Hun parkerede det samme sted som aftenen før, men nu i nyvaskede cowboybukser og nyindkøbt, hvid fleecetrøje. Inden hun gik, havde hun vasket hår, samlet det i en hestehale højt oppe på baghovedet og taget lidt rouge og lipgloss på. Sensommermørket var det samme, men det ville snart blive regnvejr, skyerne drev ind over Fosenfjeldene. Syvårige, nybagte hundeejere brød sig nok ikke om at gå tur i regnvejr, men så fik de at vide hjemme, at havde man hund, måtte man ud i al slags vejr. Mad i ovnen og skole i morgen, det her var ikke en far, der lod tingene skride.
Hun gik af sted hen ad stien med stavene, rytmisk og tilkæmpet prof, mens hun mærkede et voldsomt raseri, hun ikke forstod hvor kom fra. Hun mødte flere joggere, men det var ikke de samme som aftenen før. Damen med gummihandskehænderne var ikke at se, hun sad nok foran fjernsynet og så en film på TV3 med gummihandskerne dybt begravet i en skål chips, yderst tilfreds med sig selv.
Hun mødte en ældre mand med stave, men lod, som om hun hostede, da de passerede hinanden. Geriatrisk socialisering på Ladestien, ellers tak. En af joggerne havde en schæfer med, ellers så hun ingen hunde. Hun begyndte at forstå, hvorfor joggere ikke smilede. Det gjaldt også dem med stave. Hvorfor smile, når man spildte timevis af sit liv på en totalt hjernedød aktivitet?
Neden for klippefremspringet med granerne forlod hun stien og gik op ad græsskrænten. Det var rart at slippe for de knasende lyde fra løbesko og stave. Hun nærmede sig forsigtigt, belysningen fra stien nåede ikke herud, heller ikke lysene inde mellem træerne, hun befandt sig i mørke. Hun beholdt en stav i hver hånd med hænderne godt ind i håndremmene, alt andet ville virke latterligt, hvis de pludselig dukkede op.
Flere små huse lå spredt inde mellem træerne. Som en lille bebyggelse, der efterhånden var vokset uden mål og med eller nogen funktion, nærmest som en klynge fiskerhuse, hvor mennesker bare skulle bo og overleve. Måske var det netop det, det var. Det faldt hende ind, at her måtte være idyllisk, når det var jul. Småsprossede vinduer, lave tage og rygninger, flisebelagte stier mellem husene, højt græs og det sene efterårs vilde blomster inde ved husvæggene, blomster hun ikke anede, hvad hed.
Der var ikke et menneske at se, men hun kunne høre svag musik fra et af husene, det var umuligt at sige hvilket, men hun genkendte Neil Youngs Harvest. Nogle cykler stod støttet op ad hinanden ved skraldecontainerne og brevkasserne, hun talte fem brevkasser og gik langsomt hen mod dem, mens hun holdt nøje øje med vinduerne i de nærmeste bittesmå huse.
Under låget på den tredje brevkasse, hun åbnede, stod: Tom og Emma Ingulsen. Selvfølgelig skrevet af Emma, hvert blokbogstav havde sin farve, med kunstfærdigt tegnede blomsterhoveder omkring. Hun lukkede brevkassen og skyndte sig tilbage i mørket, ned til stien og tilbage til bilen, mens hun hele vejen hviskede til sig selv.
– Fuck fuck fuck fuck fuck og fuckety fuck fuck...
Men hun følte sig ikke ung af den grund.
Da hun trak stavenes håndremme af, mærkede hun sveden løbe ned ad ryggen, gu fanden havde hun fået valuta for pengene. Hun kylede stavene ind i buskadset, det var begyndt at regne lidt, silende og lodret, og hun stod og kiggede på buskene et stykke tid, mens hun lyttede til dråberne, der ramte bladene. Hun gik hen til buskadset og rodede rundt, indtil hun fandt den ene stav igen, og forsøgte at brække den midt over, men det gik ikke, før hun lagde den hen over låret. Den knækkede ikke helt, men bøjede på en tilfredsstillende ødelagt måde. Det gjorde ondt det sted, hvor hun have bøjet den over låret, hun ville få et blåt mærke, hun fik blå mærker af ingenting.
Da hun startede bilen, skyndte hun sig at sætte musik på og skruede ekstremt højt op, Maroon 5. Hvis det ikke havde været for subwooferen, der var monteret bag i bilen, ville højttalerne for længst være blevet sprængt i stumper og stykker. Og hun mærkede, hvor dejligt det ville være bare at køre nu, køre langt, køre væk, gennem byen og andre byer og sydpå, over Svinesund, sydpå og sydpå og længere og længere uden at vide, hvor hun skulle hen, en tysk autobahn, bilen var skabt til venstre bane på en tysk autobahn, bare væk, endelig væk, komme ad helvede til væk, hun havde 180 hestekræfter og en næsten fuld tank, og det bedste af det hele: airbags både foran og i dørene.