Hun parkerede Audien på en af de mest centrale parkeringspladser foran Statoilbygningen, for at man skulle tro, hun arbejdede der, for ingen gad vel sammenligne hendes nummerplade med parkeringsskiltet her i aftentimerne. Stavene havde hun justeret hjemmefra, armene skulle kunne bevæge sig bagover i en vinkel på halvfems grader, når hun gik. Stavene lå lange og slanke i bilen, skråt hen over bagsæderne mod bagagerummet. Mørket var heldigvis begyndt at falde på. Hun ejede ikke træningstøj, men havde fundet et par bukser, der hørte til et såkaldt 'hjemmesæt' af vinrød chenille, og alene farven fik hende til at længes tilbage til stuen og et glas eller tre.
Hun satte stavene ned på ren asfalt, det gav en sær, metalagtig lyd, lød som en hakkespætte mod en stålvæg. Derfra gik hun videre ned på grusvejen og ventede på, at sveden skulle begynde at løbe, hun følte sig som en idiot, som en gammel kælling, som en patient på Sunnaas Sygehus; hun tænkte som en besat på gin og tonic med masser af is, på The Dark Side of the Moon. Måske skulle hun hellere begynde at ryge, kæmpe imod denne sundhedstrang, eksperimentere med forskellige former for kreativ og eksalterende dope, spille Jimi Hendrix og Metallica døgnet rundt, sige sit job op og gå i hundene for siden at skrive en bevægende bestseller-selvbiografi om, hvordan det var at ramme bunden på grund af et intetanende indkøb af et par stave.
Statoil lå sølvhvid bag hende, tre joggere passerede uafhængigt af hinanden i den modsatte retning, dem vekslede hun ikke så meget som et blik med. To af joggerne var mænd med stramme og sammenbidte rynker omkring øjnene, som om de kneb øjnene sammen i skarpt sollys, selv om det var skumringstid, den tredje, der var en lidt overvægtig kvinde, løb på en slæbende, opgivende måde med albuerne helt ind til kroppen og hænderne dinglende foran sig som et par gummihandsker. Men hvorfor løb de? Når alle påstod, at stave var sagen? Ville hun nu også være nødt til at begynde at løbe?
Hun standsede og trak stropperne ud over hænderne. Hun følte sig overhovedet ikke træt, og hun havde sikkert gået mindst en halv kilometer. Det her var det rene pjat.
Hun kiggede ud over fjorden. Der var smukt. Selv om det vel ikke kunne kaldes natur i ordets oprindelige betydning, fordi den sikkert lå for tæt på byen, hun vidste ikke ret meget om natur, hun foretrak menneskeskabt orden og overblik. Hun trak vejret dybt ned i lungerne, og med stavene samlet i venstre hånd mærkede hun faktisk antydningen af sundhed. Her stod hun med sin krop, alene på Ladestien, det var meget længe siden, hun havde været helt alene på den måde – udendørs. Der lugtede godt fra fjorden, koldt og salt, bølger buldrede ind mod strandens sten ikke ret langt nede, vandet æltede rundt i mørke driver af tang. Hun bestemte sig for at gå tilbage til bilen og var ligeglad med stavene, lod dem slæbe bag sig i gruset, mens hun gik.
– Lykke! Lykke! LYYYKKEEE!!