Da de to fly på kort tid smeltede sammen med skyskraberne i New York, stod hun og skrællede to kartofler, som hun planlagde at stege på panden sammen med et lille stykke pølse. Tivoliradioen stod i hovedhøjde på krydderihylden.
Alle nyhedsudsendelser blev afbrudt, og de første oplysninger kom midt i Her og Nu: Et fly er styrtet i World Trade Center. Hun tænkte: Findes der så stort et rum inde i den bygning, at et fly kan flyve derinde? Måske et modelfly? Hun tog den anden og sidste kartoffel, og så revnede nyhederne bare, usammenhængende og ulogisk, kartoflerne endte på bunden af vasken, det kolde vand løb, hun slap det hele og tændte for fjernsynet, fandt CNN, og hun ville ligesom alle andre resten af livet huske hver eneste detalje ved denne dag, tøjet hun havde på, det højre ærme på den røde trøje, der var vådt af kartoffelskrælningen, fordi elastikken var løsere end på det venstre og umulig at smøge op til albuen, pølsen, som hun havde skåret i præcise stykker og senere smed direkte i skraldespanden sammen med de nyskrællede kartofler, for hvad var meningen med at spise, hvis de alligevel alle sammen skulle dø?
Da det andet fly ramte, sad hun lamslået, indtil hun begyndte at græde. I lokalnyhederne fortalte de, at Kristiansstens fæstning nu var bemandet med bevæbnet mandskab fra befalingsmandsskolen. Det var kun med den yderste koncentration, hun var i stand til at lukke for den kolde hane.
Dengang nyheden kom om, at Diana var død i en trafikulykke, stod hun midt på stuegulvet i en fosforgrøn frottebadekåbe med et hvidt keramikkrus med lunken kaffe i hånden. Sollys faldt skråt ind over gulvet, hun havde lige tænkt på, at hun ville støvsuge den dag, lyset afslørede, at det var tiltrængt.
Da tsunamien ramte, sad hun på Peace Hotel i Shanghai og spiste dim sum sammen med forskellige mennesker fra Eksportrådet, norsk musik var blevet en eksportvare, og hun dækkede sagen for flere norske aviser, der samarbejdede med Adressa. Pludselig væltede det ind med smser til alle omkring bordet med spørgsmål om, hvorvidt de var i sikkerhed. De kiggede på hinanden, derefter ud ad vinduet på The Bund og Huangpu-floden. Alting virkede helt normalt.
I sikkerhed...? Selve kontrasten mellem den rædsel, hun pludselig følte, og det historiske og luksuriøse hotel, der omgav hende, var det, hun siden huskede i detaljer, den gode mad, der blev ligesom tyggegummi. Hun tænkte straks, at der måske var udbrudt krig, og her sad hun på Peace Hotel, af alle steder. Det var ikke hende, der ringede til Norge, men de fik efterhånden en vis klarhed over, hvad der var sket. Hun svarede på alle smserne på samme måde, nemlig at hun befandt sig meget langt væk fra Thailand og Indonesien, og at hun havde det okay. Set fra Norge var dele af Asien tilsyneladende det samme som det hele. Der gik lang tid, før hun satte pris på dim sum igen.
Da hun gik tilbage til bilen, stadig med stavene slæbende efter sig, prøvede hun sammenbidt for sig selv at opremse alle de sunde og fornuftige grunde, der var til aldrig mere at tænke på den mand: Han havde en datter, hun var midt i en rolig periode og altså ikke i gang med at score, han havde en datter, han havde en datter, han havde en datter, hun kunne ikke komme i tanke om mere.
Emma og jeg har det suverænt sammen.
Måske var der virkelig ikke nogen kvinde inde i billedet? Ingen mor? Hun havde endda fået en bog om hunde af sin far; var det ikke mødre, der købte bøger?