– Du skal til Berlin, Ingunn, du tager flyet halv et, Abel giver os en exclusive, fordi vi holdt tæt om det der lort sidste år, og han giver dig alt om genforeningen og studiejobbet med September When, men det skal gå stærkt, for hvis VG eller Dagbladet får et tip, har de jo altid egne folk dernede, capisce?
Hun nikkede, det var ufatteligt, så godt det passede, selv om det kun var to små arbejdsdage. Andreas sad på kanten af hendes skrivebord og vippede med foden, overdrevent koncentreret om ikke at kigge på Tonje to borde længere henne. Hun sad snøftende med flere lag køkkenrulle trykket mod næse og mund, mens hun med den frie hånd skrev en sms.
– Og hvem skal med?
– Ingen. Vi bruger Geir, han har tid. Han bor jo i Berlin. Han møder dig på hotellet.
– Godt. Han er enormt flink. Ved han, hvad han skal?
– Ikke før du briefer ham.
– Jeg er nødt til at droppe nogle af de andre ting. Kan Tonje tage det med Trondheimsolisterne i morgen formiddag?
Tonje kiggede op fra sit bord med fugtige øjne.
– De spiller rørende smuk klassisk musik, Tonje, det er lige i øjet til dig lige nu, sagde hun.
– Du har ingen anelse om, hvordan jeg har det! sagde Tonje og begyndte at græde for alvor.
– Undskyld, jeg mente det ikke på den måde. Men tænk på arbejdet nu, vær prof, der er ikke plads til andet.
– Nemlig, sagde redaktøren. – Ingunn har fattet det.
Da han rejste sig og gik, printede hun sin e-ticket og hotelreservation ud, som alt sammen var ordnet af en af sekretærerne og lagt på hendes mail. Tonje græd stille.
– Nu sender jeg baggrundstof om solisterne til dig, alt det, jeg har lavet på dem indtil nu. Og ved du hvad, lige i dag orker jeg ikke at høre om kærlighedssorger. Jeg har heller ikke tid, skal hjem og lynpakke.
– Men jeg var sikker på, at han... jeg mødte jo endda hans mor!
– Lille Tonje. Du er nødt til at turde lade en mand se dig sprællevende og uden mascara. Så er det sendt.
– Uden mascara? Hvad mener du? Hvorfor må jeg ikke have mascara på? Og hvad mener du med sprællevende? Jeg lever da!
– Tænk over det, til jeg er tilbage på arbejde igen. Måske fatter du det i mellemtiden.
Allerede ude i bilen fortrød hun. Hvordan kunne hun bebrejde Tonje hendes kærlighedssorger. Hun havde selv været ung praktikant engang og troede, at man elskede efter tre uger; hun havde troet på mænd, troet på det, de sagde, og ikke det, de gjorde.