Det var en tynd, desperat pigestemme, og den kom fra et sted bag hende. I det samme kom en lille vattot af en hund spænende forbi med kurs mod vandet. Hun vendte sig om. Barnet var en fægtende og omvendt silhuet, hvidt tøj mod mørk jord.
Totten pilede hen til hende på vejen, lige længe nok til, at hun nåede at bøje sig ned og tage fat i den, hendes hånd mødte en masse uldagtig pels, og hun greb fat og holdt fast, selv om hunden straks udstødte lyde præget af åbenlys desperation.
– Åh, TUSIND tak, dame!
Barnet faldt halvvejs hysterisk og forpustet ned på knæ foran hunden og satte en hundesnor fast i dens halsbånd.
– Tusind tak! Jeg blev så bange. Jeg har fået den i dag. Eller... han, altså. Det er en dreng.
– Måske skal du lade være med at slippe den løs, sagde hun. – Indtil den... indtil han har lært dig ordentligt at kende.
– Det sagde far også. Men der er nogen, der siger, at de bliver mere lydige, hvis de er løse? Tror du på det?
– Jeg ved ikke ret meget om hunde, sagde hun.
– Det gør jeg egentlig heller ikke. Men jeg har fået en bog af far om at have hund. Den skal jeg læse.
– Men han har da et fint navn.
– Ja, ikke?! Jeg fandt bare på det! Så snart jeg så ham første gang! Dengang var han kun... tre uger, tror jeg. For jeg blev helt lykkelig indeni over det hele, og så bestemte jeg, at han skulle hedde Lykke. Far ville have, han skulle hedde Nero eller Cæsar eller sådan noget stort, bare fordi han er så lille, men jeg bestemte, at han skulle hedde Lykke. Jeg bestemte det bare!
– Han bliver vel større? spurgte hun, hun vidste ikke rigtig, hvad hun ellers skulle sige, hun var ikke vant til at snakke med børn og følte, at hun måske skulle sætte sig på hug, når hun talte med hende, det virkede lidt voldsomt at stå der og være mindst en halv meter højere.
– Ja, han bliver større. Men ikke ret meget. Det er en dværgpuddel. Og dværge er meget små mennesker, ved du nok.
– Emma! Er du der?
– Ja, far! Jeg står sammen med en sød dame, der fangede Lykke! Han kunne være DRUKNET!
Manden kom hen mod hende, barnet og hunden. Han havde løbet, kunne hun høre på hans åndedræt, men nu gik han almindeligt, han havde vel indset, at katastrofen var afværget.
– Jeg tror nu ikke, han ville være druknet, sagde han. – Men det var dig, der absolut ville slippe ham løs, glem nu ikke det, Emma.
– Åh, far! Jeg blev så bange!
Emma kastede sig ind til sin far, slyngede armene om livet på ham og græd ind mod hans mave, han lagde armene om hende, og hun begyndte at hulke.
– Jeg blev så bange!
Manden strøg barnet flere gange over håret, inden han bøjede sig ned og forsigtigt kyssede hende på panden, og hun var ude af stand til at tage øjnene fra dem, selv om hun oplevede det som dybt privat, en far og et barn, hun ikke kendte. Og her stod hun og betragtede dem indgående.
– Men det gik jo fint, min ven. Hold nu op med at græde. Det gik jo fint.
Hans stemme var tung af omsorg og en kærlighed så stor, at hun fik gåsehud.
– Og tusind millioner tak for Lykke, far. Du er verdens sødeste far.
Pigen slap ham og kiggede op på dem begge to.
– Tusind millioner tak, dame!
Faderen vendte sig om imod hende.
– Hej, sagde hun.
– Tusind tak for hjælpen.
– Det var så lidt, sagde hun.
– Hun ville absolut slippe ham løs.
– En hund har vel brug for at... blive kørt ind, ligesom alt andet, sagde hun og anede ikke, hvor ordene kom fra. Køre en hund ind...?
– Og I har jo lige fået den, tilføjede hun.
– Ja. I dag. Emma har plaget om at få en hund, siden hun var fem.
– Det er to års plageri, far! sagde Emma og sprang ned mod stranden med hunden samvittighedsfuldt i snor. – Men du er altså verdens bedste far, fordi jeg fik Lykke!
Han smilede og vendte sig om imod hende.
– Børn, sagde han, på en indforstået måde.
– Det er en dejlig pige, du har der, sagde hun. – Men jeg ved ikke så meget om børn. Hverken børn eller hunde. Jeg kender kun én hund, og han var helt opdraget, da jeg lærte ham at kende. Det er en dobermann, der hedder Kalle.
Hun plaprede løs, kunne hun godt selv høre. Ikke synderlig flatterende. Her stod en vildfremmed mand, der bare var kommet ud af halvmørket mod hende, og hun var ikke engang på arbejde, hvor hun altid havde ordene i sin magt.
– Ja, Emma er utrolig. Lidt overenergisk, men.
Han kiggede på hende.
– Emma og jeg har det suverænt sammen.
– Ja, og hvalpe tilpasser sig vel efterhånden deres nye familie, sagde hun.
– Det satser vi på. Tusind tak, sagde han igen og rørte ved hendes overarm med en lynhurtig høflighedsgestus. – Jeg må vel hellere få hele menageriet med hjem, det er sent.
Hun kiggede på ham. Lyset var dårligt, men hun kunne se ham.
Emma og jeg havde han sagt. Fandtes der også en mor, eller var der kun de to? Måske var han enlig far. Så ville hun aldrig se ham mere. Alenefædre gik vel ikke i byen, de havde sikkert mere end nok at gøre med at være far.
– Du..., sagde hun.
– Ja?
– Nej. Ikke noget.
– Sig det dog.
– Det var bare noget pjat. Jeg er ikke mig selv i dag. Står her på Ladestien med stave og...
– Du går stavgang?
– Det er nok for meget sagt. Jeg er lige begyndt. For en lille time siden. Jeg tror egentlig ikke, det er noget for mig. Jeg sveder ikke engang.
– Så er du vel i god form. Men jeg må vist hellere se at komme hjem med pigebarnet og hunden, det er skoledag i morgen.
– Okay, sagde hun. – Holder I oppe foran...
– Nej, vi er ikke i bil. Vi bor deroppe.
Han pegede, upræcist og i farten. Hun kunne ikke få øje på noget det sted, han pegede hen, ikke andet end flere forskellige lys bag grantræer oppe på et klippefremspring.
– Fint nok, sagde hun. – Hej hej.
– Emma! Nu skal vi hjem. Kom så!
– Men far! Vi har det lige så sjovt, Lykke og mig! Han bider i tangen og tror, den er levende!
– Kom nu! Du skal i skole i morgen. Og jeg har mad i ovnen.
Han smilede til hende; alt i hans ansigt smilede, øjnene, kinderne, panden, munden, det var ikke noget høflighedssmil, men helt ægte og sjældent og uden hverken en skjult agenda, ironi eller liderlig forventning. Hvornår havde nogen sidst smilet til hende på den måde? Hun knugede så fast om stavene, at hun mærkede neglen knække på den ene tommelfinger, og følte pludselig trang til at græde, kaste sig ind til nogen og ikke nå længere op end til maven, mærke en hånd på håret, et blidt kys på panden, der ikke forventede andet af hende, end at hun ikke behøvede at være ked af det mere, fordi alt var blevet godt igen.