Hun spiste hektisk og foroverbøjet og vidste, at hun ville komme til at fortryde det senere, hendes spisestilling var langt fra feminin, men hun kunne ikke lade være, det smagte så godt.
– Det er bare rester, sagde han og sad og kiggede på hende. Hun var kommet i regnvejr, hendes hår måtte være helt glat og fladt. Sprællevende uden mascara.
– Hold da op, hvor smager det godt, sagde hun.
– Det er olien, der gør det. En god olivenolie, så bliver al mad god. Også restemad. Men du vil ikke have vin?
– Jeg kører jo.
– Stave og bil. Hvornår skal du møde i morgen?
– Det kommer lidt an på. Formen og den slags. Jeg arbejder med dødstingene nogle dage.
– Dødstingene? Lyder godt. Jeg arbejde på Pircenteret, men jeg kan godt køre dig på arbejde.
– Mener du, jeg skal sove her? Men altså, jeg er jo bare...
– Jeg tror ikke, du har det så godt. Emma går i seng om en lille times tid.
– Er du i gang med at score mig?
Han lo sin latter en gang til, men denne gang lidt mere dæmpet. Hans ene fortand sad en lille smule skråt hen over den anden.
– Det ved jeg ikke, sagde han. – Du kommer bare lige pludselig og spiser, så jeg får gåsehud bare af at kigge på dig, og... det var mig, der fik Emma til at skrive den mail, da hun fortalte, at du havde fødselsdag, og at du ikke skulle have gæster. Lad nu være med at begynde at græde igen.
– Kun lidt. Det går hurtigt over.
Hun fik et stykke hvidløg i næsen, han hentede et par stykker køkkenrulle og rakte dem til hende, de havde stadig ikke rørt ved hinanden, ikke engang givet hånd.
– Jeg er totalt sindssyg, du vil ikke have noget med mig at gøre, sagde hun.
– Hvordan sindssyg?
– Fuldstændig fucked up. Det kan jeg godt love dig. Det kan jeg virkelig godt love dig. Virkelig fucked up.
– Fortæl mig om dødstingene. Dødsannoncer?
– Jeg burde ikke være her. Jeg burde være blevet i sengen, sagde hun. – Have dopet mig. Slået mig selv oven i hovedet med en hammer.
– Dødstingene. Forklar.
– De skal ligge klar med tekst og billeder, når kendte dør. Kendte dør som fluer. De lever et hårdt liv. Og så forventer alle avislæsere nærmest et selvstændigt bilag om dem dagen efter. Har du mere af det brød? Det er da pokkers, så sulten jeg er.
– Hvis Emma hørte dig nu, var det fem kroner til grisen.
– Jesus Christ.
– Fem kroner til.
– Hvem er du egentlig?
– En god menneskekender. Og du har det ikke godt.
– Jo, til hverdag. Bare ikke lige nu. Og vi kender ikke hinanden, sagde hun.
Hun mødte hans blik, hun mærkede, at hun havde krummer i hele ansigtet, han lo sin latter, men uden at kaste hovedet tilbage, han lo den kun for hende for at undgå, at Emma kom farende igen.
– Klinisk gal. Og lige ind gennem min hoveddør. Ingunn...
– Lad være med at sige mit navn. Så begynder jeg at græde igen.
– Her er mere brød. Foccacia. Det er temmelig salt. Men det skal det være. Du kan bare pille Maldon-flagerne af, hvis du...
– Jeg tror gerne, jeg vil have lidt vin alligevel.
– Sikker?
– Nej, men jeg kan sende en sms og sige, at jeg bliver hjemme i morgen. Jeg kan bare sige, at jeg arbejder med dødstingene hjemmefra. Og tage en taxa om lidt. Hente bilen i morgen.
– Det tror jeg er en god ide. Måske kan jeg også blive hjemme. Sige, at jeg skal arbejde med dødstingene.
De kiggede på hinanden.
– Hvad er det her egentlig? sagde hun.
– Skæbnen måske. Vi er frie og franke begge to.
– Jeg har aldrig forstået det udtryk. Hvem er denne frie Frank. Det er så godt at sidde her, være her. Tom. Hedder du. Tom Ingulsen. Det står på postkassen. Jeg tjekkede det.
– Nu græder du igen.
– Jeg har vandfast mascara på.
– Og jeg har læst alt med din byline i avisen. Du er dygtig.
– Jeps. Dygtig. Nævnte du noget om vin? Har du hvid? Og så skal jeg ringe til en kollega, der har fået en abort. Der er smser ikke nok.
Han ryddede op på køkkenbordet, fyldte opvaskemaskinen, samlede aviserne i en bunke i den ene ende af køkkenbordet og tog en karton vin ud af køleskabet, mens hun snakkede med Tonje. Han bevægede sig forsigtigt for ikke at forstyrre samtalen, selv om hun lige så godt kunne være gået ud i gangen for at snakke. Men det gjorde hun ikke. Hun var bange for, at hun så kunne finde på at gå. Det var han måske også. Hans ryg var bred og hård bag T-shirtens stof, hans nakkehår lå spidse og svedige mod halslinningen.
– Men hold dig hjemme nogle dage, Tonje. Det holder hurtigt op med at bløde. Nej, det er kun Anja og mig, der ved det. Hold dig varm, se fjernsyn, lad være med at tænke ret meget, du har gjort det rigtige, min ven. Så ses vi på onsdag, okay? Og lad være med at drikke alkohol.
Da hun lagde på, vendte han sig om og kiggede på hende.
– Det der vidste du alt om.