Hun vågnede og vidste ikke, hvad klokken var, armbåndsuret lå derhjemme, og batteriet i mobilen var dødt. Hun vågnede i en stue, der så helt anderledes ud end aftenen før, det var lyset, der gjorde det, nu kom der morgenlys ind udefra, pressede sig ind gennem vinduerne. Hun opdagede, at der var en stor, gammel klat tyggegummi æltet ind i tæppets stof lige ved siden af det sted, hvor hun havde hvilet kinden, mens hun sov, bvadr, sådan var det at have børn, der svinede og ikke ryddede op efter sig. Krokodillen lugtede af gammel uld, hun smed den fra sig, hun havde kvalme, underlivet smertede, hun fandt tidspunktet nederst på fjernsynet, ved standby-knappen, 06.53. Hun ville ikke gå på wc, det ville vække nogen. Hun tog forsigtigt sit tøj på, det lå spredt rundt omkring på stuegulvet, tog skoene på ude i entreen, stavene stod der også, tegningen lå på en fyrretræskommode, hun rullede den hurtigt sammen og lukkede sig stille ud.
Jorden var god at gå på, morgenlyset lå støvet af tåge ude over fjorden, en mågeflok havde kastet sig over noget, der lå og flød i vandet, bilerne var begyndt at køre oppe på vejen.
Audien blinkede firestemmigt til hende. Hun smed stavene og tegningen på bagsædet, omsider var hun hjemme. Den forbandede mislyd lød ekstra høj i morgenlyset, hun mødte tre biler, da hun kørte ud af parkeringspladsen, overambitiøse statoilmedarbejdere eller måske sekretærer, der ville brillere med at være først med frisklavet morgenkaffe.
Hjemme låste hun sig ind og gik direkte på wc, blødte som en stukken gris. Det hele var en drøm, det var alt sammen bare noget pjat, det her var ikke sket, i weekenden ville hun tage et smut forbi ude hos dem, fuld af overskud og overbærenhed og med en Adressa-cap og Hits for Kids, han havde ikke hendes telefonnummer, han kunne til hver en tid ringe til Adressa og få det, men hun regnede ikke med, at han ville gøre det, nu hvor hun var gået. Måske behøvede hun ikke engang at komme i weekenden. Jo, for Emmas skyld. Hun havde lovet det.
Hun gik ud i køkkenet, tappede et glas iskoldt vand og sad længe og kiggede på sin køleskabsmagnet, inden hun hentede køkkenrulle og rengøringsmiddel og vaskede hele køleskabsdøren, til den skinnede. Magneten smed hun i skraldespanden. Tegningen flyttede hun fra kommoden i entreen op oven på det ene klædeskab.
I denne uge ville hun tage i Soundgarden og snakke lyd med dem. Hun mente ikke, at hendes forstærkere havde flere højttalerudgange, og så ville hun være nødt til at investere i et ordentligt B&O multiroom-system, og det havde de ikke i Soundgarden. B&O-butikken i Trondheim var lukket, så hun var nødt til at ringe til butikken i Oslo, for det gjaldt om at holde sig beskæftiget med ting og sager, nu hvor både hoved og underliv virkede igen. Måske skulle hun også ringe og bestille service til Audien, den var forsømt, selv om den var så trofast.
Hun sad længe og mærkede efter, om hun orkede at tage på arbejde, det dunkede tungt og smertefuldt mellem hendes ben og i hele underlivet, hun sendte en sms til Andreas om, at hun følte sig så dårlig, at hun overvejede at skrive en dødsting på sig selv i stedet for, slukkede for mobilen, gik i seng og faldt i søvn med det samme.