Han satte sig ned foran hende, på den anden side af bordet, satte hele køkkenrullen på bordet mellem dem og slap hende ikke med blikket, selv kiggede hun væk.
– Er det Emma, der har lavet dækkeservietterne? spurgte hun.
Han nikkede. – I børnehaven. Hun sover nu.
Hun klemte hindbærbolsjestæppet fast omkring sig.
– Jeg tager en taxa hjem og henter bilen i morgen, sagde hun.
– Jeg tror aldrig, jeg har mødt så lille en pige som dig, der er så voksen, sagde han.
– Jeg tjener over syv hundrede tusinde om året.
– Vi har ikke mærket hinanden endnu.
– Du har holdt om mine tindinger. Måske er du en healer med varme hænder, de var i hvert fald varme. Eller du kan være en voldtægtsforbryder.
– Bestemt.
– Jeg har en dobermann på toogtres kilo, som dræber enhver, der prøver på noget.
– Du vidste ellers nul og niks om hunde, sagde du.
– Hunde, ja. Dober-MÆND derimod. Det er naboens, ikke min. Må jeg få mere vin? Og fortæl mig så, vær venlig at fortælle mig, hvorfor jeg er her.
– Jeg aner ikke, hvorfor du er her, men jeg ved, at jeg synes, det er fantastisk, at du er her. Jeg møder kvinder på mit arbejde. Civ.ing.-kvinder og sekretærer, der overhovedet ikke vækker følelser i mig ud over det rent professionelle. Men pludselig stod du bare der. På stien i mørket. Jeg ved det ikke. Jeg føler mig som en idiot.
– Føler du dig som en idiot?
Hun rejste sig og krydsede Gobi-ørkenen omkring fyrretræsbordet, lagde sin kind mod toppen af hans hår, det var varmt og blødt, han greb varsomt om hendes håndled.
– Du, hviskede han.
– Lad være med at sige noget. Nu lytter vi til Madrugada. Kom. Hun sover?
– Som en sten.
– Og du føler dig som en idiot? Er det muligt? Du, der...
– Ja.