Han kunne ikke lade være med at holde om hende. De kyssede, og han holdt, holdt og kærtegnede og gentog hele tiden, at hun var her, og at han havde forelsket sig i halvmørket på en gangsti, og at han bestemt aldrig forelskede sig, han blev måske nok fascineret, men turde bestemt aldrig forelske sig, de faldt bagover i hjørnesofaen, ned i hindbærtæppe og tøjkrokodille, han holdt og holdt og kærtegnede hende overalt, hvor han kom frem, hendes lægge, underarme, oppe i hendes nakkehår, mellem hver eneste finger, slikkede hende mellem hver eneste finger.
– Her er du, hviskede han, og hun var i adskillige sekunder ad gangen i stand til at tænke, at hun ikke måtte stikke af. Han lugtede og smagte rigtigt, hans stemme var rigtig, alligevel havde de ikke kneppet, og hun tænkte, at det burde hedde elske, ikke kneppe, ret meget mere livsfarligt end det kunne det ikke blive i fredstid.
– Kom, sagde han og løftede hende op over sit skød, spredte hendes lår på hver side af sit lem, satte hende bare ned på det, og der var hun. Så enkelt.
– Se på mig, sagde han.
Hans øjne var våde, hun skulle ikke tænke på Alex, hun tænkte ikke på Alex, nu græd hun også selv.
– Se på mig, sagde han.
– Jeg er her, sagde hun.
– Sæt knæene sådan her.
– Jeg ved det godt.
– Nu kommer jeg snart til dig. Se på mig.
– Jeg ser, sagde hun.
– Vi har kendt hinanden i to timer, sagde han.
– Nej.
– Nej?
– Nej. Mere. Længere.
– Tre?
– Jeg tror, jeg har ventet på dig meget længe. Men jeg kommer til at stikke af.
– Væk fra mig? spurgte han.
– Ja. Du må ikke lade mig gøre det.
– Jeg kan ikke fange dig. Du skal selv ville det.
– Jeg tør ikke. Alting går i stykker. Alle forsvinder.
– Nu kommer jeg.