Hun besluttede sig for stavgang.
– Jeg har tænkt på at begynde at dyrke lidt motion. Eller det er måske for sent?
– For sent. Hvad mener du? spurgte den unge ekspedient.
– Jeg har aldrig... dyrket motion. Sådan aktivt, mener jeg. Gjort ting for at dyrke motion. Men nu tænkte jeg, at det måske var på tide. Hvis det ikke er for sent.
Hun hørte sig selv stå og appellere til ham for at få ham til at give hende feedback på det med alderen. Det var patetisk, men det kom helt af sig selv, hun kunne godt høre, hvor dumt det lød, og besluttede sig for at holde mund. Han gelejdede hende hen til væggen, hvor stavene hang, og begyndte at forklare udførligt om længden på stavene, det var teleskopstave, længden indstillede man selv efter armhulehøjde og terræn: op ad bakke eller ned ad bakke. Hun kiggede på hans ansigt, mens han talte, han var sommerbrun med tredagesskæg og intenst blå øjne, kridhvid T-shirt med skæv halslinning inden for en vinrød sportstrøje. Hun kiggede på hænderne, der greb og vred i stavene, lidt buttede, brune hænder med rosa, blanke negleflader, han bed ikke negle og havde ikke en eneste sørgerand, omkring højre håndled havde han en tynd lædersnøre i stil med den, Morten Harket havde om halsen i sine unge dage.
– Dem tager jeg, sagde hun.
Hun orkede ikke at kigge på ham mere, blev pludselig uendelig træt af sig selv. Hun skulle begynde at dyrke motion, sådan som andre mennesker gjorde, almindelige mennesker med almindelige liv, hold op, hvor måtte det være enkelt, med vaner og allerede levet liv som en garanti for, at tilværelsen ville fortsætte netop på den måde. Måske var Sigrid alligevel ikke helt galt afmarcheret.
– Vil du have bonen? spurgte han.
– Nej, smid den bare ud.
Hun mødte hans blik, da hun vendte sig om for at gå, han holdt det lidt for længe, og det var ukarakteristisk nok hende, der slap det. Han måtte jo kede sig halvt ihjel, vimse rundt i den her tåbelige sportsforretning og på den måde være et let bytte, tænkte hun i brøkdelen af et sekund, men uden at orke at gøre noget ved det. Han kom frem bag disken og åbnede døren for hende.
– Så gammel er jeg heller ikke, sagde hun. – Det var ikke det, jeg mente.
Han smilede skævt og gav hende V-tegnet med den brune hånd uden sørgerande under neglene.
– God tur, sagde han.
Med stavene slået sammen i en plasticpose gik hun af sted mod Olavshallen for at tale med Bjørn Eidsvåg, der skulle lave lydprøve inden aftenens koncert. Hun ringede til fotografen, han var allerede kommet.
– Fem minutter, sagde hun og følte sig allerede mere spændstig med stavene i posen.