arbejdede som sikkerhedsansvarlig på Heidrunfeltet. Hun mødte ham, da Turboneger lavede et stunt derude i forbindelse med en cd-release, som hun skulle dække. Hun følte sig sej og usårlig, mens hun vadede rundt i overlevelsesdragt, og fotografen hang i en lift for at tage billeder ovenfra. Den sikkerhedsansvarlige var opstemt over at få celebert besøg, hun undrede sig over, hvordan de egentlig boede herude, og han spurgte, om hun ville se de kongelige suiter, selv om det egentlig var imod reglementet.
Det ville hun gerne. Især når det var mod reglementet.
Smal seng, åbne pornoblade på gulvet og et kæmpestort foto af en havørn på væggen, men sengetøjet var rent, de bollede stående, hun med den ene fod støttet i hans seng, de snoede sig ud af overlevelsesdragterne, og deres plastichjelme fyldte næsten hele gulvarealet. Han lugtede af smøreolie, cigaretter og solid mandesved, og han var ensom og superliderlig.