Han lavede grøn te til dem. Han kiggede til Emma. Hun sov, sagde han, med Lykke liggende på hovedpuden.
– Det har Kaia Huuse faktisk skrevet en sang om, sagde hun.
– Tænk, at jeg skal blive hjemme fra arbejde på grund af dødsting, sagde han.
– Skal du ikke køre hende i skole?
– Den ligger lige heroppe, hun går selv. Men jeg tror nok, det er bedst, hvis du ikke ligger i min seng i nat. Hun kan blive forvirret. Tro for meget. Hun er så lille. Og hun savner en mor så meget.
– Og jeg er så træt. Grøn te smager altid meget grimt og vældig sundt. Jeg plejer at pine mig selv med at drikke grøn te. Men den her smager meget bedre end den, jeg har derhjemme.
– Du bruger sikkert posete.
– Selvfølgelig.
– Det her er den ægte vare. Vil du gerne sove?
– Ja.
Han tog tekruset ud af hånden på hende og satte det på bordet, pakkede tæppet omkring hende og satte sig på kanten af sofaen. Hun trak tæppet helt op under hagen, lukkede øjnene og mærkede hans hånd over håret.
– Jeg ser sikkert herrens ud, sagde hun.
– Men nu skal du sove. Sov nu.
– Hvor er krokodillen?
– Her. Sov nu. Jeg slukker alt lyset undtagen i køkkenet, hvis du nu skal på wc.
– Jeg ved ikke, hvor wcet er.
– Stort hjerte på døren. Emma har lavet det.
– Okay. Godnat.
Hun hørte hans lyde. En lille hosten. Kontakten, der klikkede. Hun åbnede ikke øjnene. En dør, der blev åbnet, lyden af en tissestråle, en ny dør blev lukket, en anden blev åbnet og lukket, hun åbnede øjnene, satte sig op i sofaen, kiggede på sit lår, det blå mærke var forsvundet, hun lagde sig ned igen med krokodillen fast trykket mod brystet og faldt i søvn.