– Fik du så besøg på din fødselsdag?
– Nej, men jeg læste mailen for sent og var nødt til at lyve for hende. Jeg er ikke noget socialt menneske.
– Hvorfor ikke?
Hun drak og kiggede på ham over kanten af glasset.
– Det er et temmeligt stort, eksistentielt spørgsmål, Tom Ingulsen.
– Men nu sidder du her. I mit køkken. Så jeg synes måske, at jeg godt kunne spørge.
– Jeg tror måske, at... vinen ramte noget. Skubbede noget væk. Jeg er så utrolig hormonel, og alkohol er ikke i stand til at hamle op med hormoner. Normalt. Men nu tror jeg også, at adrenalinen måske har meldt sig på banen, og måske lidt serotonin. Og endorfiner.
– Jeg fatter ikke et suk af, hvad du snakker om.
– Jeg er en kvinde. Sådan er vi. Og at jeg nu pludselig blev meget bekymret for, hvordan jeg ser ud, sådan som jeg sidder her, er et godt tegn.
– Du ser godt ud.
– Jeg gætter på kategorien druknet kat. Og du går rundt og tænker på en druknet kat.
– Du behøver ikke at se dig i spejlet. Jeg ser det, jeg ser.
– Vi er to fremmede mennesker. For hinanden.
– Men her kom du, sagde han.
– Okay. Må jeg få mere vin. Lad os begynde et sted. Emma har sagt, at hendes mor døde under fødslen. Stor erstatning og så videre.
– Sagde hun virkelig det? Så kan hun godt lide dig. I skolen har vi haft meget besvær med det. At hun er sin mors morder og sådan noget.
– Åh, for fanden da.
– Ja, du må have fortalt hende et eller andet, der gjorde, at...
– Jeg fortalte, at min mor og far var døde. Men det sagde jeg først, da hun havde fortalt om sig selv.
– Børn, sagde han. – De sanser ting.
– Har du ikke noget musik.
– Masser. Jim Ford. Kan du lide Jim Ford?
– Ham ved jeg egentlig ikke ret meget om.
– Du ryster jo, du fryser. Jeg henter et tæppe til dig og sætter Ford på.
Tæppet lugtede af sukker og andet sødt, det var sikkert det, Emma sad under hver lørdag aften med slik og børnefjernsyn.
– Han var Sly Stones bedste ven og superinspirator for Nick Lowe. Der er mange, der har spillet hans sange, Aretha Franklin, Bobby Womack og Temptations, sagde han.
Han skænkede rød til sig selv og hvid til hende, et forunderligt stik af normalitet ramte hende sidelæns. Godt. Det var godt. Jim Ford. Okay. Jim Ford. Nu skulle det handle om Jim Ford.
– Han tog enormt mange stoffer, og i niogtres forsvandt han bare. Alle troede, han var død. Men så var der en svensk journalist, der opsporede ham her for to år siden og fandt ham efter fyrre år.
– Han var ikke død?
– Nej, nej. Han boede i en beskidt trailer og arbejdede som Peugeot-mekaniker, fordi det var så fandens svært at få fat i dele til Peugeot i Californien. Gulvet flød med mastertapes. Svenskeren fiksede det hele, for nu at gøre en lang historie kort. Total succes, da cden udkom, pengene strømmede ind, og tre måneder senere var Ford død, han drak og dopede sig hjel. The sounds of our time.
– Det kan jeg godt huske, jeg læste om. Jeg tror, det var Wandrup, der skrev om ham. Du kan godt lide musik.
– Jeg kan ikke leve uden musik. Bob Dylan er jo det store. Men så er der alle de der gutter... Townes van Zandt, Warren Zevon, Ford, Levon Helm, Neil Young.
– Jeg elsker Alison Krauss.
– Ha! Så sætter jeg Levon Helm på, ham vil du godt kunne lide, hvis du kan lide Krauss. Men den, hun lavede sammen med Robert Plant...
– Den er for plat.
De lo samtidig, hun mødte hans blik direkte, de havde stadig ikke rørt ved hinanden, med undtagelse af det klap, han gav hende efter hunderedningsaktionen, lige da de skulle til at skilles, men Emma var ikke faldet i søvn endnu, det var det, de begge to gik og ventede på og mærkede, i hvert fald hun selv, men helt sikkert også ham, der var far fra yderst til inderst.
– Dropper du virkelig jobbet i morgen? spurgte hun. Hun var nødt til at stikke af, måske mens han var på toilettet. Få fat i en taxa oppe på hovedvejen.
– Levon Helm fik strubekræft, så brændte den lade ned, hvor de havde deres lydstudie, og så døde hans bror. Og efter alt det udgav han den her cd. Det viser bare, hvad folk er i stand til, hvis de vil. Vil det nok.
– Jeg er ikke i stand til noget som helst. Det er et utrolig hyggeligt køkken, det her.
– Køleskabsdøren er Galleri Emma, som du sikkert kan se.
– Jeg har kun en eneste magnet på min køleskabsdør. En kvinde, der sidder tilbagelænet i en sofa og kigger direkte på én. Og nedenunder står der Queen of FuckingEverything. Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan lide ham Helm-Danko-strubekræft-fyren, det er måske en cd, man er nødt til at spille flere gange, og sikkert også lidt højere.
– Emma skal først falde i søvn. Har du taget tid?
– Nej.
– Så siger vi, at der er gået tyve minutter. Hun hopper altid direkte på limpinden.
– Hvor er du heldig, at du har hende.
– Og desuden dig her i mit køkken. Som et lyn fra en klar himmel.
– Lyn og lyn. Min menstruation er lige om hjørnet. Er jeg meget bange for.
– Det passer vist ikke.
– Nej. Overhovedet ikke. Men du laver ufattelig god restemad.
– Jeg siger, at hun gerne må sove med Lykke i sengen, så er vi helt sikre.
Vi.
Hun drak tre store slurke af vinen.