Hun tog brusebad og vaskede hår, men gjorde ellers ikke noget ud af sig selv, tog bare cowboybukser og en nystrøget, hvid skjorte på, som hun straks tog af igen, fordi brystvorterne var synlige gennem stoffet, så hun var nødt til at have bh på indenunder. Hun rystede så meget, da hun tappede et glas hvidvin, at hun var nødt til at bruge begge hænder.
Ikke så meget som en mail hele ugen, ikke en eneste opringning, men hun var nødt til at tage derud for Emmas skyld, Emma, der var sin mors morder. Morder i en alder af et sekund, ikke længere tid end det tog at knipse i luften med en solbrændt hånd. Hun satte U2 på, var nødt til at finde energien, men bandede, da hun opdagede, at den selvfølgelig begyndte med Where the Streets have No Name, det var en evighed siden, hun havde spillet The Joshua Tree, hun fandt Vertigo i stedet for, men ombestemte sig og satte Green Day på.
Han kunne godt have sendt en mail. Bare noget sludder om, at vi ses i aften.
Det kunne hun også godt selv have gjort.
Hun var nødt til snart at skifte hvidvinsmærke, hun var træt af Tariquet, led og ked af den, hvad i hede hule helvede var det, hun havde gang i, men hun kunne gå igen, inden Emma skulle i seng, hun måtte sikkert gerne være længe oppe, når det var fredag aften, hun kunne sige, at hun var træt efter en lang uge.
Hun samlede en pose til Emma med capen og cder, ringede efter en taxa, og mens hun ventede på den, drak hun et glas vin til og tænkte på det, hun havde sagt til ham, hvad gjorde hormoner dog ikke ved hjernen, hun burde indlægges hver måned inden menstruationen, det ville være en superlukrativ niche for en privatklinik.
Hun kendte ikke adressen og bad taxaen køre hende til Statoil, det var mærkeligt at gå det lille stykke op til husene uden stave, selv om hun kun havde gået den vej et par gange før. Der var lys i vinduerne. Hun lyttede efter musik, men kunne ikke høre noget, klokken var seks, tid til voksenmad. Hun bankede på en enkelt gang, og i næsten samme sekund åbnede han døren og lukkede sig ud, mens han holdt fast i håndtaget bag sig.
– Hurtigt, inden hun kommer. Jeg har løjet for Emma. Hun ville have, du skulle komme i morgen i stedet for, fordi hun... Jeg sagde, at du kun kunne i dag, okay? At du var optaget i morgen.
Pulsen susede i ørerne på hende.
– Du skræmte livet af mig, for søren.
– Jeg lyver aldrig for hende. Men jeg orker ikke at vente til i morgen. Nu kommer hun, okay?
– Ja ja. Men jeg fatter altså ikke en lyd.
– Ingunn! Er du kommet? Men far, hvorfor holder du i håndtaget? Så slip dog!
Lille Lykke vimsede ud og blev grebet i halsbåndet af en mandehånd, Emma kastede sig om halsen på hende og klemte hårdt, sådan som man klemmer nogen, man er glad for. Også denne gang var hun nødt til at bøje sig frem for at få hende til at slippe grebet i nakken.
– Er du i supergodt humør? spurgte Emma.
– Selvfølgelig.
– Det er jeg ikke. Jeg er meget ked af det. Fordi du ikke kan komme i morgen.
– Hvad er der da galt med i aften?
– Tina fra min klasse, hendes kattekilling er blevet kørt over i dag, og hun græder og græder og vil ikke snakke med nogen eller være sammen med andre end mig, fordi jeg forstår, hvordan hun har det, fordi Lykke næsten druknede, og derfor skal jeg sove hos hende. Når vi har spist. Jeg er nemlig den eneste, der kan trøste hende. Hendes mor er helt FRA den, fordi Tina så det, da hele kattekillingen bare blev MAST under bilen.
– Jamen dog.
– Den hed Paula.
– Kattekillingen?
– Ja. Er det ikke bare sørgeligt?