Hun vågnede og befandt sig i totalt mørke, solen skinnede gennem sprækken mellem gardin og vindueskarm. At komme ud af sengen var ligesom at bugsere en stor affaldssæk med lunkent vand op i stående stilling, hun bevægede sig ud i badeværelset, wc-brættet blev et fast holdepunkt, alting flød og plaskede rundt inde i hende, hvad var det her for noget, hun havde ikke tømmermænd, tømmermænd var noget andet. Tømmermænd var smertefuldt, stramt og svimmelt, det her var bare vand og væske og en væmmelig dirren. Hun tog armbåndsuret af, det var så stramt, hun skulle på arbejde, selvfølgelig skulle hun på arbejde, og i dag skulle Tonjes lille smiley pilles ud og dø en naturlig død mellem blodige engangshandsker og flænget steril emballage og papiraffald.
Med kræfter, der ville have imponeret mandfolk, der trak af sted med hele lokomotiver kun ved hjælp af et reb mellem tænderne, fik hun taget et brusebad, klædt sig på, tværet lidt mascara på, kørt et par sprøjt deo i hver armhule, taget tre tag med børsten gennem håret og låst døren efter sig. Tak skaber for, at Audien vidste, hvor den skulle hen, den parkerede uden for Adressa, og hun gik ind gennem den dør, der sikrede hende månedslønninger store nok til at brødføde en familie på fem. Hun blev lidt bange for, at hun stadig havde hjemmesko på, og kiggede ned, men der var hendes sneakers. Sorte Nike. Nu var hun her. Prof. Være prof. Bruge ansigt og stemme til det, det var meningen, de skulle bruges til, hun havde da gudhjælpemig en vis træning.
Alle ønskede hende til lykke, hun svarede uafbrudt tusind tak. Kage. Hun skulle have købt kage.
På morgenmødet var hun stille, forsøgte at gå i et med væggen, hvilket ikke var helt nemt, da hun var kommet til at tage en fosforgrøn T-shirt på, hvor der stod 'Its not me, its U so get the hell out'. Den var ikke vasket, hun mærkede svedlugt fra armhulerne, hver gang hun bevægede sig, og hun kunne ikke engang huske, hvor hun fandt den, sandsynligvis havde hun samlet den op fra vasketøjskurven.
– Jeg må arbejde med dødstingene, jeg føler mig ikke helt rask, sagde hun til Andreas.
– Okaaaay...? Hvor længe?
– Et par dage eller tre. Tror jeg. Så er jeg på benene igen.
– Du er jo fantastisk til dødstingene. Selv om... Tonje er her jo heller ikke.
– Hun er syg, sagde Anja.
– Enten græder hun, eller også er hun syg, sagde Andreas. – Et af to.
– Lay off Tonje, sagde hun. – Hun kan blive rigtig god, hun har det, der skal til.
– Jamen dog, Ingunn, stiller du op for lille frøken praktikant superbabe?
– Ja, det gør jeg. Det, hun lavede på Trondheimsolisterne, var lige i øjet. Ganske vist fik hun et godt baggrundsmateriale af mig, men den måde, hun vinklede det på, satte det sammen på... Vældig godt. Endda mens hun faktisk havde det hammerdårligt privat. Det er det, der tæller. Hun skal nok blive dygtig. Det ved jeg bare.
– Mens du vil arbejde med dødstingene.
– Nemlig, nogle dage lige nu.
– Go to work, sagde Andreas.
Dødstingene var det navn, hun selv havde givet det. Alle avisredaktioner havde en mængde forhåndslagrede reportager om kendisser, der kunne dø når som helst. En løkke om halsen, en håndfuld potent medicin, en bjergvæg i en forkert vinkel, hvad som helst og vips, næste dag skulle alle aviser med respekt for sig selv trykke fyldige nekrologer, rene lørdagsportrætter. Detaljeret biografi, billeder, anekdoter, her var dit liv, og nu er det slut.
Sommetider skete ting pludseligt, som med Robert Burås og Jan Werner, ingenting var lavet færdig på forhånd, og der blev knoklet op til deadline. Som ren forebyggelse var det alligevel et kæmpestort arkiv at oparbejde. Enhver avis var nødt til at have et udvalg af dødsreportager liggende, både om nordmænd og udenlandske kendte. Musikere var én ting, mens de andre redaktioner måtte ligge inde med reportager om alt fra Stephen Hawking til Barack Obama.
– Jeg arbejder videre med Wenche Myhre og Jahn Teigen, sagde hun. – Og måske nogle af de helt unge. De tager baner i lange baner, det behøver ikke at tage så lang tid.
– Du er en kynisk satan, sagde Andreas.
– Journalist med fingeren på pulsen, sagde hun. – Og angående kage til frokost har jeg glemt det. I kan bare spise, hvad I vil, i kantinen og få dem til at skrive det på en seddel, så betaler jeg senere.
– Tusind tak, sagde Andreas. – Det er kun ret og rimeligt. Tradition er tradition. Så vil jeg søreme unde mig selv varm mad i dag.