Det var et levende hjem. Væggene dækket af indrammede fotos og tegninger, en stor hjørnesofa med et kaos af puder og tæpper og en kolossal stofkrokodille, løse tæpper overalt, et lille fjernsyn på et klapbord i hjørnet, et Bose stereoanlæg på rødmalede æblekasser, en stabel cder i to grå Ikeasøjler, der lugtede af mad, hvidløg og noget andet, hvad skulle hun sige, gøre, eller hvordan bevæge sin krop. Her hørte hun ikke hjemme, her var hun ikke god nok, hun nåede dem ikke engang til sokkeholderne, ingen af dem. Muligvis bortset fra hvalpen. Dens sokkeholdere var vel tre centimeter højere. Tre centimeter kunne hun tvivlende og lige akkurat give sig selv anerkendelse for.
– Jeg ville bare lige kigge ind. Når jeg nu alligevel kom forbi. Og fordi jeg fik den søde mail.
Den søde mail. Hun kunne søge job hos Kvinner & Klær.
Hendes krop var så tung, så fuld af modstand, selv tungen var fuld af modstand, var der ikke noget med, at hun skulle overleve? Så var tungen nødt til at virke.
Nu måtte hun tage sig sammen.
Emma var et lille barn, hun var nødt til at tage sig sammen, det føltes, som om hun var fuld, men hun havde ikke drukket en dråbe.
– Har du spist? spurgte han.
– Det er jeg ikke helt sikker på. Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror bare, jeg skal... Jeg kan da ikke bare komme her og...
– Selvfølgelig kan du det.
– Ved du hvad, Ingunn! Nu gør Lykke det hele udenfor! Han er så dygtig! Han er verdens dygtigste hund! Hvad har du fået i fødselsdagsgave?
– Jeg fik... en bog og en flaske parfume. Og blomster.
– Og så får du DEN HER af mig!
Emma hoppede op i sofaen og holdt tegningen op. Lykke var en drivvåd klud trukket op af vandet af en kvinde med hestehale og røde bukser og en taleboble ovenover: 'Han lever!' Stavene var to sorte streger mellem nogle sten med overdimensionerede håndremme.
– Det er dig! Og Lykke! sagde Emma.
– Tusind tak, den vil jeg få rammet ind. Nej, hvor er jeg glad for den.
Aldrig i hele hendes liv havde et barn tegnet en tegning til hende, hun måtte ikke græde, øverst stod der: TIL LYKKE MED DAGEN, INGUN, OG FORDI DU HAR REDET LYKKE.
– Han var jo ikke nået helt ned til vandet endnu, sagde hun.
– Nej! Nemlig! Fordi du reddede ham! Men da jeg skulle tegne tegningen, blev jeg bange igen, og derfor blev den sådan. Synes du, den er fin?
– Helt fantastisk.
Det barn havde hun i et par korte sekunder hadet af ren og skær jalousi, og nu stod hun her, midt i deres hjem, midt i intimsfæren. Hun var ædru. Audien stod og ventede på hende, lyttede efter hende, ventede på nøglesignalet, så han kunne blinke listigt med alle sine orange lys og være trygheden selv.
– Jeg lægger den ude i gangen. Så du ikke glemmer den, sagde Emma.
– Jeg glemmer den ikke, sagde hun. – Tusind, tusind tak.
– Og så var der lektierne, sagde han. – Sæt dig her i stuen med dem, så sidder Ingunn og jeg i køkkenet, så vi ikke forstyrrer dig.
– Åhhhh... Vi har jo ugeplan, jeg behøver jo ikke at...
– Jo, det behøver du. Du ved, hvordan torsdag aften bliver, hvis du ikke...
– Ja ja.
Køkkenet var som en lille hule med grønne planter, lavt til loftet og en masse rod, det var her, alle lugtene kom fra.
– Er du sulten? spurgte han.
– Det tror jeg nok.
– Der er lidt pasta tilbage. Jeg svitser lige lidt løg og skinke, okay?
– Du behøver ikke... Jeg ville bare...
– Sæt dig nu ned. Slap af.
Hun havde ikke engang haft lyst til et stykke brød med makrel i tomat i dag, eller mørk chokolade med mindst 78 procent ren cacao. Og mens han stod med ryggen til hende og rev parmesanost, begyndte hun at græde. Han vendte sig om.
– Græder du?
– Nej, jeg...
– Du græder. Jeg ved ikke helt, hvad... Skal jeg ringe til nogen eller et eller andet?
– Det er okay. Jeg er bare træt. Og så var det så rart at komme herind. Jeg ved det ikke. Du må synes, jeg er helt idiot. Jeg skal sikkert bare have menstruation.
Han kastede hovedet tilbage og lo så højt og vildt, at Emma kom styrtende med Lykke i hælene og en blyant i hånden.
– Hvad? Hvorfor GRINER du sådan, far? Hvad ER der?!
Den tynde pigestemme lød pludselig skraldende i hendes ører.
– Voksenting, Emmapige. Lektier!
– Nu ryger det altså meget fra stegepanden, sagde hun.
– Fandens også, sagde han.
– Fem kroner til grisen! Nu, sagde Emma.
Han gravede nogle mønter op af bukselommen og gav dem til Emma, mens han holdt stegepanden ind under en dampende vandstråle.
– Vi prøver igen, sagde han. – Frisk olie. Godt jeg ikke havde puttet pastaen i.