Var det nu, hun skulle stikke af? Mens han puslede om Emma inde på et eller andet værelse. Den søde lugt fra tæppet, det måtte være hindbær med lidt menthol. Hans kvinde døde, mens hun gav liv til hans datter, det var ikke en fyr, man...
– Hvor gammel er du, Ingunn? spurgte han, inden hun nåede at tænke videre.
– Sagde Emma ikke det? Nej, måske nævnte jeg ikke, hvor gammel jeg blev. Sover hun?
– Ja.
– Jeg blev niogtredive.
– Og du har ingen børn? Det sagde Emma.
– Nej, det droppede jeg faktisk. Alting blev forkert. Ud med det.
– Queen of fucking everything, hvad?
– Sådan kan man vel godt udtrykke det, ja. Kan du ikke sætte noget andet på? Jeg bliver så ked af at høre på ham, når jeg tænker på den der lade og strubekræften og alt det.
– Hvad vil du høre?
– Har du noget med Madrugada?
– Ja, faktisk. Industrial Silence. Majesty er et af mine yndlingsnumre. Men man bliver ikke mindre ked af det af at høre på dem.
– Majesty er ikke på Industrial Silence. Den er på Grit.
– Okay, vi er på show off?
– Undskyld, sagde hun. – Nej, forresten, ikke undskyld. Det er jo mit arbejde. Men Strange Colour Blue er der. Efter min mening overgår den langt Majesty.
Han stod på gulvet et par meter bag ved hende, hun vendte sig ikke om.
Og pludselig blev der stille i stuen, selv om Levon Helm stadig sang. Han trådte hen bag hendes stol, lagde de flade hænder omkring begge hendes tindinger og sagde: – Hvem er du egentlig?
– Sæt Madrugada på, så skal jeg fortælle dig det, sagde hun.
Han slap hende og gjorde det, og så stod han der igen, bag ved hende med hænderne på plads, tænk, at han forstod, at han ikke skulle mase sig op i fjæset på hende og bare brøle fortæl, fortæl.
– Jeg er... temmelig ensom, tror jeg. Og det har jeg ikke tænkt over før her på det sidste. Det føles meget mærkeligt, fordi jeg elsker mit aleneliv. Og så tror jeg ikke på, at jeg sidder her og fortæller det. Så hvis du spekulerer på, hvem jeg er, så er vi to. Jeg spekulerer også temmelig meget på det. Og jeg...
Han fyldte hendes glas, rakte bare armen frem over hendes skulder, spildte lidt på fyrretræsbordet, stod bag ved hende igen og lagde hænderne det samme sted.
–... er meget prof. Dygtig til mit job. Perfektionist. Kan ikke tåle at begå fejl. Vil have overblik. Bliver meget bange, hvis jeg mister overblikket. Og lige nu føles det, som om jeg har mistet overblikket. Og det gør mig meget utryg.