Hun gik direkte ind på Din søgning, hvor hun selv kunne komponere drømmemanden ved at udfylde forskellige svarmuligheder.
Sydtrondelag, Trondheim. Han måtte være mellem en firs og måske en femogfirs. Alder: 38-42. Hårfarven var vel mørkeblond, øjenfarven havde det været umuligt at se. Uddannelse? Ligeglad. Hvor meget hun ville have, han skulle tjene? Lige meget. Civilstatus? Emma og mig, havde han sagt. Altså kunne han være skilt, single eller gift med Emmas mor, der lå som et dødsdømt tilfælde på en lukket afdeling, det anede hun jo ingenting om, moderen kunne for den sags skyld være på en uges venindetur, så det lod hun stå åbent. Børn: 1 barn. Hjemmeboende. Rygevaner. Havde han lugtet af røg? Hvis han var ryger, ville det vel have været naturligt, at han havde tændt en cigaret, mens han stod der og talte med hende. Men det kunne også være, at han var løbet efter Emma så pludseligt, at han havde glemt sine cigaretter.
Det her blev for indviklet. Hun besluttede at lave en mere generel søgning, udelukkende på anslået alder, højde og hjemby Trondheim. Der var 48 match, 38 med billede, ingen af dem var ham. De ti sidste billedanonyme profiler studerede hun grundigt, hvad angik antallet af børn. Ingen var dem var alene med en datter. Otte af dem havde to børn, der ikke boede hos dem, de to sidste var barnløse, men ønskede sig børn.
Hun burde også læse sin sædvanlige arbejdsmail, men orkede det ikke, slukkede for maskinen og blandede et glas til. Hun fik tømmermænd på jobbet i morgen, men det spillede ingen rolle, der fandtes ikke den ting på jorden, hun ikke mestrede med tømmermænd. Hvad slags mad venter i en ovn? Det eneste, hun brugte ovnen til, var frosne fiskegratiner og færdigpizza.
Hun tog Alison af cd-spilleren og satte Dire Straits på. Hvornår havde hun sidst spist? Hun huskede det ikke, måske på arbejde, sikkert en eller anden kedelig skål rodsammen-salat med en masse dåsemajs og thousand island. Og hvorfor satte hun netop den cd på? Den sidste skæring gjorde hende altid deprimeret, det her var bestemt ikke en aften for Brothers in Arms, hun udskiftede den med Timbuktu. Tryg og tom musik, ikke musik, der satte gang i følelser, bare musik, der var til stede som selskab og energi, det var sagen nu, og måske at lade være med at drikke mere.
Hun blandede en drink til, var løbet tør for tonic, brugte i stedet citronsaft og iskoldt vand fra hanen, forsikrede sig om, at hoveddøren var låst, slukkede alt lys og gik ind i seng med døren til soveværelset stående åben og musikken dunkende inde fra stuen.
Næste morgen vågnede hun med en næsten fuld drink ved siden af clockradioen. Netop nu burde Bjørn Gabrielsen fra Dagens Næringsliv have ringet og spurgt, hvad hun havde på sit natbord. To isterninger ned i glasset, så kunne hun få en fin morgenmad og en blød start på dagen og gribe røret til redaktionen og sige, at hun var syg. Men hun var ikke typen, der forsømte sit arbejde, det ville være det samme som at miste grebet.